Læsetid: 11 min.

Det tager kun 17 sekunder

Der er to virkeligheder med hensyn til integration i Danmark. Den ene er den, der foregår i det offentlige rum og styres af medier og politikere. Den er abstrakt og højtråbende. Her går det ad helvede til. Den anden lever sit stille liv i det lokale malermesterfirma og på de danske uddannelsesinstitutioner. Den er konkret og resultatorienteret. Her har det aldrig gået bedre
Realpolitik. Integration lykkes, når den er konkret. Når integration konstant tages som gidsel i ideologiske kampe, er det svært at se de gode resultater.

Realpolitik. Integration lykkes, når den er konkret. Når integration konstant tages som gidsel i ideologiske kampe, er det svært at se de gode resultater.

Kristine Kiilerich

25. april 2009

Indvandrere koster Danmark 8,8 milliarder, stod der i Berlingske Tidende i 2002. Det var den svenske professor Eskil Wadensjö, der havde regnet på omkostningerne ved ikke-vestlige indvandrere i Danmark. Wadensjö vurderede, at hvis man ramte en beskæftigelsesfrekvens på 50 procent i forhold til den daværende på 47 procent, ville regnskabet gå i nul. Der blev regnet meget dengang. Men som årene er gået, er talknuserne blevet mere og mere stille. I dag er 57 procent af de ikke-vestlige indvandrere i arbejde, og legen med tallene er helt holdt op.

Dét undrer virksomheds- og integrationskonsulent Hans Lassen, der er aktuel med bogen Den anden virkelighed - tanker om tal og integration i Danmark. Hans Lassen har siden 1997 haft sit eget konsulentfirma - Sisyfos - hvor han har arbejdet med integration på arbejdspladser. Han finder det besynderligt, at vi nu, hvor vi kan se en løsning på de problemer, der har været vores primære bekymring de sidste 10 år, pludselig synes at miste al interesse.

"Skulle vi måske bruge den succes til noget - forstå den i stedet eller skal vi bare vende os om på den anden side og sove videre?" siger Hans Lassen.

Han ser et behov for, at vi med den succes, som vi har oplevet på området, finder en ny indgangsvinkel til indvandrerspørgsmålet, end den, der er den dominerende i dag. Vi har nemlig i den offentlige virkelighed ifølge Lassen fået stadfæstet integration som en håbløs opgave og er samtidig kommet ind på et spor, hvor al modstand bliver til en bekræftelse heraf. Sådan behøver det ikke at være.

"Man kunne også se det som en anledning til at blive klogere både på sig selv og andre. Det kan godt være, at det ikke gør sig i dyre managementbøger med højtravende ord i, men det er i virkeligheden meget virksomt," siger Hans Lassen.

De erfaringer, han har fra sit arbejde med jobskabelse for indvandrere og flygtninge fra ikke-vestlige lande - de såkaldte ressource-svage - er, at problemerne har en tendens til at blive betydeligt mindre, når tingene går fra det abstrakte til det konkrete. Hvis man så samtidig lytter i stedet for at drage konklusioner på et løst grundlag, bliver en løsning på et eventuelt problem ofte ligetil.

Hans Lassen nævner et eksempel med en ufaglært palæstinenser, som han havde fået i praktik som malerlærling. Tredjedagen på jobbet er han væk. Han har ikke meldt afbud og mener ikke, da Hans Lassen får fat i ham, at det er nødvendigt at forklare sig.

"Der kunne man slå ud med armene og sige, det går aldrig det her, de der statsløse palæstinensere fra Libanon, de er totalt håbløse, kriminelle, og hvad har vi. Man kunne også prøve at forstå, hvad der foregår," siger Hans Lassen.

Han taler derfor med palæstinenserens socialrådgiver og finder ud af, at han har været PLO-soldat og har oplevet de mest forfærdelige ting, bl.a. at hans nærmeste er omkommet mere eller mindre mellem hænderne på ham. Han får derfor natlige flashback, der gør, at han ikke kan sove.

"Det er nu engang sådan, at hvis man ikke sover om natten, så er det svært at møde klokken seks om morgenen. Længere er den historie sådan set ikke. Årsag og virkning," siger Hans Lassen.

Palæstinenseren har dertil en meget primitiv opfattelse af danske arbejdsgivere, hvor han tror, at hvis man ikke møder op, så er man automatisk fyret.

I øjenhøjde

Hans Lassen får arrangeret et møde med palæstinenseren og hans arbejdsgiver, og efter en kort gennemgang, der ifølge Lassen ikke tager mere end en cirka 17 sekunder, er man tilbage på sporet, fordi arbejdsgiveren nu forstår og føler med sin ansatte. Der bliver aftalt et videre forløb, hvor man klarlægger helt præcise aftaler og regler for, hvordan det skal foregår. Palæstinenseren er i dag færdiguddannet som maler.

"Pointen er, at tingene skal være konkrete. Hvilket i mit arbejde med kommuner og virksomheder er det helt afgørende. Det er kun, når integration bliver taget som gidsel i en ideologisk kamp om værdier og bliver abstrakt - en kamp om f.eks. ytringsfrihed, bandekriminalitet eller den kriminelle lavalder - at det bliver svært," siger Hans Lassen.

Han har svært ved at se, hvad man tror, man opnår ved at behandle problemerne på et flyvsk niveau, og nævner ungdomskriminaliteten som et eksempel. Her ser man, at den generelle ungdomsvold er faldende, mens den grovere vold med eksempelvis våben er stigende. Det drejer sig konkret om 20-30 tilfælde om året.

"Det rationelle ville være at sige, 'o.k. venner, vi har et rigtigt stort problem her. Hvad gør vi?' Hvis man er professionel, prøver man selvfølgelig at få fat i dem. At skabe den personlige kontakt, som man ved er afgørende. Problemet skal inddæmmes. Og så skal der bokses med det her på et medmenneskeligt plan," siger Hans Lassen.

Men det virker ikke på Hans Lassen, som om man fra politikerne eller mediernes side interesserer sig meget for den tilgang. Her er konflikten og det ekstreme langt mere interessant. Til alt held forholder det sig anderledes for den lokale apoteker eller tandlæge. Her står man og mangler arbejdskraft og finder derfor, hvad Hans Lassen i sin bog kalder 'det tredje punkt'. Et fokuspunkt, der ikke handler om tørklæder, muslimer, om at være humanist eller racist, men om det arbejde, der skal gøres.

"Det, det danske folk har gjort, er, at man uden berøringsangst er gået ombord i opgaven med livserfaring og velvilje i bagagen. Og så har man bare været imponerende dygtig til at være konkret og resultatorienteret," siger Hans Lassen.

Hvilket for Hans Lassen er det afgørende skel mellem den virkelighed, der dominerer det offentlige rum og den reelle virkelighed på virksomhederne.

"Der er ikke tid til at holde studiekreds om ytringsfrihed hver anden dag på en arbejdsplads, så i stedet for at gå op i den slags, så finder man løsninger - i det omfang, der rent faktisk er problemer at løse," siger Hans Lassen.

Forsvundne flygtninge

Her ligger svaret på, hvordan man i Danmark på 10 år er lykkedes med at få 85.000 flere ikke-vestlige indvandrere og flygtninge i arbejde. Og netop flygtningene er i den sammenhæng interessante. Først og fremmest fordi ingen længere taler om dem, hvilket primært ifølge Hans Lassen skyldes, at man kort fortalt ikke har været interesseret i dem under statsminister Anders Fogh Rasmussens embedsperiode.

"Jeg vil æde min gamle hat på, at hvis Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration skulle navngives i dag, ville 'flygtninge' ryge ud. Flygtningen gider vi ikke have. Og slet ikke vedkommendes familie," siger Hans Lassen.

Det er dog ganske paradoksalt, at den største beskæftigelsesfremgang faktisk er hos flygtninge. Afghanistan, Irak og Somalia er ifølge Hans Lassen nogle af de lande, der har den største relative beskæftigelsesfremgang. Dansk Arbejdsgiverforening kom således med en rapport sidste år, der viste en tredobling af beskæftigelsen blandt flygtninge og en fordobling blandt familiesammenførte.

"Man hører ingenting i det offentlige rum, samtidig med at man med klimakrisen in mente står med et flygtningepres, der næppe vil blive mindre. Vi har grundlæggende et valg: Vil vi lukke øjnene og naivt tro på, at man kan holde de fremmede ude, eller vil man glædes over, at integrationen faktisk lykkes og dykke ned i, hvad det er der fungerer?" siger Hans Lassen.

En af de ting, der ifølge Lassen fungerer for indvandrere og flygtninge er, at de stik imod, hvad man kunne tro ud fra den offentlige debat, i virkeligheden er utroligt motiverede.

"Der er grund til at være stolt som indvandrer og flygtning i Danmark. De har slidt og slæbt for at få det her til at lykkes mod nogle ret så dårlige odds. Men de har sgu gjort det. En flygtning kan altså også være én, der gerne vil bidrage og skabe sig selv et bedre liv. Sådan er det faktisk typisk," siger Hans Lassen. Og det gælder ikke kun på egne vegne, men også i høj grad med hensyn til indvandrernes og flygtningenes børn. Der er således med hensyn til at tage en uddannelse i de fleste hjem en meget stor opbakning. Undersøgelser viser, at hvis man sammenligner de såkaldte 'ressourcesvage hjem', så er opbakningen markant større i den ikke-vestlige. Hvilket ifølge Hans Lassen rykker ved den måde, vi normalt ser på tingene i Danmark.

"Vi ser jo mange af de her unge som marginaliseringsramte, før de overhovedet har trukket vejret. Men det, jeg oplever, er, at der i de her hjem faktisk er nogle ressourcer, der bryder med 'samfundsdiagnosen'. Derfor ser vi den eksplosive vækst på uddannelsesområdet." siger Hans Lassen.

Ser man på de 16-19 årige, så er det således virkeligheden i dag, at det er de ikke-vestlige kvindelige efterkommere, der i størst omfang uddanner sig. Her er hele 80 procent i gang med en uddannelse, hvorimod kvinder med dansk baggrund har ligget jævnt på 78 procent i flere år.

"Det er derfor skævvridende, når indvandrerforældre altid skal have på puklen. De vil over en bred kam bakke deres unger op ud over alle grænser," siger Hans Lassen. Indvandrere og flygtninge er altså blandt andet via et solidt bagland, dem, der er bedst til at leve op til Undervisningsministeriets krav omkring at være målbevidst omkring uddannelsesvalg, hvilket Hans Lassen har svært ved ikke at glæde sig over.

"Ja, undskyld, jeg bander, men det er fandeme social danmarkshistorie, når det er bedst! Det tåler sammenligning med de helt store skred, vi har set på området, og er en fuldstændig storslået massebevægelse," siger Hans Lassen.

Danmarkshistorie

Social danmarkshistorie eller ej - man kunne dog indvende, at det jo alt sammen er meget godt, men bare ikke godt nok. For 'bare fordi' at en flygtning kan møde op fra klokken 9-16, er det jo ikke ensbetydende med, at hun er integreret. Hun kan stadig leve sit isolerede overreligiøse tilslørede ghettoliv med konstantkørende satellittv.

Hans Lassen mener dog ikke, at den indgangsvinkel er speciel gangbar. For det første mener han ikke, at man skal undervurdere betydningen af, at man med 57 procent af de ikke-vestlige indvandrere i arbejde har en situation, hvor størstedelen bidrager til samfundet. Det ser han som hovedmedicinen for integrationen.

"Arbejdsrelationen indeholder en kæmpemæssig dannende potens, der danner grundlag for et videre kendskab til hinanden. Vi har i dag 135.000 muligheder for at skabe en større forståelse og fællesskabsfølelse," siger Hans Lassen. Samtidig harmonerer den mere pessimistiske tilgang ikke særlig godt med, at flere og flere ikke-vestlige indvandrere, som Information beskrev det sidste lørdag, får flere og flere danske venner. Dernæst mener Lasen, at det grundlæggende er forkert at dæmonisere ghettodannelser.

"Ligesom frygten for det fremmede er en naturlig reaktion, er det lige så naturligt, når man kommer til et andet land, at søge sine landsmænd. Er du i tvivl, så tag til solkysten og se, hvordan danskerne opfører sig dernede. Det er jo ikke negativt, men nødvendigt for at skabe den tryghed man har brug for, når man skal møde det ukendte og udvikle sig," siger Hans Lassen og fortsætter:

"Så taler man om ghettoarbejdspladser, som om, 'at hvad skal vi egentligt bruge det til, at mange indvandrere gider at rende rundt og gøre rent?' Der er kun én ting at sige til dem, der gider at gøre Danmark rent, og det er, 'tusind tak'."

Fælles fremtid

Det er dog umiddelbart ikke takketaler, der præger den danske indvandrerdebat. For Lassen hænger dét nøje sammen med den flyvske integrationsdebat, der har været fremherskende. Man har paradoksalt nok med en borgerlig/liberal regering talt hen over hovedet på de danske virksomheders reelle erfaringer. Og kun i få tilfælde har industrien svaret igen, hvilket ikke har været nok til at den reelle virkelighed har fæstnet sig i den danske bevidsthed. Årsagen er for Lassen at se, at integration har været et for løst begreb til, at en reel diskussion i virkeligheden har været mulig.

"Den gældende version er jo, at 'de' skal være ligesom 'os.' Hvilket er helt håbløst, fordi både 'de' og 'os' ved gud er meget forskellige. Så hvem af 'os' er det lige, 'de' skal være?" siger Hans Lassen.

Han mener dog ikke, at det behøver at være svært. Integration handler basalt set om gennemskuelige krav. Dem, der kommer, skal 'pakke kufferten ud' og vise, at her vil de blive og bygge en fremtid. Samtidig skal vi som danskerne besinde os på, at Krøniken er en serie i fjernsynet og ikke en del af vores virkelighed.

"Det er ikke et valg, men et faktum. Vi vil se mere mangfoldighed. Det valg, vi har, er, hvordan vi vil bruge den," siger Hans Lassen.

Det giver for ham i den anledning mest mening at trække på den succeshistorie, vi har i de danske virksomheder, og bygge videre på den i stedet for at sumpe rundt i det definitoriske kaos, som vi ifølge Lassen befinder os i i det offentlige rum.

For på samme måde som skepsis ved forandring er et kendetegn ved menneskehedens historie, er vores evne til at tage forandringer til os det også. Han nævner en anden oplevelse, han har haft, som illustration. En apoteker i en mellemstor virksomhed med 30-40 ansatte får en job-ansøgning fra en iransk kvinde. Han sidder i en situation, hvor ansøgningerne bliver dårligere og dårligere og færre og færre. Nu sidder der så en meget kvalificeret ansøger foran ham. Hun har et meget spraglet tørklæde på hovedet. Og for første gang i virksomhedens historie tænker han så, at det kan da godt være, at man skal begynde at ansætte en med tørklæde. Han siger så, at det er fint, men tørklædet skal være et andet. Det skal være hvidt. Det er i orden med kvinden. Hun bliver ansat, og det fungerer fint.

"Er han blevet mindre dansk? Er hun blevet mindre muslim? Selvfølgelig ikke. Og derfor tager mange virksomheder altså også de her skridt, mens man i det offentlige rum render rundt og råber og skriger," siger Hans Lassen. Og grunden til, at det går så fremragende, er netop, fordi det for alle parter giver mening.

"Når det kommer til at handle om medmenneskelighed, når mål og krav er klare, og når integrationen bliver en investering og ikke en udgift, så er det faktisk ikke så svært. Det er til gengæld ekstremt lærerigt, vigtigt og brugbart for alle parter," siger Hans Lassen.

Den anden virkelighed - tanker om tal og integration i Danmark udkommer på Informations Forlag d. 29. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Under "Mennesker og medier" i denne uge tænkte jeg på, at det nyhedskriterium, der hedder 'konflikt' - og som blev præsenteret som væsentligt, fordi brydningerne sås som dynamiske og skabende - jo netop ikke fanger den virkelige ændring, der foregår som evolution og daglig tilpasning til realiteterne og det at få det bedste ud af mulighederne.