Der var engang, og det er vel egentlig ikke så længe siden, hvor den udgave af provinsen, man mødte i danske film, var solbeskinnet, idyllisk og fuld af grønne marker, fuglekvidder og glade mennesker. Det var en nationalromantisk udgave af livet, ofte signeret Morten Korch, som det formede sig ude på landet, og selv om der af og til var en slange i Paradis - gerne i skikkelse af en skummel, pengegrisk advokat eller en forsmået, fjern slægtning - var alting sort/hvidt og endte lykkeligt.
Sådan er det bestemt ikke længere. I film som Anders Thomas Jensens De grønne slagtere (2003) og Adams æbler (2005), Henrik Ruben Genz' Frygtelig lykkelig (2008), Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor (2006), Niels Arden Oplevs Fukssvansen (2001), Manyar I. Parwanis Himlen falder (2009) og senest Ole Bornedals Fri os fra det onde synes råddenskaben at sive ud af enhver revne og sprække i den tynde fernis, der skulle give provinsen et forsonende skær af civilisation.
Provinsen som værktøj
Det er allegoriske fortællinger om amoral, ondskab og mangel på medmenneskelighed, som mere eller mindre direkte spejler det samfund, de er blevet til i. Stiliserede, forvrængede udgaver af landlig idyl, hvor det beroligende syn af bølgende kornmarker er erstattet af mudder, brakvand og en ildevarslende, overskyet himmel, mens rødkindede bondepiger og gyldenblonde gutter har måttet vige for voldspsykopater, mordere og pædofile stakler, der flæbende erklærer, at de jo bare elsker deres børn meget højt.
"Provinsen kommer ind som et handy værktøj til at lave noget, der virker fremmed," siger filmhistorikeren Peter Schepelern, lektor ved Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.
"Det er på en eller anden måde en fremmedgørelse, og det er også en romantisering. Det er en måde at få os til at spidse ører, fordi det er fremmed. Hvis man ligesom bare begynder med Nørreport i myldretiden, bliver det sådan lidt, 'vi har set det så tit.'"
Desuden glider det ofte kulørte, indimellem karikerede persongalleri nemmere ned, hvis det placeres i provinsen end storbyen, mener Morten Piil, Informations mangeårige filmkritiker.
"Man tror, at der er noget mere excentrisk ved at bo langt ude på landet, end der er ved at bo på Amager eller Nørrebro," siger han. "Der er en mytisk dimension i det der med at være ude på randen af samfundet. At bevæge sig helt derud, hvor alle kulturelle og civilisationsmæssige ting virker lidt fjerne."
Uhyggen flyttes ud
Provinsen er et mentalt landskab, hvor civilisationen ikke er nået frem, siger sociologen Henrik Dahl og sammenligner provinsfilmene med eventyr af den slags, som brødrene Grimm samlede og skrev ned.
"De er kunstnerisk og videnskabeligt aktive tidligt i 1800-tallet, en brydningstid, hvor folk holder op med at tro på trolde og får en underbevidsthed i stedet for," siger han.
"Man kan så spørge sig selv, hvor troldene er flyttet hen, og de er selvfølgelig flyttet ind i underbevidstheden. Film er jo en mimetisk kunstart, og derfor er det bedre at gøre det omvendt, at tage underbevidstheden og fortrængningerne og parkere dem et eller andet sted. I stedet for at lave en rigtig kedelig, europæisk kunstfilm, hvor man spejder ind i personen efter underbevidstheden og fortrængningerne, er provinsen blevet stedet, hvor underbevidstheden og fortrængningerne er manifest og helt oppe på overfladen. Hvor uhyggen flyttede ind i menneskene efter brødrene Grimm, flytter vi den nu ud igen."
Peter Schepelern mener ikke, at det har så meget med provinsen i sig selv at gøre, og selv om Frygtelig lykkelig, Kunsten at græde i kor og Himlen falder alle er baseret på virkelige begivenheder, skal man passe på med at drage paralleller mellem den rigtige provins og provinsen i fiktionen.
"Der er en trend i tiden - som måske altid er der - og den går ud på at lave den allegoriske historie," siger han.
"Og hvis man skal lave en allegorisk historie, et sindbillede på noget, der rumsterer i menneskeheden, kan man vælge, at den skal foregå i Rocky Mountains i 1932, og vi laver kridtstreger på gulvet (som i Lars von Triers Dogville (2003), red.). Eller at den skal foregå i et norsk køkkenregi, som i Bent Hamers Salmer fra køkkenet (2003), eller på anden sal, hvor der synges diverse sange hos Roy Andersson. Når man ikke gider lave det, vi for nogle år siden kaldte 'Paprika Steens mand bedrager hende-genren', må man lave noget, som i sig selv har en symbolkraft."
En genre i sig selv
For Henrik Ruben Genz, der har instrueret Erling Jepsen-filmatiseringen Frygtelig lykkelig - og som selv kommer fra Sønderjylland, hvor filmen foregår - er det helt naturligt, at provinsfilm får et mytologisk lag.
"Så snart man bevæger sig ud på landet, bevæger man sig også ind i en mental virkelighed eller parallel virkelighed," siger han. "Man er hinsides civilisation og almindelige samfundsstrukturer og normer. Man rører ved amoral og det mere primitive."
Provinsen er næsten en genre i sig selv, synes instruktøren, og den bliver et vrangbillede af livet.
"Når man placerer tre personer i en bil og lader dem køre fra A til Z, altså en roadmovie, så sniger hele erkendelseslaget sig ind," siger Henrik Ruben Genz.
"At de tre i bilen skal erkende et eller andet, ellers er der ikke grund til at være på den tur. Hvis man tager ud på landet, er det, fordi man skal i kontakt med noget oprindeligt og nogle skyggesider af civilisationen."
"Hvis Frygtelig lykkelig havde kunnet foregå i København, vil jeg æde min hat på, at Thomas Gammeltoft (filmens producent, red.) ville have insisteret på det. Man stiller sig selv det spørgsmål: Hvorfor skal historien fortælles her? Kunne det lige så godt være i et andet miljø? Miljøet bliver dikteret af indholdet, indholdet dikterer formen, og provinshistorierne er en afdækning af den moralske råddenskab. Det er det sgu hver gang. Der er en automatik i det, som man ikke engang kan diskutere."
Et rigtigt udgangspunkt
Er man ligesom Henrik Ruben Genz, Peter Schønau Fog, Anders Thomas Jensen, Niels Arden Oplev og Ole Bornedal vokset op i provinsen eller på landet, har man umiddelbar adgang til det værktøj, provinsen er, og derfor behøver man f.eks. ikke hvide kridtstreger på et sort gulv.
"Når Niels Arden Oplev med Portland (1996) laver et rigtigt gungrende symbolunivers ud af provinsen, og når Ole Bornedal gør det med Fri os fra det onde, skyldes det selvfølgelig, at der finder de noget stof til at lave den allegoriske, sindbilledlige fabelfilm, hvor de kan fortælle noget om de rå og forfærdende kræfter i mennesket," siger Peter Schepelern.
"Det er typisk, at Bornedals historie handler om, at der til at begynde med er en lille fernis af kultur, og så ender det nærmest med hedenske ritualer og parringsvold i sommernatten."
For Henrik Ruben Genz er det vigtigt at finde et instrument at spille på, som passer til én, og i øvrigt spille i den rigtige tonart.
"Dybest set søger man vel tilbage for at finde sit eget udgangspunkt," siger han.
"Hvor er det, jeg kommer fra? Hvad er det, jeg er bygget af? Hvad er mit grundstof? Måske skyldes det også, at storbyinstruktører har en ærefrygt over for at give sig i kast med det materiale, som de føler, de ikke ved noget om. Når man ser dem gøre det, bliver det ofte en større og mere parodisk og revyagtig skildring af provinsen. Der mangler en musikalitet. Det er ligesom at spille på et instrument, man ikke kender. Man vælger vel at spille i den tonart, som passer til ens eget gemyt og temperament. Jeg tror egentlig ikke, at der er så meget hokus pokus i det. Der er noget næsten naturgivent i det."
Hverdagsrealisme
Der bliver også lavet andre, mere hverdagslige og realistiske film om og i provinsen. Nils Malmros har i mange år bevæget sig rundt i Århus og sit eget liv og opvækst, og i sin seneste film, Kærestesorger, har han flyttet sig lidt nordpå, til Viborg, for at få noget nyt at fotografere. Niels Arden Oplev har med Drømmen (2006) og To verdener (2008) også lavet to jordnære, dramatiske dannelsesskildringer, hvoraf den første er baseret på hans egne barndomsoplevelser.
Lotte Svendsen skildrede i 1999 lunt og satirisk Bornholm og 1980'ernes fiskerikrise i Bornholms stemme, og samme år inviterede Søren Kragh-Jacobsen os med til Lolland i dogmefilmen Mifunes sidste sang. Lone Scherfig havde i 2007 Hjemve, en komedie om fordomme og frygt i en mindre provinsby, mens Gert Fredholm sidste år tog til Vestsjælland i komediedramaet En enkelt til Korsør.
"Provinsen er både en ressource for realister og symbolister. Det mere fladt romantiske landskabsmaleri har man samtidig med Caspar David Friedrich, som er en forløber for symbolismen," siger Henrik Dahl, som skelner mellem land og by, når talen falder på provinsen.
"De mest realistiske billeder af provinsen, får man næsten i de tilfælde, hvor det handler om noget andet; hvor provinsen er kulisse.To verdener handler om to unge mennesker, som har nogle problemer og tilfældigvis bor i Svendborg, og filmen tegner et ekstremt kærligt og realistisk billede af byen. Sådan ser der bare ud i Svendborg. Hos Malmros foregik filmen uden for hans vinduer, og man så omgivelserne med det perifere syn. Billeder af provinsen set med det perifere syn er enormt realistiske. Det kan ikke komme mere ned på jorden."
Et autentisk sted
Ifølge Henrik Dahl er populærkulturen en stor kilde til viden om, hvordan der er i provinsen.
"Provinsen er blevet det autentiske sted," siger han.
"Og hvis man rent kunstnerisk befinder sig inden for det realistiske paradigme, ved man godt - fordi mange kunstnere, f.eks. instruktørerne Per Fly og Annette K. Olesen, er hamrende dygtige amatørsociologer - at autenticiteten hverken findes ude på landet eller inde i metropolen. De ved godt, at de fleste mennesker bor i enfamilieshuse i en forstad. Det er på Lærkevej, at det foregår."
Men vil man gerne vise, hvordan ondskaben, uhyggen og fortrængningerne ser ud, skal man ud på landet.
"Alt det forbudte og det, vi ikke har lyst til at tale om, kan man parkere der. Civilisationen og selvkontrollen har man inde i den store by, mens det ude på landet er skrællet af," siger Henrik Dahl og understreger, at filmen har sine egne love og ikke nødvendigvis følger trends og tendenser i samtiden.
"Der er ikke spor rart ude på landet. Der er smadderuhyggeligt, og det har været et genkommende motiv gennem tiden. Væk fra civilisationen lurer de uhyggelige kræfter, og man bliver presset til at finde vildskaben frem i sig. Det handler Hitchcocks Psycho (1960) og John Boormans Udflugt med døden (1972) også om."
Fri os fra det onde har premiere i dag og anmeldes på side 12-13
