Læsetid: 5 min.

Intet menneskeligt er os fremmed...

Antichrist - selvom vi kun kender volden mellem de to eneste mennesker i 'Antichrist' fra skikke, vi regner for middelalderlige, og myter vi mente, vi havde sat os ud over
Antkrist. Det er i filmen instruktøren selv, som bliver Antikrist - og hele den terapeutiske humanisme udstilles som vor tids -kristendom-

Antkrist. Det er i filmen instruktøren selv, som bliver Antikrist - og hele den terapeutiske humanisme udstilles som vor tids -kristendom-

30. maj 2009

"Jeg er menneske, og intet menneskeligt er mig fremmed". Det er blevet sagt af store humanister, og det træffer stadig en humanistisk sandhed: Vi er moderne mennesker, og når vi ser grusomhed, kalder vi det umenneskeligt. Det er moralsk godt at vise 'menneskelighed', det moralsk forkastelige kalder vi 'inhumant'. Vi taler om vold og mord som noget, man udsættes for på øde steder af fremmede mennesker. Men det forholder sig faktisk anderledes: Langt de fleste mord begås af ægtefæller, og langt de fleste seksuelle overgreb finder sted i hjemmet. Den nærmeste er farligere end den fremmede, soveværelset er oftere end den øde gade gerningsstedet.

Denne uhyggelige dobbelthed skærer igennem Lars von Triers Antichrist. Den starter med, at mor og far har sex, så de ikke opdager, at deres lille dreng kravler op af sin seng og hen til vinduet. Han falder ned, mens mor når sit seksuelle klimaks. Volden og skønheden går sammen i Händels arie Lad mig græde, som blev sunget berømt af kastratsangeren Farinelli. Denne arie ligger ind over de modbydeligt skønne scener, hvor barnet dør ved det samme begær, som bragte det til verden.

Morens sorg bliver behandlet med psykofarmaka, men faren er selv terapeut. Og han tror på det gode i mennesket og ikke på medicinering. "Her er ikke noget, man ikke må sige," siger han, da han selv overtager behandlingen af sin kone. Der skal være plads til det hele menneske. Intet menneskeligt er ham fremmed, og han lader forstå, at alt er menneskeligt, og at alt kan behandles og beherskes:

"Det, du kan tro på og forestille dig: Det, kan du opnå," siger han til sin kone og patient. Det er den terapeutiske humanismes valgsprog: Du bestemmer selv over dine tanker, og dine tanker bestemmer over din virkelighed. Det er det, han gentager med en række banaliteter, der i deres afklarede dumhed står i komisk kontrast til hendes uafklarede aggressioner og sorg. Han er den store humanist, og hun er genstand for hans humanisme, men relationen mellem dem bliver både ironisk og tragisk efterhånden som distancen mellem tomme udsagn som "naturen er satans kirke" og "Freud er død" og hendes sorg vokser. Det går igen galt, da hun en morgen pludseligt erklærer sig helbredt. Terapeutens mål er sådan set nået, men der passer slet ikke ind i hans plan. Så han bliver tavs, og hun vender om og anklager ham for kun at tænke på sig selv. Det bliver en radikal udfordring for det moderne kærlighedsforhold, når den enes succes bliver den andens fiasko. Forventningen er, at når to frie og moderne mennesker elsker hinanden, går deres lykke og begær op i en højere enhed. Men lykken smitter ikke mellem de to. Og kærligheden slår om i aggression, når den enes optur bliver den andens nedtur. Volden grundlægges i disse disharmonier.

Meningen med vold

Der skal være blod og vold i Antichrist. Disse fysiske scener vidner om en natur, der ikke beherskes af tankerne, og en virkelighed, som er uden for terapeutisk rækkevidde. Det er lige præcis ikke bare en projektion eller beroligende 'psykisk'. Den store humanist ender med at foretage en hekseafbrænding, og skrækslagen omskærer patienten sig selv. De mest barbariske ritualer dukker op, hvor den terapeutiske humanisme kommer til kort som svar på virkeligt eksisterende udfordringer. Og der skal mytologiske figurer til at forklare det, som vores samtids humanisme afviser som 'inhumant', men som har plaget mennesker alle steder og til alle tider. Denne erkendelse står ikke i modsætning til civilisationstanken. Den begrunder den.

Således var mennesket for klassiske humanister som Voltaire og Rabelais spændt ud mellem natur og opbyggelighed. De førte kampen for fornuften, men de gjorde også diabolsk grin med ideen om det rationelle menneske. Optimisten, som i Voltaires Candide, rejser rundt mellem jordskælv og ødelæggelser og siger, at "man må dyrke sin have", fremstilles som en tosse. De satte humanismens problem på spidsen: Hvis intet menneskeligt er humanisten fremmed, og hvis alt overnaturligt regnes for skabt af mennesket, hvorfor har mennesket så sat så meget ondt i verden, som det nu skal frigøre sig fra?

Nietzsche

Den tyske filosof Friedrich Nietzsches stadige storhed for enhver ny generation af intellektuelle synes at vidne om samme ubehag ved den terapeutiske humanisme, som er så rigtig, at man ikke kan være imod den. Det er, som om det menneskelige drama ikke går op i en ligning, hvor facit er ligeværdighed, demokrati, økonomisk vækst og menneskerettigheder. Der skal mere til, og at der er et overskud i mennesket, som ikke bliver udfordret inden for denne humanismes horisont af rigtigt og forkert. I den selvbiografiske film De unge år kalder von Trier med passende ironisk forbehold i fornavnet sig selv for Erik Nietzsche. Og det siges, at hans nye film har fået navn efter en bog, der har ligget på hans natbord, fra han var 12 år gammel: Antikrist af Nietzsche. Bogen er en forbandelse over kristendommen, men også et udfald mod 'demokratismen'. Anklagen går ikke på, at kristendommen er usand, men at den er usund. Den kvæler det stærkeste i mennesket og gør den svage martyr til en helt. "Af denne modernitet blev vi syge," skriver Nietzsche: " - af den lade fred, af det feje kompromis, af hele den dydige urenlighed ved den moderne Ja og Nej". Det er et anklageskrift, som er og skal være politisk uantageligt for en humanist mellem menneskerettigheder og demokrati i det 21. århundrede, men dette billede af både det feje og det vilde menneske genkender man i Lars von Triers film, selvom man ikke har set det før. Det er i filmen instruktøren selv, som bliver til Antikrist og hele den terapeutiske humanisme udstilles som vor tids 'kristendom'.

Det ubehagelige er, at vi ikke er fremmede over for det alt for menneskelige, som finder sted mellem patienten og terapeuten i Antichrist. Heller ikke over for hans dumhed og hendes aggression. Vi moderne hverdagsmennesker ser stadig os selv i den mytologiske vold, som Nietzsche udpegede. Og som Nietzsche selv skrev i et brev til Georg Brandes, der i sin tid 'opdagede' den tyske tænker:

Min ven Georg.

Efter du havde opdaget mig, var det intet kunststykke at finde mig; vanskeligheden er nu den at miste mig... Den korsfæstede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Ja, rigitg god kommentar.
Jeg ved ikke om kvinden i filmen bliver "helbredt", hvad det så end betyder, men hun når en eller anden form for afklaring,og man ved heller ikke, om det har noget med manden at gøre eller om det er fordi hun er ude i naturen og kan høre koglerne på taget o.s.v. Som Rune Lykkeberg skriver bliver manden/psykologen fremstillet, som lidt af en dumrian, der prøver at fæstne eller fasholde hende og tramper rundt i det hele og forstyrrer hendes sorg, ligesom han forstyrrer dyrene i skoven. Det er ligesom to forskellige rationaler, der støder sammen. Da hun så når sin afklaring, går hun så i aktion og prøver at fastholde manden på en mere voldelig, fysisk måde, ligesom hun prøver at sone sin brøde på en helt anden måde. Der må have været nogen, der har trampet på Von Triers indre kvinde eller natur under hans depression. På trods af beskyldningerne mod Von Trier om kvindehad, viker det mere som en radikal feministisk eller antipsykiatrisk film