Klumme
Læsetid: 4 min.

Har du dræbt et idol i dag

Da Throbbing Gristle spillede på Statens Museum for Kunst i sidste uge, var der dømt andagt for den sidste slat af den idoldyrkende generation. Fra nu af handler det kun om mig …
Fankultur. YouTube, Big Brother og resten af tabloidpressen ser alt. Vi ved alt for meget, mener klummeskribenten.

Fankultur. YouTube, Big Brother og resten af tabloidpressen ser alt. Vi ved alt for meget, mener klummeskribenten.

Bax Lindhardt

Moderne Tider
26. juni 2009

Der var legender i byen. Af den seriøse slags. Den slags særlige mennesker, som har opfundet genrer, brudt grænser ned og ændret deres køn - før alle andre og frem og tilbage og over tre årtier. Den slags events hvor folk har sat kryds i alle kalendere og sparet penge og energi og stivet de fineste og sorteste puds af. Alle, der har haft noget at gøre nede i skellet mellem punk og tidlig techno, var placeret på de skrånende trapper, der pegede ned på den uglamouriøse opstilling af fire workstations, tændt lys og fuld højtidelighed. Fra de sejeste og sureste ekspedienter fra byens overlevede pladebikse, til computerbriller og hanekam. De var der alle sammen. Den eneste, der sådan set manglede, var PeterPeter - men det var jo også hans gamle med/modguitarist fra Sort Sol - Lars Top Galia, der gennem sit alternative eventbureau havde hevet de britiske skeletter ud af skabet og fået dem til Danmark. Jeg har hørt, at det stilskabende band er på Peters personlige top 3 - Shit, hvor tiden lægger æg i nogens sår.

Nå, men jeg kom til glad sammenligning hjem fra en ellers forlænget tur til Spanien. Jeg har aldrig været så brun og overvejede at være helt i hvidt, men synes alligevel ikke, der er nogen grund til at skille mig ud fra hverken mængde eller mig selv, og jeg har altid haft godt med idoler og autoritetstro. Nu sad jeg så der omgivet af 80 er børn, der jo nok er den sidste slat af en loyal! generation. De sidste, der har helte, der ikke er betinget af succes-kriterie. Siden de tidligere 80 ere, hvor punkerne og yuppierne hårdt kæmpede en kulturkamp, og hvor yuppierne så sviende vandt - har der ikke været en eneste subkultur, som ikke blev defineret på andet end succeskriterie. Punkkulturen er i sit udgangspunkt bygget op omkring alle dem, der kommer for sent til aftaler, brænder alle broer og brænder ud og brænder op. Punkens hall of fame er fuld af tabere, junkier, dem der døde, og dem der fuckede op.

Alle vil lege lidt med

Siden engang i 80 erne har det primært handlet om at levere - hver gang. Overgå sidste plade, sidste show, flere penge, mere omtale. Og i takt med hele det ræs - slukker alle selvfølgelig hurtigere for den kreative knap og ikke på den måde - hvor det er sejt og en del af en mere hardcore plan og afvigeræstetik. Flere og flere mere eller mindre talentfulde unge mennesker - starter i mainstreamens overhalingsbaner - og det, der starter dér, dør dér. Og det er ikke pænt. Og det er ikke grimt nok.

Susan Boyle var et tv-moment på 3,5 minutter. 3,5 minutter - Andy Warhol - din stakkels tålmodige stodder. Alle vil selvfølgelig lege lidt med og har et band eller en sidegadebutik med kunst/tøj/kaffe, og alle skifter partnere og playlists og penalhuse med bandnavne. Det er, »hvem er du fan af i dag«, og vi køber singler og ikke albums. Vi hyper folk helt og lader dem så falde dybt ugen efter. Er det kreative piger i sjove kostumer, går vi helt i selvsving om mandagen, og om fredagen »levede de ikke helt op til vores forventninger«. Vi går i pausen i filmen - hvis vi ikke har downloadet lortet et par måneder før - og den dygtige unge skuespillerinde bliver snart overhalet af hendes egne adopterede børn. Der skal altid være en god historie til at sælge det kreative produkt, og det er den, vi husker, og den vi til sidst giver som forklaring. »Nå, men det er også, fordi han knaldede med produceren, mens hendes mand sad oppe på kontoret og ventede«.

YouTube, Big Brother og resten af tabloidpressen ser alt. Vi ved alt for meget. De eneste, der klarer sig nogenlunde helskindet igennem, er de typer, der bevidst eller p.g.a lidt angst holder igen med almen pr, så man bliver lidt sulten og mystificeret, og værket for lov til at stå for sig selv - i hvert fald et par timer.

Illoyal kultur

Fankulturen er ikke stendød, men den er hamrende illoyal. Og det er dens helt egen skyld. Der er så mange effektive sygdomme i omløb. På alle tænkelige internetnetværk er man kun et klik væk fra stjernerne, og hvis man er det, er de ikke stjerner længere. Så er de mødt uden makeup i Netto - midt i et skænderi. Før i tiden skulle det personlige være politisk - nu skal det politiske være personligt og »guuud, hører Helle Thorning The Smiths?«Selv kongehuset er i modvind - de skal ikke gå der og fedte den i Frankrig for vores penge, når nu jeg lige går og føler mig så fin på den. Jeg synes, Anni Fønsby skal have det livslange legat fra kunststyrelsen. Snak om at have bidraget til den offentlige debat!

Så medmindre dit hovedpublikum ligner det, jeg sad iblandt sidste fredag på Statens Museum for Kunst - seriøs - med øjne naglet til ikoner, der både tæller et tidligere ægtepar (Chris & Cosey), en transet morfar, der har møtrikker i pikken, fordi han har skiftet køn et par gange og til sidst gav op og lod det være et smerteligt kunstprojekt (Genesis P. Otridge), så er her et par hurtige tips til at holde sådan cirka et par år som kulturpersonlighed:

Din kærestes FB-opdateringer skal godkendes. Din familie skal ikke gå ind og brugerkommentere på anmeldelser af noget, du har rørt ved. Hold dig fra klatgæld og husfisse. Du må aldrig blive venner med nogle, der startede med en flatterende mail omkring din karriere. Der må helst ikke gå nogle ud og skide efter dig - på din egen bar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her