
Nabil kigger ud af vinduet. Han sidder på køkkenbordet i Herning Krisecenter. Derfra ser han direkte ned på gaden. Og dér - lige pludselig - står hans far.
Nabil rykker væk og gemmer sig. Hans mor begynder at skrige. Centrets personale styrter til. Alle er skrækslagne for manden i den lille gade. Og med god grund. Kort tid efter er Nabils mor død.
Det var i 1998. Dengang var Nabil syv år gammel. Hele hans liv drejede sig om farens vold og morens frygt. Nu er der gået 11 år, og Nabil er blevet stor. Tiden har han brugt på at tæve et par skolekammerater og smadre et klasseværelse. I januar kom han ud af fængslet efter en dom for fire røverier og en bunke indbrud, som han ikke selv kender tallet på.
I dag står Nabil igen ved køkkenbordet i Herning Krisecenter. Vi er taget tilbage i tiden, for at Nabil kan fortælle sin historie. Hvad skete der inden i den lille dreng, mens hans barske barndom rullede sig ud? Hvorfor tror han selv, at det har gjort ham kriminel?
Nabil Jabir Hussein har sorte krøller og smukke ansigtstræk: Rene og skarpe, som taget ud af en lærebog om arabisk fysiognomi. Mellemnavnet har han fra sin far.
Jabir Hussein Mahdi er fra Irak. Han kom til Danmark i 1986. Ingen ved præcis, hvad han oplevede under Saddams regime. Men det er sikkert, at han var forfulgt og havde tunge minder i bagagen: Nabil mener, at Jabir så sin bror blive dræbt. Da han selv blev dømt for mord, var han så truet, at udvisning til Irak var et problem.
Houria Hussein var ikke forfulgt. Hun var Jabirs kone og fra Algeriet. Ægteskabet kom i stand gennem fælles bekendte i Hourias hjemland, og snart fulgte hun sin mand til Danmark.
Her blev deres første barn født den 30. oktober 1990. Det var Nabil.
Kniven i parken
De tidligste minder har Nabil fra København. De handler om hans far og de ting, han gjorde ved Houria i en lejlighed i Frederik VIII's Gade på Nørrebro.
"Min far tæskede min mor i den lejlighed. Han tæskede min bror. Han tæskede min søster. Han var en kold person. Hvis du kiggede ind i hans øjne, så du ikke noget", fortæller Nabil. Dengang var han "en disciplineret ung mand". Han køber ind for sin mor i den lokale brugs, når hun er for nedbrudt til at gøre det selv. Han tager sig af sine søskende - også da de er på børnehjem, fordi Houria bliver behandlet for traumer på Rigshospitalets psykiatriske afdeling.
De sociale myndigheder holder øje med familien. Alligevel eskalerer volden. Nabil husker den nat, Houria endelig stikker af. Jabir er fuld - men det er han altid. Nu har han ødelagt hele lejligheden. Han spytter og bander og kaster med flasker. Der ligger glasskår over alt.
"Det var natten inden, vi tog hele vejen herover", siger Nabil og nikker ud mod Herning.
Jylland bliver kun en stakket frist: Jabir finder altid sin familie igen. Han dukker op og baldrer ruder på centrene, hvor Houria gemmer sig. Hun får sin egen lejlighed, og Nabil begynder i den lokale skole. Det stopper også, da Jabir brækker døren op, og Houria atter tager flugten ud i natten.
Sidste gang Jabir finder dem, er lige her: Foran krisecentrets pansrede indgang. Der er gået mere end et årti. Men Nabil husker stadig, hvordan faren skabte sig neden for vinduet, indtil han fik sin vilje: Jabir vil have samvær med sin ældste søn.
Det forår går Nabil i parken med sin far. En af turene gør et særligt indtryk. Det er den dag, Nabil ser kniven. Kniven hænger i en skede, som Jabir har spændt om livet. Da han strækker sig frem, glider tøjet op og afslører den. Nabil rører ved den og spørger sin far, hvorfor han går rundt med en kniv. Jabir er tavs.
Gåden finder sin løsning, netop som sommeren sætter ind.
Føtex
Den 3. juni 1998 handler artiklerne i Herning Folkeblad især om ét emne.
"Tre små børn er ladt tilbage efter det blodige kniv-drama i Føtex i Herning i går, hvor en 42-årig mand dræbte sin 37-årige kone med en brødkniv for øjnene af ventende kunder og butikkens personale", står der i avisen.
Folkebladet bringer også en følelsesladet reportage fra den dræbte kvindes sidste minutter, og den giver plads til ekspertanbefalinger om traumebearbejdning gennem rigelig samtale.
Nabil har stadig pressens skriverier med den højtspændte retorik; de ligger og gulner i en plastiklomme. Men selv om patos er tung, lever de gamle klip ikke op til Nabils egne minder fra den dag, hvor Jabirs kniv kom i brug - og han selv gik i stykker.
Det er tirsdag, og Nabil er i skole, da der sker noget usædvanligt. Fire politibetjente kommer i en kassevogn. De henter ham og hans søskende og kører dem ind til krisecentret. Her venter en hær af personale. Feltet føres an af Merete Reimer Jensen. Hun er chefpsykolog på Herning Sygehus' børnepsykiatriske afdeling. Sammen med hende sidder tre pædagoger - én per barn.
"Jeg skal sige noget alvorligt til jer om jeres mor," starter Merete. Hun når aldrig længere.
"Hun er død! Det er far, der har gjort det!", skriger Nabil.
"Ja".
"Jeg ved godt, hvad det er for en kniv!"
Så maser han sig gennem muren af voksne og løber sin vej.
Samme dag tager Nabil, Merete og politiet i Føtex: Nabil vil se, hvor Houria døde. Det er kun få timer siden, hun tilfældigt mødte Jabir på gaden. Der starter de et skænderi, som fortsætter i Føtex. Hverken kunder eller ekspedienter ved, hvad der sker, da den arabiske kvinde pludselig løber ned langs kasserne. Men ved kasse 3 indhenter manden hende. Det ser ud som om, han slår. I virkeligheden stikker Jabir sin kone mere end 30 gange over hele kroppen. Det hele tager få sekunder, og kort efter dør Houria i armene på butikkens slagtermester. Jabir sætter sig roligt ned og ser på, før han villigt følger med politiet.
Nu træder Nabil direkte ind i dramaets tomme kulisser:
"Der var blod overalt. Folk trådte i det og lavede fodspor. Det var ligesom en massakre", husker han.
Han husker også noget andet. Han husker følelsen indeni. Tirsdag den 2. juni 1998 holder Nabil Jabir Hussein op med at være lige- som andre børn. Den dag får han sin fars døde øjne.
$SUBT_ON$Skodby
Nabil har et fotoalbum. Der står "Nabil" på forsiden. Indeni er der billeder fra hans liv. Der er Jabir foran lejligheden i København: Med en bajer i hånden og endnu en, der stikker op af lommen. Der er Houria på krisecentrene - og så er der Nabil. På de fleste billeder leger han og griner. Men Nabil dvæler ved et andet. Det viser en lille dreng i en mængde af smilende forældre og børn. Han kigger ind i kameraet med tomme øjne.
"Det er mig, sådan så jeg ud. Altid".
Nabil prøver at forklare, hvad han mener: "Kender du det, at du har kriller i maven, når du er sammen med en person, du rigtig godt kan lide? Jeg kender ikke den følelse. Da min mor døde, blev jeg ligeglad. Jeg kan ikke sige det bedre, end at der bare er tomt".
Ørnhøj er et hul i jorden. Men det er et smukt hul. Landsbyen dukker frem bag bakkerne, lige der hvor den jyske hede stadig dominerer med sine mægtige vidder - præcis halvvejs mellem Herning og Holstebro. Her bliver Nabil og de små sat i pleje, da Houria er død.
Det er, som Nabil siger: Nogen har slukket for kontakten til følelserne. I de næste år græder Nabil aldrig over sin mor. I stedet begynder han at hade. Det starter med lidt tyveri. Nabil negler penge fra familie og omgangskreds. Som 12-årig stjæler han nøglerne til sin plejemors bil og kører til fest med en kammerat. Den sorte Fiat Bravo står stadig foran villaen i Ørnhøj med sine buler og skrammer - som et manifest om Nabils kriminelle debut.
Senere følger stribevis af indbrud. I flere omgange tæver Nabil klassekammerater, som borer i fortiden og taler ned om hans mor. Men lokalsamfundet beder selv om det, de får:
"Jeg hader bare Ørnhøj. Det er en skodby, som altid har set ned på os, fordi vi har en anden hudfarve. Derfor begyndte jeg at splitte hele byen ad - tage alle deres ting og ødelægge alt deres lort."
Nabil er til flere samtaler hos politiet. Alligevel lykkes det ham at holde kriminaliteten nogenlunde skjult, indtil den dag han fylder 17 år. Forholdet mellem Nabil og hans plejeforældre er ikke godt. Derfor fejrer han fødselsdagen med en kammerat og en road trip, der som Bonnie og Clyde fører drengene fra Aulum i øst til Bøvlingbjerg i vest.
"Jeg tænkte: Fuck det. Min mor er her ikke. Så lavede jeg fire røverier på en dag".
Få dage efter bliver Nabil arresteret. Da politiet tager hans fingeraftryk, dukker hele synderegistret op til overfladen. Nabil får en dom på 14 måneder for forbrydelser, der strækker sig adskillige år tilbage i tiden.
Katrine
I begyndelsen afsoner Nabil sin dom på Stevnsfortet i Thy. Stevnsfortet er en sikret institution for unge mellem 15 og 17. Der bliver han undersøgt af en psykolog for første gang, siden han startede sin kriminelle karriere. Formålet er at finde ud af, om Nabils adfærd bunder i psykiatriske og eventuelt behandlingskrævende problemer.
Psykologundersøgelsen af Nabil Jabir Hussein er 11 sider lang. Den fastslår, at Nabil er normalt begavet, men har "store eksekutive vanskeligheder". Det betyder, at han har svært ved at holde koncentrationen og gennemføre en opgave. Det gælder særligt, når Nabil føler sig presset - og det gør han tit. I de situationer har han "en kort lunte" og handler ofte overilet, selv om han i øvrigt holder sine følelser "under streng kontrol" og på tilsvarende vis har svært ved at leve sig ind i, hvordan andre har det.
Alt i alt slår undersøgelsen fast, at Nabil "er i risiko for at udvikle en personlighedsforstyrrelse af dyssocial karakter". Han er i konflikt med sig selv på grund af forældrenes tragedie og kan profitere af kognitiv terapi og metoder til at styre sit temperament.
Nabil slap fri i januar i år. Han startede ikke i noget reelt psykologisk behandlingsforløb, mens han sad inde, og han ved stadig ikke, hvilke teknikker der gemmer sig bag begrebet anger management. Alligevel mener han selv, at han er en anden i dag.
"Jeg er ikke kriminel. Jeg er ikke så kold, som jeg var dengang. Jeg snakker mere og mere om følelser med folk - med min kæreste for eksempel".
Kæresten hedder Katrine. Katrine spøgte i udkanten af vennekredsen i mange år. Hun var med i retten, da Nabil blev dømt. Og sidste sommer var hun pludselig i den anden ende, da Nabil skrev sms'er til en kammerat. I dag bor Nabil og Katrine sammen i Herning.
"Husk nu at opføre dig ordentligt", siger hun, når Nabil tager af sted om morgenen til sin læreplads som smed. Hun glæder sig til, at han kommer hjem igen. På bordet i stuen ligger en seddel: "NABIL ? Jeg elsker dig". Det er den slags, der hjælper.
"Du kan se det på mit ansigt", siger Nabil. Nu smiler han igen - med øjnene.