Læsetid: 4 min.

Dengang det hele hang sammen

Som optakt til Wimbledon, en snak med Mats Wilander om livet som professionel tennisspiller før og nu. Gæsteoptræden af John McEnroe
Tilbageblik. Svenske Mats Wilander spillede mod franske Yannick Noah til en venskabskamp i Tennis Show 2009 i Bogota, Colombia 18. april 2009. Wilander mener, at tennis er blevet temmelig maskinelt siden han spillede professionelt i 1980 erne.

Tilbageblik. Svenske Mats Wilander spillede mod franske Yannick Noah til en venskabskamp i Tennis Show 2009 i Bogota, Colombia 18. april 2009. Wilander mener, at tennis er blevet temmelig maskinelt siden han spillede professionelt i 1980 erne.

Leonardo Munoz

20. juni 2009

Skolelærere kender det i form af skriftlige elevplaner, nationale test og konstant dokumentation. Det er en udvikling, der finder sted vidt og bredt, man kan kalde det en professionalisering. Det handler ikke mindst om kontrol, og det gør sig naturligvis også gældende i eliteidræt.

Tag fodboldspillere som eksempel. De holdes i stram snor, omgivet af trænere, diætister, fysioterapeuter og agenter, der sørger for den minutiøse tilrettelæggelse af spillerens liv. Kosten er nøje sammensat, styrketræningen individuelt udregnet, alt er sat i system, fra løbeøvelser, udmattelse og hviletid, til sponsorpleje, interviews og autografskrivning.

Intet er overladt til tilfældighederne, det er der ganske enkelt ikke råd til.

Spillet på banen er ikke bare et spørgsmål om at vinde eller tabe, det handler om trøjesalg for millioner, tv-rettigheder for milliarder, aktieinvesteringer, og forretningsforbindelser af sådan en kaliber, at der ikke er plads til de store udsving.

Der er for meget på spil til, at Preben Elkjær kan sidde nede i omklædningsrummet og ryge, og heller ingen ukontrollerede vredesudbrud foran tv-kameraerne, tak, hvad vil sponsorerne ikke tænke.

Moderne maskiner

Mats Wilander var professionel tennisspiller i 1980'erne. Han var en af de bedste, fra han som upåagtet 17-årig vandt French Open i 1982, til han dominerede sporten i 1988, vandt tre ud af fire grand slam-turneringer og sluttede året som verdensranglistens nummer et.

Det er underholdende at læse hans beskrivelser af livet dengang. Om at spille guitar med John McEnroe ud på de sene aftentimer, rejse på bilferie mellem turneringerne, skrive digte, gå på drukture, tage til koncerter og hænge ud med rockstjernerne.

Selv med forbehold for nostalgiens idyllisering lyder det forskelligt fra tilværelsen som professionel tennisspiller i dag.

»I dag er de mere som maskiner,« siger Mats Wilander, da jeg møder ham i pressebaren en lørdag eftermiddag ved de franske mesterskaber, som han kommenterer for Eurosport.

»De begynder at specialisere sig som små, og jeg tror passionen bliver dræbt tidligere. Der er mange af spillerne i dag, som siger, 'når jeg er færdig på touren, så skal jeg aldrig mere spille tennis'. Der tror jeg nok, vi havde det meget sjovere i vores generation,« siger Mats Wilander, som stadig spiller på den såkaldte Champions Tour med de andre legender.

»Vi spillede bare en masse tennis, og så var det pludselig: 'Aha, jeg er prof i tennis, hvor heftigt'.«

Då vet ja

I bogen Mats Wilander och spelet bakom rubrikerna fra 1990 kan man læse uddrag fra hans dagbog og en række digte om alt fra kærlighed og fester til krig og Palme-mordet. Et af digtene hedder Då vet jag , det er fra 1985, da Wilander var 20 år gammel:

Jag tar mig fram till baren
och får något att dricka. Sveper
det med hastighet som ljuset.
Då vet jag ...
När jag står framför toaletten,
tittar rakt in i väggen och säger:
This is crazy.
Då vet jag ...
När jag kommer till hotellrummet,
sätter på 'Zimmy' på band-spelaren
och somnar långsamt.
Då vet jag ...
När klockan ringer tidigt
och jag har huvudvärk.
Då vet jag att det som hände igår
är ett måste.

Mats Wilander forklarer, hvorfor byturene var 'ett måste'.

»Nogle gange sagde vores træner til os, at vi skulle gå ud. Så sagde han bare, 'boys, gå ud, I skal i byen, I har brug for give los'. Det var ikke fordi vi absolut skulle drikke os i hegnet, men det var vigtigt at komme ud og have det sjovt ligesom andre unge, møde nogle mennesker uden for tennis.«

»Det hele hang sammen. Jo sjovere og mere interessant livet uden for banen var, desto bedre koncentrerede jeg mig på banen.«

Ét liv

Pludselig begynder Mats Wilander at grine, mens han kigger op mod baren bag mig.

»Fik du ikke nok i går,« siger han på engelsk til en amerikansk kollega. Det viser sig at være hans gamle ven John McEnroe, den tidligere amerikanske tennisstjerne og nuværende tv-kommentator, der tilsyneladende får sig en reparationsøl.

»Det er en farlig vane at begynde at drikke videre med det samme dagen efter,« siger Mats Wilander med et smil på læben.

»Jeg stoppede, inden det blev for sent,« forsikrer McEnroe. »Anyway, det var sgu sjovt.«

»Både for John og jeg handlede det meget om tennis og rock'n'roll,« fortæller Mats Wilander. »Jeg er stor fan af Ulf Lundell og Bob Dylan, og det var ikke fordi, jeg ville være ligesom dem, man for fanden, hvor heftigt, man er ude og rejse og spiller tennis og går til koncerter og møder musikere, og til sidst føler man sig, som de føler sig.«

»Bob Dylan går jo heller ikke rundt sådan her (Mats Wilander imiterer en funktionær med tomt blik) for så pludselig at skrive tekster og lave musik. Han ser jo verden på en helt anden måde, og det var det samme for mig, alting var sådan her (Mats Wilander fletter fingrene), det hele hang sammen.«

»I dag har man følelsen af, at spillerne bare er (Mats Wilander laver en vedvarende, maskinel 'mmmmmm'-lyd og slår tennisslag ud i luften) ... at spille tennis har ingenting med livet at gøre. Som John McEnroe sagde det i går, da vi var ude og spise: Han synes, det er fantastisk imponerende, at Nadal (verdensranglistens nuværende nummer et, red. ) kan gå ind til hver eneste kamp og aldrig lade sit liv uden for banen gøre ham dårligere på banen. Af og til er man forbandet på kæresten, og så kryber det ind i tennisspillet, men det gør det ikke for Nadal.«

»Det hang meget mere sammen for os. Vi var ikke lige så professionelle, det var ikke et job, det var ... tennis, musik, kærester, det hele, det var ét liv. I dag virker det som om, de har to liv. Uden for og på banen. Det havde vi ikke. Jeg havde i hvert fald ikke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu