
Folk forlader biografen under indflydelse ' nogle er opløftede, andre er nedtrykte, nogle har det godt, og andre har det virkelig slemt, men der er ikke nogen, som ikke er bevæget af Lars von Triers Antichrist . Publikum har set ubehagelige menneskelige impulser, som alle kender, udviklet til et bloddryppende drama, ingen vil kendes ved. Von Trier er igen blevet kaldt den største danske filmskaber nogensinde og har atter skabt en skandale, der må noteres som en succes.
»Jeg føler, jeg er kommet i den anale fase,« siger Lars von Trier selv: »Fra at være den lille, artige dreng har jeg med Antichrist nået den anale fase. Den er som fæces, der er smurt ud over det hele.«
Der er måske ikke mange, som hidtil har tænkt på Lars von Trier som den lille, artige dreng. Han har smidt med statuetter og lavet både stor kunst, mindre reklamefilm og tv-serien Riget. Den store æstetik er af von Trier altid udfordret af pornografi, melodrama eller elementer fra tegneserier.
Artigheden ligger ifølge instruktøren et andet sted:
»Mit liv og mit filmvæsen har været så kontrolleret og krystalklart, at jeg syntes, det ville være dejligt, hvis jeg kunne tillade mig selv at mudre det hele. Det, tror jeg, er rigtigt. Det åbner verden for film, som jeg holder meget af. Hvis der er noget, der peger fremad, så er det noget mudder.«
Forbudt sammensætning
' Man har tidligere kunnet få den fornemmelse, at karaktererne i dine film var cifre i et æstetisk system, men denne gang er de både gribende og frastødende
»Min svaghed er min sans for matematisk renhed, så det er dejligt, når personerne kommer ind og vælter systemet. Selv synes jeg, at det i den her film er lykkedes at slippe karaktererne løs ' også i meget ubehagelig retninger. Og jeg kan godt lide, når det bliver ubehageligt.«
Der er kun to karakterer i Antichrist . Filmen starter med, at en lille dreng falder ud af et vindue og bliver slået ihjel, mens mor og far dyrker sex. Allerede her er forældreskab og liderlighed blandet sammen på en måde, som får drastiske konsekvenser. Man ser drengen ramme jorden. Og man ser samlejet tæt på og konkret. Man ser penetrationen.
»Det her er en film, som handler om seksualitet og om deres seksuelle forhold, så det ville være dumt ikke at vise det. Uanset hvornår vi valgte at indføre den her pik i kussen, ville det virke lidt sjovt. Så det var vigtigt for mig bare at få det fyret af i starten. Og fordi seksualiteten bliver så eksplicit, opstår der senere sjove konstellationer.«
Lars von Trier fremhæver en scene, hvor moren masturberer, mens hun drømmer om sit døde barn, som hun tilsyneladende har set falde ud af vinduet...
»Jeg kunne enormt godt lide, at hun lå og tænkte på sit barn, der faldt ned, mens hun onanerede, fordi følelser som moderskab og liderlighed er sammensatte i alle mennesker. Alligevel er det ufint at begynde at tale om seksualitet i forbindelse med moderskab. Det må man ikke blande, på trods af at det er blandet hos alle mennesker. Og min holdning er, at det, som eksisterer, eller det, som måtte komme, det må man gerne vise. Også selv om det kun eksisterer i én hjerne. Sådan har jeg det. Det skal man faktisk vise. Det er først der, det bliver interessant.«
Den kognitive terapi
Manden i Antichrist er terapeut. Og han vil gerne selv behandle sin kone, for han kan ikke lide, at hun bliver medicineret mod sin sorg. Det terapeutiske og erotiske samspil mellem mand og kone bliver til filmens forløb. Han er ifølge von Trier »en økologisk type«. »Det er fysisk,« siger hans kone om sin smerte. »Det er farligt,« siger hun også. Men hendes mand, som gerne vil tro på det bedste i mennesker, svarer hende, at det ikke er farligt, og at det ikke er fysisk.
»Han bruger den kognitive terapi, som i dag er den dominerende psykologiske metode. Det er også den, som mine egne terapeuter bruger, og det er selvfølgelig typisk mig at være sarkastisk over for det, selvom det højest sandsynligt er den mest effektive form for terapi i dag. Men det er stadig noget sten al der te ra pi. Det er det enkleste, man kan forestille sig: Det går ud på, at hvis du ikke tør gå ind i en tunnel, så skal du gå ind i den. Angsten er ikke farlig, den er kun inde i hovedet.«
Men sådan går det ikke i filmen. Det er hende, der får ret: Det bliver fysisk. Og det er ikke tilfældigt:
»Det er vigtigt, at det bliver fysisk i filmen, for man kan ikke adskille tingene på den måde, som manden gør. Hvis man har en angstreaktion, er det en kropslig reaktion. Og hvis man sidder med en voldsom dødsangst, er det vanskeligt at sige, at det her er bare en tanke, som ikke har noget med verden at gøre. Det, som kommer ud af den her film, er det modsatte: Angsten ændrer faktisk verden.«
Kvinden bliver så bange for sig selv, at hun klipper sin klitoris af: »Det er også lidt dårlig smag,« siger von Trier, »det kan jeg godt se. Omskæringen har jo altid haft et dårligt ry. Det er vel stort set også den dårligste måde at starte tilværelsen på: at fjerne muligheden for lyst i det her liv, som ved Gud ikke er skide sjovt under nogen omstændigheder.«
' Du har i 'Epidemic' be skre vet udviklingen i en film med en streg: En idealist går ud i verden og når en erkendelse. Er det også det, der sker her
»Mine film handler jo altid om en idealist, der går ud i verden med et eller andet projekt, som så går ad helvede til. Og på et eller andet tidspunkt må det jo gå op selv for manden i den her film, at han har været lidt letsindig med sin psykologiske metode.«
Det kan godt være, at kvinden i filmen er voldelig, men manden beskrives til gengæld som en klovn, der siger de samme klicheer uden at ænse, at de ikke virker:
»Der er mange, der taler om kvindehad i forbindelse med mine film. Det synes jeg ikke, jeg repræsenterer på nogen måde, men det er klart, at jeg har en voldsom respekt for kvinder ' men hvis der er noget, der er et selvportræt, så er det altså hende.«
Lars von Trier tøver et øjeblik. Inden han korrigerer det, han lige har sagt:
»I virkeligheden er min egen karakter splittet op i de to karakterer. Du kan kalde det venstre og højre hjernehalvdel. Du kan også sige, at han repræsenteret noget teoretisk og tilbageholdende, hvorimod hun repræsenterer noget dyrisk. Det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over. Faktisk har jeg gjort meget ud af at skide på pointerne Men bagefter kan jeg godt se det. Og også at de to bliver en slags Adam og Eva. Det var bare ikke meningen.«
Satan og jorden
' Hvad var så meningen
»Jeg startede med tanken om, at jeg skulle lave en lave en gyserfilm, hvor Satan havde kreeret jorden. Så gik Peter Aalbæk straks til pressen og sagde, at det var Satan, der havde skabt jorden. Det gjorde mig så rasende, at jeg kylede projektet ud og smadrede en rude i hans kontor. Det var virkeligt dumt, for jeg havde gået og arbejdet mig op til det, men hvis producenten starter med at sige til pressen, at det var butleren, der gjorde det, så er luften taget af ballonen. Så måtte jeg starte forfra igen, jeg havde alle mulige psykiske nedture, så det blev et meget kaotisk forløb.«
' Hvem er Antikrist i filmen
»Jeg ved det ikke, og jeg er nok ikke den bedste til at svare på det spørgsmål. Som instruktør i forhold til den her film, har jeg det lidt ligesom Godard, der sagde, at man jo ikke skal spørge kyllingen om, hvordan man laver en kyllingesuppe. Antikrist kan jo betyde mange ting. Det er titlen på en pamflet af Niet zsche, som har ligget på mit bord i flere år. Men det er først og fremmest en sindssygt god titel til en film.«
Fantasirejser
Der er tre temaer i Antichrist : Filmen handler om et konkret parforhold som ifølge von Trier »kunne være alle parforhold«. Den handler også om et terapeutisk forløb, og endelig peger den insisterende mod et metafysisk niveau. Der er for eksempel en ræv, der taler:
»Det metafysiske i filmen kan man se som ikoner på noget kollektivt ubevidst. Jeg fik selv billederne fra nogen fantasirejser, som jeg har foretaget.«
' Hvad er fantasirejser
»De er baseret på den tanke, at man ved hjælp af fantasien kan rejse steder hen og løse problemer dér. Det er blevet brugt af medicinmænd i alle mulige kulturer. Det kan minde om LSD-trip, men man bruger ingen narkotiske stoffer. De her medicinmænd rejser på et trommebeat, som er det samme over hele jorden. Selvom de her primitive folk aldrig har kendt hinanden, er de nået frem til det samme beat, som kan få folk til at gå i trance. Det er enormt sjovt.«
' Hvordan foregår det konkret
»Man skal finde en hjælpeånd, som er et bestemt dyr, man skal vælge. Jeg har altid haft en stor forkærlighed for oddere, så det var let for mig. Jeg har uden at finde nogen altid ledt efter oddere ved utallige danske vandløb. Men nu kunne jeg pludselig flyve på en kæmpestor odder på de her rejser.«
Lars von Trier fortæller, hvordan han selv blev helt lille, mens han flyvende holdt fast i odderens hår. Det er en teknik, hvor man forlader denne verden og ankommer til en parallelverden: »Det vigtigste, når man rejser første gang, er, at man gerne må komme på besøg, men man må ikke tage noget med sig hjem. Der er mange billeder i filmen, som kommer derfra. Der er manden nede i rævehulen, fuglen, som er levende begravet, og ræven, der æder sig selv. Og mange flere.«
Den talende ræv
Der er i Antichrist også en ræv, som har en replik. Denne ræv har en særlig forhistorie:
»Jeg havde en tante, som var ved at dø,« fortæller von Trier. »Hun skulle på hospitalet, hvor hun fik at vide, at hun havde kræft.«
Under hendes sygdom tilbød von Trier at foretage fantasirejser for hende:
»Sådan ville man gøre i de her primitive samfund. Medicinmænd rejste ud i store guldbelagte kanoer, mens tyve mænd stod og trommede rundt omkring. Hun sagde, at det kunne jeg godt, og jeg spurgte hvilket dyr, hun ville have med. Det viste sig, at hun altid har været meget glad for ræve, fordi der var en ræv, som kom og blev fodret ved hendes dør. Den dag hun blev kørt til hospitalet, lå en død ræv ved vejen. Den var blevet kørt over.«
Lars von Trier tog på en fantasirejse med ræven som hjælpeånd. Han fik øje på en ræv, som lå mellem nogen siv ude i vandet. Desværre kunne de ikke finde det samme sivscenario under optagelserne til Antichrist , hvor ræven i stedet ligger blandt bregner:
»Jeg kom under rejsen helt tæt på ræven, som begyndte at bide sig i stykker. Det var stærkt ubehageligt at se på. Det var en rød ræv. Bagefter kom en sølvrævefamilie nærmest Anders And-agtigt gående med tre småunger. Så vendte hanræven sig høfligt mod mig og sagde alvorligt; 'Man skal aldrig tro på den første ræv, man møder'. Det var, hvad jeg kunne tage med hjem til hende. Det er ikke til at vide, hvor sådan et udsagn kommer fra. Det er tanker, man har kanaliseret i en eller anden retning, som dukker op igen. Man skal aldrig stole på den første ræv.«
Da tanten vendte hjem til sit hus efter den første behandling, gik det op for hende, at det ikke var den ræv, hun kendte, som hun havde set kørt over.
»Efter det lavede jeg flere rejser for hende. Til sidst skrev jeg til hende i et brev, at når hun lå på Herlev Sygehus, skulle hun kigge op på himlen, for der var stjernetegnet Ræven.«
Det stjernetegn findes under normale omstændigheder i hvert fald ikke på vores breddegrader. Men det fandtes i brevet til tanten:
»Jeg skrev også, at når hun lukkede øjnene, sad der ræve nord og syd, øst og vest for hendes seng og passede på hende. Efter det fik jeg et brev fra hende, hvor hun sagde, at hun ikke var bange, og ikke havde smerter. Så døde hun dagen efter. Jeg tager det frem en gang imellem, det brev hun skrev. Det er en meget positiv historie, hvis der har siddet ræve rundt om hele sengen og passet på hende. Det er højest sandsynligt også, fordi jeg gerne ville give hende den tryghed, men der skal meget af et syretrip til for at man opfinder rævens stjernetegn.«
Den dårlige smag
' Den talende ræv kan også ses som et element af dårlig smag, der udfordrer det æstetiske
»Du kan sige, at det er en de små rebelske ting hos mig. Alt det, der i mit barndomshjem blev betegnet som bad taste , har jeg siden taget op i mine film, støvet det af og set, hvad der var i det. Hvis man bare siger nej tak til alt, der er dårlig smag, amputerer man sine film voldsomt. Film kræver selv en sammensætning af de her forskellige elementer. Hvis der kun er æstetik, og der ikke er noget, der arbejder imod æstetikken, bliver det efter min mening ligegyldigt og kedeligt.«
' Ingen har betegnet 'Antichrist' som ligegyldig. Alle har haft en mening, og mange har været meget positive. Hvordan har du oplevet den modtagelse
»Det er perfekt, når der er både buhen og applaus. Og det har vi fået. Jeg har bare skrevet ned, hvad der kom til mig. Så det kom bag på mig, at nogen synes, den ikke bare er god, men også rigtig god. Jeg kan godt selv lide den, og jeg er glad for, den er lavet. Men jeg har lidt svært ved at forstå de tilkendegivelser, jeg har fået fra folk, der synes, den er helt fantastisk, og siger, at den har ændret deres liv. Det er da sjovt ' hvis det bliver ændret til det bedre. Hvis det bliver ændret til det værre, er det knap så sjovt.«
Citat: "kunstnere er lige så disciplinerede som andre mennesker. F.eks. er de i stand til at reflektere ekstremt kontrollerende over udtrykket. Jeg tror ikke en skid på at Lars Von Trier er mere neurotisk eller ængstelig end andre. Det tilhører hans selvbeskrivelse og performance at fremstå sådan, ..." (http://www.information.dk/102228#comment-140295)
Som terapiform er "Antikrist" alt for "Kulturradikal" for dem, der tror på det gode og det onde. At fremstille produktet, som noget der bare kom til, er del af det kontrollerede udtryk, del af terapien.
Kirkefædrene.
Augustin: Vi er født mellem pis og lort.
Origen, kasterer sig selv.
Boethius: Kvinden er et tempel bygget ovenpå en kloark.
Djævlens pik: elfenben, skojern, eller dækket af fiskeskæl.
Mørke, Nat, ...du som af dig selv frembringer lyset.
Sophia, Visdommens bolig.
Livmoder.
Videnskabernes herskerinde, som de andre videnskaber skal tjene og forbedre.
Glædelig solhverv.
Mare: Nat`s søster. Rider om.
Mare hedder også mær, riden mænd om natten.
Det lyder naturligvis som om, at jeg absolut vil være på tværs, men jeg var altså på ingen måde påvirket af Antichrist, så disse mennesker findes altså. Lad venligst være med at udelukke dem/os.
Hvorfor følte jeg ingenting? Hvad skulle jeg have følt? Ubehag? Men hvorfor? Der er intet i den film og ikke engang den vidt og bredt-omtalte klitorisscene, som jeg ikke allerede har set i langt, langt værre udgaver på Internettet, hvor jeg samtidig har fornemmelsen af, at det, der sker på filmstumperne, er virkeligt og ikke blot to vellønnede skuespillere og en instruktør, der prøver at komme tæt på. Tværtimod bliver Antichrist for mig lidt grinagtig i sit forsøg på at intimidere. Hvordan kan man blive intimideret af noget, som man ved er fiktion? Det kan i hvert fald ikke lade sig gøre i mig. Angst intimiderer, for den er netop i alle aspekter virkelig (von Trier kalder det "fysisk"). Der gives ingen rent fiktiv angst.
Det, som kunne have været spændende ved den film, er naturligvis det psykologiske drama mellem vanvid og fornuft. Men dette er et så komplekst spørgsmål, at det efter min mening ikke lader sig udfolde på film. Det kan kun ske i romanform, hvor ord og begreber kan gribe fat i dét, som rent faktisk er på spil. Antichrists forsøg på at sige noget om depression og terapi mislykkes (igen i mine øjne), fordi det, der bliver sagt, simpelthen er for banalt.
Og hvad er efterhånden så tilbage? Ja, nemlig: Der er kun æstetiseringen tilbage og så denne følelse af distance, som manifesterer sig i os, vil jeg mene, netop på grund af æstetiseringen. I øvrigt er det, som virkelig er spændende, von Triers (som i mine øjne vitterligt er DKs vigtigste kunstner) forhold til repræsentationen, der aldrig synes at kunne skrige nok, som aldrig synes at kunne udtrykke sig intenst nok. Og jeg tænker ikke blot her på samlejescenen i starten men også på eksempelvis klokkerne i himlen i Breaking the Waves. Hvorfor skal udtrykket altid skrige sit budskab ud? Heri, vil jeg mene, består hans væsentligste psykiske forstyrrelse, og siden han nu engang er kunstner, var det måske netop dette punkt, som han burde gribe fat i, hvis han ønskede at redde sig selv op fra sine problemer. Med mindre, selvfølgelig, at han ser dét at lave film som vigtigere end at leve et angstfrit liv, og det gør han måske, og det er jo i så fald hans egen sag.
Kysset i røven.
I bunden af mandens rygrad ligger en hunslange og sover,(plexus erektus)Kysses det hellige center, vågner Nidhug, den kosmiske kraft, og stiger op til koglekirtlen, åbner Shivas tredie øje, hvorved han kan se ind i rum og tid.
Gæret sælfedt, drak shamanen i Grønland og Sibirien.
@curtis stiegers
"Hey lad dog LVT lave sine film, og lad ham da have sine issues, hvis det er for meget, så er det da heldigvis frit for emhver at fra- eller tilvælge hans hans film."
Hey curtis. Respekt!!!
@Steen Erik Blumensaat
Kysset i røven.
I bunden af mandens rygrad ligger en hunslange og sover,(plexus erektus)Kysses det hellige center, vågner Nidhug, den kosmiske kraft, og stiger op til koglekirtlen, åbner Shivas tredie øje, hvorved han kan se ind i rum og tid.
Gæret sælfedt, drak shamanen i Grønland og Sibirien.
-------
Det får jo selv den katolske kirke til at synes som ren videnskab - hvad næppe nogen af delene dog er.