Læsetid: 9 min.

'Hvad jeg fortryder mest, er beslutninger, jeg ikke tog'

Interview. Washington Posts vicepræsident Len Downie er en institution i amerikansk presse og politik. Den erfarne mediemand har tiltro til Barack Obama, men at Republikanerne skulle være færdige, er ifølge Downie for hastigt konkluderet. Som sin egen største fejlbedømmelse i løbet af 17 år som chefredaktør nævner Downie Washington Posts dækning af optakten til Irak-krigen i 2003
Kammeratlig samtale. Len Downie har et langt forhold til Det Hvide Hus. Han var allerede redaktør under Bob Woodward og Carl Bernsteins historiske afdækning af Watergate-skandalen, som førte til den daværende præsident Richard Nixons fald. I nyere tid var det Downie, der besluttede, at Washington Post skulle bringe den første artikel, der afslørede CIA-s hemmelige fængsler i Østeuropa; Downie tog beslutningen på trods af indkaldelsen til kammeratlig samtale i Det Hvide Hus, hvor præsident George W. Bush personligt bad chefredaktøren om ikke at trykke artiklerne med henvisning til USA-s nationale sikkerhedsinteresse.

Kammeratlig samtale. Len Downie har et langt forhold til Det Hvide Hus. Han var allerede redaktør under Bob Woodward og Carl Bernsteins historiske afdækning af Watergate-skandalen, som førte til den daværende præsident Richard Nixons fald. I nyere tid var det Downie, der besluttede, at Washington Post skulle bringe den første artikel, der afslørede CIA-s hemmelige fængsler i Østeuropa; Downie tog beslutningen på trods af indkaldelsen til kammeratlig samtale i Det Hvide Hus, hvor præsident George W. Bush personligt bad chefredaktøren om ikke at trykke artiklerne med henvisning til USA-s nationale sikkerhedsinteresse.

Harry Truman Library

16. maj 2009

"Man skal altid ansætte mennesker, som er klogere og mere talentfulde end én selv. Og så skal man gøre alt, hvad man kan, for at hjælpe dem til at yde deres bedste."

Ordene kommer fra Leonard Downie Jr. Og de beskriver ifølge ham selv den managementfilosofi, han har styret efter gennem de 17 år, hvor han har været den øverste chefredaktør på Washington Post. Downie er en institution i amerikansk presse. Han kaldes ofte for en af de sidste store redaktører, og under hans ledelse har Washington Post vundet 25 Pullitzer priser og modtaget tre guldmedaljer for enestående Public Service.

Listen over hans meritter er lang - 44 år i nyhedsbranchen som undersøgende journalist og chef; han var allerede redaktør og den ansvarlige chef for Bob Woodward og Carl Bernsteins historiske afdækning af Watergate skandalen, som førte til den daværende præsident Richard Nixons fald. Downie var også en af de meget få personer, som gættede identiteten af Bob Woodwards hemmelige Watergate kilde, Deep Throat, men Woodward bekræftede først rigtigheden af Downies bud i 2005, da Mark Felt, tidligere FBI ansat blev dødeligt syg.

I nyere tid var det Downie, der tog beslutningen om, at Washington Post skulle bringe en artikel, som for første gang afslørede eksistensen af hemmelige CIA fængsler i Østeuropa, hvor agenturet forhørte terrormistænke; Downie tog beslutningen på trods af indkaldelsen til kammeratlig samtale i Det Hvide Hus, hvor præsident George W. Bush personligt bad chefredaktøren om ikke at trykke artiklerne med henvisning til USA's nationale sikkerhedsinteresse.

Til samtale hos Bush

Episoden med indkaldelsen til balle hos Bush kan man finde i Downies nyeste bog, The Rules of the Game, der er hans debut som romanforfatter. Den anmelderroste bog udkom i januar i år, og er en thriller, der udspiller sig i hjertet af den amerikanske hovedstads mørkeste miljøer; en roman, hvor den kvindelige journalist og hovedperson utrætteligt arbejder for at afsløre et morderisk komplot mellem lobbyister, hvis eneste interesse er at score kassen, og de dele af det amerikanske efterretningsmiljø, som er overbevist om, at de må tage handskerne af og sagerne i egne barske hænder, hvis USA's sikkerhed skal beskyttes. Bogen er rystet som en farverig cocktail af journalistik, politik, sex, spioner og død, og er skrevet over seks år, som en hobby, fortæller Downie, da Information møder ham på hans store kontor på Washington Post, hvor han nu arbejder som Vicepresident at Large, efter han havde sin sidste arbejdsdag som chefredaktør den 8. september 2008.

- I din bog er præsidenten en gammel mand, der vælger en uerfaren kvindelig senator som vicepræsident - hvorefter han dør og efterlader hende på posten ... senere kommer en skandale om hemmelig outsourcing af efterretningsvirksomhed og tortur. Det synes profetisk ...

"Jeg må sige, at jeg morede mig, da John McCain valgte Sarah Palin som sin vicepræsidentkandidat, for mine figurer var på det tidspunkt fem år gamle, men som min hustru sagde, var det heldigt for ham, at han ikke vandt valget, for han når kun lige at opleve de første 100 dage, før han dør," svarer Downie med et grin, inden han giver sin mere alvorlige vurdering af, hvor belastende den aktuelle ballade om tortur begået af USA kan udvikle sig til for præsident Barack Obama. Han mener, modsat mange andre, ikke at Obamas beslutning om at offentliggøre justitsministeriets memoranda - der viste, at Bush-regeringen havde tilladt forhørsmetoder, som nu fordømmes, og som for visses vedkommende kaldes tortur - vil skade den nye præsident:

"Det er til syvende og sidst præsident Bush og den tidligere regerings problem. De amerikanske vælgere har udtalt sig bl.a. om den sag gennem valget af Obama, og han har gjort det rigtige ved at offentliggøre memoerne."

Han er også sikker på, at de CIA-agenter, der stod for afhøringerne, ikke vil blive sigtet for noget:

"De handlede efter ordre, og efter hvad de fik at vide, var lovligt af den forhenværende regering. Det er mere uklart, hvad man vil kunne anklage juristerne, som har udarbejdet memoet, for," svarer han og peger på, hvad han ser som 'de virkelig store problemer' i amerikansk politik - og det handler ikke om fortidens synder, men om den aktuelle situation i Iran, Nordkorea, Afghanistan og Pakistan samt den økonomiske krise.

Obama hviler i sig selv

Her har Downie tiltro til amerikanernes nye præsident. Først og fremmest fordi Obama besidder en unik selvsikkerhed:

"Han hviler i sig selv, han skal ikke bekræftes i, hvem han er, samtidig med at han er rede til at lytte og lære, og det en fantastisk sjælden egenskab," påpeger Downie, og nævner tidligere amerikanske præsidenter, der var nemmere ofre for dårlig rådgivning og som druknede i overprioriteringer og kaotisk politisk planlægning på trods af de bedste intentioner som f.eks. Bill Clinton.

Downie kommer også i løbet af samtalen ind på andre positive kvaliteter, som Barack Obama besidder, nemlig at han er uhyre pragmatisk og uideologisk, og at han allerede nu har vist sig i stand til at holde blikket på den meget lange bane, frem for konstant at melde ud med de kortsigtede løsninger, som moderne politikere er under pres for hele tiden at producere - bl.a. til glæde for de medier, der producerer historier hele døgnet rundt.

"Evnen til at fokusere langsigtet gør det nemmere for ham at holde kursen, og det er en fordel i mange af de komplicerede politiske forhandlinger, han skal ud i, ikke bare indenrigspolitisk, men også f.eks. i forholdet til Mellemøsten og Afghanistan eller i det indviklede spil, der er lagt op til i de nukleare forhandlinger med Kina og Rusland. Disse lande er midt i en enorm transformationsproces, der ikke bare forandrer landene selv, men som også vil forandre forholdet til USA og som derved også vil forandre Amerika som nation."

Til eksamen i 2010

Det er først og fremmest evnen til pragmatisme og til at holde ideologierne ud i strakt arm, der har ført til dannelsen af en klog midtsøgende regering, uden at Obama har givet køb på de grundlæggende principper, han førte kampagne på, understreger Downie, der ser den første milepæl for den nye præsident, når guvernørvalgene kommer i 2010. Her vil det vise sig, om Obamas sejr har forandret det amerikanske politiske landkort:

"Vi har set store forandringer i amerikansk politik tidligere. Demokraterne har også prøvet at miste hele syden og næsten hele vesten. Det var dengang, man talte om 'den permanente republikanske majoritet'. Det spændende bliver at se, om de demografiske ændringer, der har ført til en langt mere diversificeret vælgerskare af stater, der tidligere var forudsigelige og homogene - stater som Colorado f.eks. - vil medføre, at stemmeafgivningen flytter sig permanent."

- Hvis det sker, hvad skal Republikanerne så gøre? Det ser ud som om partiet er totalt i ruiner ...

"Det er ikke anderledes for Republikanerne end for andre partier, der har været ude i eksistenskriser. Se på den vandring i ørkenen, de britiske konservative har været ude i, men som måske snart er slut. I første omgang er det altid yderfløjene, dem som står for den rene vare, der ytrer sig højest og mest sammenhængende. Det betyder ikke, at det er yderfløjene, som vinder slaget - i hvert fald ikke hvis partiet vil tilbage i regering."

Republikanernes valg

- Men tiden modarbejder vel mange af de republikanske kerneværdier? Nye meningsmålinger viser, at amerikanerne f.eks. er mindre religiøse end tidligere, mere tolerante over for homoseksuelle og i det hele taget er langt mindre indstillede på at lade værdipolitik afgøre deres stemme ved nationale valg end tidligere. Er det ikke et blivende problem for republikanerne?

"Du har ret i at amerikanerne sandsynligvis har flyttet sig for altid, når det drejer sig om visse grundlæggende sociale og kulturelle værdier. Der, hvor din antagelse ikke holder, er, at det partout er demokraterne, der vil profitere af ændringen. Det gjorde de ved dette valg, ja. Fordi republikanerne endnu ikke havde registreret, at vælgerne havde flyttet sig. Men intet tilsiger, at de mange tænkende republikanere, som findes i dette land, i al fremtid vil stille sig tilfreds med at deres parti skal indskrænke sig til at føre kulturkrig."

Downie peger på den tidligere republikanske præsident Ronald Reagan som et eksempel på en konservativ politisk leder, der ikke ønskede at føre en snæver værdikamp:

"Han snakkede f.eks. abortmodstanderne efter munden, for at gafle deres støtte og stemmer, men i praktisk politik, foretog han sig intet for at hjælpe deres sag."

Undladelsessynden Irak

Men Downie er ikke kun politisk analytiker. Mere end noget andet er han journalist. I hans romandebut, gør redaktøren (hvis figur man mistænker Downie for at have bygget over sig selv) og hans stjernejournalist altid det moralsk og etisk rigtige. Sådan er virkeligheden sjældent.

- Har du i din lange karriere altid selv gjort det rette?

"Selvfølgelig ikke. Jeg har været stillet over for meget vanskelige afgørelser i min tid som chefredaktør og som journalist. Både når det gælder privatlivets fred og dilemmaet mellem nationale sikkerhedsinteresser og offentlighedens ret til at blive informeret. Men alt i alt fortryder jeg ikke nogle af de beslutninger, jeg har taget. Hvad jeg fortryder mest, er beslutninger, jeg ikke tog. Undladelsessynder med andre ord," indleder redaktøren, som selv peger på den væsentligste: forløbet op til Irak-krigen. Her fokuserede Downie sin energi som chefredaktør på, hvilken type krig, der var den rigtige. Skulle det gøres hurtigt eller langsomt og hvor involveret burde USA være. Men jeg undlod at holde øjet på bolden og bringe det afgørende spørgsmål om begrundelserne for at gå i krig - truslen fra irakerne - frem på forsiden. Og selvfølgelig havde vi endog meget dygtige journalister på Washington Post, der på et tidligt tidspunkt fandt ud af, at der i efterretningsmiljøet var folk, som ikke mente, at regeringens argumenter holdt vand. Men vi lod disse artikler blive inde i avisen eller optræde som klummer og analyser. Vi fulgte ikke disse informationer til dørs."

"Det skal dog siges, at vi ikke havde kilder, som sagde, at Saddam Hussein ikke havde masseødelæggelsesvåben. Det troede alle. Også fordi Hussein selv ønskede at fremstå, som om han havde ... men vi havde efterretningskilder, der sagde, at de beviser, som regeringen fremlagde i offentligheden, i FN f.eks., ikke var sikre, at de var oppustede og konstruerede. Det burde jeg have bragt frem på forsiden. Det fortryder jeg, vi ikke gjorde. Vi kunne ikke have stoppet krigen, det bilder jeg mig ikke ind. Men vi svigtede den vigtigste opgave for enhver journalist og redaktør, nemlig at få så meget af virkeligheden frem til borgerne som muligt."

- Hvad er det vigtigste, du har medvirket til i dit professionelle liv?

"Det var dækningen af Watergate og af 9-11. Det er det mest tilfredsstillende og alvorligste, jeg har været med til at dække som journalist. Og i begge tilfælde levede Washington Post op til alle de fineste idealer man kan have om journalistik."

Maggie og mig

- Og det sjoveste?

"Min tid som London-korrespondent fra 1979-82 for Washington Post. Jeg mødte Margaret Thatcher, den mest interessante kvinde, jeg nogensinde har interviewet. Og det var i al beskedenhed mig, der første gang brugte udtrykket 'Jernladyen' i overskriften til det interview, så jeg går ud fra, at den term faktisk er min opfindelse. Jeg dækkede krisen med gidslerne i Irak, fredskonferencen i det daværende Rhodesia, og til sidst, lige inden jeg kom tilbage til Washington, slutningen på Falklands-krigen. Det var fantastisk morsomt. Det var også en vild tid, hvor jeg rejste rundt ikke bare i Storbritannien men også i store dele af Europa, ofte med min kollega fra New York Times.

"I øvrigt dækkede jeg også Skandinavien, og jeg kender fortsat to danskere fra dengang, Anker Jørgensen og Herbert Pundik. Og så var der et parti, jeg husker, hvis udenrigspolitik var noget med en telefonsvarer, der sagde 'We surrender'..."

Downie ser for første gang paf ud, da jeg redegør for udviklingen fra Mogens Glistrups dengang så berømte telefonbesked om dansk overgivelse på russisk over til Pia Kjærsgaards succesrige Dansk Folkeparti.

"Er det en dansk Thatcher? Måske skulle jeg vende tilbage."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu