Læsetid: 3 min.

Du besynderlige land

At sønderjyder altid er sat i et valg mellem forskellige kulturer har givetvis skabt en særlig mentalitet som for intellektuelle har betydet, at man altid afprøver grænser. Intet er fastlagt. Sønderjylland er en landsdel af brandesianere
30. maj 2009

Jeg har tidligere hæftet mig ved, at de sønderjyske forfattere ofte kommer fra småkår. Det gælder Christian Skov, Willy-August Linnemann, Peter Seeberg, Marcus Lausen, Günter Hansen og Erling Jepsen. Og hvad angår Erling Jepsen så gætter jeg på, at han stammer fra de nationale, blakkede kredse

Da jeg læste Erling Jepsens bøger, undrede jeg mig således over, at det nationale var så underspillet og det missionske så overspillet. Jeg tænkte derfor, at Jepsen-familien nødvendigvis måtte være hjemmetysk, tysk eller rigsdansk. Familien kunne nemlig ikke være genuin sønderjysk dvs. dansk-slesvigsk. Det er nemlig sådan, at indre mission som tommelfingerregel er præget af det tyske i Sønderjylland, hvilket min gamle lærer i religion gymnasielektor Günter Weitling har skrevet en doktordisputs om. Günter Weitling var tysk præst i Sønderborg for mindretallet.

Stolt af det sønderjyske

Ralf Pittelkow er en anden sønderjysk kulturperson, som har skrevet om det at være sønderjyde. Og Pittelkows sønderjyske billeder kan jeg heller ikke nikke genkendende til, uagtet jeg er vokset op på Als. Vi er oven i købet begge opvokset i Sønderborg Tennisklub, hvor vi var gode ungdomsspillere. Ralf Pittelkow var et navn i klubben, da jeg var barn. Ja, Pittelkow'erne står stadig på tavlen over klubmestrene sammen med Kleinstrup, Bagger, Wolfart og Thordsen.

Klubben var en mærkelig kulturel blanding af det tyske, danske og sønderjyske borgerskab i Sønderborg. Her talte hjemmetyskerne sønderjysk og tysk, og vi andre sønderjysk. Tilflytterne derimod talte rigsdansk, hvilket var lige så problematisk som at tale hochdeutsch.

I mit hjem var vi sønderjyske. Det var man meget bevidste om. Og sådan havde det været i slægten i hvert fald i 125 år. Det sønderjyske signalerede i min slægt, at man var sig bevidst om, hvor man hørte til. Og det sønderjyske sprog, som består af en række dialekter, var ikke alene forbeholdt landbrugssamfundet og underklassen. Nej, den sønderjyske, nationale elite insisterede på det sønderjyske.

Sådan havde det ikke altid været. Min mors slægt tilhørte den sønderjyske overklasse. Den omfattede både danskslesvigere, tyskslesvigere, rigsdanskere, rigstyskere og Altonajøder. Slægten blev mere og mere ideologiseret dvs. sønderjysk op gennem det 19. århundrede. Man satte en ære i at tale sønderjysk. Man magtede det sønderjyske sprog i alle dets facetter. Man gjorde det samtidig klart for rigstyskerne og rigsdanskerne, at man naturligvis også talte dansk og tysk.

På min fars side, hvor man var almindelige bønder, talte man kun sønderjysk. Her omgikkes man ikke overklassen. Ja, her forholdt man sig ikke ideologisk til sproget. Det var derfor overraskende for min far, da han blev inviteret til min mors søsters bryllup i 1947 at erfare, at den sønderjyske kulturelle overklasse insisterede på at tale sønderjysk. Ja, han elskede at fortælle, hvor flot min mors søsters svoger historikeren H.V. Gregersen talte sønderjysk. Det sønderjyske sprog var noget, man var stolt af at tale.

Alsisk arrogance

Sådan var det også i min hustrus familie. Her talte man alsisk. Og min kone talte igennem hele sit universitetsstudie alsisk. Det afstedkom ingen problemer. Ja, hendes lærer var så imponeret af hendes sprog, at han forærede hende en alsisk formlære fra 1930'erne.

På Nordals, hvor der mellem 1950 og 1960 kom 1.000 tilflyttere til øen pr. år på grund af Danfoss' ekspansion, udspillede der sig en gigantisk kulturkamp mellem alsisk og rigsdansk. Alsingerne insisterede på det alsiske i skolerne, hvorimod tilflytterne som ofte tilhørte arbejderklassen følte sig marginaliseret af kulturen sprogligt. I 1958 etablerede tilflytterne Sct. Hans aften deres egen rigsdanske bevægelse. Formålet var at bekæmpe den alsiske kultur. Man ville vælte sognerådsformanden og stække den arrogance, som alsingerne udtrykte. Det lykkedes ved kommunevalget i 1966.

Blakkede kulturer

Når Ralf Pittelkow i bogen Mit liv som dansker beskriver, at man i Sønderborg i 50'erne og 60'erne lå under for det rigsdanske og københavnske, så er det en sandhed med modifikationer. I de nationalt bevidste hjem forholdt det sig anderledes. Mindreværdskomplekset til det rigsdanske og københavnske var alene et fænomen, der hørte de blakkede kulturer til. Derfor blev arbejderklassen antisønderjysk på Nordals, og de konverterede hjemmetyskere som pittelkow'erne rigsdanske.

At vi sønderjyder altid er sat i et valg mellem forskellige kulturer har givetvis skabt en særlig mentalitet som for intellektuelle har betydet, at man altid afprøver grænser. Intet er fastlagt. Vi er en landsdel af brandesianere. Brandes er i hvert fald en af de store nationale helte i landsdelen sammen med HP. Hanssen og Jens Jessen. Hvilket paradoks for grundtvigianere og kulturradikale i Rigsdanmark.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu