Der må være et vist mål af grådighed

Et spøgelse går gennem verden: Den genopstandne kapitalisme. I måneder har politikere, erhvervsfolk og kommentatorer dyrket den overbevisning, at vi er midt i en kapitalismens krise, som vi kun kan redde os ud af ved massive forandringer og års afsavn. »Endnu en ideologisk gud er faldet,« skrev Financial Times' Martin Wolf. Virksomheder må »fundamentalt omlægge deres måde at arbejde på,« mente General Electric-chef Jeffrey Immelt. »Kapitalismen skifter ham,« forudsiger USA's finansminister, Timothy Geithner.

Intet økonomisk kan system forblive uforandret. Især ikke efter omfattende finansielt sammenbrud og global recession. Men selv om vi har fået stimuluspakker, er ingen amerikanske banker nationaliseret. Ej heller har vi opfundet kapitalismen forfra. Alligevel aftager panikken. Måske har de forholdsregler, stater har taget kloden over, primært i USA, virkelig genoprettet normaliteten eller i det mindste afværget et systemsammenbrud.

Der er lang vej endnu. Der vil komme flere krak. Banker vil langsomt skulle finde tilbage til lønsom drift eller bukke under. Forbrugerne vil skulle opspare mere, før de kan forbruge mere. Bjerge af gæld skal høvles ned. Den amerikanske kapitalisme skal genfinde en balance inden for rammerne af nye reguleringer.

Flere ønsker mere vidtgående straffeforanstaltninger, navnlig over for Amerikas banker. Inderst inde har vi en puritansk tro på, at medmindre de føler en passende dosis smerte, vil de ikke angre. Men smerte har der været, især i finanssektoren, hvor tusinder af job på alle niveauer er gået tabt. Blot handler markeder ikke om moral. De er store, komplekse systemer, og stabiliseres tingene, kører de videre af sig selv.

På fode igen

Det viser de sidste årtier i USA begyndende med krakket på Wall Street 19. oktober 1987, da Dow Jones faldt med 23 pct. ' det største tab på en enkelt dag i indeksets historie. Legendariske John Kenneth Galbraith gav dengang udtryk for sit håb om, at den forventede recession ville blive mindre smertefuld end Den Store Depression. Men den frygtede nedtur viste sig som et glimtvis udsving på vejen til et endnu større, endnu længere boom. I 1997 kom den østasiatiske krise, på hvis højdepunkt Paul Krugman skrev: »Aldrig før i økonomisk historie, end ikke i Depressionens første år, har så store dele af verdensøkonomien lidt så ødelæggende et fald fra nådens tinder.« Hvorefter han hævdede, at indførte de asiatiske lande ikke valutakontrol, »ville vi opleve en nedgangsperiode, som den der for 60 år siden hærgede samfund, destabiliserede regeringer og førte til krig.« Kun ét asiatisk land indførte valutakontrol og kun delvis. Alle var på fode igen inden for to år.

Hver krise overbeviste iagttagere om, at den bebudede afslutningen på et nyt og farligt træk ved et økonomiske landskab. Men ofte vandt det nye påfund desto større indpas i de år, som fulgte. Det hed sig, at 1987-krakket var resultat af computertrading ' den er siden ekspanderet voldsomt. Den østasiatiske krise betød enden på alle optimistiske profetier om 'de nye markeder' ' disse markeder er nu centrum for verdens økonomiske vækst. Da Long-Term Capital Management brød sammen i 1998 ' en rystelse, som ifølge finansminister Robert Rubin indvarslede »den værste finanskrise i 50 år« ' mente man, at nu var det slut med hedgefonde. Disse er vokset massivt. Da it-boblen brast i 2000, fik vi at vide, at drømme om store profitter på nørdet it var fortid. Hallo Twitter. Nu hører vi, at krise betyder kreditderivaternes endeligt. Lad os nu se.

Om få år vil vi måske konstatere, at vi behøver mere kapitalisme, ikke mindre. En økonomisk krise sænker væksten, og når lande behøver vækst, vender de sig imod markeder. Hvis den amerikanske forbruger i de år, der ligger forude, viser sig modvillig til at forbruge, og den offentlige gæld bliver for stor en byrde og statsejede virksomheder forbliver bekostelige klodser om benet, vil mere aktivitet i den private sektor være eneste vej til at skabe flere job. Den enkle sandhed er, at kapitalismen ' alle fejl til trods ' fremdeles er den mest produktive økonomiske motor, vi endnu har opfundet. Med en omskrivning af Churchill ord om demokrati, er den det værste af alle økonomiske systemer ' lige bortset fra alle de andre, der er afprøvet. Den påstand dokumenteres i dag i over halvdelen af verden, ikke mindst i lande som Kina og Indien, som har skabt vækst nok til at trække hundreder af millioner af mennesker ud af fattigdom ved at satse på markeder og frihandel.

Kapitalisme betyder vækst, men også ustabilitet. Systemet er dynamisk, og nedbrud en iboende risiko. I 90 år har vi søgt at regulere systemet for at stabilisere det, men bevare dets energi. Når vi tager fat på en ny runde af disse bestræbelser, er det vigtigt at huske, hvad der præcis gik galt. Hvad vi oplever, er ikke en krise i kapitalismen. Det er en krise for finansiering, demokrati, globalisering og i sidste ende for vores etik.

»Kapitalismen kludrede i det,« skrev den britiske matador Martin Sorrell for nylig, »eller mere præcist: kapitalisterne.« Men det passer ikke. Finansverdenen kludrede i det. Eller mere præcist: finansfolk. I juni 2007, da finanskrisen begyndte, drev Coca-Cola, PepsiCo, IBM, Nike, Wal-Mart og Microsoft deres virksomheder med solide overskud efter fornuftige forretningsmodeller. De store amerikanske selskaber var særdeles rentable og holdt fornuftigt på udgifterne for at opbygge likviditet som stødpude. Derfor har mange af dem været dygtige til at ride stormen af. Med finanssektoren og boligmarkedet er det en anden historie.

Uretfærdig sammenligning

Finansverdenen har en lang tradition for at kludre i det, fra den hollandske tulipanboble i 1637 til nu. Årsagerne kan variere, men forløbene ligner hinanden. Tider med fred, politisk stabilitet, økonomisk vækst og teknologisk innovation fremmer altid en atmosfære af lette penge og nye kreditformer. Billige lån skaber grådighed, forregnelser og i sidste ende ruin. Præsident Van Buren beskrev den økonomiske krise i 1837 i Storbritannien og Amerika således: »To lande, som er førende inden for handel, og som indtil for nylig nød godt af den højeste grad af velstand og opretholdt de tætteste forbindelser, er pludselig kastet ud i forlegenhed og nød. I begge lande har vi oplevet samme ekspansion af papirpenge og kreditordninger, samme spekulationens ånd, samme overvældende katastrofe.« Obama kunne sætte samme ord på sin teleprompter dag.

Banker, der er for store til at krakke, bør også være for store til at geare i forholdet 30:1. Bankcheferne har haft for store incitamenter til løbe uforsvarlige risici med andre folks penge. Derivater må kontrolleres bedre. Men den yndede sammenligning mellem banker og kasinoer er uretfærdig, da kasinoer må opretholde et vist kapitalniveau for at kunne veksle spillernes jetoner. Bankerne har ikke været pålagt samme krav for deres derivater.

Det moderne demokrati evner ikke at på tvinge kortvarig smerte for langsigtet gevinst. I 20 år er de alvorligste strukturproblemer, socialsikring, sundhedsydelser, indvandring, blevet negligeret. Lige nu er den amerikanske regerings dristighed prisværdig, men dristigheden består i at bruge penge, og om nogle år, når regningen kommer, må Kongressen må vedtage store nedskæringer og hæve skatterne (og ikke kun for rige).

Mere end blot politik

Problemet rækker langt ud over Washington og langt udover dårlige banker, slappe regulatorer og uansvarlige politikere. Det globale finanssystem har været tættere på sammenbrud i de sidste 30 år end i nogen sammenlignelig periode i historien. Det kunne tyde på, at vi kludrer det, men virkeligheden er mere kompleks. De problemer, der har udviklet sig over de seneste årtier, er ikke blot resultater af svigt. De kan med lige så stor ret betegnes som resultater af succes.

Siden sidst i 1980'erne, har verden bevæget sig hen imod en ekstraordinær grad af politisk stabilitet. Med afslutningen af Den Kolde Krig gik vi ind i en periode uden større militære kapløb blandt verdens stormagter ' noget, som praktisk talt er uden fortilfælde i moderne historie. Det har betydet, at vi kunne afvikle de fleste af stedfortræderkrige, borgerkrige og væbnede opstande, der var del af Den Kolde Krigs landskab.

Uanset blodsudgydelserne i Irak, Afghanistan og Somalia er antallet af personer, der dør som følge af politisk vold af enhver art, faldet kraftigt. ertil kommer inflationens ophør. I 1970'erne led snesevis af lande af hyperinflation, som forarmede middelklassen, destabiliserede samfundene og førte til politiske omvæltninger. Siden er centralbankerne blevet gode til at tæmme dette monster, og i 2007 var antallet af lande med høj inflation svundet ind til en håndfuld. Kun ét, Zimbabwe, havde hyperinflation.

Global støtte til USA

Føj hertil informations- og it-revolutionerne, og vi får en række historiske ændringer, der har produceret et sammenhængende globalt system, som er langt mere integreret og dynamisk end nogensinde før. Resultaterne taler for sig selv: I løbet af de sidste 25 år er den globale økonomi fordoblet hvert 10. år, fra 31 billioner dollar i 1999 til 62 billioner dollar i 2008. Recessionerne er blevet kortere end nogensinde før, med et gennemsnit på otte måneder i stedet for to år. Over 400 mio. mennesker i Asien er løftet ud af fattigdom. Mellem 2003 og 2007 steg gennemsnitsindkomsten på verdensplan i et hurtigere tempo (3,1 procent) end nogensinde før. I 2006 og 2007 ' opsvingets kulminationsår ' præsterede 124 lande en vækst på fire pct. deller derover. Det var fire gange flere end 25 år før.

Mange af disse lande havde flere penge, end de havde fantasi til at bruge. Kina sidder på en skatkiste på over to billioner dollar. Otte andre nye markedslande har reserver på over 100 dollar. De har alle placeret midlerne i de sikreste investeringer, de kan tænke sig ' amerikanske statsobligationer. Ved at opkøbe så megen gæld, drev de den rente ned, som Washington havde at tilbyde, hvilket igen gjorde kreditter i Amerika desto billigere. Så effekten af alle disse penge, der flød rundt i verden, var at støtte amerikanerne i deres yndlingsaktivitet: at shoppe.

Gode tider får altid altid folk til at hvile på laurbærrene. Da kapitalomkostningerne sank, begyndte folk at opføre sig stedse mere tåbeligt. Verdensøkonomien var blevet som en ny slags supersportsvogn ' hurtigere og mere kompliceret end noget tidligere kendt køretøj. Men det viste sig, at ingen havde kørt en bil som denne før, og at ingen helt vidste hvordan. Så den kørte galt.

Det virkelige problem er, at vi stadig kører i denne bil. Den globale økonomi er fortsat meget kompleks, indbyrdes forbunden og i ubalance. Kineserne ophober ttadig overskud og har brug for at placere dem. Washington og Beijing bliver nødt til at arbejde hårdt for at stabilisere deres gensidige afhængighed, så systemet ikke rammes af nye crash.

Mere generelt er den grundlæggende krise, vi står overfor, globaliseringens selv. Vi har globaliseret nationernes økonomi. Handel, rejser og turisme er at bringe folk sammen. Teknologi har skabt verdensomspændende forsyningskæder, virksomheder og kunder. Men vores politik er fortsat stålsat national. Denne spænding er den afgørende faktor bag de mange sammenbrud i denne æra ' et misforhold mellem sammenkoblede økonomier, der producerer globale problemer, men som ikke matches af en politisk proces, der kan påvirke de globale løsninger.

Et spørgsmål om moral

I dette essay har jeg hidtil undgået at behandle denne økonomiske krise som en moralsk fabel ' en krig mellem godt og ondt, hvor dæmoniske bankfolk har smadret alt, hvad der er godt og rigtigt og binder vore samfund sammen. Komplekse historiske begivenheder kan sjældent reduceres til noget så simpelt. Men vi lider også under en moralsk krise, som har stor betydning for vore problemer.

Det meste af det, som er hændt i verden i de sidste 10 år, var lovligt. Bankerne gjorde, hvad der var deres ret. Politikere gjorde, hvad de mente, systemet bad dem om. Bureaukrater udvekslede ikke tjenester for kontanter. Men meget få mennesker handlede ansvarligt, hæderligt eller ædelt (alene ordet lyder sært i dag). Dette kunne lyde som en sekundær ting, men er det ikke. Intet system ' kapitalisme, socialisme, hvad som helst ' kan fungere uden sans for etikken og værdierne i dets kerne. Uanset hvilke reformer, vi gennemfører, vil de være utilstrækkelige, hvis de er uden almindelig sund fornuft, dømmekraft og etiske standarder. Vi vil aldrig vide, hvor næste boble opstår, hvad de næste innovationer vil bringe, og hvor excesser vil udvikle sig. Men vi kan forlange, at folk bliver bedre til at beherske sig selv og deres institutioner, og at de i højere grad orienterer sig efter et moralsk kompas.

Fraværet af selvregulering i de seneste 20 år ' inden for investeringsbankvirksomhed, revision, kreditvurderingsselskaber osv. ' fører nu til større statslig regulering. Dette markerer en vigtig ændring i den angloamerikanske verden, væk fra de uformelle regler, som ofte blev håndhævet af private aktører, og hen mod det mere formelle bureaukratiske system, vi kender fra det kontinentale Europa. Måske bør stater ikke fastsætte chefgager i den private sektor. Men topchefer bør sandelig udvise større skønsomhed i værdisættelsen af deres egne vederlag, og knytte disse langt fastere til virksomhedens langsigtede sundhed.

Der er et behov for større selvregulering ikke kun på Wall Street, men også i Washington. Vi får alt udpenslet, når politikere fanges i sexskandaler. I mellemtiden slipper de afsted med at tredoble den nationale gæld, berige deres lobbyistvenner og udtænke skattehuller for specifikke selskaber

Vi er midt i en stor krise, og der er nok af skyld at placere og utallige reparationer at foretage. Fra det internationale system til de nationale regeringer til de private virksomheder. Men inderst inde, er der brug for dybere selvransagelse hos alle. Hvis noget ikke føles rigtigt, bør vi gøre noget ved det. Ikke at vi på den måde kan genskabe væksten, retlede globaliseringen eller frelse kapitalismen. Men det kan være en beskeden begyndelse til at finde tilbage til fornuftens spor.

© Washington Post Writers Group og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen