Læsetid: 4 min.

Fra ydmygelse til storhed

Når spansk fodbold lige nu skal vise sig fra sin bedste side, toner FC Barcelona frem. I aften spiller holdet mod Real Madrid i et af fodboldens mest klassiske opgør. En kamp der samtidig skal slette ydmygelsen over dem alle
Drømmebold. Med stjernespillere på samtlige pladser - som uregerlige Iniesta i in fight med Valencias Miguel - bærer det nuværende FC Barcelona kimen til at blive det første rigtige drømmehold, der i kamp efter kamp spiller drømmefodbold.

Drømmebold. Med stjernespillere på samtlige pladser - som uregerlige Iniesta i in fight med Valencias Miguel - bærer det nuværende FC Barcelona kimen til at blive det første rigtige drømmehold, der i kamp efter kamp spiller drømmefodbold.

Llouis Gene

2. maj 2009

Når FC Barcelona i denne sæson spiller bedst, har et spansk fodboldhold aldrig i nyere tid spillet bedre. Med kridtstreg under aldrig.

Det er vanskeligt at pille bestemte sekvenser ud på bekostning af andre, fordi så mange har været mindeværdige, og fravalgene har en kvalitet, andre hold vil gå gennem ild og vand for.

For at forstå katalanernes opblomstring er det derfor også mere givende at gå tilbage til en af de sorteste dage i FC Barcelonas historie.

Til den dag i sidste sæson, da en smældende ydmygelse uddelt af ærkerivalerne fra Real Madrid, satte det hele i gang.

Madrilianerne havde sikret sig mesterskabet, hvorefter skæbnen var så ubamhjertig og hård ved FC Barcelona, at de i den efterfølgende kamp skulle spille på Real Madrids hjemmebane, Bernabeu. Ubamhjertigt var det, fordi traditionen i spansk fodbold forlangte af FC Barcelona, at holdet inden kampen som en anden æresvagt skulle hylle Madrids mesterhold.

Her stod Barcelona-spillerne så og klappede sammenbidt, kun 50 meter fra den loge, hvorfra diktator Franco trofast fulgte Real Madrid, når han ikke var optaget af sit fascistiske projekt, der havde undertrykkelse af byen Barcelona som en af kernerne.

Anfører Carlos Puyol så ud som en forsmået fraggel i hovedet, træner Frank Rijkards små hårtotter strittede bittert og lignede mere shitlocks end dreadlocks, mens klubpræsident Lapota oppe på tribunen havde en mine, som havde et tyrehorn endegyldigt sat sig fast i hans bagdel.

Siden har rigtig meget blandt folk omkring FC Barcelona handlet om at komme tilbage til Bernabeu og give igen for denne ydmygelsernes ydmygelse. Et element der også - helt uden al virakken om det spanske mesterskab - garanterer drama, når de to hold i aften støder sammen.

Bedre end Galacticos

Ydmygelsen betød også, at træner Frank Rijkard blev fyret og erstattet med FC Barcelonas gamle midtbaneikon Josep Guardiola.

Frem for at satse på nyindkøb har Guardiola i stedet tilført FC Barcelonas traditionelle boldbesiddende stil et langt mere aggressivt element, hvor spillet uden bold er blevet lagt længere frem på banen, og presset på modstanderen bliver udført af den nærmeste spiller - uden skelen til, om han ellers er at regne som angriber eller forsvarer.

Danmarks største kender af FC Barcelona, Søren Wennerwald, taler derfor om, at Guardiola har genopfundet genpresset, fordi træneren efter hvert boldtab, i seks-syv sekunder, lader sine spillere bryde deres givne roller og prioriterer bolderobringen over deres normale placering.

Det har givet flere pudsige situationer, hvor Messi og Eto'o lidt klosset jagter modstandere rundt på banen. Men det virker. For Guardiolas ide om at bringe samme energi ind i modspillet som i opspillet er hele forskellen fra de sidste sæsoner til nu, hvor holdet i mange kampe spiller i randområdet af det sublime. Lige dér hvor skalaen knækker og bliver til drømmefodbold, og hvor det også kun er naturligt at sammenligne med tidligere spanske storhold. Hold som Cruyffs Barcelona-hold fra 1990'erne og Real Madrids Galacticos fra midten af årtiet.

'Cannonball'

Cruyffs FC Barcelona spillede drømmefodbold, men holdet var ikke et drømmehold i den forstand, at det var besat med store spillere på alle pladser. Spillere som Nadal, Sergi og Salinas fyldte godt på holdet, men de var også kun fyld sammenlignet med spillere som Laudrup, Stoichkov og Barkero.

Galacticos var omvendt et drømmehold, der ikke spillede drømmefodbold. Der var fantastiske kampe, men Real Madrid spillede i de sæsoner færre kampe på det allerhøjeste niveau, end FC Barcelona har spillet alene i denne sæson.

Med stjernespillere på samtlige pladser som uregerlige Iniesta, allestedsnærværende Alves og Messi, der vel er sin generations bedste overhovedet, bærer det nuværende FC Barcelona kimen til at blive det første rigtige drømmehold, der også i kamp efter kamp spiller drømmefodbold.

Skal man udpege svagheder på holdet, skal man udpege dem, som man udpeger den person, der løber langsomst på hurtige stafethold. Eller som man udpeger Julian 'Cannonball' Adderley, der selvom han var en fremragende saxofonist, stadigvæk var det svageste led på det hold af musikere Miles Davis samlede til indspilningen af Kind Of Blue.

FC Barcelonas 'Cannonball' Adderley er nok målmand Victor Valdez. Vel at mærke på trods af at han er den målmand i den spanske liga, der er gået færrest mål ind på.

Resultaterne mangler

Der vil naturligvis være dem der siger, at nærved og næsten, ingen mand slår af hesten. At Guardiolas FC Barcelona og det smukke spil ingenting er værd, hvis ikke holdet vinder en af de tre titler - det spanske mesterskab, pokalen og Champions League - holdet kæmper med om.

Skulle det gå sådan - og står katalanerne tilbage uden en eneste titel, når sæsonen er slut, ændrer det bare ingenting. Drømmeholdet har stadig spillet drømmefodbold i trekanter, der roterede om sig selv og vendte sig, så spidsen pegede mod publikums hjerte. Fodboldkampe med de søde drømmes træk. Som man alt for sent opdager ikke kan fastholdes, fordi de alt for hurtigt er forbi.

At lade manglende resultater overskygge det spil, svarer til at sige, at Citizen Kane er en dårlig film, fordi den ikke vandt en Oscar for bedste film. Så bytter man nemlig om på tæller og nævner og regner forkert. To streger under resultatet eller ej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu