Økonomiske kriser har det med at sparke ned af. De rammer de uuddannede, de ressource svage og de unge. De seneste tal fra Danmarks Statistik viser en stigning blandt de arbejdsløse i alderen 16 til 24 på 125 procent fra april 2008 til april 2009 og ifølge de officielle tal fra den Europæiske statistik organisation Eurostat er det næsten 10 procent af de unge i Danmark, der står uden arbejde eller uddannelsesinstitution. Det svarer til 46.000 under 24 år og selv om det tal stadig er lavt i forhold til de andre medlemslande, bekymrer hastigheden i stigningen økonomer og arbejdsmarkedsanalytikere.
»Når man laver ansættelsesstop på arbejdsmarkedet, rammer det dem, der skal ind på arbejdsmarkedet, og i fyringsrunder er det også ofte de medarbejdere, der er kommet sidst ind, der ryger først ud,« siger Peder J. Pedersen, der er professor i arbejdsøkonomi på Aarhus Universitet og medlem af regeringens arbejdsmarkedskommission. Han tegner et dystert billede af situationen:
»Vi sidder i en enorm fælde, hvor vi her og nu ser en voldsom stigende arbejdsløshed, men vi ved på den anden side, at vi kommer i en desperat mangel på arbejdskraft. Så spændingen mellem det lange sigt og det korte har aldrig været større end det er nu. Om fem til ti år vil arbejdsstyrken falde med op mod 100.000 mennesker, og det vil være fatalt, hvis en del af de tilbageværende er blevet gjort ukampdygtige med langtidsledighed nu.«
Den udsatte gruppe har landets produktionsskoler tidligere sørget for at efteruddanne tilbage på arbejdsmarkedet, men under de sidste otte års konstante optur har det ikke været nødvendigt for dem at tage en uddannelse. De kunne med lethed finde sig ufaglært arbejde til en tårnhøj løn og har tilsidesat uddannelse på den bekostning. Nu, hvor de søger tilbage mod skolerne, er der opstået et fysisk problem. Der er ikke plads.
»Markedsmekanismerne reagere prompte på den her slags kriser, og inden statsministeren fik sagt, at hans søn ikke skulle kende til ungdomsarbejdsløshed, havde vi en stigning i elevtallet på 35 procent. Det skete over få måneder,« siger Anders Hess, sekretariatsleder i produktionsskoleforeningen.
Elever kan kun være på produktionsskolerne et år, hvorefter de enten skal sluses over i videre uddannelse eller i arbejde. Men arbejde er der ikke meget af, og på landets erhvervsskoler har man svært ved at finde lærepladser til eleverne hos de betrængte håndværkere og kan derfor ikke tilbyde dem et helt uddannelsesforløb.
»Før havde vi et 50/50 udtag til erhvervsskolerne og arbejde, men i øjeblikket er det næsten umuligt at finde en arbejdsplads, og når de kan se, at erhvervsskolerne ikke kan finde en læreplads til de elever de har i forvejen ' hvorfor skulle de så gå derover Så er der kun kontanthjælp tilbage,« siger Anders Hess og langer ud efter politikerne, som han mener er for optaget af at lave løsninger, der skal virke på det lange sigt.
»Målsætningen om at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse kan de godt stikke skråt op ' vi får rigtig svært ved at holde 80 procent. Vi er nødt til at lave nogle løsninger, der virker omgående. Langsigtede løsninger er ligegyldige hvis vi taber en generation på gulvet.«
En forbandelse
Det dystre syn på situationen deler man i Arbejdernes Erhvervsråd. Her tror man heller ikke på regeringens målsætning på uddannelsesområdet, hvor man kun har set en tilbagegang over de sidste 10 år.
»En stor del af tilbagegange kan tilskrives de mange job, der opstod under opturen, men vores forventning er ikke, at det vil vende foreløbigt,« siger chefanalytiker Frederik I. Pedersen.
»Vi har haft en fuldkommen vild udvikling på arbejdsmarkedet de sidste år, og det har betydet, at vi i dag sidder med en opskrivning, der målt på timer på arbejdsmarkedet svarer til 220.000 ekstra årsværk ' det er langt større end vores reelle vækst i samfundet. Det kan du forklare med konjunkturer, men det afspejler også at uddannelsesudbuddet ikke har kunne følge med.«
Ifølge Fredrik I. Pedersen må det have den allerstørste prioritet at de unge bliver beskæftiget i nedgangsperioden med uddannelse eller arbejde ' også selv om det kommer til at koste samfundet. Er man arbejdsløs i mere end et år kommer man over i kategorien langtidsledig, og belært fra 80'erne ved vi, at den gruppe kan være uhyre svær at få tilbage på et arbejdsmarked. Derfor er aktivering også et vigtigt punkt i Arbejdsmarkedskommissionens kommende redegørelse, der først bliver offentliggjort i august.
»Uafbrudt ledighed i mere end et år ' så er man langtidsledig, og det ville være helt fatalt for unge mennesker at ende der,« siger Arbejdsmarkedsprofessor og medlem af Arbejdsmarkedskommissionen Peder J. Pedersen.
»Man må sætte ind med aktivering over for de unge væsentligt tidligere end resten af befolkningen. Vi har allerede den udmærkede 'ungeordning', hvor dagpengesatsen bliver banket ned til det halve, hvis du ikke er i aktivering inden seks måneder. Det kan lyde brutalt, men det er en bedre situation end at fortsætte i ledighed. Det er det eneste, man kan gøre.«
' Det ligger ikke i jeres opdrag, at operere på det korte sigt, men verden så anderledes ud, da det blev lavet ' er I ikke nødt til at sætte modeller op, der også virker på kort sigt
»Det er rigtigt, at verden så anderledes ud den gang, men jeg tror ikke, vi ændrer holdning på spørgsmålet om den aktive beskæftigelsespolitik. Vi mener stadig væk, at løsningen er at aktivere hurtigt.«
Når bare vi er sammen
Vi havde næsten glemt ordet ungdomsarbejdsløshed i Danmark, men sidst i 70'erne og op gennem 80'erne trak det dagligt overskrifter og blev nærmest en kulturbærende identitet for en hel generation. Men der er noget, der adskiller den nuværende nedtur radikalt fra punktristessen og No Future -generationen, og her må man se på den optur, der har ledt op til nedturen, mener sociolog og ungdomsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
»Da man fik ungdomsarbejdsløsheden i 70'erne var det bekræftelsen på en identitet, der var bærende for de unge den gang. Det var den gang, man opfattede samfundet som kapitalistisk og var i opposition til det bestående som venstreorienteret og grupperede sig i bevægelser,« forklarer han. Det verdensbillede bekræftede ungdomsarbejdsløsheden og ifølge Johannes Andersen gav det årgangen et stærkt sammenhold, der grundlagde stærke fælleskulturer som punkkulturen.
»Her er hele logikken, at der ikke er noget håb og ingen fremtid,« siger han
»Det, der sker i dag, er noget helt andet. Det dominerende i ungdomskulturen i dag handler om at træffe det rigtige valg på det rigtige tidspunkt. Så de arbejdsløse kommer formentlig ikke til at stå som en samlet stærk bevægelse, men som en række individer, der har truffet nogle forkerte valg. Hvor de før vente vreden og frustrationen udad, vil de i dag vende det indad.«
»Traditionen om kollektiv organisering og kollektive løsninger, har man langsomt, men sikkert bevæget sig væk fra. Der er jo ingen i dag, der taler om en harmonisering af lønniveauet. I dag handler det for alle om en karriere. Så arbejdsløsheden bliver ikke en bekræftelse på, at samfundet har truffet forkerte valg, men det bliver en bekræftelse på, at du selv har truffet forkerte valg.«
Så ligesom de unge gik ind i opturen som individualister, falder de også ned i krisen som enkelte individer. Ungdomsforsker og lektor på DPI Noemi Katznelson har skrevet ph.d.-afhandling om de unges adfærd i forhold til karrierevalg, og hendes konklusion er enslydende med Johannes Andersens:
Muligheden for uddannelse
»Den store forskel på denne her recession og tidligere er, at denne krise lander i en ungdomskultur, hvor risikobevidstheden i forvejen er ret stor,« siger Noemi Katznelson.
»Selv under opturen var unge enormt bange for ikke at klare sig godt nok og fokuseret på at slå til. Det pres vil stige. De ressourcestærke vil gribe fat i de muligheder, de har, og i de instanser, der kan hjælpe dem ' de svage risikerer at falde helt ud.«
Men for Noemi Katznelson indeholder krisen også nogle store muligheder i for ungdomsårgangen. Når der ikke ligger job og lokker de unge væk fra uddannelserne, er der en oplagt mulighed for at få vendt den nedadgående tendens på det samlede uddannelsesniveau.
»Vi har en kæmpe mulighed for at få denne gruppe uddannet, men det vil kræve, at uddannelserne retter sig efter dem. Mange af de unge, vi taler, om kan godt klare sig på arbejdsmarkedet, men i mødet med uddannelserne bliver de svage. Det vil øget presset på uddannelsessystemet, der i forvejen er presset til det yderste.«
Den holdning deler man både på produktionsskolerne og erhvervsskolerne, men begge steder råber man på politisk handling. Særlig problematikken omkring lærerpladserne skal løses omgående.
»Hvis du ikke har en praktikplads, kan du ikke gøre din uddannelse færdig. Derfor har vi et akut behov for at få oprettet en skolepraktik, der kan gøre det ud for lærlingepladser i en periode, men indtil videre har det ikke kunne lykkes at blive enige om,« siger direktør for Erhvervsskoleforenigen Jørn Ibsen.
»Vi har 5.000 unge, der her til sommer skal bruge en praktikplads, og hvis vi ikke finder dem, ryger de direkte ud i ungdomsarbejdsløshed. Det svare jo til, at vi sagde til dem, der starter i 1. g, at vi ikke ved, om de kan få lov at gå i 3. g.«
Hverken Jørn Ibsen eller Anders Hess fra produktionsskolerne mener, det løser noget at give lærepladserne et tilskud for lærlinge, da der simpelthen ikke er arbejde til dem.
»Det er op til politikerne, om man vil gøre noget ved det her eller blot lade konjunkturerne bestemme, for mens vores elevtal stiger bliver vores udtag sværere og sværere,« siger Anders Hess.
»Produktionsskolerne kan ikke løfte det her problem alene og erhvervsskolerne heller ikke. Som det er nu, bruger vi ikke muligheden for at uddanne flere unge, nu hvor de unge er presset ind i den her situation og modtagelig overfor uddannelse. Jeg synes det er sølle.«
Det er meget fint at fortæller de unge, at deres situation er helt fåkt. Samtidigt med at vi fortæller dem, at det er deres egen skyld. Det skal nok få de unge, til at tage det ansvar, som deres forældregeneration har negliceret til fordel for 5-10000 kr. mindre i skat om året.
Og derfor er det rent jammer, at brokke sig over ungdomsarbejdsløshed er stigende for traditionelle lyserøde danskere. Den har været stigende i mange år, for en hel gruppe at unge med tvedelt kulturelt tilhørsforhold, som klarer sig dårligt folkeskolen. Dem har man "heldigvis" med stor folkelig opbakning, kunne tørre nederlaget af på, med henvisnig til deres kulturelle afvigelse fra normen.
Den voksende arbejdsløshed, bekræfter ordsproget," man ligger som man har redt", hvorfor regeringen skal tage ansvaret, og levere nogle holdbare løsninger for borgerne i fællesskabet Danmark, og ikke fokuser al panik løsning på politikernes sponsorer af rejser og valgkampagner, med endnu en bankpakke ligende løsning til erhvervslivet, og erhvervslivet oxygenbaseret stein bagger aktieøkonomi, hvor størrelsen er det samme som antallet af kunstig oppumpet talstørrelse.
Som aktiv og professionel bekæmper af arbejdsløshed og social deroute, beder jeg om igangsættelse af de offentlig investeringer, opprioritering af uddannelse for unge kontanthjælpsmodtagere, fremfor forærer erhvervlivet gratis arbejdskraft, igennem udsigtsløse praktikordninger, der begrænser antallet af lønnet medarbjdere i det private ervhvervsliv.
(hvem gider at betale løn til en person, når man kan få 2 gratis fra kommunen)
Måske lyder det en smule generations arogant. Men hvad er lige problemet? Det lader til, at man som alt andet lige har ophøjet vores nuværende arbejdsløshedsprocent til at være the evil of all evils. Come on, 80´erne og 90érnes arbejdsløshedstal var jo astronomiske ift til dagens tal. Læg dertil vores arbejds fetish, der fortæller os, at det er forfærdelig, at der går nogle unge mennesker rund, der ikke er i job eller uddannelse - uha hvor der det hårde tider. Finanskrisen er i den grad italesat som værende et meget ondt indslag. Men kig jer tilbage, al snak om krise er et udslag er forkælet friværdi afdragsfrit sludder.
Jeg kunne godt tænke mig et samfund, hvor alt det dér med ”din egen lykkes smed” blev smidt på lossepladsen. Alt tyder på, at arbejdsløsheden vil stige til uanede højder i den kommende tid. Hvad med at tænke lidt konstruktivt?
Alle, som ikke kan få et arbejde, men kan affinde sig med at leve på overførselsindkomst, får tilbudt forskellige interessetilbud. Evt. kan de udvirke dem for ligesindede, så der bliver forskellige interessefællesskaber.
Dem, som ikke selv kan finde på noget meningsfyldt at foretage sig, kan aktiveres i job i kommunerne i 20 timer om ugen for overførselsindkomst, eller med uddannelser i 20 timer om ugen i f.eks. 5 år i stedet for 3; uddannelser som arbejdsgiverne skal forpligtes til at oprette, evt. med et tilskud.
Studier af enhver art kan normeres til færre timer/uge og flere år, men stadigvæk på overførselsindkomst og en nogenlunde værdig tilværelse.
Det vigtigste er, at mennesker ikke ”tabes på gulvet” og gøres ansvarlig for samfundets økonomiske og strukturelle problemer, men derimod oplever en selvrespekt og følelsen af at være ”god nok”.
Jeg ser for mig et samfund, hvor mennesker trives, sygeligheden falder, med store besparelser i sundhedssektoren til følge, og hvor kvinder måske vil vælge at få et barn, inden de bliver 30+. Måske et samfund hvor dem der arbejder mest, kunne finde på at dele noget af arbejdet med andre, da det ikke vil være en kvalitet i samfundets øjne at arbejde 70 timer/uge.
Ja, ja. Hvem i alverden kunne dog finde på den slags? Hvad så med nogle andre tilpassede idéer? ;-)
Der er noget forkert i tanken om at vi skal tilbydes alt muligt.
Grundlæggende må vi lære fra barnsben at være selvkørende, opsøgende og nysgerrige. Selv et godt socialistisk samfund er nødt til at være baseret på at størstedelen af befolkningen er selvmotiveret og kompetente.
Hver gang vi lander problemerne ved at "nogen" skal tilbyde os "noget", reducerer vi os selv.
Problemer er en naturlig del af tilværelsen og skal ses som noget der skal løses. De meget få der oplever uoverkommelige problemer skal naturligvis hjælpes, men for langt de fleste handler det om at smøge ærmerne op, sadle om , og hvad har vi.
Af natur er vi for det meste vanedyr og tryghedssøgende, hvilket betyder at vi ikke gider gøre så meget for at ændre tilværelsen. En krise kan være et kærkomment hjælpemiddel til at øge problemknuserevnerne, og opbygge selvtillid.
Ja, det lyder kynisk, men er langt mere humant, end at bilde de unge ind at de bliver grebet af os "andre" hele tiden. Det gør de jo ikke. Jeg oplever 16-19 årige hver dag på min arbejdsplads, og en lille del af dem er fanget i en illusion om hvor meget samfundet nok skal gøre for dem.
med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann, Du skriver "Der er noget forkert i tanken om at vi skal tilbydes alt muligt".
"Grundlæggende må vi lære fra barnsben at være selvkørende, opsøgende og nysgerrige."
"Hver gang vi lander problemerne ved at "nogen" skal tilbyde os "noget", reducerer vi os selv."
Synes du ikke, at der nogen selvimodsigende i din forståelse. jeg mener , du forudsætter at der nogen der tilbyder, at du lære det fra barnsben. mao. Fra det hjælpeløsudgangpunkt søger du den kompetente råd og vejledning, for selv at blive kompetente.
Det er på samme måde arbejdsløshedsydelser, er sammensat.
Altså at hjælpe borgeren, til få magten til, at få magten over sit eget liv.
@ Michael Skaarup
Nej, jeg betragter det som overgangen fra barndom til voksenliv at man bliver selvkørende og kan motivere sig selv.
Som barn kan man naturligvis ikke klare sig uden den rette anvisning fra engagerede voksne.
Som voksen skal man være nået til det punkt hvor man kan give det videre til børnene.
Arbejdsløshedsydelser er glimrende, men for velfungerende unge, bliver de let en sovepude der fjerner initiativet.
med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann
"jeg betragter det som overgangen fra barndom til voksenliv at man bliver selvkørende og kan motivere sig selv."
- Og lige der, rammer du netop kernen i den komplekse problemstillling, som fortæller os hvordan sociale problemer opstår..
Netop, at der nogen som ikke når blive selvkørende i perioden fra ble, til kondom.
Årsagerne hertil kan være mange og forskellige, f.eks forældre der ikke har kunne udfylde forældrerolle tilstrækkelig ift. regler og forventninger i Fællesskabet Danmark,(FD) (dårlige/svage forældre) eller forældre der ikke kender eller forstår regler og forventninger fra FD, og derfor ikke kan lære dem videre til afkommet. (indvandrere, negativ socialarv, svag tilknytning til samfundet).
Derfor anser jeg din pointe, kun kan være legitim ift. de velintegreret og ressourcestærke familiers afkom, som finder sig til rette på sovepuden i kontanthjælphimlen, når de lullet i søvn, og deres intiativ fjernes af det økonomiske sikkerhedsnet.
- jeg tror dog nærmere at det et puberitært frigørelsesproces fra deres forældrenes normer, og et barnligt forsøg på at finde sine egne værdier og normer.
Derfor mener at den unge kontanthjælpsmodtager, ikke skal anses som en homogen flok, med de samme værdier, og en klart defineret arbejderindentitet, der som resultat af en økonomisk håndsrækning mister initiativet, til at tage ansvar i egen sag.
Jeg synes det er mere mærkeligt, at samfundet forventer at de unge, lige nu hvor de hverken kan få arbejde eller uddannelse, ved egen kraft skal gøre sig parat til den dag hvor der (måske) bliver brug for dem igen.
Hverken boliger, ’ekstrajob’ eller uddannelser hænger på træerne. Kun en ussel forsørgelse kan det blive til. Det kalder Lennart Kampmann at tilbyde dem ”alt muligt”. De skal ”smøge ærmerne op, sadle om, og hvad har vi”. Ja, hvad har vi?
Det er da ikke de unges skyld at samfundet er i krise, og at ressourcerne spildes på at hælde penge i banker og til skattelettelser til dem som ikke gider tage ansvar for andre end sig selv. Hvor bliver samfundets og erhvervslivets ansvar af?
Det markedsøkonomiske system er først og fremmest storproducent af arbejdspladser - fordi markedet er så primitivt, at det kun gennem enkelt målelige parametre: arbejdstid og produktivitet, kan forestå distribution af velstanden.
Det er i alle demokratiske samfund et stort problem, at liberté, egalité, fraternité på samfundsplanet modsvares af stor bundethed og ulighed på det private område. Athen klarede det med slaverne, andre lande har gennem tiderne klaret det med importeret arbejdskraft, og i de nordiske lande har man direkte forsøgt (med held, så hvorfor holdt det op?) at begrænse forskellene, bl.a. gennem lønmodtagernes indirekte ejerskab over produktionsmidlerne.
@ Inger Sundsvald
Jeg er selv ung fra firserne og husker hvordan vi havde et mørkt årti. Men de unge får arbejde og finder boliger og klarer sig. Og det er godt sådan. Så kan vi koncentrere os om at hjælpe de allersvageste, ved at sikre os at mellemgruppen er selvkørende.
Men der er naturligvis andre der også kan tage sig sammen. I dag i Tivoli da poderne skulle se pantomine var alle sæder besat af voksne, vel at mærke voksne over 60. Og de var fuldstændig ligeglade med hentydninger om at sæderne var for børn. Flere gik forgæves.
Jeg tænkte at det er nok mig der er emsig, men tivolivagterne kunne fortælle mig ved udgangen at det var et stort problem og at de ældre ikke en gang gad at respektere vagternes henvisninger.
Milgram eksperimenternes lære er jo at hvis ingen gør opmærksom på den negative adfærd, vil folk ikke føle sig forpligtiget til at opføre sig korrekt. Perspektivet er skræmmende....
Vores velfærdssamfund har produceret en stor mængde mennesker, der er fuldstændigt ligeglade, og bare kræver ind.
Bare vores unge ikke bliver ødelagt på samme måde.
med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann
Det er naturligvis ikke pænt af de voksne over 60, at de snupper pladserne ved pantomimeteatret. Kunne man forestille sig, at pensionisterne har lært noget af de unge fra de offentlige transportmidler, hvor ingen kunne drømme om at rejse sig når de først har sat sig?
Perspektivet er rigtig nok skræmmende, og jeg gør f.eks. opmærksom på dit brutaliserede menneskesyn, når du påstår, at de unge klarer sig. Hvor ved du det fra? De er fremtidens allersvageste, hvis vi ikke gør noget, og noget siger mig, at du ikke har sans for den slags.
At leve i en osteklokke er lidt mere beskyttet end at leve i en boble. I osteklokken kan man sidde på sikker afstand og brokke sig over de gamle og de unge og også sædernes forfald, hvis det lige passer ind og alt efter temperament. Jeg har en lumsk mistanke om, at mange af 80’ernes unge i dag er værre end dem på 80, når det kommer til at sige: ”Ja, da JEG var ung - bla, bla, bla ….”
Er man født i 60’erne, var man cirka den første generation med overflod på alle hylder, og muligheder så guderne i dag må sig forbarme. 80’erne som et mørkt årti? Come on! En smule kartoffelkur og fortsat gældssætning med kurs mod afgrunden på 1. klasse! Det er intet imod det der venter de unge i dag, efter et årti med uansvarlige borgerlige regeringer, der i den grad har hyttet sine egne.
Her går det godt, her bor de tossede!
@ Inger Sundsvald
Mit menneskesyn har det fint, tak fordi du spørger. Prøv at gå tilbage og læse det jeg skriver, i stedet for at kaste dig ud i at klistre en etikette på mig.
Vi er nødt til at lære vores unge at være kompetente borgere i vores samfund, men det gør vi jo ikke, hvis deres mor altid skal rede trådene ud for dem. De skal jo lære at når de bliver 18 år hæfter de for en underskrift på en latterlig købeaftale, eller sms-lån, etc. Vi gør dem jo ingen tjeneste ved at foregøgle dem at kommunen kommer og reder deres bagdel.
Det er ikke et kynisk menneskesyn der ligger bag ønsket om at vore unge mennesker udvikler sig til kompetente voksne.
Midt i al den skønne ungdom er det en gave at udvikle evnen til at ville klare sig selv. Den stolthed, der følger med, under jeg enhver ung.
Skal vores dialog ellers til at handle om hvad vi tror den anden ikke har sans for, eller kan vi blive ved noget konstruktivt, tak?
Med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann
Hvordan vil du have at jeg skal se noget konstruktivt i dette:
”Vores velfærdssamfund har produceret en stor mængde mennesker, der er fuldstændigt ligeglade, og bare kræver ind”
Det er jo ikke andet end udokumenterede beskyldninger.
@ Inger Sundsvald
Læser du overhovedet artiklen?
I øvrigt med hensyn til arbejdsløshed, så vil vi opleve en massiv pensionering af arbejdsstyrken, således at de unge vil vælte sig i arbejde. Det store problem bliver at finansiere alle pensionisternes ønsker om velfungerende sundhedsydelser. (intet ondt om pensionister - de er gode nok. Deres eneste "forbrydelse" er at de lever længe og er mange)
Men hvis de unge ikke har evner eller uddannelser bliver de erstattet af importeret arbejdskraft og gjort til et proletariat. For at undgå den situation er det vigtigt at sige til de unge: Bliv så dygtige som I kan, og gør det ved at være flittige.
Med venlig hilsen
Lennart
Kære Lennart og Inger.
I har begge en tendens til at være groft generaliserende, i jeres homogene beskrivelse af al-mennesket og i forstår begge andre mennesker, som jeres et selvbillede.
I burde blive opmærksom at ingen af jer har ret, og ingen af jer tager fejl. Men i kredser begge om den varm grød, uden overhovedet at være i nær nok, til kunne smage på den.
Jeg skriver dette, for blive afklaret hvorvidt i klar over det jeg "anklager" jer for, og for at vide, om det er en del af jeres overvejelser i jeres argumentation i denne sag.
Samt Lennart K, jeg savner lidt en svar/respons længere oppe i tråden
Michael Skaarup
Jeg kan ikke forklare min opfattelse anderledes end jeg allerede har gjort. Hvis man bare siger at de unge nok klarer sig, og at hvis de ikke gør, er det deres egen skyld, er der stor risiko for netop at ”tabe generationen på gulvet”.
Hvis der er 5000 unge som skal bruge en praktikplads, må både erhvervslivet og politikerne vel gøre noget konstruktivt. Mange unge skal nok klare sig, fordi de har velfungerende familier og den rette kulør, men så er der jo ”de andre”, de mere ressourcesvage.
At der bliver brug for arbejdskraft engang i fremtiden hjælper jo ikke, hvis de unge ikke nu bliver uddannet nu.
@ Michael Skaarup
Godt set. Tak for det.
Og manglende svar er ikke et udtryk for manglende vilje. Blot andre opgaver, der tog over. Samt andre tråde om min dårlige hukommelse...
Med venlig hilsen
Lennart
Tsk, tsk!
Eller skal man sige: ”Goddag mand, økesskaft”?
@ Inger Sundsvald
Et smil til dig, også.
Med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann
Du kan da også få et smil herfra ;-)
@ Michael Skaarup
Nu har jeg lige haft tid til at skimme tråden igen - hvilket spørgsmål fik du ikke svar på fra min side? (måske udtrykte du det ikke som et direkte spørgsmål)
Med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann
Du har svaret, da du svaret mig, på min kommentar til dig og Inger Sundsvald 2 frontsdebat.
.
Altså at læst imellem linierne i dit svar bekræfter du: At du ikke skal have offenligt/privat forsørgelse, da det vil dræbe din motivation, og derfor drager du en (for hurtig) parallel, at det samme må gælder for alle andre mennesker.
Utroligt, at Lennart skal angribes for at sige, at man skal kunne klare sig selv.
Det viser hvor langt ude dette samfund er.
Men korrektionen er på vej: olien slipper op og så kan virkeligheden ikke holdes tilbage mere. Det er kun godt, at folk får pudset brillerne allerede og får at vide, at der ikke er hjælp at hente derude men at man også selv kan bidrage.
Der findes utallige undersøgelser, der viser, hvordan et syn på mennesker, at de er svage får dem til at blive svage. Så hvad med at dyrke deres styrker istedet?
Når det så er sagt er det måske også på tide, at vi får skruet de materialistiske forventninger ned på et minimum. Fladskærmsfjernsyn, store biler mm er falske værdier, så vi kan sagtens gå ned på halv tid alle sammen så andre kan komme ind på arbejdsmarkedet.
@ Christoffer Sørensen
Tak for støtten. Folk har glemt den fremragende følelse af at kunne klare sig selv. De tror at man skal enten være støttepædagog eller have en ditto for at være lykkelig.
Der er talrige eksempler på at staten vil gøre alt for os. Se bare ideen om at børneinstitutioner skal lave mad til ungerne. Væk er al sund fornuft om at lave hver institution løse problemet på bedste vis. Vi ender med discount-industrimadpakker og børn der ikke må gå ud i køkkenet. Altsammen vedtaget af en såkaldt liberal regering??
Ferie-penge! Hvorfor skal staten forvalte borgernes penge? Hvis ikke folk følger nogle tussegamle regler for ferie, kan de miste deres egne penge.
Med venlig hilsen
Lennart
Christoffer Søresen.
Hvori består angrebet på Lennart Kampman?
Jeg har som skrevet tidligere, blot en mere (professtionel) nuancering af det teoretiske dilemma ang. passiv forsørge og motivation skulle være hinandens modsætninger. Hvorfor jeg fremhævder at praksis ikke lader sig opdele i de samme sort/hvid modsætninger, som Inger Sundsvalds og Lennart Kampmann, hver især repræsentere.
Livet, verden og mennesket er heldigvis mere forunderlig, end diverse ensidige og homogene teorier tillader/evner at beskrive.
ps. Jeg er øverigt enig med Lennart Kampmann, i hans sidste kommentar, ang statens overformynderiske rolle ift. borgernes feriepenge.
Samt jeg mener at søndagslukket er en total åndsvag idé at hode fast i. Især her i begyndelse af den finaniselle krise (kapitalismens fald)
@ Michael Skaarup
Lige over mht. lukkelov. Magen til unødig indblanden fra statens side skal man lede længe efter. Og det er uagtet om man lever i et kapitalistisk eller socialistisk land. Hvis der er kunder, varer og nogle der sælger, må de selv finde ud af tidspunkterne.
Jeg finder det problematisk at så mange bare accepterer det og ikke protesterer. Og jeg savner i den grad politikere der ikke bare administrerer en post på Christiansborg. Jeg kan ikke se mange der fører visioner til tinge.
I øvrigt føler jeg mig ikke angrebet af dig, jeg sender dog altid en lille tak til andre debatører der bemærker mine indlæg.
Med venlig hilsen
Lennart
Skal det nu handle om lukkelov? Hvad dælen har det med de unges manglende muligheder for uddannelse og færdiggørelse af uddannelse at gøre?
En afskaffelse af lukkeloven vil føre til udvidede åbningstider og dermed flere arbejdspladser, hvilket betyder øgede indtægter og dermed større mulighed for forbrug, der vil medføre flere arbejdspladser........
Så de unge må da være interesserede i at afskaffe den gamle statsstyring.
Det er naturligvis ikke en bilmekanikerlæreplads, men livet i butik kan også være godt.
Med venlig hilsen
Lennart
Her gik man lige og troede på experternes ord om at den demagogiske* udvikling gik i retning af alt for mange gamle og for få unge til at udfylde jobsene og så viser det sig at vi render ind i massiv ungdomsarbejdsløshed. Man kan jo ikke regne med noget som helst mere!