Klumme
Læsetid: 3 min.

Don't stand so, so close to me

Om æsteticeringen af den politiske journalistik - og hvorfor det er så svært at trænge igennem med en seriøs kritik af den
Moderne Tider
2. maj 2009

Det nu kortvarigt gendannede The Police havde i 80'erne et hit med ovenstående titel. Det handlede om noget helt andet, men kunne træffende betegne det politiske system og mediernes aktuelle holmgang udløst af Lars Løkkes opsang til kommentatorerne for et par uger siden. For nok drejer Løkke og mange andre aktørers kvababbelser sig om en tendentiel afvikling af substans i navnlig tv's dækning af det politiske stof til fordel for kommentarer og studier i spillet, men i lige så høj grad om nærheden mellem kommentatorer og journalister på den ene side og politikere på den anden. Et forhold, der giver grund til her at spørge til mediernes forvaltning af deres eget højt besungne publicitetsideal, der åbenbart ikke synes at kunne holde kommentatoriet i skak.

Av bæv bussemand

Lars Løkke brokkede sig højlydt over Mogensen & Kristiansens kommentatori på TV2 News, hvor form går over indhold, spil over synspunkter, realpolitik over idepolitik etc. Udover at man naturligvis med rette kan stille skarpt på Løkkes egen brug af spindoktorer - hvilket de mange tililende kommentatorer fluks gjorde ud fra en æv bæv bussemand-logik - så vidner sagen om en æsteticering af det politiske, der gør det til et teater, der gør dramaet nærværende og rituelt genkendeligt for os fladpander hjemme i stuerne, som kun bliver hængende, hvis der er spil, dramatik og symbolsprog fra ringside.

Løkke anførte helt korrekt, at de to spindoktorer ikke vurderede fakta o.lign., og det ellers seriøse medie DR2's Deadline inviterede gudhjælpemig to kommentatorer til at diskutere de høvl, kommentatorerne fik. Det ville selvfølgeligt have taget et sted mellem 10 og 15 min. at frem-google de forskere, som rent faktisk har undersøgt sagen og på sagligt og metodisk grundlag kortlægge tendenserne. Men det - altså spørge forskere - gør vi jo hele tiden, lyder piveriet fra de seriøse morgenaviser, der sjældent føler sig hjemfalden til nogen kritik overhovedet. Ikke desto mindre er politologerne og valgforskerne stort set forsvundet fra tv's dækning af det politiske stof, og ikke desto mindre var der stort ikke et eneste dansk dagblad, som havde formået at levere en stærk analyse af Foghs regeringsperiode, til trods for at hans jobsøgning var kendt i mere end et halvt år, hvilket gav uhørt gunstige vilkår for forberedelsen af analyserne.

I stedet fik vi lidt hakkelse i døgnets rejsestald, en vurdering fra kendte mennesker, forblommede udsagn a la 'han gjorde det acceptabelt at gøre en indsats'. Der var altså et halvt år, minimum, som ikke blev brugt til at hente viden og indsigt fra forskningen om resultaterne af hans regeringsførelse.

Besnærende enkelt

Det er en pinlighed udover det sædvanlige. I samme boldgade, om end i mindre skala hører Politikens dækning af SF's landsmøde den forgangne weekend. Partiet undergår en kraftig moderniseringsproces politisk, ledelsesmæssigt, kommunikativt og organisatorisk, men det som fylder er selvfølgelig en gentagelse af sidste års landsmødehistorie om, at de bor på hotel og spiser fragilité!

Så vidt kritikken af mediernes velvillige æsteticering af det politiske godt hjulpet af politikerne selv. Det er jo en gammelmandskritik, en jeg vil hjem til monopolet-kritik, en jeg-vil-kun-have-fjernsyn-og-aviser-for-brilleaber-som-mig-selv kan man høre som ekko af ovenstående.

Det besnærende i æsteticeringen af det politiske er, hvad enten det giver sig udslag i kommentatorers selvsving på hvad som helst eller de evindelige målinger af popularitet el. lign., er, at det er så pokkers enkelt. Nemt at skrive, nemt at overskue, herligt upræcist men med kolossal identifikationsværdi, fordi dramaturgien er så stærk. Og en åbenlys incestuøs fødekæde af personer og kilder. En faktor, der forstærkes af den tæthed, hvormed Christiansborg og medierne interagerer. Her kan man se, at uafhængige journalister giver gode råd til politikere og deres optræden i partilederdueller, her kan en nykåret politisk ordfører portrætteres som en 'festlig fyr med naturlig charme', 'en mand med stor empati, der kæmper for det, han finder retfærdigt' og besidder 'den rigtige portion mod', mens en anden fremtrædende politiker regulært karaktermyrdes i et fødselsdagsportræt.

Svar i vinden

Det kan man jo så gø ad i en klumme som denne her, velvidende, dels at svaret vil blæse i vinden, fordi klummeskribenten hverken er kendt nok eller prosaen formuleret tilstrækkelig sexy; dels at megen politisk journalistik synes at lade markedet (seertal og oplagstal) udgøre den interne korrektur, medens publicitetsidealet mere synes til museal brug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her