Mor og far skændes, og staten betaler regningen

Det var ikke, fordi Malene og Christian Bason var ved at gå fra hinanden. De skændtes heller ikke konstant, men de stod midt i ræset om at få to karrierer i toppen af erhvervslivet til at spille sammen med to små børn på to og fem, den ene handicappet med downs syndrom.

»Alle småbørnsfamilier er pressede i hverdagen. Men når man har et handicappet barn, er det pres bare endnu større - man har endnu mindre tid,« siger Malene Bason.

»Hvis du ikke tænker over det, kan man nemt komme dertil, hvor det eneste, man udveksler, er praktiske ting: hvem henter, hvem bringer, hvad skal man spise, og hvem smører madpakker. Og så er der gået tre år, uden at man har snakket rigtigt sammen.«

Malene Bason og hendes mand sagde derfor ja tak, da de for fire måneder siden fik tilbud om gratis parrådgivning lige som 2.200 andre par, der har været med i regeringens forsøgsordning med statsfinansieret parterapi. Og forløbet har gjort Malene Basons hverdag med familien væsentlig mindre konfliktfyldt.

»Jeg er blevet bedre til at opfange faresignaler, for jeg kan godt selv høre, når jeg går i den grøft med at fortolke noget, min mand har sagt, negativt. Eller hvis jeg siger, at nu går jeg ned og vasker tøj, midt i en konflikt i stedet for at blive og afslutte den konstruktivt. Vi har fået nogle redskaber, til at undgå konflikter, og når jeg når dertil, så ved jeg godt selv, at det ikke er konstruktivt. Vi når ikke helt at få så mange af de konflikter som før, fordi vi stopper op inden,« siger Malene Bason.

Forsøget med statsfinansieret parterapi er netop afsluttet efter fire år, og evalueringen har været overordentlig positiv. Formålet har været at give børnefamilier med knas i parforholdet en stærkere »indbyrdes relation og dermed undgå skilsmisse eller redskaber til at gøre en skilsmisse så lempelig som muligt«, som det hedder i programmet, der i særlig grad forsøger at skåne de børn, der kommer i klemme, når forældrene er i konflikt eller går fra hinanden. Der er en bred politisk velvilje til at gøre ordningen permanent, og justitsminister Brian Mikkelsen (K) - hvis ressortområde, det tilhører - er meget begejstret for forsøgets udfald:

»Det er efter min opfattelse nogle spændende resultater, som vi i høj grad kan drage nytte af i de videre overvejelser om tilrettelæggelsen af den forebyggende og støttende indsats på det familieretslige område.«

Ordningen blev til som en del af finanslovsforhandlingerne i 2005 og var Kristendemokraternes fingeraftryk i forliget. Siden er partiet røget ud af Folketinget, men Kristendemokraternes landsformand, Bjarne Hartung Kirkegaard, er stadig fyr og flamme over projektet

»Når far og mor skændes, går det ud over børnene, og når to mennesker går fra hinanden, er barnet den svage part,« siger Bjarne Hartung Kirkegaard.

»Det kan give problemer for børnene længere frem, hvis familien går i stykker. Det kan være, at børn bliver anbragt uden for hjemmet, men ved at sætte tidligt ind, kan man forsøge at undgå nogle af de her langtidsvirkninger,« siger han og pointerer, at det handler om barnets tarv, men også om at Kristendemokraterne vil værne om familien som institution.

»Samfundets mindste enhed er familien; på den måde er den en byggesten for samfundet. Vi synes, at familien er den bedste samlingsform, og vi vil sikre, at familierne bliver sammen. Parrådgivning er en måde at værne barnet og familien på, så de bliver sammen.«

- Men hvorfor skal staten betale for det, når det er svært bare at få hjælp til en helt almindelig depression?

»Staten må træde i karakter og tage sit ansvar, også når det gælder om, at individer og familier har det dårligt. Staten hjælper jo også i mange andre situationer, hvor borgere kommer i klemme, hvis du bliver arbejdsløs, får du kontanthjælp, hvis du bliver syg, kan du komme på hospitalet. Og at hjælpe familier til at blive sammen er både bedre og billigere i det lange løb.«

Dansk Folkepartis familieordfører, René Christensen, er også meget begejstret for projektet, men for ham er det ikke kun et spørgsmål om at bevare familien som institution frem for alt.

»Der er en masse samfundsgevinster ved det her projekt - både for børn og voksne. Hvis vi har velfungerende familier eller for den sag skyld fornuftige skilsmisser, er det kun en gevinst for samfundet.«

- Men hvorfor er det statens opgave?

»Det kan det jo gå hen og blive alligevel, når filmen helt knækker. Vi har været til en del møder om det her projekt, og det ser ud til, der er bred opbakning til at gøre ordningen permanent.«

Hjælp eller symptombehandling

Men det er ikke alle, der synes, det er så indlysende, at staten skal hjælpe langt ind i privatsfæren. For filosofiprofessor Ole Thyssen fra CBS er det et udtryk for en hæmningsløs hang til at finde en professionel løsning på problemer, der før kunne klares personligt.

»Problemet er, at jo mere stat og kommune blander sig, jo mere hjælpeløse bliver folk over for en lang række ting, hvor der tidligere var en forventning om, at vi selv kunne klare dem. Der er en forventning om, at velfærdsstaten kan træde til. Det er en accelererende hjælpeløshed,« siger Ole Thyssen.

»Velfærdsstaten bliver slynget ud i alle samfundets sprækker og fuger. Det er ikke kun i erhvervslivet som landbruget, industrien og bankverdenen, men også helt ned i vores intime liv. Det handler ikke om, at staten kommer væltende ind ad døren som i et big brother-samfund, men det er noget, folk selv beder om, fordi de regner med, at de kan få en professionel løsning på deres privatliv.«

Der er i løbet af de seneste 10-15 år kommet en voldsom fokus på at bevare kernefamilien frem for alt, mener Ole Thyssen. Det kommer efter et par årtier, hvor en række alternative familieformer blev prøvet af, men efterhånden, som erfaringerne viste sig, stod det klart, at de nye familier ikke kunne måle sig med kernefamilien.

»Vi fandt jo ud af, at det bedste er at placere børnene i familien frem for i Kibbutz eller børnehaver, kollektiver eller hvad man kan finde på. Derfor gør man også utroligt meget ud af at bevare familien og nogen gange også helt ud i det urimelige.«

Den tendens genkender forfatter og debattør Bente Hansen. Hun var del af kvindebevægelsen i 60'erne og 70'erne, dengang der blev eksperimenteret med familieformerne, dengang ægteskabet blev sat fri, og kvinden blev økonomisk uafhængig og derfor for første gang fik chancen for at forlade familien - og benyttede sig af friheden.

»På den ene side tror jeg ikke, tingene er så meget anderledes, den gang prøvede man også at holde sammen på stumperne, trods alt. Men det store nye var, at man ikke længere behøvede at finde sig i alt i familien. Nu er der så gået 30 år, der er gjort erfaringer, og mange af vores børn og børnebørn, som nu selv er i parforhold, ser med rædsel på vores erfaringer,« siger Bente Hansen og peger på, at man er blevet belært af den tids eksperimenter. For på mange måder var de en stor belastning for både kvinder og mænd.

»Ikke fordi jeg synes, vi ikke skulle have haft dem, men børnene ville jo være gladest, hvis deres forældre var sammen - ligegyldigt, hvordan familien ser ud, eller hvilket køn forældrene har. Hvis de voksne ikke har det godt, betaler børnene prisen.«

Derfor mener hun også, at familierne skal have al den støtte, de kan få. Spørgsmålet er så, om statsstøttet parterapi er den rigtige hjælp at give dem, eller om det kun er ren symptombehandling.

»Nedsættelse af arbejdsdagen ville være en langt større støtte, for det største pres, danske mænd og kvinder er udsat for, er, at de er de mest arbejdende i verden. Og der er ingen tvivl om, at det koster - både i form af stress og langtidssygemeldinger, men også i form af parforhold og brudte familier.«

Derfor var en af kvindebevægelsens mærkesager en sekstimersarbejdsdag for alle.

»Men det er gået helt af mode at nedsætte arbejdstiden. Der er i stedet sket det modsatte, kvinder med små børn arbejder nu endnu mere. Parterapi løser ikke dét problem, nemlig at de enkelte arbejdsdage og hverdagen for familierne er enormt presset.«

Statsfinansieret - men ikke for alle

Parterapeuterne selv er heller ikke entydigt begejstret for at gøre ordningen permanent. Tomas Friis, der arbejder som familiecoach og parterapeut i Københavnsområdet, synes umiddelbart ikke, det skal være statens ansvar at få styr på folks parforhold. I hvert fald, hvis vi siger til folk, der har en helt almindelig depression, at den kan I ikke få hjælp til.

»Hvis landet var fuldt af mælk og honning, og der var ressourcer til alting, ville det være fint nok. Men det er der ikke,« siger Tomas Friis.

»Hvis du f.eks. har en fødselsdepression, så vil dit barn typisk være halvandet, før du er så heldig, at du kan få hjælp. Og hvis der er noget, der går ud over barnet, så er det dét,« siger Tomas Friis og påpeger, at det først er, når du har en diagnosticeret klinisk depression, at staten træder til - i form af et glas antidepressiva for 28 kroner i egenbetaling.

»Der er endnu større problemer end problemer i parforholdet, f.eks. angst, depression, spiseforstyrrelser. Og hvis man ser på, hvor svært det er at få en henvisning til en psykolog for folk, der har de problemer, hvor svært det er at få 12 klip hos en psykolog, så synes jeg måske, det er i overkanten at hælde 15.000 kroner pr. par i statsstøttet parterapi.«

Desuden er det ikke hvem som helst, der går i parterapi, påpeger Tomas Friis. Det er hovedsageligt de ressourcestærke, dem fra socialklasse 1 og 2 der opsøger hjælp, når der er knas i parforholdet.

»Både ved at se på min egen praksis og ved at tale med mine kolleger, kan man konstatere, at det ikke er Ronny og Sonja fra Herlev, der kommer på statsstøttet parterapi. Han knalder hende en på låget i stedet for, og så er det dét. Men hvad er tilbuddet til voldelige mænd?« spørger Tomas Friis, der mener, at forslaget lugter af politisk populisme. For der er ingen politikere, der ville argumentere imod parforholdet.

Tomas Friis' vurderinger bakkes op af evalueringsrapporten til forsøget. Her fremgår det, at langt størstedelen af de, der benyttede sig af tilbuddet, har en lang eller mellemlang uddannelse, og kun fire procent af de medvirkende er ufaglærte arbejdere. 85 procent af deltagerne har en personlig indkomst på mere end 200.000 kroner om året, og af de resterende 15 procent fremgår det ikke, hvor meget deres ægtefælle tjener. Desuden er indvandrergrupper og efterkommere af indvandrere stærkt underrepræsenteret. Der er altså grund til at tro, at tilbuddet i høj grad vil blive benyttet af folk, der måske godt kunne finde penge til en parterapeut i egen lomme.

Men andre parterapeuter har sværere ved at styre deres begejstring over ordningen. Annette Due Madsen er parterapeut og leder af Center for Familieudvikling, hvor 15 procent af de 2.200 par, der har fået statsbetalt parterapi, har fået undervisning.

Alle har været glade for det, forklarer hun, og de har fået langt bedre kommunikation med hinanden.

»Statistisk set så ender mellem en tredjedel og en fjerdedel af alle par i Danmark med at gå fra hinanden. Hvis lige så mange havde en fysisk sygdom, ville der være ramaskrig. Og vi ved, at børns udvikling og børns trivsel er afhængig af, hvordan forældrene har det med hinanden,« siger hun som begrundelse for, hvorfor staten burde give et tilskud til parterapi. Det behøver ikke nødvendigvis være helt gratis, i det mindste er det noget, politikerne burde tale om og prioritere.

»Du går jo heller ikke først til tandlæge, når du har fået syv huller. Vi har viden og redskaber, vi ved, hvad der hæmmer og fremmer parforhold. I Norge har man over 60 familieværnskontorer, og alle de par, der får deres første barn, får sådan et undervisningsforløb. For man har erkendt, hvad det koster af depressioner og økonomisk støtte, når familier går i stykker, og at man derfor må værne om familien.«

- Men hvorfor er det statens ansvar?

»Vi siger ikke, at staten skal overtage ansvaret for os, men vi vil sætte de nære relationer på dagsorden. Det er et sundhedstema, hvordan mennesker har det med hinanden. Vi laver kampagner for trafik, sundhed, skolemad, og at folk ikke skal ryge og drikke så meget, men vi ved, at det afgørende for, hvordan et menneske har det, er dets relationer. Og det burde politikerne gå op i.«

- Men hvor skal grænsen sættes for, hvad staten skal blande sig i?

»Jeg ved godt, det handler om at prioritere, lige som det gør inden for hospitalsvæsenet. Men i det her tilfælde er det lidt latterligt at sige, at grænsen skulle være nået, for vi er knapt gået i gang.