Analyse
Læsetid: 4 min.

Vi finder os ikke i noget

Sejren i den borgerlig kulturkamp ligner et nederlag for forvaltningen i velfærdsstaten: Skat skal afsætte 56 medarbejdere i to år til at håndtere tusindvis af nye klager fra klagekompetente borgere...
Klager fra forældrene til 1. B Solrød har ført til, at en vagt overværer lærerens undervisning. En klagekultur er over os. Den er resultatet af en perversion af den liberale rettighedskultur..

Klager fra forældrene til 1. B Solrød har ført til, at en vagt overværer lærerens undervisning. En klagekultur er over os. Den er resultatet af en perversion af den liberale rettighedskultur..

Linda Henriksen

Moderne Tider
2. maj 2009

De ser ikke ud som vrede systemkritikere. Faktisk, siger en bekendt, som underviser ved en højere læreantalt, ser hans unge studerende ud som om, de er ligeglade. Indimellem er han i tvivl, om de egentlig læser bøger; til gengæld er han ikke i tvivl om, at de ikke læser særligt meget avis. Men så slår de til og leverer præstationer, som fuldstændigt overrumpler. Hvis underviseren ikke lever op til institutionelle krav, eller hvis de vurderer, at deres produkt ikke er blevet korrekt bedømt, afslører de et formidabelt indblik i deres rettigheder. Eminent præcist formulerer de deres klageskrivelser og med sikker sans for deres egen stilling, fører de deres sag ved den ene instans efter den anden. De er simpelthen højkompetente klagere. Som en anden underviser skrev i Jyllands-Posten for nylig: Hvis man har aflyst en lektion, meddeler de: "Du skylder en time". Og hvis man ikke har svaret på deres mail, sender de ifølge samme underviser en 'rykker'. De er ikke politisk engagerede på samme måde som deres forældre og slet ikke som deres bedsteforældre. Men det betyder ikke, at de finder sig i hvad som helst. De finder sig faktisk ikke i særligt meget. Det er præcis den kritiske bevidsthed, som regeringerne Fogh & Løkke har villet mobilisere blandt borgerne. De har ikke opfundet klagekulturen, men de har honoreret den og skabt betingelserne for, at klageren i borgeren kan komme til udtryk. Frit valg er også en måde at klage på. Man vælger bare en anden skole, en anden læge eller et andet tilbud, hvis man føler sig dårligt behandlet.

Klag, klag!

Ligesom den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann længe inden ungdomsoprøret opfordrede de studerende til at tage magten på universitetet, har Bertel fire årtier senere som undervisningsminister sagt: "De studerende finder sig i for meget. Jeg så gerne, at de klagede noget mere".

Det er den liberalisme, som den borgerlige regering har regeret på: Drømmen om minimalstaten er og bliver en skrivebordsfantasi, akkurat ligesom studenternes socialistiske drømme på arbejdernes vegne i 70'erne og foragten for borgernes opbakning til velfærdsstaten er en højreorienteret variant af marxisternes dom over hele mellemlagets 'falske bevidsthed'.

Den liberalisme, der ikke foragter bevidstheden hos de borgere, som den vil tale på vegne af, gør ikke op med velfærdsstaten. Den tilbyder borgerne sanktioner imod staten. Skattestoppet, frit-valg og kontraktpolitikken er liberale styringsmekanismer. Og disse sanktioner er blevet begrundet solidarisk: Vores nye statsminister Lars Løkke Rasmussen har sagt, de skal sikre dem, der ikke er "verbalt privilegerede" de samme muligheder som "de verbalt privilegerede". De skal have klare rettigheder, så man ikke skal være akademiker for at kræve sin ret i velfærdsstaten. Og borgerne er blevet dygtige klagere: Det kom i denne uge frem, at Skat har modtaget omtrent 20.000 klager over ejendomsvurderinger fra bekymrede boligejere. Skats Ankecenter har indkaldt 56 ekstra medarbejdere til at ekspedere klagerne. Det skønnes, at sagsbehandlingerne vil være afsluttet om to år. Sådan set er klagerne overflødige, fordi 'skattestoppet' skulle sikre borgerne mod stigninger i boligskatten som følge af nye ejendomsvurderinger, men borgerne er alligevel ikke helt sikre på, at skattestoppet ikke bliver ophævet, og Fogh sagde jo selv inden valget i 2007, at boligejerne ville blive plyndret, hvis noget så modbydeligt som en skattekommission skulle blive nedsat.

Embedsmænd ved Skat siger, at de 20.000 verserende sager stort set er spild af tid. Det er absurd ekspedition af klager uden betydning for Skat eller borgerne. Men de lover, at de nok skal udføre arbejdet alligevel. Det ville jo udløse en ny lavine af ligegyldige klagesager, hvis de afviste klagerne. Nu er der ikke andet at gøre end at beklage klagekulturen og bønfalde borgerne, om de ikke nok vil trække deres klager tilbage. Skatteminister Jensen klager naturligvis over det enorme "spild af offentlige ressourcer", men mon ikke han ved, at han ikke selv har en god klagesag, for hans egen regering har ført propaganda på modsætningen mellem det absolutte skattestop og det absolutte kaos - og strengt taget har de med skattereformen gjort op med både skattestoppet og kontraktpolitikken.

Klagerne stopper ikke der, fredag kom det frem, at eleverne ved gymnasierne klager mere og mere over sexchikane. En jurist fra Gymnasielærerforeningen fortalte til Berlingske Tidende, at det kunne være en uheldig kommentar eller en misforstået opfordring, som straks blev sanktioneret med en anklage for sexchikane. Ikke alene vil eleverne ikke finde sig i overgreb, de vil heller ikke finde sig i antydningen af det, der kunne blive optakten til et overgreb. De finder sig ikke i det. Og forældrene til børn i folkeskolen finder sig heller ikke mere. Det er ikke længere ualmindeligt at hyre advokater til at føre klagesager mod skoler på grundlag af institutionens faglige eller personlige bedømmelse af eleven.

Denne klagekultur er ikke et produkt af velfærdsstaten, for den findes også i ekstrem grad i USA. Den er derimod resultatet af en perversion af den liberale rettighedskultur.

Myndigheder

På et eller andet tidspunkt må myndighederne blive så umyndiggjorte af klagerne, at de heller ikke finder sig i det mere. Måske har det tidspunkt indfundet sig: Det bliver sværere og sværere at rekruttere arbejdskraft til den offentlige sektor og overbevise folk om, at det er sjovt at være en myndighedsperson uden myndighed, som evalueres oppefra og anklages nedefra. Også klagekulturens solidariske potentiale synes udtømt: Det er jo ikke bistandsklienter, førtidspensionister og arbejdsløse, som klager over nedlæggelse af jobcentre og reduktion i overførselsindkomster. Der er de verbalt privilegerede, som vinder igen. Det kan godt være, at klageren som politisk skikkelse ikke er systemkritisk, men alligevel fungerer klagerne institutionsnedbrydende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

Det lover sandelig ikke godt for vores umiddelbare fremtid: I en tid, hvor vi i den grad har brug for, at vi tænker udover vores egen umiddelbare næsetip, der synes det stik modsatte at være tilfældet.

Hvordan pokker skal vi dog i en sådan udisciplineret atmosfære gøre os håb om på fornuftig vis at løse de kolossale udfordringer - for eksempel ressourceknaphed og klimaforandringer, som menneskeheden nu står overfor?

Det forekommer mig, at der hviler noget udpræget terminalt over vores civilisation.

Orla Schantz

Jamen, kære Rune - din dejlige dreng!

Oplysningsprojektet er fuldendt! Glæd dig.

Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndiggørelse

(åbningsreplikken i Kants essay fra 1783 "Hvad er oplysning?")

De unge er blevet myndige!

Hvad mere kan vi ønske os?

Når du skriver,

På et eller andet tidspunkt må myndighederne blive så umyndiggjorte af klagerne, at de heller ikke finder sig i det mere.

- er du blevet systemets mand. Det er da ikke myndighederne (læg mærke til, at "myndighed" nu er morphet til "autoriteterne") vi nu skal have medlidenhed med!!

De klagende studerende, gymnasiaster og elever er netop inkarnationer af, hvad der er blevet kæmpet for og håbet på siden det 18. århundrede.

Hvorfor ikke fejre denne "empowerment"?

Søren Rehhoff

@Orla Schantz

"Oplysningsprojektet er fuldendt! Glæd dig.

Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndiggørelse

(åbningsreplikken i Kants essay fra 1783 "Hvad er oplysning?")"

Ja, jeg vil tilføje at der også blandt Kant's efterladte manuskripter, var et udkast til en bog, der skulle have heddet "10 gode råd om hvordan du altid kan vinde en klagesag". En bog som Kant selv mente ville blive anset for hans hovedværk, fremfor sådan noget som "Kritik af den rene fornuft", som forøvrigt skulle have heddet "Jeg vil godt klage over den rene fornuft".

Jens Thorning

Mangelfuld kontrol med pædofili-attester ryster københavnske politikere ... og der er ikke råd til døgnbemanding af legepladser. Hvad sker der for dig, Danmark? Tag dig sammen!

Søren Rehhoff

Jeg ville ønske der var mere kritik og færre klager. Folk kan som regel ikke finde ud af, at kritisere det samfund de lever i, men så kan de jo altild klage. På den måde kommer folks frigørelsesprojekter altid til at handle om at gøre oprør mod det der, umiddelbart generer dem. Så folks ide om frigørelse kommer som regel til, at omhandle spørgsmål, om hvorvidt de har ret til at køre i den modsatte vejbane, fri hash, hvor neget de har ret til at genere deres naboer eller hvor meget de skal betale i skat.
Et eller andet sted handler det vel om skolesystemet, som har lært folk at blive gode klagere, men ikke særligt gode kritikere. Selvfølgelig kan man sige, at kritik altid starter med en klage eller et ubehag men hvis man ikke kan forstå det udfra en større sammenhæng, så bliver det bare sølle og folk ender som rethaveriske småborgere.

Erik Nissen

@John Fredsted
Sådan kan det gå, når man i demokratiets skole bliver oplært til at tage stilling til farven på lokumspapiret, mens andre træffer de vigtige beslutninger.

Derfor finder vi os roligt og stille i, at vores og kommende generationers livsgrundlag langsomt, men sikkert, borteroderes og vi giver gerne en hjælpende hånd, hvor vi kan, når vi forsøger at bringe samfundet tilbage på vækstsporet, som er den eneste model, der er besluttet.

Vi finder os derfor i alt - bortset fra lige det, at vi selv vil bestemme farven på lokumspapiret.

John Fredsted

@Erik Rolfsen Nissen: Jeg går ud fra, at du med "vi" mener det "demokratiske flertal", fremfor "os alle".