Læsetid: 6 min.

Den onde tysker i dansk kunst

Dine relieffer er en art fremtidsarkæologi, de rester af os, en ukendt race en gang vil finde, når de graver sig gennem den forbrændte skorpe på en ødelagt jord, sagde forfatteren Carsten Jensen ved åbningen af billedkunstneren Christian Lemmerz' udstilling LARGO på Statens Museum for Kunst
Christian Lemmerz. Nihilist er du ikke. Nihilister har tomme hænder. Dine er fulde, men det, du rækker os, er dømt til at vække vores afsky, før vi ser skønheden i det, skriver Carsten Jensen.

Christian Lemmerz. Nihilist er du ikke. Nihilister har tomme hænder. Dine er fulde, men det, du rækker os, er dømt til at vække vores afsky, før vi ser skønheden i det, skriver Carsten Jensen.

Linn Sandholm

16. maj 2009

Kære Christian.

Skal jeg opsummere din kunst i en sætning, så må det blive denne: Du er den onde tysker i dansk kunst.

Det lyder måske mærkeligt at karakterisere dig ud fra din baggrund, ikke blot, fordi du selv befinder dig på livslang flugt fra den, men også fordi du er repræsentant for en kunst, der om nogen har strøget alt nationalt særpræg af sig. Der er ikke noget, der er så globaliseret som den moderne kunst. Dens fædreland ligger overalt, hvor der er et galleri og en børsspekulant på jagt efter en investeringsmulighed. En dna-test vil intet afsløre om kunstværkernes ophavsmænd eller deres oprindelse. Og så er du alligevel umiskendeligt tysker, af nøjagtig den grund som en berømt strofe fra din yndlingsdigter Paul Celans digt Todesfuge angiver: "der Tod ist ein Meister aus Deutschland". Døden er en mester fra Tyskland, og det er du også.

Du er på flugt fra Tyskland på samme måde, som vi alle er på flugt fra døden, i en paradoksal flugtrute, der på samme tid fører os nærmere og nærmere til den. Døden er i næsten alle dine værker, den indhenter dig, overfalder dig, dikterer dig dine temaer, du kommer fra det underbevidsthedens sorte kontinent, hvor døden hersker. Du kommer fra Tyskland.

Jeg læser i katalogteksten, at der er ægyptisk inspiration i din udstilling her i dag. Ægypten var en civilisation, der var besat af døden. Meget af dens åndelige og fysiske energi var koncentreret om monumenter, der også var memento mori'er, de enorme mausolæer, som pyramiderne var. Men Tyskland byggede også pyramider, blot var materialet ikke sten, men rådnende, lemlæstede menneskekroppe. Overalt hvor Tyskland rykkede frem, hvad enten det var i kolonitidens Sydvestafrika eller i Anden Verdenskrigs Polen og Rusland, rejste disse pyramider sig, indtil Tyskland selv blev forvandlet til en af dem, og destruktion blev til selvdestruktion.

Det er i dine værker lige fra starten. Din berygtede margarineskulptur på Charlottenborg, Anamnesis, var et sådant monument over forgængeligheden, en installation, der selvdestruerede, mens det med en påtrængende lugt af rådden margarine brød med alle regler for både god og dårlig smag. Sandere kan det ikke blive, mere kompromisløs kan en sandhedssøgen ikke være. Livet er kort, hedder det, og vi kender alle den håbefulde fortsættelse: Men kunsten er lang. Nej, lyder din version: Livet er kort, og det er kunsten også. Her er ingen hyklerisk bøn om evighed.

Stanken af kunst

Jeg har levet med din hvide gipsafstøbning, den kutteklædte skikkelse med et tomrum, hvor ansigtet skulle have været, Todesfigur, i 21 år. Først stod den i mit soveværelse, så rykkede den ind i spisestuen. Små børn er bange for den. Det skal de også være. Når de er lidt større, bliver de mere modige og standser op og smider papirkugler ind i dødens fraværende ansigt. Når de bliver voksne, går de bare forbi, selvsikkert ignorerende det spørgsmål, der udgår fra figurens sorte hul.

Du er ikke noget barn. Du er lidt større end et barn, men voksen er du heller ikke, for du har ikke erhvervet denne skudsikre attitude, der afviser de store spørgsmål. Du er en af dem, der smider med papirkugler ned i skabelsens sorte huller, ja ikke kun papirkugler, også marmorblokke, bronzeafstøbninger, hvad som helst kaster du ud i intetheden, selv døde grisekroppe.

Du siger selv, at du gerne hele tiden forandrer dig, og da jeg fortalte dig, at jeg som forberedelse til min tale, ville genlæse et interview, Lisbeth Bonde lavede med dig til Weekendavisen i anledning af udstillingen God, sagde du, at det behøvede jeg ikke, for nu var du et helt andet sted. Men det er du ikke, vil jeg hævde. Der er en tråd i dit værk, og jeg er fristet til at kalde den sort i stedet for rød, men i virkeligheden er den jo begge dele, både sort og rød, sort for død, rød for liv.

Der udgik en stank fra Esbjerg Kunstmuseum, hvor du udstillede dine døde grisekroppe, endnu en gang stanken, dit varemærke måske, din kunsts fjerde dimension, en stank, der blev til en skandale, fordi den mindede os om døden i et land, hvor der er fire gange så mange svin som mennesker, og hvor svinene i millionvis hvert år massakreres bag dødsfabrikkernes mure, hvorfra der ingen stank udgår.

Men stanken er dog ikke kun vidnesbyrd om forrådnelse, men også et livstegn. Noget arbejder i den døde krop. Vagtskiftet mellem liv og død tager plads lige for øjnene og næsen af os, som en påmindelse om den universelle død, der finder sted overalt, også i fjerne, sterile og hygiejniske krige på fjernsynsskærmen, uden at nogen stank når frem til os. Men også som en påmindelse om livets blinde ukuelighed, ormenes ustoppelige appetit på tilværelsen.

Og du bliver ved: I udstillingen God skabte du en model af et sønderbombet København, som daværende kulturminister Brian Mikkelsen forudseeligt forvekslede med Dresden, for døden hører jo ikke hjemme i den danske kanon. Døden passer ikke ind i værdikampens dogmer. Det er derfor, du er den onde tysker i dansk kunst, fordi du viser os, at døden også kunne være ein Meister aus Dänemark, og danskerne, når de træder ind på historiens scene, ikke altid gør det som uskyldige og ofre, men også villigt tager bødlens rolle. Døden indhenter også os, og nogen gange er vi dens villige partner i drab.

Universets ende

Udstillingen, der åbner i dag, er også fyldt med genstande, der henviser til døden. Der er en kiste støbt i bronze, en skovl til at grave det ventende hul i jorden, en klokke til at ringe det sidste farvel, og på væggen hænger tonstunge bronzerelieffer, hvor menneskeansigter synes at dukke op midt mellem plovfurer. Af jord er du kommet, til jord skal du igen blive. Men kisten kan ikke åbnes, skovlen er for tung til at løfte, klokken mangler en knebel, og i det øjeblik, man træder ind i rummet ligner den liggende klokkes indre slet ikke en klokke, men Stephen Hawkins sorte hul, universets ende.

En vis lighed med Marcel Duchamps ready-mades har disse genstande selvfølgelig. Men forskellen er måske vigtigere. En ready-made er en brugsgenstand fra hverdagslivet taget ud af dens sammenhæng og udstillet på et galleri, hvor den mister sin mening, ikke blot som nyttegenstand, men også som kunst. En ready-made er hverken kunst eller anti-kunst. Den var Duchamps protest mod en kunst, der var blevet fokuseret på det stoflige. Han ønskede en kunst, der var baseret på ideer og ikke kun besat af sit eget materiale.

Undergang

Du har selv betegnet dig som idékunstner snarere end stilkunstner. Dine ready-mades ligner strandingsgods fra en civilisation, der gik under, vores. Dine relieffer er en art fremtidsarkæologi, de rester af os, en ukendt race en gang vil finde når de graver sig gennem den forbrændte skorpe på en ødelagt jord, undergangen som et universalt vilkår, der ikke blot omfatter individer, men også kulturer, civilisationer og hele arter. Det er blevet trivielt at sige, at vi fortrænger vores egen død. Det er mindre trivielt at sige, at vi også fortrænger muligheden af vores egen civilisations undergang.

Da Duchamps lavede sine ready-mades, tænkte han på teknologiens tyranni og dens reduktion af mennesket selv til en brug og smid væk-genstand. Du har et andet perspektiv på dine ready-mades: At vi som art blot er en kosmisk brug og smid væk-genstand, livet selv en vittighed, hvis pointe vi aldrig vil kunne fatte, at kosmos kort sagt tager pis på os.

Duchamps mest berømte ready-made var en pissekumme. Dit værk er denne pissekumme i forstørret udgave. Du tager pis på os i oplysningens tjeneste, fordi du har set noget, vi ikke har.

Nihilist er du ikke. Nihilister har tomme hænder. Dine er fulde, men det, du rækker os, er dømt til at vække vores afsky, før vi ser skønheden i det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu