Baggrund
Læsetid: 5 min.

Så kan de lære det

En mor i New York står anklaget for børnemishandling, fordi hun smed sine to døtre på 12 og 10 år ud af sin bil og lod dem gå hjem. De fleste amerikanske børn ville ellers have godt af noget motion
Grænser. Er der grænser for, hvad mor bag rattet skal sig finde sig fra de halvstore tøser på bagsædet? Nej, synes den amerikanske folkestemning at mene.

Grænser. Er der grænser for, hvad mor bag rattet skal sig finde sig fra de halvstore tøser på bagsædet? Nej, synes den amerikanske folkestemning at mene.

Lars Wittrock

Moderne Tider
29. maj 2009

Det er muligt, at de kendte amerikanske medier - CNN, NBC, ABC, New York Times, Washington Post, The New Yorker - er proppet med historier om afhøringsmetoder, bankoverdragelser, regler for omgang med kreditkort og præsident Obamas sidste ideer om finanskrisen og krigen i Afghanistan. Men det lader ikke til, at det er det, de rigtige amerikanere taler om til daglig - alle dem, der bor uden for The Beltway, ringvejen rundt om Washington, hvor USA's politiske elite holder til.

De taler mestendels om det rigtige liv. Om tvangsauktioner, og om hvem naboens mand bedrager sin kone med, om skoleskyderier, benzinpriser, teenagesex, demente forældre, ildebrande, dyremishandlinger og Botox-behandlinger, der går galt f.eks.

Og så taler de om mødre og børn. Og det gør de virkelig. Jesper Juul er godt nok så vidt jeg ved ikke oversat til engelsk, men ideen om det kompetente barn er for længst nået over Atlanten, og generelt coacher, nurser, stimulerer og interagerer den gennemsnitlige amerikanske middeklasseforælder mindst lige så meget med sine børn som den danske ditto.

Nu er der kommet en enorm modreaktion, som man kunne sige sig selv måtte komme. Om dårlige mødre, forsømmende, egoistiske og - gys - ligeglade mødre. Dem har vi selvfølgelig haft længe. Alle dem, der optræder som 'lesbisk monstermor efterlader mishandlet barn til sikker død i tremmeseng' eller 'adoptivmor smider barn i sø' (overskrifter fra New York Post fra nogle uger siden).

Det nye er alle de velfungerende middelklassemødre, som råber op. Hvor det startede er svært at sige, men det er foreløbigt kulmineret med historien om en prominent sagfører, Madlyn Primoff på 45 år fra New York. For nogle måneder siden blev hun så godt og grundig træt af sine to piger på 12 og 10 år, der konstant skændtes så det føg i bilen på bagsædet, at hun smed dem ud af bilen. Den store løb efter bilen og blev lukket ind igen, mens den 10-årige blev tilbage i det i øvrigt pæne kvarter. Da moderen, storesøsteren og bilen var kommet hjem - fem kilometer væk - fordampede moderens vrede, men ak.

Anklaget

Da hun vendte tilbage på til åstedet for at finde sin yngste, var hun væk. Primoff henvendte sig til politiet, og barnet blev imens fundet af en venlig kvinde, som havde givet pigen en is, og taget hende til en anden politistation.

Resultatet: Primoff står nu anklaget for at have bragt sine børn i fare og er dertil blevet outet i alle amerikanske folkelige medier som prototypen på en dårlig mor, hun er blevet spammet med hademails, truet på vej til arbejde, fået mærkelige ting sendt med posten og hendes hjem og bil er blevet overmalet med graffiti. Samtidig har såkaldt familievenlige organisationer brugt historien som dokumentation for, at det er en rigtig dårlig ide for kvinder at forsøge sig med at være mor og topjurist samtidig. For se blot, hvordan det går. Det var helt klart for meget for Primoff både at skulle have overskud til sagsmappen på arbejdet og sine to stakkels (læs: understimulerede og forsømte) børn, lyder det.

Man kunne mene - sundhedstilstanden og ikke mindst den alarmerende kurve over fede amerikanske børn, der ikke kan bevæge sig 100 meter uden stort besvær in mente - at det ikke har meget med børnemishandling at gøre at efterlade to store børn på fortovet i et pænt amerikansk kvarter ved højlys dag. To børn, der var ved talens fulde brug og kunne have fundet hjem uden problemer. De fleste forældre har prøvet at befinde sig i den stressede situation, at børnene råber og skriger og måske endda slår ud efter hinanden bag i bilen, mens man selv forsøger at koncentrere sig om at manøvrere i trafikken. Ville det ikke ærligt talt være herligt bare at kunne sætte dem af og køre videre i fred. Bare en gang i mellem ?

De mange forargede røster om Madlyn Primoffs manglende moderskabsevner - og protesterne imod sigtelsen - har først og fremmest fundet sted i tabloidmedierne og så på en enorm bunke blogs om moderskab. Som f.eks. Therese J. Borchards med titlen, Beyond Blue; hun skrev for tre år siden bogen The Imperfect Mom. Debatten har også kørt i forbindelse med den helt nye Bad Mother: A Chronicle of Maternal Crimes, Minor Calamaties, and Occasional Moments of Grace. Sidstnævnte er forfattet af Ayelet Waldman, der for et par måneder siden skrev en artikel i New York Times, om, at hun elskede sin mand højere end sine børn, hvilket også indbragte hende et par dødstrusler (og pæn reklame for bogen).

Ekstreme reaktioner

Endelig skete noget i samme retning for Leonore Skenazy hvis bog, Free Range Kids, lige er udkommet.

Baggrunden for Skenazys bog er en oplevelse hun havde sidste år, da hun blev udskreget på samtlige store kabeltv-kanaler som Amerikas værste mor. Skenazys havde ladet sin dengang ni år gamle søn tage subway'en hjem alene. Efter have øvet ruten med ham og have forsynet ham med penge til at ringe hjem for, 20 dollar til en taxi, hvis alt skulle gå galt og et kort over New Yorks Subway. Det havde hun skrevet en klumme om i en lokalavis; ikke - som hun senere forklarede - fordi hun egentlig syntes, det var noget særligt selv, men fordi reaktionen fra hendes kvindelige venner var så - syntes hun - ekstrem. "Det vil jeg også lade min søn gøre; når han skal i gymnasiet," var den mest venlige. Resten mente hun var sindssyg eller bare en ravnemor.

OK. Vi er i USA og ikke i Danmark. De fleste danske mødre vil godt lade deres børn tage S-tog, Metro eller bus, når de er nået en vis alder. Men hvad med de mødre, der bare ikke gider lege med deres børn ? Jeg melder mig gerne i koret. Jeg vil gerne læse historier, synge sange og bage pandekager. Men jeg gider ikke Lego, rollespil, lege med biler, dukker eller modellervoks. Der må være grænser. Jeg går også ind for selektiv bestikkelse (I får en is, hvis I går i seng/ikke skændes/deler med hinanden/går i børnehave uden vrøvl) og jeg har puttet sukker på sutten og ladet min treårige være alene hjemme foran videoen, mens jeg løb ned i 7-Eleven efter yoghurt.

Jeg gider ikke

Jeg vil også hellere se gamle afsnit af Sex and The City end flere afsnit af Sigurds Bjørnetime for slet ikke at tale om Cirkeline. Jeg vil hellere i biffen, på kunstmuseum eller på bar end at se flere dårlige skolekoncerter med blokfløjter, der hviner. Vil hellere til fitness end til børnefødselsdag.

Jeg takker himlen for min (søde, danske ikke-underbetalte og ikke-slaveagtige) au pair, der laver mad til mine unger, så jeg kan sidde foran min computer og skrive mine mails og artikler og passe mit sociale liv på Facebook. Lur mig, om ikke vi er en del, der på trods af alt dette rent faktisk elsker vores små ulidelige guldklumper, men bare ikke orker non stop at spille rollen som den perfekte varme og vellugtende økomor med rugbrød i håret og hjemmelavet trylledej på køl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her