Læsetid: 5 min.

Sikken et tempo, sikken en timing

Der er tennis, og så er der professionel tennis. Caroline Wozniacki spiller professionel tennis - i disse dage ved de åbne franske mesterskaber i Paris
Kroppens rytme. Caroline Wozniackis mundvig gør en trækning nedad, hver gang hun slår til bolden. Det er ikke noget, hun er bevidst om, det sker helt af sig selv. Engang begyndte hun på det, og nu er det blevet en fast integreret del af hele den rutine, der er hendes tennisslag.

Kroppens rytme. Caroline Wozniackis mundvig gør en trækning nedad, hver gang hun slår til bolden. Det er ikke noget, hun er bevidst om, det sker helt af sig selv. Engang begyndte hun på det, og nu er det blevet en fast integreret del af hele den rutine, der er hendes tennisslag.

Benoit Tessier

30. maj 2009

Jeg sidder på centre court i Paris og tænker på Thomas O'Bassey. Thomas O'Bassey var lidt af en regional berømthed midt i 90'erne. Hvis man var teenager og tennisspiller i Nordsjælland, kunne man ikke undgå at have hørt om ham. Jeg var begge dele, og jeg var virkelig spændt, da vi skulle spille holdkamp mod Hillerød med Thomas O'Bassey på holdet.

Det var ikke fordi, O'Bassey var en meget bedre tennisspiller end alle os andre (selv om han var en meget bedre tennisspiller end mig), han spillede ikke engang førstesingle for sit hold. Det var heller ikke fordi, han havde brun hud og et fremmedklingende navn (selv om begge dele hørte til sjældenhederne i tenniskredse). Nej, når Thomas O'Bassey var et samtaleemne blandt 15-årige ketsjerentusiaster, var det fordi, han servede så sindssygt hårdt, at vi aldrig havde set noget lignende.

Han var tæt bygget og tidligt udviklet, så mens vi andre ranglede rundt i forskellige stadier af puberteten, var O'Bassey allerede et regulært muskelbundt. Hans førsteserver var eksplosive. Opkastet var kort, og præcis når bolden var på sit højeste, blev O'Bassey til én stor, spændt muskel, der på et splitsekund kanaliserede al sin energi ud i det reneste træf på bolden. De ramte ikke altid plet, serverne, men når de gjorde, var der ingenting at stille op.

Vi satte Ole Donovan til at spille mod ham. Stakkels Ole var chanceløs. Når han en sjælden gang nåede at svinge ketsjeren, krøllede den fuldstændig sammen i hånden på ham under trykket fra O'Basseys projektil. Vi andre stod ude bag hegnet og kiggede på i stilhed. Det var det hurtigste, vi nogensinde havde set en tennisbold flyve gennem luften. Glem om vi kunne serve lige så hårdt som O'Bassey, vi kunne ikke engang genere så meget fart, når vi tyrede bolden ukontrolleret ind i hegnet.

Det hed sig, at O'Basseys serv var blevet målt til 180 km/t. Når jeg sidder her på centre court i Paris og tænker på Thomas O'Basseys server, er det fordi, jeg sidder og ser Caroline Wozniacki spille sin første kamp ved årets franske mesterskaber. Hun har lige sendt en førsteserv af sted med 177 km/t.

Det ubevidste slag

Man har ikke set Caroline Wozniacki spille tennis, før man har set hende spille i levende live. Man har i hvert fald ingen fornemmelse af, hvor hårdt hun slår til en tennisbold, før man har stået ved siden af banen og set det med egne øjne.

Tidligere på ugen stod jeg ude ved court 15, hvor hun trænede med sin faste sparringspartner Mats under ledelse af far Piotr og den hollandske træner Sven Groeneveld. Det er fascinerende at se professionelle spillere træne, især fordi man kan komme helt tæt på banen. Så går det op for en, hvor stor forskel der er på at se tennis i fjernsynet og i virkeligheden. Tempoet lader sig slet ikke overføre til skærmen.

Det er et spørgsmål om perspektiv: Når man ser tennis i tv, ser man det som regel fra et kamera, der befinder sig et godt stykke bag baglinjen, hævet højt over jorden. Denne skrå vinkel sikrer seeren det fulde overblik, men forvrænger samtidig banens proportioner, så den ser nærmest kvadratisk ud. Man har ikke nogen fornemmelse af, hvor langt de to spillere egentlig står fra hinanden og derfor heller ingen fornemmelse af, hvor langt bolden når at bevæge sig på det lille sekund, den er om at nå fra ende til anden.

Der er ingen tvivl om, at court 15 er 23,78 meter lang. Og der er ingen tvivl om, at Caroline Wozniacki har slået flere hundredetusinde forhåndsslag i sit liv. Ellers ville hun ikke kunne stå her og dirigere den ene bold efter den anden op ad linjen, som var den trukket efter en snor.

Hendes mundvig gør en trækning nedad, hver gang hun slår til bolden. Det er ikke noget, hun er bevidst om, det sker helt af sig selv. Engang begyndte hun på det, og nu er det blevet en fast integreret del af hele den rutine, der er hendes tennisslag.

På mange måder er et tennisslag på dette niveau en ubevidst handling. Når man tænker på, hvor meget der skal tages højde for på så kort tid, bliver det klart, at kroppen må bero på sin egen hukommelse. Når Mats sender et slag ned mod Wozniacki, skal hun justere sin forhånd alt efter boldens hastighed, spin, vinkel og højde over nettet. Hver af disse faktorer er afhængige af bl.a. Mats' placering på banen og greb på ketcheren, ligesom de er indbyrdes afhængige, sådan forstået at boldens hastighed afhænger af, hvor meget spin den har, og med hvilken vinkel den bliver slået. Kombinationerne er uendelige. For at Wozniackis slag skal blive en succes, skal hun koordinere sit løb og sit sving nøjagtig sådan, så hun træffer bolden - der kommer mod hende med over 100 km/t - når den er en armslængde fra hende og med lige præcis den vinkel på ketsjerhovedet og fart og retning på svinget, så de ballistiske egenskaber fra Mats' slag bliver overført til et slag ret op ad linjen.

Wozniacki udfører dette gang på gang i fuldt løb, så bolden lander med en kvadratmeters nøjagtighed 23 meter væk. Det er nærmest ubegribeligt.

Fine resultater

Jeg tilstår, at jeg, inden jeg tog herned for at dække les Internationaux de France, havde leget med tanken om at få lov til at slå et par slag med Caroline på en af hendes hviledage. Måske spille et parti eller to, man var trods alt klubmester i Frederiksværk engang, det kunne da være meget sjovt at prøve evnerne af mod en professionel.

Den drøm blev begravet herude på court 15. Jeg har intet at gøre på den bane. Ikke en gang for sjov. For det ville ikke være spor sjovt, det ville allerhøjst være gabende kedeligt for hende og aldeles ydmygende for mig.

Det går i øvrigt udmærket for hende, resultatmæssigt. Hun vandt en svær første runde over russeren Vera Dushevina og slog forleden den amerikanske veteran Jill Craybas i anden runde. Hun spiller næste kamp mod sin rumænske doublemakker og gode veninde, Sorana Cirstea, i dag, lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Og den kamp mod veninden; Cirstea tabte hun. Og hvorfor?

Fordi hun nægter at give op, eller mere præcist: lytte til sin krop, som fortæller hende, at hun skal stoppe, tage en pause, få healet kroppen, repararet skaderne.

Og hvorfor gør hun det så ikke ?

Mit gæt er at hun (ubevidst) ikke vil skuffe farmand.

Jonas Vinding Thomsen

Ja, den tanke strejfede også mig. Ingen tvivl om, at det på flere måder er problematisk at have sin far som træner. Ok, pigen er ung, og måske har det været en støtte for hende indtil nu at have farmand på sidelinjen; men som en del af hendes modningsproces - både som spiller og menneske - ville jeg helt klart anbefale at få adskilt familierelationerne og elitesporten.

Faren skal naturligvis ikke dømmes på forhånd; men det er jo efterhånden næsten en kliché at tale om forældre (især fædre), der pacer deres børn frem - fordi det netop foerekommer så ofte - om det så blot skyldes deres forlængede (nemlig ud i børnene) ego, deres egne ikke-indfriede sportslige ambitioner eller hvad ved jeg. Alene af den grund ville det også være klædeligt, hvis faderen selv valgte at trække sig som træner. Datteren er jo topidrætskvinde nu. Der skal nok findes en kvalificeret top-træner til hende derude ...

Anders Haahr Rasmussen:

"Der er tennis, og så er der professionel tennis. Caroline Wozniacki spiller professionel tennis..."

Caroline Wozniacki er ikke engang fyldt tyve år, og er allerede godt på vej til at blive sportsinvalid. Utroligt at Anders Haahr Rasmussen og Dagbladet Information falder på halen for den slags.

Kilde:
http://politiken.dk/sport/tennis/article723692.ece

Lennart Kampmann

I sport og ballet er pensionsalderen lav, typisk under 40 år. Musikere, dansere og sportsfolk skal endvidere starte ganske tidligt i livet for at komme helt til tops.

Intet kommer af intet. Hvis man ikke starter tidligt kommer man aldrig til tops. Og der er sikkert koldt på toppen, hvis man skal lytte til de ovenstående kommentarer.
Men man kan ikke tage fra en bjergbestiger at han har været på toppen. For nogle er det hele livet værd at komme derop. Det skal man da ikke synes er synd, men rettere beundre drivkraften bag.
Hvis ingen vil op på toppen, ville vi blot sidde tavse og spise vores boghvedegrød uden saft.

Stor kunst kræver store (personlige) ofre.

Med venlig hilsen
Lennart