Baggrund
Læsetid: 7 min.

'Kollektivlandbrug passer bedst til den russiske mentalitet'

Krise. Babajevo er et af de flere tusinde sovjetiske kollektivbrug, der stadig står for halvdelen af russisk landbrug. De urentable 'kolkhoz' holder stædigt sammen, for som så mange andre dele af samfundsøkonomien gik landbruget i stå, da Sovjetunionen gik i opløsning. Kræfterne blev brugt på gas- og olieindustrien, og derfor rammer de lave energipriser Rusland ekstra hårdt
Kolkhoz. De sovjetiske kollektivlandbrug forsvandt ikke med Sovjetunionens opløsning, tværtimod. Kollektivbrugene findes i tusindtal, og de er stadig meget attraktive for russiske landarbejdere. En af årsagerne er, at man ikke står alene med det store ansvar, men deler det og andre udfordringer med andre, lige som arbejdsbyrden er reduceret betragteligt. For Jelena Semjonova betyder det, at hun arbejder fem dage om ugen og er sikret to fridage. En luksus, hun ikke ville have, hvis hun stod alene med et landbrug.

Kolkhoz. De sovjetiske kollektivlandbrug forsvandt ikke med Sovjetunionens opløsning, tværtimod. Kollektivbrugene findes i tusindtal, og de er stadig meget attraktive for russiske landarbejdere. En af årsagerne er, at man ikke står alene med det store ansvar, men deler det og andre udfordringer med andre, lige som arbejdsbyrden er reduceret betragteligt. For Jelena Semjonova betyder det, at hun arbejder fem dage om ugen og er sikret to fridage. En luksus, hun ikke ville have, hvis hun stod alene med et landbrug.

Kristian Villesen

Moderne Tider
27. juni 2009

En ram stank af komøg svider i næsen. Arytmiske lavmælte brøl fylder stalden, og over betongulvet flyder dampen fra køernes varme kroppe. Jelena Semjonova svinger høtyven hurtigt, mens hun muger ud i båsene. Tørklædet holder håret på plads, så det ikke falder ned i øjnene, og indimellem må hun stoppe og duppe sved af panden. Hun er glad.

»Arbejdet er meget lettere her,« siger Jelena Semjonova med et smil.

Det ligner et skønbillede fra en gammel sovjetisk propagandafilm, men den 38-årige Jelena Semjonova lever i dagens Rusland. Hun er en af de nye i kollektivlandbruget Babajevo, der ligger 162 km fra Moskva. Det samme er hendes mand og hendes søn. De kom hertil i juli sidste år fra et andet kollektivbrug i nærheden, hvor de måtte skubbe ploven selv og klare sig uden moderne maskiner.

»Der skulle vi gøre alting med håndkraft, men her er der traktorer,« fortæller Jelena.

De statslige kollektivlandbrug blev nedlagt efter Sovjetunionens opløsning i 1991, men mange kollektivbrug levere videre som før, bare under et andet navn.

Officelt er Babajevo i dag et landbrugsproduktionskooperativ, men konceptet er det samme som for 42 år siden under Sovjetunionen, da det blev grundlagt som kolkhoz. Landbruget ejes i fællesskab af 46 landarbejdere, der sammen med Jelena, hendes familie og yderligere 55 medhjælpere bor i deres egen lille landsby. De svinger høtyven syv timer om dagen, fem dage om ugen, og så går de hjem. Uanset om det er såtid, høst eller andre af landbrugets ekstra arbejdsbelastede perioder, har Elena fri to dage om ugen.

Ineffektivitet

På en måde er Babajevo et billede på russisk økonomi. Russisk landbrug gik som så mange andre dele af samfundsøkonomien i stå, da Sovjetunionen gik i opløsning. Kræfterne blev brugt på den letrentable gas- og olieindustri, mens der manglede investeringer, viden og vilje til at få de gamle kolkhoz til at fungere på markedsvilkår. De lave energipriser rammer Rusland ekstra hårdt, fordi de øvrige økonomiske ben ikke kan bære, og landets BNP forventes at skrumpe næsten 10 procent i år.

I andre tidligere sovjetrepublikker er de store kollektivbrug splittet op i mindre gårde, men i Rusland sidder de stadig på knap halvdelen af landbrugsjorden, og ineffektiviteten er udbredt. Selv om Rusland har fire gange så meget opdyrket landbrugsjord som Frankrig, producerer de to lande nogenlunde den samme mængde varer. Mens Frankrig er en af Europas største eksportører af landbrugsvarer, må Rusland importere kød, mælk og korn for mere end 200 milliarder kroner om året.

Efter Sovjetunionens sammenbrud havde kollektivlandbrugene også mulighed for at blive omdannet til enten storindustri eller selv-ejende bønder. Men de fleste kollektiver i Rusland valgte at fortsætte som selvejende kooperativer, som mindede mest om den gamle form. De andre ejerskabsformer voldte for mange problemer, da det på grund af en mangelfuld lovgivning og uafklaret ejerskab over jorden var svært at låne penge til at starte sit eget landbrug.

Kollektiv tankegang

Men ifølge formanden i Babajevo, Ivan Krylov, var der en anden afgørende grund til, at bønderne i deres kolkhoz ikke gik hver til sit.

»Selv om vi havde haft pengene til at starte op selv, var vi ikke klar til at blive privatiseret. Vi har ikke psyken til at låne så mange penge selv og være eneansvarlige for en gård,« siger Ivan Krylov fra formandskontoret i Babajevos centrale administrationsbygning. Næsten alle kollektivbrugets beboere har arbejdet der siden sovjettiden, og selv flyttede formanden hertil i 1989.

»Vores mentalitet gik på, at man adlød og gjorde, hvad der blev sagt. Vi havde ingen erfaring med at planlægge, hvad der skulle ske, og hvad man skulle dyrke hvornår,« siger Ivan Krylov og nulrer sit store overskæg.

Han sidder bag et stort grønt skrivebord med et mindre, grønt mødebord stødende op til. En klassisk magtpositur fra sovjettiden. Også vægge og gulvet er grønt, og kun det russiske flag i hjørnet bryder den monotone kollage.

Ivan Krylov er demokratisk valgt som formand. Han har gået på landbohøjskolen i Moskva og besidder en naturlig autoritet som Babajevos stærke mand, så generalforsamlingen forlænger hvert femte år hans fuldmagt til at træffe beslutninger på brugets vegne.

Omkring mødebordet sidder også Tatjana Shustrova, en lille trind dame, der er chef for husdyrskontoret i den russiske region Vladimir Oblast.

Hun er egentligt kun med som officiel repræsentant, men kan ikke holde sig tilbage for at forklare den russiske sjæl.

»Det russiske folk er anderledes end andre folk. I de baltiske lande var de før Sovejtunionens tid vant til at samle samfundet om familien, mens russerne altid har været vant til at leve i store samfund. Efter Sovjetunionen har vi søgt tilbage til det, vi kender, og som passer til os, og balterne er gået tilbage til det, der ligger naturligt for dem,« siger Tatjana Shustrova hurtigt i et højt stemmeleje.

Administrationsbygningen er en af de få betonkonstruktioner i landsbyen. I smalle gader står små gule, grønne og lyserøde træhuse tæt sammen, flere af dem med røg i skorstenen. En løs hund slumrer midt på gaden og følger sløvt med i landsbylivet. En ny Lada Niva firhjulstrækker kommer kørende fra staldene, der ligger umiddelbart ved siden af landsbyen.

Det er Jevgenij Konstantinov, en af de 46 partshavere i Babajevo. Han ejer 1,4 pct. af kollektivbruget, vist nok, for han kan ikke helt huske det. Af sine 46 år har han levet de 20 i kollektivbruget. De sidste par år har han boet i et af de nyere træhuse, som han har fået af kollektivet. Med to rum og 70 kvadratmeter er han godt tilfreds.

»Jeg har aldrig tænkt på at starte mit eget, for jeg har det godt i kollektivet,« siger Jevgenij Konstantinov.

Han arbejder ikke så meget i marken mere, men står for at vedligeholde bygninger og maskiner. Blandt andet har han selv renoveret den ene af staldene, fortæller han stolt.

Som medejer får han del i landbrugets overskud, men derudover får han også løn som de andre. Gennemsnitslønnen er på 1.700 kr. om måneden, mens den på landsplan er 2.600 kr. Alligevel klager Jevgenij Konstantinov ikke, for han er ikke i landbruget for pengenes skyld.

»Jeg kan godt lide livet her, stedet og naturen,« siger han.

Forfejlede reformer

Trods de lave lønninger klarer Babajevo sig bedre end længe, og bedre end nabokollektiverne. I dag har de traktorer og moderne maskiner i bruget, men for fem år siden sled de i markerne med udtjent udstyr og håndkraft. Sådan arbejder de fleste andre landarbejdere i Rusland stadig, og landbruget mangler traktorer, høstmaskiner og såmaskiner for et tre- cifret milliardbeløb, vurderer landbrugsministeriet selv.

Det er en af årsagerne til, at godt en tredjedel af de opdyrkede marker i 1990 ikke længere bliver benyttet. En anden årsag er, at landbrugene ikke har råd til såsæd og gødning. En tredje årsag er, at de ikke ejer jorden selv.

Under Sovjetunionen var al jord statsejet, og trods adskillige forsøg på at reformere ejerskabet, lejer de russiske landmænd sig stadig ind på 83 procent af al landbrugsjord, ofte på en korttidskontrakt.

Det fjerner ethvert markedsøkonomisk incitament til at lægge kræfter i jorden, passe og pleje den, så den også på længere sig kan blive en værdi i sig selv, hvis kommunen i næste øjeblik kan opsige kontrakten for at leje den ud til en højere pris eller bruge den selv.

Rusland har så store problemer med fejlagtig udnyttet landbrugsjord, at landbrugsministeren i slutningen af januar foreslog at straffe landmændene med bøder eller frakendelse af jorden.Men landbruget er også mål for mere positive politiske tiltag. Siden 2005 har staten ydet store billige lån, og målet er, at Rusland i 2018 skal være selvforsynende med kød, korn og mejeriprodukter.

Præmiebrug

I Babajevo ejer de også kun en del af jorden selv og lejer resten af kommunen. Men én ting har i hvert fald ændret sig siden sovjettiden, fortæller formanden tilbage på kontoret.

»Det er godt, at vi er blevet selvstændige, for nu bestemmer vi selv, hvad vi vil producere hvornår,« siger Ivan Krylov. Markedsøkonomiens logik har alligevel fundet fæste visse steder i de russiske landområder.

»Før fik vi en plan for, hvornår vi skulle lægge kartofler, og hvornår vi skulle holde malkekøer. Nu kan vi mere fleksibelt justere vores produktion fra år til år, når for eksempel prisen stiger på mælk, kan vi producere mere mælk,« fortsætter han og forklarer vidende om den seneste prisudvikling.

Babajevo og Ivan Krylov hører til det mindretal af kollektivbrug, der har formået at bruge den nye frihed til at effektivisere. Hylderne på kontoret prydes af pokaler for præmierkøer. Hver af de 850 køer giver 6.300 liter mælk om året, og selv om det er over 1.000 liter mindre end en dansk malkeko, er det godt efter russisk standard.

Forrige år nød Babajevo godt af de lukrative statslån til en ny automatiseret kostald med plads til 600 køer, og også i markerne har kollektivbruget fået mere effektivt udstyr. Hvor de før var 30 medarbejdere om at malke, kan fem mand klare alle køerne i dag. Derfor producerer bruget mere end før, samtidig med at de 270 medarbejdere fra 2002 er blevet til 104 i dag. Der er ingen tvivl om, at Babajevo er et præmiebrug, som den lokale Oblast-administration gerne så, at andre kollektivbrug tog ved lære af. Landbruget skal fungere på markedsvilkår for at blive mere effektivt, siger Tatjana Shustrova, og hun mener, at store kollektivbrug bedst kan betale sig.

»De små kooperativer med mindre end 50 køer er ikke bæredygtige. De må enten dø eller skifte profil,« siger Tatjana Shustrova.

Ovre i den lune stald strækker de brogede køer hals og tunge til det yderste for at få fat i det bedste halm. Mørket har sænket sig udenfor, og det er snart malketid og mødetid for de to malkearbejdere. Der mangler stadig meget at muge ud i båsene, men om lidt har Jelena Semjonova fri. Så går hun hjem, og en anden tager over.

,

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Spændende artikel med et positivt facit. Er glad for endelig, at se en analyse og perspektivering, der som udgang har ganske almindelige mennesker i det russiske samfund. Og så har forfatterne formået noget så sjældent, som at indfange den russiske folkesjæl, som og også er den sovjetiske.
PS: Hvornår kommer der en lignende artikel om den russiske datja?

Claus Oreskov

Selvklart er alt ikke glansbillede. Man aner at disse mennesker vil miste en del af deres sjæl når markedskræfterne for alvor tager over. Men måske har de et værn i kolkhoz/ sovkhos systemet? Er dette den nye 3 ´je vej – en blanding af kommunisme og markedsøkonomi?

Her i landet findes også kolektive storlandbrug, tilmed under kollektiv ledelse ligesom i Christiania og altså anderledes end i Babajevo.
"Markedsøkonomiens logik" er hverken kapitalisme eller liberalisme. Ejeren af hus og have kan godt være socialist. Først når man erhverver flere huse for at tjene på udlejning til lejere eller udvide til godsbrug bliver man kapitalist.
Artiklens beskrivelse af forholdet mellem kollektivitet og selveje er overraskende en omtrentlig gengivelse af beskrivelsen i Danmark i slutningen af 1700-tallet, nemlig overgangen til børndernes selveje ved frikøb fra godsejeren, hvortil kongen forsøgte at hjælpe bønderne over "den kollektive mentalitet", som kendtes fra fællesdyrkningen før udskriftningen. Man argumenterede netop med produktivitetsforøgelsen ved selvstændigheden (den personlige fordel og tilfredsstillelse), men netop på den kapitalistiske/markedsøkonomiske baggrund: Kongehusets økonomiske krise/konkurs (krongodset blev solgt) og en omlægning af erhvervsstrukturen i den besiddende klasses interesse (vi var på vej mod 1813).

Nogen der ved, hvordan det går dette kollektivbrug i dag?

@ Holger Madsen

- åh, har russerne allerede indtaget dele af Sjælland? Da ere vi ilde farne.

@ Steen Sohn

Ja, det var en stille revolution for 35 år siden, da trællenes efterkommere tog fællesejendomsretten over det 1000 årige gamle gods.!

Ja, Holger, Sjælland har jo med sit storgodssystem historisk altid været mere øst-agtigt end resten af landet.

Trond Meiring

Claus Oreskov,
Jeg har forestillet mig en ny, "tredje vej" som en slags mellemting mellem østeuropæisk kommunisme og nordisk socialdemokrati, med decentralisering af magt og høj grad af personlig frihed, i en socialistisk økonomi med "vestlige" frihedsrettigheder. Altså grovt sagt, det bedste fra begge systemer, og modsat det moderne Kina.

Michael Kongstad Nielsen

Det er 8 år siden, Trond.

Trond Meiring

Ja, og kollektivbrugene er stadig i drift. Tak til Claus Oreskov for linket!