Læsetid: 6 min.

Kampen om VM-billetter spidser til verden over

Frederiksberg eller Accra - det betyder ingen ting. Det eneste, der betyder noget, er kvalifikation til VM i Sydafrika. Et VM, der tegner til at blive Afrikas VM. Især Ghana kan få en stor slutrunde
Kvalifikationer. Det ghanesiske landshold råder over stærke spillere som blandt andre Essien (i midten), der til daglig spiller i engelske Chelsea, og det vil næppe være den store fodboldmæssige overraskelse, hvis landsholdet sikrer sig en plads til VM i Sydafrika næste sommer og klarer sig godt, mener Kåre Pedersen.

Kvalifikationer. Det ghanesiske landshold råder over stærke spillere som blandt andre Essien (i midten), der til daglig spiller i engelske Chelsea, og det vil næppe være den store fodboldmæssige overraskelse, hvis landsholdet sikrer sig en plads til VM i Sydafrika næste sommer og klarer sig godt, mener Kåre Pedersen.

Gianluigi Guercia

26. juni 2009

GHANA, ACCRA - »Black Stars fyld vores hjerter med håb / Black Stars! / Black Stars gå hele vejen«.

Mens kvalifikationen til VM i Sydafrika for alvor begynder at spidse til verden over, lyder sangen om The Black Stars , Ghanas landshold, insisterende overalt i hovedstaden Accra.

Kvalifikationsspillet er helt forskelligt fra verdensdel til verdensdel. I Sydamerika kvalificerer landene sig som altid gennem det legendariske gruppespil, hvor alle møder alle to gange i en stor gruppe.

Europa har mange grupper, og her i Afrika skal 53 lande gennem en indledende kamp og to gruppespil inden fem vindere kan bestille billet til Sydafrika.

Ingen vej til det forjættede VM er den samme. Håbet om at kvalificere sig derimod og de følelser, det sætter i gang blandt de tilhængere, der følger deres landshold, er enæggede og ikke til at skelne fra hinanden.

Lyd af ærgrelse

To scener.

Det er lørdag aften i begyndelsen af juni. Cafe Svejk på Frederiksberg viser VM-kvalifikationskampen mellem Sverige og Danmark. Næsten fri foran mål misbruger Dennis Rommedahl en af de åbne chancer, der er sværere at skyde forbi end at score på.

Manden ved siden af jager sin hånd gennem luften af ærgrelse fulgt af et Aaaargghh! Og så et »for helvede« - råbt på den der særlige måde, hvor for er et langt tilløb til et hurtigt kompakt helvede .

Det er lørdag aften i slutningen af juni. Venus Bar i Accra-bydelen Osu viser VM-kvalifikationskampen mellem Sudan og Ghana. Fra den bagerste del af midtbanen slår Ghanas superstjerne, Michael Essien, en af de lange dybe forsvarsopslittende afleveringer, der kun bliver lavet mellem 10 og 15 af om året i topfodbold. NAC Breda-angriberen Matthew Amoah tæmmer bolden et par meter inde i straffesparksfeltet og hugger den knaldhårdt forbi Sudans målmand. Kun for at se den heroisk blive reddet på målstregen af kantspilleren Ahmed El Basha.

Manden ved siden af jager sin hånd gennem luften af ærgrelse tilsat et »Aaaargghh!«

Den evige mand

Prøv en gang under en betydningsfuld fodboldkamp at se ind i øjnene på denne evige mand ved siden af i baren. Og prøv så at gøre det en gang til et helt andet sted.

Øjnene er lige smukke hver gang. Ikke som den udkårnes, der jo er rene og uberørte, men på en anderledes mere almen måde.

Nu er øjne, der ser altid smukke, men øjne, der ser vigtige fodboldkampe, er de smukkeste. De flammer af begejstring ved spillet og håbet om på sommerdage, der bliver til aftener, at se præcist det hold, der betyder mest, spille fodboldkampe, der bliver til store kampe og derefter til rum, hvor alt det som ikke er rent og uberørt, umuligt kan trænge ind.

Det har ikke noget med sejr eller nederlag at gøre. Tag bare de to mænd i baren på Frederiksberg og i Accra.

Danmark spillede kvartfinale mod Brasilien til VM i 1998 og Ghana spillede 1/8-finale mod brasilianerne til VM i 2006. I begge tilfælde kløvede Brasiliens Cafu al modstand, Ronaldo - den rigtige forstås! - kørte bolden giftigt rundt, og både Danmark og Ghana tabte til sidst - Ghana dog noget mere klart med 0-3.

Men i den danske såvel som den ghanesiske fodboldhistorie er det alligevel fodboldkampe, der bliver mindet og skønnet på som store kampe. Nederlag ja, men nederlag hver enkelt tilskuer vandt på, fordi det blev til pejlemærker for nye håb om slutrunder, der venter.

De sorte stjerner

Har de to mænd så noget at have deres drømme i?

Information vovede allerede pelsen efter sejren i Parken over Albanien den 1. april og slog fast, at Danmark kommer med til VM, og på samme måde er det også usandsynligt, at det skulle mislykkes for Ghana at kvalificere sig. De sorte stjerners udebanekamp mod Sudan sidste lørdag blev vundet med 0-2 på to udmærkede mål af den før så uheldige Matthew Amoah.

I en svær pulje, der også tæller Benin og de stærke ærkerivaler Mali, har Ghana nu ni point og skal kun vinde én kamp til ud af tre for at være sikre på VM-deltagelse

Fra hele Afrika ser det lige nu ud til, at Ghana, Elfen-benskysten, Algeriet, Tunesien og enten Togo eller overraskende Gabon samt naturligvis værterne fra Sydafrika skal deltage i næste sommers slutrunde. Desværre, og overraskende, bliver der derfor ikke plads til Eto os altid charmerende Cameroun og Muhammed Zidans African Cup-vindere fra Egypten.

Suveræn stamme

De bedste chancer for succes ved VM blandt Afrikas deltagere har Sydafrika, fordi de er værter, og især Elfenbenskysten og Ghana, fordi de har fremragende hold. Et godt bud er, at VM i Sydafrika også bliver Afrikas VM i den forstand, at et af de tre hold minimum kommer i semifinalen.

Bliver det Ghana, vil det ikke være nogen stor fodboldoverraskelse. Holdets defensive stamme består nemlig af spillere - Essien fra Chelsea, anfører John the rock Mensah fra Lyon, Muntari fra Inter og John Pantsil fra Fulham - der har spillet sammen, siden de vandt sølv til U-20 VM i 2001.

Efter blandt andet en imponerende sejr i kvartfinalen over et brasiliansk hold med en ung fyr ved navn Kaka helt fremme. Den stamme på Ghanas landshold er spillere, der tilsammen kan bringe muskelkraft second to none ind i en fodboldkamp, og fastholde overblikket, uanset hvad modstanderen finder på.

Derudover har Ghana, en på landsholdet altid stærkt spillende, Stephen Appiah fra Fenerbache og teknisk stærke talenter i angrebet som Gyan fra Rennes, Tagoe fra Hoffenheim og Agogo fra Afrikas bedste klub, egyptiske El Zamalek.

Afliver myte

Ungdoms-VM i 2001 huskes især for træner José Pekermans fantastiske argentinske hold, der spillede 3-5-2 fodbold af en anden verden anført af D Alessandro og en sprudlende Javier Saviola, der scorede otte gange.

Men det ungdoms-VM var også første gang ved et VM, at to afrikanske hold endte på podiet, idet Egypten fik bronze. Og som slutrunden skred frem dengang, blev det også klart, at den endegyldigt var et opgør med den ellers så fastgroede og nedladende myte om den vilde ustyrlige afrikanske fodbold.

Den om at landshold fra Afrika måske nok har talent, men når det kommer til stykket, spiller de som en flok hottentotter på khat, mangler taktisk disciplin og går i opløsning til sidst, mens deres europæiske træner står ude på sidelinien og river sig håret af frustration over alt det, der ikke bliver overført fra træningsbanen.

Ghana spillede nemlig koldt og kynisk kontrafodbold til ungdoms-VM i de kampe, hvor det var nødvendigt drevet frem af lynhurtige folk som Derek Boateng, den senere FC Midtjylland-spiller Razak Pimpong og Essien, der dengang spillede i angrebet.

Ghana har siden været i stand til at bevare fokus på resultatet, og holdets udsving er i dag ikke større eller mindre end landsholdene i toppen af europæisk fodbold.

Bløde rytmer

Det er ikke, fordi Ghanas landshold ikke kan svinge. For det kan holdet. Svinge, up-tempo, som den highlife musik Accras gader lyder af. Især på dagene, hvor Essien slår takten fra midten, og i noget, der ligner en fleksibel 4-4-2 opstilling, styrer midtbanens opfølgning på angrebets første indsats, i de bølgende kædeangreb hans klub Chelsea også er så dygtige til.

Ghana har bare også evnen til at lukke sig inde i sig selv og udelukkende fokusere på resultatet, når deres eget spil ikke fungerer, modstanderen er dygtig eller omgivelserne er umulige som i holdets kamp lørdag mod Sudan på et efter sigende ubærlig varmt Al Merreikh-stadion i Omdurman.

Den modenhed så man tydeligt ved VM i 2006, hvor Ghana i gruppespillet først tabte 2-0 til de senere verdensmestre fra Italien - og det er ingen skam - for så siden at slå både USA og Tjekkiet i højdramatiske kampe. Inden de røg ud efter det dramatiske opgør mod Brasilien.

Det er den historie, den stil og de spillere, Ghana tager med til Sydafrika næste sommer. Manden ved siden af i baren kan dårligt vente, og radioen skratter:

»Black Stars, gå hele vejen«. Og koret istemmer over den bløde reggaerytme: »Der er ingen vej tilbage fra drømmen / Black Stars opfyld vores håb«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu