En underholdende omgang ’splatstick’ - en kombination af ’splatter’ og ’slapstick’ - som Drag Me to Hell er måske ikke lige, hvad man forventer sig af filmfestivalen i Cannes. Men ingen er så overrasket som filmens instruktør selv, Sam Raimi, der gæster den sydfranske ferie- og festivalby med en film for kun anden gang i sit liv.
Første gang var for næsten 30 år siden, da han viste sin spillefilmdebut, gyseren Evil Dead (1981), på festivalens filmmarked uden forventninger til, at den kunne sælges. Men solgt blev den til England og Frankrig, og det var startskuddet til en karriere, som blandt andet har begavet Raimis efterhånden store fanskare med de tre fantastiske Evil Dead -film (1981-92), den stilfulde og opfindsomme Darkman (1990), der var en hyldest til Universals klassiske monsterfilm, The Quick and the Dead (1995), en stjernespækket westernpastiche, A Simple Plan (1998) og The Gift (2000), to intense, underspillede thrillers, og ikke mindst de tre Spider-Man- film (2002-07), der for alvor har løftet Raimi op i filminstruktørernes superliga og ligesom de fleste af hans tidligere film er fyldt med visuel energi, originalt kameraarbejde og humor.
En god gyserfilm
Og nu vender Sam Raimi altså tilbage til den humoristiske gyserfilm med Drag Me to Hell, der handler om en ung kvinde, som tager en moralsk forkert beslutning og derfor bliver forbandet af en uhyggelig, sigøjnerlignende gamling.
At filmen er blevet inviteret til Cannes, opfatter Raimi som en understregning af franskmændenes sans for at opdage og dyrke genrer og film, ingen andre dyrker. Men da jeg sammen med en håndfuld andre journalister møder ham på et af Cannes- mere fornemme hoteller for at tale om Drag Me to Hell, erkender han dog blankt, at han var nervøs for at vise filmen i Cannes. Ikke mindst frygtede han, at kritiske røster ville mene, at festivalen sænkede sine høje standarder ved at vise hans morsomme og splattede gyserfilm, ligesom han var overbevist om, at den i bedste fald ville dele publikum i to - dem for og dem imod.
Men det viser sig, at Raimi har bekymret sig unødigt. Filmen bliver godt modtaget af kritikerne, der nyder blandingen af gys og humor, og siden har den også erobret de amerikanske biografer.
Frihed til improvisation
I forhold til Spider-Man -filmene, der er enorme studieproduktioner, er Drag Me to Hell en meget mere beskeden film, hvilket var det helt rigtige for Raimi lige nu, fortæller han. De to meget forskellige måder at arbejde på sammenligner han med at gå fra at dirigere et stort symfoniorkester, hvor alt er planlagt ned i mindste detalje, og til at spille med i et jazzband, hvor strukturen er mere løs, og improvisation er tilladt.
Han har haft en stor grad af frihed i arbejdet med Drag Me to Hell, hvilket han har nydt meget, og selv om han så småt er i gang med forberedelserne til en fjerde film om den maskerede edderkoppemand og superhelt, har han tænkt sig at vende tilbage til billigere og dermed mindre krævende og forpligtende projekter indimellem de store produktioner.
Men nu er det gysergenren, vi skal tale om, og hvad er mere oplagt end at begynde med et spørgsmål om, hvad der efter Ramis mening gør en god gyserfilm
»Der findes så mange forskellige slags gyserfilm,« siger instruktøren, der er en jakkesætklædt og meget høflig mand på 49 år.
Forskellige slags gys
»Der findes så mange forskellige former for gys; alle disse forskellige slags smag. Det minder mig om chokolade. Der er den følelse, hvor ens nakkehår rejser sig, og det risler én ned ad ryggen. Så er der det store chok, som gys også har at byde på. Det er en anden smag. Jeg elsker, når noget ukendt kommer, og det er ubønhørligt og uundgåeligt, og der buldres løs på lydsporet. Og så er der - jeg kan bedst udtrykke det gennem musik - angrebets hurtige rytme. Monsteret er der, og personen skriger, og man beder for vedkommendes liv og håber for Guds skyld, at han eller hun klarer sig. Der findes alle disse, ikke bare tempi, men følelser af frygt. Der er også den der mere stille slags uhygge, hvor man ikke er helt sikker på, hvad man har set eller hørt - hvis man overhovedet har set eller hørt noget.«
»Jeg elsker gyserfilm, der rummer mange forskellige slags smag. Nogle vil sige, at det ikke er særlig rent, men jeg synes, at de er så lækre. Jeg kan også godt lide store portioner suspense; når man bruger suspense til at bygge op til et bestemt chok eller forløsning. Jeg kan godt lide humor i gyserfilm. Bland, afkøl og server ordentligt. Hvad gør en god gyserfilm Jeg vil mene, at filmmageren virkelig skal tro på det, han gør. Det er en afgørende ingrediens i en god gyserfilm. Og appellere til publikums fantasi, så det virkelig bliver suget ind i filmmagerens vision.«
Ubehagelig og grådig
Sam Raimi nævner George Romeros Night of the Living Dead (1968), Alejandro Amenábars The Others (2001) og Jacques Tourneurs Night of the Demon (1957) som rendyrkede gyserfilm, han holder meget af. Men, siger han så, »min form for gys virker bedst med humor. Rendyrkede gyserfilm kan være smukke og kraftfulde, men jeg er lidt af en kujon og tror ikke, at jeg kan håndtere en rendyrket gyserfilm. De skræmmer mig, ikke mindst fordi min egen måde at håndtere gys på er ved at fnise nervøst eller grine. Det er en naturlig del af det for mig.«
»Jeg har også som filmskaber fundet ligheder mellem opbygningen af suspense-scener, der fører til et chok, og humoristiske scener, der ender med en punchline, og jeg har opdaget, at jeg kan flette de to ting sammen. I lighed med andre filmskabere kan jeg se, hvordan humor letter spændingen og giver mig mulighed for at bygge en endnu større spænding op. På mange måder virker det, som om humor og gys understøtter hinanden, og jo flere film, jeg laver, jo mere føler jeg, at humor og gys er meget tæt på hinanden. Begge følelser er ukontrollerbare og uden for vores rækkevidde på en eller anden måde. De komplementerer hinanden.«
Gys til tiden
Hovedpersonen i Drag Me to Hell arbejder i en bank og bliver ramt af en forbandelse, da hun giver afslag på et lån til en gammel dame. Filmen virker næsten designet til en tid med finanskrise og bankkrak - hvem har ikke haft lyst til at kaste en forbandelse over sin bankrådgiver! Men, forklarer Sam Raimi, det er et tilfælde, fordi han skrev første udkast til historien sammen med sin bror, Ivan, for efterhånden mange år siden.
»Da vi skrev filmen, vidste vi ikke, at der ville komme en finanskrise,« siger instruktøren.
»Men vi valgte, at vores hovedperson skulle arbejde i en bank, fordi vi ville have, at hun skulle foretage et valg. Et syndigt valg. Og vi ville have, at publikum skulle identificere sig med hende på trods af det. Vi følte, at det ville være bedre for hende ... hvis vi synder eller gør noget forkert, skyder mange af os skylden på institutionen, vi arbejder for og har begået denne forbrydelse for. Vi regnede med, at folk ville forstå det, fordi hun arbejder i en bank, og synes, at det er ok at begå denne synd af grådighed, fordi det gælder hendes arbejde. En bank er en institution, som man godt ved indimellem og ganske åbenlyst gør ubehagelige, uhjælpsomme og grådige ting mod folk.«
Drag Me to Hell anmeldes her på siden
