Læsetid: 6 min.

Fra Gorky Park til Disneyland

Bang! I 1990 flyttede bandet Gorky Park direkte fra det kommunistiske Sovjet til frihedens USA - og gik amok i sex, stoffer og rock'n' roll. I dag er bandets hovedperson, Alexey Belov, flyttet hjem til Moskva. Han fik nok af de amerikanske værdier - og dyrker i dag mådehold, ærlighed og andre dyder, som han henfører til den 'russiske mentalitet'
2. maj 2009

I 1989 slog det russiske rockband Gorky Park igennem i hele verden med sangen Bang, der fortsætter med ordene "say da da da da," - en blanding af russisk og engelsk. Gorky Park, som er opkaldt efter en berømt forlystelsespark i Moskva, blev med deres russiske baggrund og amerikansk klingende musik et symbol på brobygningen mellem USA og Sovjet. Og i 1990 tog bandet springet og flyttede fra kommunismens Moskva til frihedens USA:

"Amerika var som et stort Disneyland for os. Alt var muligt," husker Alexey Belov, bandets sangskriver og guitarist. Han sidder på en moderne café i sin barndomsby, Moskva, hvor han også bor i dag, og hvor han stadig er et kendt ansigt - ved nabobordene kigger cafégæsterne nysgerrigt på den nu 50-årige rockstjerne, der er iført løse cowboybukser, cardigan og skaterhue.

Rock'n'roll

At flytte direkte fra kommunisme til liberalisme var en omvæltning, der fik konsekvenser for Gorky Park:

"Som børn lærte vi, at man ikke må promovere sig selv, at alle er lige, at man ikke må lyve, og at man skal ofre sig for andre. Og frem for alt, at penge ikke er det vigtigste i livet. Derfor var det meget underligt at komme til USA og opleve alt det, der havde været forbudt," siger Alexey Belov. Og Gorky Park tog for sig af retterne:

"Alt, hvad rock'n'roll giver dig, tog vi imod," som han formulerer det.

Ved et af nabobordene er man helt holdt op med at snakke sammen og følger i stedet med i Gorky Park-guitaristens historie. Det viser sig stort set at være den klassiske opskrift med sex, drugs, and rock'n'roll, der bedst beskriver de kommende otte år af Alexey Belov og Gorky Parks liv - selvom den version, der blev fortalt udadtil, var noget mere politisk korrekt: "Jeg tror, der var brug for nogle, der kunne symbolisere det, som vi kom til at symbolisere - at den kolde krig var slut," siger Alexey Belov og tilføjer:

"Det var primært folk uden for bandet, der gjorde os politiske, det var ikke noget, vi selv søgte, men vi modarbejdede det heller ikke. Vi var på besøg i Det Hvide Hus, og vi var med i kampagner imod narkotika. Det var så cirka på samme tidspunkt, at vi første gang prøvede LSD og kokain."

Som Alexey Belov formulerer det: "Kampagne er kampagne. Stoffer er stoffer."

De næste år solgte Gorky Park millioner af plader, spillede enorme koncerter og arbejdede sammen med nogle af datidens største stjerner, blandt andre Bon Jovi og Frank Zappa.

Naivitet

Den kommunistiske opvækst gav også bandet problemer i den barske amerikanske musikindustri:

"Vi var naive. Overordnet set anede vi slet ikke, hvad vi gjorde. Vi skrev under på alt, hvad der blev lagt foran os."

Det viste sig ikke overraskende at være mindre klogt - bandets første manager erklærede sit selskab konkurs, selvom Gorky Park havde rigtig mange penge til gode:

"Det kunne umuligt passe, at han kunne gå konkurs med alle de penge, vi tjente. I virkeligheden havde han bare flyttet pengene over i et andet firma. Det drejede sig om mange millioner dollars, så vi kom til at betale dyrt for vores naivitet."

Også musikalsk har bandet haft mange udsving. I 1990 forlod forsangeren Nikolai Nos-skov bandet, som dog fortsatte med at udgive plader op gennem 90'erne. Men trods enkelte hits og en fortsat popularitet i Rusland har Gorky Park aldrig siden opnået samme verdensomspændende succes som med debutalbummet Bang. Nedturene har Gorky Park dog altid taget med et smil:

"Der har været mange op- og nedture, men når vi var på bunden, var vi lige så lykkelige, som når vi var på toppen. Vi var de samme. I USA er man bange for at være på bunden, for det er det modsatte af den amerikanske drøm. I USA kan man fint kalde folk for 'røvhul' og 'idiot', men det værste, man kan gøre, er at kalde nogen for en 'taber'. Sådan ser vi ikke på det i Rusland. Vi har lært, at alle er lige - selvom vi har forskelligheder," siger han.

Zombie

I de kommende år havde Alexey Belov mange dårlige oplevelser med det amerikanske samfund og den frihed, som han for første gang i sit liv oplevede:

"Det er mange ting i USA, der gør dig til en zombie. Jeg kan huske en gang, jeg var i Las Vegas - der var vi ofte - med en pige. Vi var slet ikke sammen, men stod bare op om morgenen, gik ned på kasinoet og spillede om penge hele dagen. Som to zombies."

Lignende historier kan Alexey Belov fortælle om alkohol og stoffer. I 1998 tog hans gode ven ham med i kirke i Moskva:

"Jeg følte, at jeg var blevet helt tung efter de mange år i USA - at jeg gik rundt med en rygsæk fuld af mursten." Derfor var det tid til Alexey Belov første skriftemål nogensinde: "Det tog mere end en time."

Alexey Belov holder en lille pause, inden han fortsætter:

"Jeg har nemlig lavet ret mange dumme ting. Men da jeg var færdig, var det, som om det hele lettede. Jeg blev frisk igen," siger han.

"Jeg har prøvet at spille for flere hundredetusinde mennesker - jeg kan huske en koncert på Roskilde Festivalen, hvor 70.000 mennesker stod og sang med på sangen Try to find me. Det var helt vildt. Men det her var en større oplevelse for mig."

I dag har han lagt druk, narkotika og hasardspillet bag sig og er blevet gift og far. Og synet på USA er i dag et noget andet end i de glade dage i 90'erne:

"I må ikke misforstå mig - jeg har mange venner i USA, som jeg holder meget af. Men jeg mener, at de amerikanske værdier kan sammenlignes med en cancer, der hastigt spreder sig til hele verden."

Han har dog ikke noget glamouriseret billede af Sovjettiden - for i Gorky Parks første år gjorde styret alt for at gøre tilværelsen sur for bandet:

"Vi søgte om lov til at spille koncerter i Rusland, men det skete ret tit, at vi ikke fik en

tilladelse og derfor holdt ulovlige koncerter. Så blev vi arresteret. Det har jeg prøvet flere gange."

Også andre former for chikane blev bandet udsat for:

"Jeg havde set et Van Halen-pladecover, hvor han havde knæstrømper på. Så jeg tænkte 'sejt, det vil jeg også have'. Så til en koncert på Den Røde Plads spillede jeg i knæstrømper. Efter koncerten kom to politimænd og fortalte mig, at det var helt uacceptabelt med de strømper, og at jeg udviste mangel på respekt for publikum."

Fremtiden

90'ernes postkommunistiske Rusland er heller ikke noget at huske tilbage på med stolthed:

"Folk ragede til sig med arme og ben, og vi havde en præsident, der var fuld," lyder hans beskrivelse af tiden. I dag er Rusland i det, han kalder en overgangsfase - på vej mod en bedre tid, hvor de klassiske russiske dyder igen vil skinne igennem:

"Folk vil have ærlighed - og vi er på vej derhen, godt hjulpet på vej af den økonomiske krise," vurderer han.

De klassiske russiske dyder er samtidig de kristne dyder, hvilket Alexey Belov ikke ser som en modsætning til kommunismens grundtanke:

"Alle de slogans, jeg lærte som barn under kommunismen, er sådan set omskrivninger af bibelcitater. Det handlede om næstekærlighed. Så selvom Gud ikke var en del af kommunismen, så synes jeg, der er en sammenhæng."

I hvert fald er der en sammenhæng mellem den russiske mentalitet og kristendommen, mener Alexey Belov:

"Den russiske mentalitet er ikke opstået under kommunismen, men før, og den bygger på de kristne grundværdier," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer