Læsetid: 8 min.

Hvad kommer efter euforiens triumf over fornuften?

I hele den udviklede verden, og især i neoliberalismens højborge i Storbritannien og USA har den finansielle nedsmeltning udløst en kulturkrise, som nu er ved at udvikle sit eget liv
På en løgn. De fik at vide, at de levede i det mest succesrige økonomiske system, som verden nogensinde har kendt, og nu er dette system - i bedste fald - udsat for belastninger, som det ikke har oplevet siden Den Store Depression, som følge af hvad der viste sig at være et grundlæggende insolvent banksystem.

På en løgn. De fik at vide, at de levede i det mest succesrige økonomiske system, som verden nogensinde har kendt, og nu er dette system - i bedste fald - udsat for belastninger, som det ikke har oplevet siden Den Store Depression, som følge af hvad der viste sig at være et grundlæggende insolvent banksystem.

2. maj 2009

Sidste efterår, da alvoren i finanskrisen omsider gik op for folk, bemærkede en af mine venner, at nu vidste han, hvordan det føltes at være velstående borger i London eller Paris under Første Verdenskrig.

"Måske er jeg moralist," sagde han, "men det har altid chokeret mig at læse om, hvordan livet fortsatte i normal gænge på afstand af fronten - alle disse middagsselskaber, kunstferniseringer og forlystelsesetablissementer, som blomstrede i det Paris og London, som Sigfried Sassoon eller Apollinaire beskriver, mens unge mænd døde i tusindvis blot 50 kilometer borte."

Han rystede på hovedet. "Nu er jeg omsider begyndt at fatte, hvor hurtigt en stor omvæltning kan komme til at føles fuldkommen normal. Hvor står vi i dag? Formuer er halveret. Mange har større gæld, end deres hus er værd. Mange har mistet mere, end de nogensinde vil kunne tjene. Alligevel fortsætter livet. Som det fortsatte for dem, der nippede til champagne til lyden af fjern kanontorden fra Somme."

Det fik mig til at tænke på en advokat, jeg mødte i Sarajevo på højdepunktet af byens belejring. Skønt Bosniens hovedstad dagligt blev udsat for snigskytteangreb, havde han det samme antal skilsmisse- og arvesager som vanligt, betroede han mig. Da han så mit overraskede ansigt, smilte han og sagde: "Hvad er problemet? Tror du privatlivet går i stå, bare fordi der er krig?"

Ny selvindsigt

Den indsigt ville i tidligere tider have været indlysende, men den er det ikke i 2009. Nødvendigheden af at genlære, hvad der var indlysende for vore forfædre, er ikke den mindste kulturelle udfordring eller den mindste af de bydende nødvendigheder, vi står over for i dag.

Men en sådan selvindsigt kommer ikke let. De forrige tre årtier formede sig som en stadig ekspansion, af det som i gammel marxistisk terminologi kaldes for 'finanskapitalen'. Ud over den generelle følelse af stadig stigende velstand, som de fleste mennesker oplevede, var det mest bemærkelsesværdige ved den periode, som begyndte med 1980'ernes Reagan-Thatcher-revolution og sluttede med det angloamerikanske bankkollaps i 2008 det omfattende kulturelle skred, som den medførte.

Først de materielle kendsgerninger. Skønt reallønnen stagnerede, opstod der en økonomi, som dels var baseret på billige kreditter, især i form af kreditkort og boliglån, desværre også til dem, hvis finansielle situation aldrig tidligere i forbrugerkapitalismens historie ville have kvalificeret dem til kredit. Dels var den baseret på stadig mere avancerede forbrugsgoder, fremfor alt elektronik, til faldende priser. Dermed usynliggjordes det voksende svælg mellem den øgede forbrugsrate og de stagnerende indkomster. Folk følte sig rigere, skønt de ikke var det. De havde blot fået flere ting.

Det var euforiens triumf over fornuften, og i det lange løb kunne et sådant system naturligvis ikke opretholde sig selv materielt. De stadig svindende priser på forbrugsgoder var afhængige af stadig svindende produktionsomkostninger, hvilket i praksis indebar udflytning af produktion, montage (og i stigende grad også design) til lavtlønslande. I teorien kunne dette have gavnet landene i den rige verdens periferi - Mexico i USA's tilfælde, Nordafrika og Østeuropa i EU's. Reelt blev hovedparten af produktionen koncentreret i Kina, som blev verdens produktionsdynamo, mens USA forblev lokomotivet for det globale forbrug.

Vidste ikke de bedrog

Den Nobelprisvindende økonom Paul Krugman skrev for nylig om finansmanden Bernard Madoffs pyramidespil - et enormt svindelnummer til 50 milliarder dollar, der inddrog USA' rigeste og angiveligt mest sofistikerede investorer - at det kunne stå som "symbolet på en hel periode", hvor velstanden blev skabt på lige dele bedrag og godtroenhed.

Pyramidespilsfiduser går som bekendt ud på, at gamle investorer ikke betales med profitter, men med penge fra nye investorer, og så længe markedet vokser, og svindleren fortsat kan tiltrække nye investorer, kan bedraget teoretisk vare ved i al fremtid.

Men før eller siden rammes markedet af recession, og når det tidspunkt kommer, bryder pyramidespillet sammen. Finanseliten på Wall Street forestillede sig næppe, at de medvirkede til at forlænge et bedrag. Men de formåede at overbevise sig selv om, at hverken aktier eller huspriser nogensinde ville falde i længere i tid ad gangen og i al fald ikke i så lang tid, at integriteten i den nye og - i tilbageblik - yderst utopiske finansielle arkitektur ville blive fatalt kompromitteret.

Højres utopi

Ingen satire, den være sig nok så inspireret, over finansverdenens vildfarelser under finansboomet kan komme i nærheden af at matche den oppumpede galskab, som var konventionel visdom i 20 år, før krisen omsider likviderede den. Fra den amerikanske centralbankdirektør, Alan Greenspan, der talte om en ny tidsalder med økonomisk ligevægt, som han kaldte for 'den store moderation' (et ejendommeligt afdæmpet begreb for en discipel af fantasten Ayn Rand), til den indflydelsesrige tv-vært Larry Kudlow, som talte om en 'Guldlok'-økonomi, der hverken var for varm eller for kold, var det noget nær et absolut konsensus, at den angloamerikanske model, som blev knæsat med Reagan og Thatcher var intet mindre end en form for kapitalistisk 'historiens afslutning'. Nok kunne der komme periodiske tilbageslag, og nok kunne markederne fra tid til anden få brug for at 'korrigere' sig selv for nu at bruge Wall Streets morsomme eufemisme for 'kursfald'. Men dette var blot små fluktueringer, og som børsrådgivere aldrig blev trætte af at gentage, var aktiekursfald flygtige overgangsfænomener. Den generelle strømpil pegede kun på opad, og følgelig var hver 'korrektion' i grunden kun et lykketræf for den almindelige investor, da den gjorde det muligt at opkøbe aktier til en billigere penge, før de i sidste ende ville stige på ny og finde tilbage til deres opadgående kurs.

Den engelske tænker John Gray har et skarpt blik for vor tids utopiske tænknings forskydning fra venstre til højre. Tidligere, hævder Gray, stod fremskridtsfortællinger afledt af kristendommen i centrum for liberalisme og socialisme. Og førhen var konservatisme muligvis forankret i en mere dyster og pessimistisk vision af den menneskelige natur og samfundets potentiale for forbedring. Men under Reagan ændrede dette sig - Thatcher er et mere kompliceret tilfælde, og det står ikke klart, om hun til fulde forstod de sociale følger af sit projekt om at forandre Storbritannien - da højrefløjen blev overbevist om, at godartet ligevægt kunne nås ved en dereguleret kapitalisme, i hvilken staten i vidt omfang overlod det til de finansielle markeder selv at bestemme deres regler.

1980'erne malede de russiske eksilkunstnere Komar og Melamid en række komiske billeder, som efterlignede Sovjetunionens socialrealistiske propaganda-billedsprog. Lige bortset fra at de i stedet for at portrættere beslutsomme bønder og stålarbejdere, der fremsagde slagord om mål for femårsplaner og kommunismens uundgåelige sejr, skildrede nålestribede Wall Street-direktører, der marcherede under bannere, som proklamerede kapitalismens endelige sejr.

I sine velmagtsdage var den propaganda, der udgik fra Wall Street, næppe synderligt mere forfinet. Larry Kudlows show begyndte hver gang med en montage af gæster, der hver udtalte en del af den sætning, som værten uden mindste ironi kaldte for 'Kudlows trosartikel'. "Vi tror," lød den - og tro var netop sagen, her ser Gray helt rigtigt - "at frimarkedskapitalisme er den bedste vej til velstand". Ja, faktisk hamrede hvert eneste afsnit af showet det budskab fast, at - Kina eller ikke-Kina - det var den eneste vej.

Visdommen i privatisering forekom så ubestridelig som fysikkens love. Og de, der modsatte sig den visdom - tja, de var fjender af fremskridtet og ikke mere relevante end frenologer.

Og så brød hele molevitten sammen. Ingen var mere overraskede end markedsfundamentalisterne. Ikke blot havde de løjet for deres kunder (hvilket ikke er nyt - det ved vi fra dusinvis af Wall Street-vitser, hvoraf nogle går tilbage til forrige århundredskifte) - de havde også løjet for sig selv. På stribe krakkede enten de store banker, børsmæglerfirmaer og forsikringsselskaber, eller også måtte de reddes og i flere tilfælde nationaliseres af det amerikanske finansministerium og dets modstykker i Storbritannien og Eurozonen. Som Alan Greenspan så patetisk udtrykte det under en høring i den amerikanske kongres: Han havde da troet, at banker og andre låneinstitutioner "i egen interesse ville have opført sig ansvarligt", men nu fulgte han sammenbruddet med "chok og vantro".

I kristendommen bliver mørke og uvidenhed fortrængt af åbenbaring. Fortiden forkastes, og resten af historien udspiller sig efter den guddommelige plan, indtil Jesu Genkomst. I markedsfundamentalismen fejer indsigten i de frie markeders overlegenhed alle andre økonomiske systemer i historiens skraldespand. Og hvor marxistisk er ikke den forestilling, som George Soros engang bemærkede!

Det er denne fornemmelse af noget uundgåeligt, der på en eller anden måde forførte den amerikanske højrefløj til den opfattelse, at økonomisk modgang ikke så meget er et resultat af markedets egne udskejelser som et resultat af statslig indblanding.

En ny kultur

I dag ligger den amerikanske højrefløj i ruiner efter Obamas sejr. Og uanset hvor populære en Kudlow, en Coulter eller en Limbaugh måtte være blandt troende fans, så repræsenterer de kun en lille del af USA's befolkning, nemlig en, som er uforholdsmæssigt mandlig, hvid og over 40. Under alle omstændigheder gør deres populisme og chauvinisme dem til dårlige forsvarere af et finansielt system, som i stigende grad er bundet op på menneskers og penges frie bevægelighed og følgelig ikke specielt begunstiger de svindende demografiske segmenter af den amerikanske befolkning. Kun deres forvirring og oplevelse af at være kastet over bord i en uventet verden, hvor fremtiden tegner mørkere og mere truende, end de var forledt til at tro, har de til fælles med den brede befolkning.

Så meget har vist sig at være en illusion. De følte sig velstående, men velstanden viste sig at hvile på falske forudsætninger. De følte sig sikre og trygge, men det står nu klart, at hele systemet må genopbygges forfra. De fik at vide, at de levede i det meste succesrige økonomiske system, som verden nogensinde har kendt, og nu er dette system - i bedste fald - udsat for belastninger, som det ikke har oplevet siden Den Store Depression, som følge af hvad der viste sig at være et grundlæggende insolvent banksystem.

I hele den udviklede verden, og især i neoliberalismens højborge i Storbritannien og USA har den finansielle nedsmeltning udløst en kulturkrise, som nu er ved at udvikle sit eget liv. Socialismen er tilbage - hvem skulle have forventet det? Men som enhver, der bruger mere end fem minutter på at se Fox News, vil erfare: Det er fascismen også. I slutningen af Clint Eastwoods usædvanligt dystre western, De nådesløse, skal Eastwood til at dræbe den sadistiske sherif (fremragende spillet af Gene Hackman). Før Eastwood trykker på aftrækkeren, kigger Hackman-figuren op og indvender: "Det er ikke fair. Jeg var ved at bygge et hus!" Den symbolske relevans i det udsagn for alt, hvad der foregår i dag, er kun alt for åbenlys.

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marietta Jeppe

Har man læst sin historie så er sammenbruddet af neoliberalisternes markedsfundamentalisme ikke den store overraskelse. Ej heller den svindel der følger i dens kølevand. Det der dog til stadighed forbliver en overraskelse er, at disse mennesker aldrig holder op med at tro på Utopia. Vi er for lang tid siden blevet klogere på kommunismen, vi burde på nuværende tidspunkt også have været blevet klogere på markedsfundamentalismen.

En revolution som følge af sammenbruddet er dog ej forventeligt. Markedsøkonomi med en sund portion regulering og overvågning har over tid, vist sig som et særdeles effektivt værktøj til at omfordele samfundets goder. Men markedskræfterne er som et vilddyr, den kræver at blive tøjlet for ikke at flå os i stykker. Vi kan håbe at krisen har tilføjet en smule ydmyghed i menneskets karakter, så vi endnu engang ikke skal gentage os selv - men jeg tror det næppe.

Inger Sundsvald

Jeg taler ofte om revolution, naturligvis ikke som borgerkrig, blod, død og ødelæggelse. Men revolution i forhold til sammenbruddet og den hellige markedsøkonomi og usolidariske vækstpolitik og forbrugerisme.

Her i Danmark kan man nok ikke forvente den store opstand og revolution, og heller ikke fra de rige EU-lande. Vi har det jo meget godt, og solidaritet er en by på Venus.

Men det kan man i udviklingslandene. En skønne dag vil dasset brænde, her i vores selvtilstrækkelige små og store EU-samfund. Både p.g.a. økonomien, klimaet og hvad landene hver især og tilsammen har været katalysator for af ulykker.

Inger Sundsvald

Men vi kan da tænke lidt over det mens vi venter på regn efter tørken, og måske frygte at når den kommer, så bliver det alt for meget.
Var der nogen der sagde forbrugsfest?

Michael Kjær

Jeg undres lidt når jeg hører at alle snakker om kapitalismens fald. Det sagde venstrefløjen også da Wall Street krakkede, men har vi ikke oplevet et paradigme siden 1980'erne med monetaristisk inspireret politik? Også giver man kapitalisterne skylden for finanskrisen og Wall Street krakket, når det begge gange har skyldtes en elendig pengepolitik. Var det ikke demokraterne der foreslog Sub-prime lånene, for at få mere efterspørgsel?

Bente Simonsen

Det kunne være sjovt at få et indblik i, hvem det er, som har forøget sine konto i Schweiz, Cayman Islands etc. mest de seneste 8 år? Hvem er det, som har støvsuget mest?
Siden så mange er blevet så meget fattigere, må nogen blevet så ufattelig meget rigere. Hvem er krisens Madoff'er?
Det er vel ikke bare Cheney, Rumsfelt og venner, som er blevet mangemilliadærer?
Man forstår næsten Cheney 'being in denial', for det gik jo ufattelig godt (for ham) så længe han havde snabelen i kassen og kunne skalte og valte med verden.