Læsetid: 8 min.

Nekrolog over den amerikanske tidsalder

På et halvt år har verden ændret sig fundamentalt og gennemgribende. Men hold på hat og briller, for de største forandringer mangler endnu at slå igennem: USA's globale overherredømme er forbi - selv om amerikanerne ikke har erkendt det endnu
Nedadgående. Intet tyder på at Washington har indset realismen i, at USA’s magt vil fortsætte nedskaleringen år endnu.

Nedadgående. Intet tyder på at Washington har indset realismen i, at USA’s magt vil fortsætte nedskaleringen år endnu.

7. juni 2009

Obama-regeringens bestræbelser på at genoplive amerikansk økonomi har noget uvirkeligt over sig. Det finansielle systems næsten totale disintegration turde ellers have vist, at de seneste to årtiers velstand i overvejende grad var en illusion - en indbildning i højere grad skabt af hæmningsløs kreditekspansion end af produktiv foretagsomhed. Vel blev nogle amerikanere rige i perioden, men allerede år før krakket stagnerede eller faldt indkomsten for de fleste.

De stigende priser på aktier og boligmarkedet afspejlede ikke en modsvarende vækst i Amerikas velstand. De på papiret så eskalerende aktiver var kunstprodukter bragt til veje af de abnormt lave rentesatser, som USA-s centralbankdirektør Alan Greenspan lod indføre i perioden efter hedgefonden Long Term Capital Managements kollaps. LTCM var verdens største spekulationsfond, og dens fald i 1998 var et forvarsel om den ekstreme skrøbelighed, som følger af højt gearet lånefinansiering.

Men ironisk nok var effekten af Greenspans politik, at hele Amerikas økonomi blev finansieret ved lån.

Den farlige kurs , som Greenspan afstak for Amerika, følges den dag i dag. Som for ti år siden, da Bill Clinton var præsident, er den nuværende regerings mål at genstarte den gældsdrevne vækst.

Men farene er større nu. De krisepakker, som blev etableret for at redde det fallerede amerikanske finanssystem, er blæst op i absurde proportioner. Verden indser, at USA har opbygget en gæld så astronomisk, at den aldrig kan tilbagebetales.

Samtidig truer den krympende globale økonomi med at gøre indhug i kapaciteten hos Amerikas udenlandske kreditorer til vedblivende at finansiere det amerikanske underskud. I bogstaveligste forstand lever USA på lånt tid. De seneste 20 års fantomvelstand kan ikke længere fremmanes, og som befolkningerne i mange andre lande står amerikanerne over for en årrække med faldende levestandard.

En af de mere forudsigelige følger af denne globale krise har været, at de enkelte lande nu primært skøtter sig selv. I dette som i andre forhold viser USA vejen. Ganske vist har præsident Obama kategorisk forkastet den unilaterale udenrigspolitik, som hans forgænger i Det Hvide Hus førte.

Alligevel tror USA-s regering fortsat, at den kan gennemføre sin økonomiske politik uden at tage højde for reaktionen i resten af verden.

-Køb Amerikansk--klausulen i de krisepakker, som Kongressen har vedtaget, har foruroliget et Kina, som i forvejen var bekymret for, at dets beholdning af amerikanske statsobligationer skal blive devalueret af fremtidige fald i dollarkursen. Da Luo Ping, generaldirektør for Kinas banktilsyn, i februar 2009 diskuterede dette problem, skal han angiveligt have sagt:

»Vi hader jer fyre. Vi ved, at dollarens værdi står over for at blive forringet, og vi er magtesløse.«

Vi kan ikke vide, om generaldirektørens bemærkning var et udslip uden for manuskriptet, en trussel i kodesprog eller et dække for en beslutning, som allerede er blevet taget om, at Kina fremover vil sprede sine risici på andre valutaer.

Med sin massive afhængighed af et amerikansk marked i tilbagegang står Kina over for en hastigt voksende arbejdsløshed med en deraf følgende fare for forøget social uro.

Men i modsætning til USA har Kina kæmpe overskud og råd til den stimuluspakke det vil gennemføre. Udebliver den påkrævede vækst, vil yderlige indsprøjtninger dog blive nødvendige, hvilket vil mindske Kinas evne til at servicere Amerikas statsgæld. Skulle dette ske, ville Kinas herskere blive tvunget til at vælge imellem fortsat at satse på det forhold til Amerika, som så længe har været til gensidig fordel. Eller sikre sin egen fremtid.

Der kan ikke være megen tvivl om, hvad Kina vil foretrække.

I marts forbød Rusland sine oliebaserede statsfonde at investere i Fannie Mae og Freddie Mac med den begrundelse, at der var brug for midlerne i landets eget budget og pensionssystem. Rusland giver forrang til indenrigspolitiske hensyn, og Kina vil følge samme vej.

Der har i den senere tid været tegn på, at Kina overvejer at gøre sin valuta mere internationalt konvertibel, og selv om dette ikke vil nedbringe den kinesiske beholdning af amerikanske statsobligationer til et punkt, hvor USA-s økonomi bringes i fare, står det fast at Kina har vundet enorm indflydelse på den amerikanske politik.

Chokbølgerne fra et sammenbrudt internationalt banksystem har ført den globale økonomiske krise ind i en ny fase, hvor regeringers fremtid står på spil. Indtil videre er Islands og Letlands regeringer faldet.

Men verdensmarkedets implosion har nået et kritisk momentum, som truer med at overvælde lande og hele regioner.

De postkommunistiske lande står over for en økonomisk nedsmeltning, der kan ryste Den Europæiske Union i dens grundvold. Europas banker står faretruende sårbare over for de afgrundsdybe gældsproblemer i Ungarn, de baltiske stater, Ukraine og andre lande.

De europæiske regeringer er uenige om, hvordan de skal håndtere krisen, og EU-s skrøbelige strukturer rummer ikke en mekanisme, der kan tilvejebringe en samlet hjælpepakke for hele Europa. I det postkommunistiske Østeuropa er der fare for en rebalkanisering, hvor afarter af defensiv nationalisme kommer til at erstatte liberale markedspolitikker.

Samtidig driver også Vesteuropa imod farlige skær. Som USA har regeringerne her reageret på bankernes svaghed med krisepakker, hvilket blot har overført risiciene til staten. Irland hjemsøges af statsbankerottens spøgelse, men Storbritannien, der risikerer et potentielt katastrofalt stormløb imod sine statsobligationer, måske er mest sårbar. -Reykjavik på Themsen- er ikke et utænkeligt scenario.

Vrede menneskemængder, der demonstrerer imod svage regeringer som i Island og Letland, vil vi temmelig sikkert komme til at se flere af. Og USA vil næppe blive undtagelsen.

Den offentlige velvilje, som en intelligent og karismatisk præsident for tiden endnu kan sole sig i, vil hurtigt fordufte, hvis hjælpepakkerne og de dertil knyttede programmer ikke formår at revitalisere økonomien og bremse stigningen i ledigheden.

Nogle har hyldet den nye regering som arkitekten for en ny New Deal. Men historien har bevæget sig videre siden 1930-erne. Dengang var USA verdens mest magtfulde industrielle økonomi. I dag er amerikansk industri udhulet, nedslidt eller har forlagt produktionen til andre lande. Kernen i økonomien er nu finansvæsen, forsikring og fast ejendom - de samme sektorer, som blev stærkest opblæst i den gældsdrevne fremgangsepoke. Det er de selv samme sektorer, som nu er ved at synke til bunds, og det står ikke klart, om det overhovedet er muligt - endsige ønskeligt - at bringe dem på ret køl igen.

Flere hævder, at Amerika kan være på vej til at løbe ind i de samme vanskeligheder, som da Japan -mistede et årti-. Nok kan der være noget om, at Japan tøvede med at sætte ind mod problemerne, da dets bobleøkonomi brast, men Amerikas position i dag er værre end Japans i 1990-erne. Japans husholdninger havde store reserver af opsparede likvider og kunne modstå en lang periode med deflation. Desuden var Japan - og er fremdeles - en af verdens helt store produktionsøkonomier.

USA har ingen af disse fordele, og det er utænkeligt, at det vil kunne udholde et årti eller mere med deflation uden alvorlige uroligheder.

Risikoen for at frustrationer og vrede kan løbe over i optøjer er højst virkelig. En aggressiv politik om valutarisk løsgørelse kan derfor være uundgåelig. Det mest sandsynlige resultat vil være et udbrud - i en ikke så fjern fremtid - af inflation, som ved et stormløb på dollaren hurtigt vil kunne skrue sig op i ukontrollabelt leje.

Resultatet behøver ikke at blive som Weimar-republikkens hyperinflation. Som flere latinamerikanske lande tidligere har oplevet det, kan USA også synke ned i tocifret inflation som et kronisk vilkår, hvor priserne fortsætter deres himmelflugt, mens velstanden smelter væk.

Kendsgerningen er, at der ikke findes nogen som helst måde, hvorpå boom-årenes tilsyneladende velstand kan genetableres. -Går den, så går den--epoken er forbi - den var en hallucination skabt ved finansingeniør-teknikker, som ikke længere er levedygtige. For amerikanerne er den fortid, de husker og den fremtid, de troede, de med rimelighed kunne forvente, begge forduftet i samme moment. Boom-årene var en form for ferie fra historien, en periode, hvor det, der gik forud er blevet glemt, og hvor fremtiden tegnede til at blive en uendelig gentagelse af det, som foregik i nuet.

Lige så længe som denne fantasi om gældsfinansieret velstand var intakt, var livet i det evige nu bekvemt og stimulerende. Nu da drømmen er forduftet, kan effekten kun blive desillusion og desorientering, når stadig flere amerikanere må konstatere, at de er fanget i en helt anden nutid, hvor nydelse og fascination er erstattet af strabadser og frygt.

Tilintetgørelsen af boomårenes fremtidstro har endnu til gode at forandre Washingtons fremherskende opfattelse af Amerikas plads i verden. Et blik på nylige begivenheder viser, at magten allerede forskyder sig. Den kirgisiske regerings beslutning om at lukke en amerikansk flybase, som bruges til operationer i Afghanistan, markerer en bredere tendens. De schweiziske myndigheders modstand imod amerikanske krav om at slække på landets bankhemmelighed er et andet fingerpeg. Og mens små lande bliver mere selvbevidste, kommer større spillere i stadig stærkere position til at omdefinere den internationale orden.

Ikke blot vil Kina måske beslutte sig for at aflede noget af sit overskud væk fra dollars, det samme kan blive tilfældet for lande, hvis rigdom stammer fra olie. De ressourcebaserede økonomier, som aktuelt er på hælene, vil genvinde deres styrke, når råvarepriserne atter stiger. Når det sker, vil de stater, som aldrig har accepteret amerikansk hegemoni - Rusland, Venezuela og Iran f. eks. - igen kunne blive i stand til at projicere deres egen magt ud på den globale arena.

Langt hen ad vejen er denne omfattende omfordeling af magt en naturlig konsekvens af globaliseringen. Realiteten er ikke de frie markeders og de amerikanske værdiers udbredelse, som den flade verdens profeter så begejstret tænkte sig.

Det er en verdensomspændende industrialisering, som uundgåeligt besegler afslutningen på Amerikas overherredømme.

Lige så vel som en produktion, der flytter til andre lande, vil den fremadskridende globalisering også intensivere rivaliseringen om svindende naturressourcer. Men hvis Amerika er verdens største skyldnernation, er landet også kritisk afhængigt af import af den energi, som verdens nye industrimagter nu også behøver i stigende mængder. Ved at bruge deres voksende magt vil disse opstigende magter gøre krav på de ressourcer, som USA tidligere tog for givet. Resultatet kan kun blive, at Amerika vil miste sin forrang og blive en blandt flere magter, der kæmper om en plads i solen.

Under normale omstændigheder ville Amerikas fald fra en position af så ubestridt dominans finde sted over flere generationer. Irak-krigens enorme omkostninger, dens globale upopularitet og uvisse udfald har fremskyndet dette fald, som er accelereret yderligere som konsekvens af finanskrisen.

Det er realistisk at forvente en større nedskalering af amerikansk magt over de næste år.

Intet tyder imidlertid på, at Washington har indset dette. Amerika vil aldrig kunne genvinde den lederposition, som forekom så sikker i boom-årene. Som andre lande vil Amerika blive nødt til at lære at leve med problemer, som det ikke fuldt ud kan løse.

Historiens lære er, at vanskeligheder af den størrelsesorden, som eksisterer i dag, ikke bare overvindes. De bliver ganske enkelt tilbage, når historien bevæger sig videre. Fortiden er borte for altid, og Amerika skal nu til at lære at leve uden magten til at modellere fremtiden for sig selv og for verden.

refleks information.dk

John Gray er filosof og professor emeritus ved London School of Economics

© The Wylie Agency og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et godt eksempel på analyse baseret på traditionel økonomisk forståelse. Her forstås den menneskeskabte økonomi uafhængigt af de givne naturressourcer og det biofysiske grundlag.

Ganske vist nævnes de svindende naturressourcer, men det er ikke (som det biofysiske grundlag) beskrevet som en afgørende forudsætning for al human økonomi, men blot som et af de elementer, der bringer USA til fald.

Men de svindende naturressourcer og det biofysiske grundlag er ikke et substituerbart delelement i den humane økonomi. Det er det finale og tilgrundliggende eksistensvilkår, indenfor hvilket den menneskelige økonomi udfolder sig - og som i kraft af sin finalitet sætter grænser for denne udfoldelse.

Derfor er der grænser for væksten og de svindende naturressourcer vil ikke kun stille USA over for helt enorme omstillingsproblemer, men ramme globalt.

Der er ingen chance i helvede for at Kina og Indien kan nå op på et forbrugsniveau som det californiske. Hertil vil klodens ressourcer ikke række og det er ikke bæredygtigt.

Beklager, men der må en anden model på bordet. .

Thomas Bolding Hansen

Velskrevet ønsketænkning - den falske svanesang.

Information har en artikel i dag, af John Gray, filosof og professor emeritus ved London School of Economics, med en titel som hedder intet mindre end: "Nekrolog over den amerikanske tidsalder".

Nu plejer nekrologer jo at være noget man skriver, når folk er døde, ikke når de er sengeliggende med feber.

Men det generer ikke John Gray og en lang række andre eurocentriske og venstreorienterede meningsdannere, som ikke kan finde nok tegn at tolke kapitalismen, eller USAs totale undergang og fallit ud i:
Kaffegrums, skåle fyldt med sort blæk, knogler fra en pose - alt kan simpelthen bruges og de kan slet ikke vente på at have ret.

Problemet er bare, de aldrig får ret - i hvert fald ikke i dette århundrede og slet ikke i denne halvdel af det. Kapitalismen fejler ikke noget i sig selv. Det er den måde man bruger den på, eller de forgængelige ressourcer man evt. forbruger for mange af, hvilket så er selvregulerende, for prisen vil stige når der er mangel. Kapitalismen kan til gengæld lige så godt bestå i udviklingen og salget af elbiler, udviklingen i solenergi, eller Vestas er faktisk noget af det mest succesfulde kapitalistiske foretagende, vi har herhjemme.

Kapitalismen sikrer simpelthen bare velstand og materielle fremskridt til en pris almuen har råd til at betale. Det er der intet katastrofalt i, tværtimod. Det er vejen frem for alle lande.

Men tilbage til nekrologen, et stærkt begreb. Ikke at stormagter aldrig forgår. Men nekrologen tilhører den forkerte del af verden. Skal vi over i nekrolog afdelingen, skal vi skrive om den europæiske civilisation og ikke om USA, som måske nok om 30-40 år bliver overhalet af Kina som verdens økonomiske stormagt, men det er jo kun totalt BNP, slet, slet ikke BNP per Capita. At Kina bliver verdens største BNP økonomiske stormagt, måske endda en militær, på papiret, er ikke nødvendigvis det samme, som at USA at ophører med at være den største magt i verden. De har langt mere at investere i per capita, i den enkelte amerikaner og bliver næppe overgået af noget stort eller større land i dette århundrede i indkomst per capita. Luxemborg, Norge, Brunei osv. er nok rigere per capita, men stormagter bliver de aldrig. Lige som at Kina heller ikke nødvendigvis bliver en stormagt, fordi deres BNP er større en USAs.
Fra artiklen i Information lyder det:

"Det finansielle systems næsten totale disintegration turde ellers have vist, at de seneste to årtiers velstand i overvejende grad var en illusion - en indbildning i højere grad skabt af hæmningsløs kreditekspansion end af produktiv foretagsomhed."

Det er korrekt at USA har haft sine subprime lån, og sine Collaterized Debt Obligations (CDOs).
Men samme problem har vi haft i Danmark i mindre format, en kunstig og midlertidig vækst, baseret på boligmarkedet.
Vi har også for tiden minusvækst og økonomisk krise, det er ikke i sig selv farligt. Det er faktisk naturligt, at når man har haft en vækst baseret på kunstige og midlertidige forhold. Så går væksten i en periode i minus, indtil vækstgrundlaget er tilbage og hviler på sit realøkonomiske grundlag - nemlig den bæredygtige og permanente økonomiske base i industri og solide forretninger og investeringer. Videre i artiklen:

"De stigende priser på aktier og boligmarkedet afspejlede ikke en modsvarende vækst i Amerikas velstand. De på papiret så eskalerende aktiver var kunstprodukter bragt til veje af de abnormt lave rentesatser, som USA-s centralbankdirektør Alan Greenspan lod indføre i perioden efter hedgefonden Long Term Capital Managements kollaps. LTCM var verdens største spekulationsfond, og dens fald i 1998 var et forvarsel om den ekstreme skrøbelighed, som følger af højt gearet lånefinansiering.

Men ironisk nok var effekten af Greenspans politik, at hele Amerikas økonomi blev finansieret ved lån."

Anker Jørgensen, finansierede, ikke et forbrug, men en offentlig sektor ved lån og kæmpegæld.
Det tog cirka 15 år at få vendt skuden. Men det var også en tung og lang skude at vende.
USA skal nok kæmpe med sine nuværende problemer lidt længere end os andre, altså de næste 5-10 år. Men USA står i sit udgangspunkt langt stærkere på langt sigt, end noget europæisk land, det er den forkerte svanesang.

"Verden indser, at USA har opbygget en gæld så astronomisk, at den aldrig kan tilbagebetales."

Her kammer svanesangen helt over - ganske vist er der astronomiske beløb på spil, men USA producerer, har produceret, vækst i astromiske størrelser og vil fortsat gøre det.

På toplisten over lande med en kæmpegæld gæld i BNP, vil man finde 5-6 Europæiske lande, før man finder USA.

Det som skete under Anker Jørgensen, af uransagelige årsager kåret som danmarks ottende bedste statsminister, hvor Danmarks gæld blev fordoblet på ganske få år, ville vi ikke kunne overleve en gang til.

Anker Jørgensen som Socialdemokratiet stadig roser med de helt store, svævende, lyserøde tanker:

"Intet tyder på, at denne kampagne har gjort indtryk på danskerne. Det skyldes, at den er komplet meningsløs. Alle regeringer i hele Europa – uanset partifarve – havde nogenlunde de samme økonomiske problemer i halvfjerdserne. Danmark var ingen undtagelse – heller ikke under Anker. Men når det gjaldt overforbrug og manglende styring af økonomien, kunne han slet ikke følge med VKR-regeringen fra 1968 til 1971. Og når det gjaldt virkelig langsigtede udfordringer, traf Anker Jørgensen de rigtige beslutninger. Eksempelvis med en fremsynet energipolitik, som i dag har gjort Danmark selvforsynende med olie og gas."

Lad os se lidt på udviklingen i nogle poster under Anker og siden, statistikken OFF23 i Statistikbanken - Enheden er millioner kroner, dvs. f.eks 112.290 er 112,290 milliarder :

Generelle offentlige tjenester:
1971 = 4318
1975 (ved hans overtagelse)= 4650
1982 (ved hans afgang) = 48551
2008 = 112.290

Folkeskole:
1971 = 9574
1975 = 17.162 ( Han fik den op på 15118 allerede første regeringsperiode mellem 1972-73)
1982 = 36.783
2008 = 60.888

Sundhedsvæsen
1971 = 9323
1975 = 17.238 (Igen fik den op i første regeringperiode 1972-73)
1982 = 39.021
2008 = 131.650

Social beskyttelse

1971 = 18.848
1975 = 37.388
1982 = 100.922
2008 = 373.632 ( Det er 373 milliarder, intet mindre! En inflation i ydelse, krav og forventning som er nær praktisk umulig at tilbagerulle)

Jeg har ofte sagt, at det værste der kunne ske for Danmark var en selvopfattelse af Danmark som et rigt land, med råd til flere offentlige investeringer.

At jeg ikke griber en sådan bekymring ud af den bare luft, kan Helle Thorning Schmidt give belæg for, for at slet ikke nævne hendes potentielle regeringsmakker, flinkeonkel Villy med den store spenderingspung. Hør blot Helle Thorning her i Folketingets afslutningsdebat:

"Jeg vil i dag gøre noget særligt ud af debatten om ikke bare fremtidens, men også nok så meget nutidens danske velfærdssamfund og især den offentlige velfærdsservice, der nu i 5 år har været underlagt en økonomisk spændetrøje af det regerende VKO-flertal...
Hvorfor er det sådan i et rigt land som Danmark. Vi kan gøre det bedre."

Der skal ikke være tvivl om at, jeg gerne på enkelte områder så flere investeringer. f.eks i bedre behandling af psykisk syge, bedre skolegang og flere tvangsfjernelser af børn, da det betaler sig ind i igen siden.
Men den økonomiske spændetrøje - Ser man på væksten i det offentlige forbrug:

1970 = 58.057
1982 = 244.748
1990 = 470.007 (Økonomisk krise i to led fra 1987, sorte mandag, til 1991 kort oliekrise efter Golfkrigen)
1992 = 521.562
2001 = 728.015
2008 = 900.296

Så vokser det dog stadig, med eller uden spændetrøje.

Nu kommer min hovedpointe - det er den falske svanesang.

USA skal nok overleve, for ingen i USA forventer at Onkel Anker kommer og redder dem med den store gyldne pung. De forventer kun, at de skal arbejde sig hårdt ud af krisen.
De har ikke store forventninger til minimumsløn og offentlig velfærd.

En økonomi som den danske kan derimod ikke overleve en omgang Anker til. Ikke engang en halv Anker og slet ikke en hel Villy.

Vores forventninger til mindsteløn og offentlig velfærd er skruet så langt op over det bærebare niveau, at det er kun er godt, vi har en økonomisk krise. For det er en sund og nødvendig tænkepause for vores vedkommende.

Vi har sat vores velfærd under unødvendigt stort pres med høj indvandring, høj mindsteløn og gigantiske velfærdsbudgetter. Noget som slet ikke er kompatibelt med det forhold at virksomheder kan flytte til billige lande for dem i nærheden og at vi faktisk har en virksomhedsflugt og efterhånden får en større personflugt at højtuddannede, eller det faktiske bæredygtige økonomiske grundlag. Eller EUs regler om at virksomheder som bliver i Danmark kan ansætte f.eks polske arbejdere til polsk overenskost - i Danmark!

Det værste er, at vi ikke forstår de langsigtede konsekvenser, at vi stadig hænger fast i offentlig ekspansion, på et ligeligt helt og aldeles luftigt grundlag, Nemlig oliepengene og den midlertidige boligboble, økonomi på ren damp.

Det værste der kunne ske var en ny omgang offentlig ekspansion, modsat Ankers bliver den noget sværere at redde kastanjerne ud af ilden efter denne.

Nej, svanesangen tilhører Europa - ikke USA.

For links:

http://logisksnit.blogspot.com/2009/06/velskrevet-nsketnkning-den-falske...

Lennart Kampmann

Det der vil presse USA i hård grad vil være hvis afregning af olie kommer til at foregå i Euro i stedet for dollars.

Man skal ikke undervurdere den amerikanske evne til at udholde det udholdelige og komme videre. Befolkningen har en ukuelig tro på sig selv.

Med venlig hilsen
Lennart

Endnu en gang venstreorienteret drømmeri.

USA vil være ubestridt verdensleder mindst frem til midten af det nuværende århundrede.

Søren Rehhoff

@Thomas Bolding Hansen

"!Kapitalismen fejler ikke noget i sig selv. Det er den måde man bruger den på, eller de forgængelige ressourcer man evt. forbruger for mange af, hvilket så er selvregulerende, for prisen vil stige når der er mangel."

Det er sådan en meget lemfældig måde at bruge at bruge ordet "kapitalisme" på. Man kan selvfølgelig altid sige, at så længe der er en eller anden form for markedsøkonomi, så er der tale om kapitalisme, uanset om den er nok så statsreguleret. Og hvorfor gøre amerikanerne til de her store retlinede helte, hvis man ser på det objektivt historisk, er der nok ikke noget folk i verdenshistorien der er blevet taget så meget i røven som amerikanerne og de forstår stadigvæk ikke rigtigt hvad der er sket.

"Det er realistisk at forvente en større nedskalering af amerikansk magt over de næste tre år"
(Citat fra artiklen af John Gray)

Såvidt min mening bør man da absolut medtage enhver tilgængelig og især sandsynlig konspirationsteori om USA i beregningerne før man skriver landets nekrolog.

USA overlever sikkert, men det er ikke helt sikkert, at det kommer til at gå så smertefrit, som nogen forestiller sig. De amerikanere, der reflekterer på de nævnte links er i hvert fald i tvivl - og de er det af et ærligt hjerte og ikke fordi de er venstreorienterede drømmere.

Det er jo heller ikke helt givet, at det kapitalistiske system overlever i den form, vi ser i dag. Selv fremsynede amerikanere gør sig en del overvejelser i denne sag. Det er meget uklart hvordan den kapitalistiske markedsmodel, der bygger på ikke-realiserbar vækstideologi, kan - om overhovedet - håndtere, at ressourcerne er endelige og at væksten ikke er bæredygtig og sammenhængende med de biofysiske eksistensgrundlag.

At forestille sig, at USA også i midten af dette århundrede stadig er en dominerende verdensmagt - uden muligheder for dagligt at forbruge 400.000 tønder olie (over 2 gange Danmarks forbrug) til at betjene sit militær - er ikke blot venstreorienteret drømmeri, det er ren fantasi.

Den olie vil simpelthen ikke være til rådighed. Det er ikke venstreorienteret. Det er kendsgerninger.

http://www.theoildrum.com/node/5381

http://www.theoildrum.com/node/5464

Thomas Bolding Hansen

Såvel som det er kendsgerning at overgangen til alternative og bærbare energikilder, kommer til at give enorm ny vækst, og der ligger USA ganske godt placeret i ræset og har den videnskabelige base til at overhale alt og alle, når de først smører ærmerne op for alvor.

Hvad angår militæret, USA vil præcis have råd til at forbruge olie, hvor andre vil falde fra, spare og omvende til andre former for energi, for USA vil stadig være en økonomisk stormagt overall.

Thomas Bolding Hansen

Det er kun en 2-3 procent af amerikanernes forbrug af olie, der går til militæret, hvis det tal på 400.000 tønder dagligt holder.
Transportsektoren er den store synder i forbruget af olie, 61 procent, og den mest oplagte sektor, minus luftfart, at omstille til alternative drivmidler sammen med opvarmning.

Christoffer Sørensen

Thomas Bolding Hansen:

Du har helt ret. Danmarks socialistiske økonomi er baseret på meget lille produktion og tyveri fra dem, som leverer noget.

Socialisterne på information prøver konstant at få virkeligheden til at se ud, som om det er kapitalismen, der tager kvælertag på Danmark hvor det i virkeligheden er socialisterne der har fået overtaget.

De må lide af vrangforestillinger, når de siger "Liberalisme!" når VKO er ved magten - selvom antallet af offentligt ansatte er lige så stort som det var for 8 år siden da VKO kom til. Deres opfattelse er ikke baseret på tal, men på følelser.

Det har allerede ødelagt Danmark og det vil det blive ved indtil socialisterne har smadret hele landet og jaget de produktive ud og tilbage er de offentligt ansatte og alle på overførelsesindkomst.

Så hvad med at vi ser en artikel, der hedder "Nekrolig over den danske tidsalder - socialismens fallit"?

Christoffer Sørensen

Fra Thomas side:

"Update: De offentlige udgifter er fra 1970 til 2008 vokset med over 1500 procent. Inflationen i samme periode, (PRIS9 tabellen i statistikbanken) = 672,5 procent, altså en fordobling af de reelle omkostninger ved velfærdsstaten. Inflationen var 314 procent af 1970 beløbet allerede i 1982 - Efter krisen mellem 1987 og 1992 var den oppe på 473,5 procent af 1970 beløbet."

Farvel til velfærdsstaten - det kommer helt af sig selv! Sammenbruddet af Danmark er en realitet.

Steen Rasmussen

Knaphedens paradoks benægtes systematisk inden for de klassiske former for moderne økonomisk ideologi, fra marxismen til liberalismen.
De ideologiske forestillinger om den dynamiske vækst, som gradvist begyndte at erstatte merkantilismen og de førmoderne økonomiske teorier, med deres statiske værdier som jord, naturressourcer, mennesker, hav, guld, sølv og platin, trådte ind ved tærsklen til det moderne samfund, med utilitarismens abstrakte pengeværdier, ideen om nytte, den ultimative nyttighed, føres hen til bytteværdien, udbud og efterspørgsel på penge og varer, i et system, hvor arbejdsdelingen er mantraet, liberalismens undskyldning for uligheden, i form af dogmet om at individets naturlige egoisme på markedets betingelser fører til det ultimative stadie af lykke/nytte for flest mulige individer, alt sammen så abstrakt og uforpligtende, så liberalisterne/utilitaristerne har tilbøjelighed til at mene, at enhver konkret ulighed kan legitimeres, også der hvor marxisterne er uenige med dem, selv om også marxisterne anser kapitalapparatet for at være et vidunder, der sammen med arbejdsdelingen kan ophæve enhver mangel med vækst, merværdi.
Den dogmatiske benægtelse af knaphedens paradoks, det faktum, at netop de til rådighed stående energireserver ikke kan erstattes med deres udnyttelse, at potentialets udnyttelse medfører mindre potentiale, at forbrug af begrænsede ressourcer ikke fører til flere ressourcer, at realiserede muligheder fører til færre muligheder, at afskaffelse af mangel fører til mangel, at selvrealisering i form af forbrug fører til selvdestruktion, at succes i morderne forstand er delvis selvdestruktion, det er tabuiseret, et tabu, der hersker generelt, og som umuligt kan forstås på de kognitive betingelser, der behersker den moderne selvforståelse blandt de købedygtige, succesrige borgere, der alle tilbeder vækstideologien i en eller anden form mellem liberalisme og marxisme og institutioner som den Europæiske union, USA, Kina, Japan, IMF, Verdensbanken, FED osv.
Evnen til at se pengeværdierne og redegøre for dem i relation til andre måder at kvalificere værdibegrebet på, end den der går ud på at måle bruttoproduktet minus inflation, den mangler inden for den herskende orden af højre- og venstreorienterede gensidigt komplimenterende ideologiske retninger. Evnen til at se, at prisen på en varer ikke er ”varens værdi”, at 40 % af verdens befolkning ikke er med til at danne prisen på varen, at behovene og efterspørgslen på markedet på ingen måde kan udledes af hinanden ud fra forpligtende lovmæssigheder, den evne mangler inden for de moderne økonomiske ideologier.
Man tror i stedet mere eller mindre på, at de købedygtiges beslaglæggelse af de begrænsede goder fører til flere goder, og benægter, at akkumuleringen af nominel værdi og statisk værdi hos de i forvejen købedygtige ikke fører til afskaffelsen af mangelen hos de mindre købedygtige. De selvfede bilder sig på den måde ind, at deres fedme er løsningen på alverdens sultproblemer. Deres erfaring svarer ikke til en skid. Lige så lidt som prisen på varen er udtryk for varens værdi.
Den sande fedmeepidemi er af ideologisk karakter og den har praktiske konsekvenser. Økonomerne lever i øjeblikket på markedets betingelser ved at sælge budskabet om, at de økonomisk højtflyvende kan forbruge sig ud af enhver mangelsituation. I virkeligheden gør de bare alt, hvad de kan, for at gøre sig populære hos de købedygtige, og deres performance virker slemt forudsigelig, når først man har gennemskuet deres egen primitive rationalitet.
Først når man begynder at se den ideologiske kognitive praksis på baggrund af dens egen indre inerti, økonomerne og deres patetiske forsøg på at italesætte en virkelighed, der kun er til fordel for dem og deres, først da falder deres performance i et lys, der kan ændrer deres patetiske adfærd. De ideologiske økonomers evindelige og patetiske forsøg på at italesætte en virkelighed virker nemlig kun så længe, det lykkes dem at fremmane billedet på objektivitet.
Den globale finansielle krise, den økologiske krise, energikrisen, de selvskabte ”velfærdssygdomme” halveringen af mandens sædkvalitet, havenes udplyndring, den globale opvarmning, ørkendannelserne, tørke og skovbrande, mangelen på drikkevand, svigtende høstudbytter som følge af forarmelse af landbrugsjorden, osv. osv. vidner om vækstens hule og dysfunktionelle karakter, og de former for mangel, de selvfede først skabte for alle andre end dem selv, men som nu vender tilbage til dem selv.
Artiklen er ikke dyb. Den ser klart symptomerne og hændelserne. Den går ikke ind og afslører det kognitivt performative lag med de determinerende semantiske strukturer. Den ser at selvbeskrivelsen svigter, især hos de fedeste. Reaktionerne på artiklen vidner, med undtagelse af Erik Rolfsen Nissen, om ideologiernes fantastiske evne til selvhypnose, evnen til at falde i med den selvbekræftende kognitive performance, den patetiske orden.
Tidens børn kan ikke se tiden, som de er udtryk for. Først når de mister troen på dem selv, som nyttige, når de bliver gamle og overflødige, opdager de utilitarismens nyttesløshed, at de hele tiden kun var ”nyttige idioter”. Så ser de sig selv som del af et gigantisk horn af overflødighed, livet, som hverken går rent op i prisen eller den kausale forklaring, teknikken. Ind til da, må de nøjes med at være slaver af nyttigheden, eksekvere den nødvendighed, der er problemet.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-55.pdf

jan henrik wegener

Hvis ikke man kan stille det følgende spørgsmål, nemlig hvad man tror, eller håber på , kommer i stedet, er man da ikke kommet så langt!
Så er det russerne, kineserne, europæerne eller "kalifatet" der forventes at overtage? (elelr FN for de vittige)

Amerika er klar til katastroferne.
Hvad enten de bliver forårsaget af USA's totale økonomiske konkurs med efterfølgende optøjer og revolution eller diverse "Dommedagsevents."
Der er findes kister i Jumbo-large størrelser parat på gigantiske udendørs kiste-lagre til millioner af amerikanere.
Forlydender om tidl. fabriksbygninger ombygget til fangelejre og store mængder af togvogne bygget til fangetransport findes "både bedre og dårligere dokumenteret" i videos på internettet.
Og den udvalgte Elite har med 99 % sikkerhed bygget hele underjordiske byer til sig selv i USA's vestlige ørkenstater, så den kan klare sig en tid uden sollys.

USA kunne jo også påtænke: At en af de mange gode ( ikke ubetydelige ) sidegevinster ved en statsmonopolkapitalisme vil være: At økonomien bag børnepornografi ødelægges.

@Thomas Bolding Hansen

'Det er kun en 2-3 procent af amerikanernes forbrug af olie, der går til militæret, hvis det tal på 400.000 tønder dagligt holder.
Transportsektoren er den store synder i forbruget af olie, 61 procent, og den mest oplagte sektor, minus luftfart, at omstille til alternative drivmidler sammen med opvarmning.'

Tak for de kloge ord, men det viser - og understreger - jo blot problemets helt uhyrlige omfang. Er det helt naivt at tro, at det gigantiske olieforbrug, USA står for, hvoraf halvdelen importeres, og som er hele grundlaget for den amerikanske vækstkapitalisme, vil skabe helt enorme problemer for USA i det øjeblik, forsyningerne begynder at svigte?

Jeg mener, alternativerne ligger jo ikke sådan lige for.

Allerede denne senatshøring fra 1974:

http://www.energybulletin.net/node/3845

med deltagelse af M. King Hubbert, som med stor sikkerhed forudsagde peak-oil i USA's olieproduktion til begyndelsen af 1970 (skete i 1971 eller 1972), viser, at der vil opstå problemer, som ingen dog tog alvorligt dengang. Global peak-oil er lige på trapperne (hvis ikke allerede det er sket), så denne gang bliver det ikke muligt for USA (eller andre) at gå til esoteriske regimer efter nye energiressourcer.

Uanset problemerne i den hjemlige andedam (som måske er bedre rustet til at tackle en lignende situation) kan man stadig stille sig selv det meget rimelige spørgsmål, om den amerikanske kapitalisme vil kunne klare denne situation - udover alle de andre problemer, der er med bæredygtigheden.

Jeg er minsandten i tvivl.

Du kan være helt rolig, Erik. Kapitalismen vil løse forsyningsproblemet som velsmurt maskine.

Det er kun et spørgsmål om rentabilitet. Når olieprisen bliver høj nok til, at det kan betale sig at foretage de gigantinvesteringer, der skal til for at tilvejebringe velfungerende alternativer, så kommer løsningerne helt af sig selv. Størstedelen af teknologien findes jo allerede.

'Kapitalismen vil løse forsyningsproblemet som velsmurt maskine.'

Kapitalismen som en velsmurt maskine?? Lissom finanskapitalen?? Ho, ho.

Bad vibes.

Thomas Borgsmidt

Der er bare lige nogle faktorer, der glemmes:

1. Afregning i andre valutaer end dollar - jeg tvivler.
For at en valuta skal være en generel mønt, kræver det at et land gennem lang tid har haft underskud på betalingsbalancen - ellers er der ganske enkelt ikke penge. Penge er nemlig fordringer på møntudstederen.
Dernæst virker Grehams Lov: Dårlige penge fortrænger gode penge.

2. Kina's problem er at det er ved at gå op for dem, at deres store formue i USD er tabt! Devalueres dollaren er den tabt. Bruger Kina af dollarreserverne falder dollarkursen og pengene er tabt.

3. Interne vækstpakker er en god ting i Kina - problemet er bare, at de ikke tager fat på det egentlige problem: Et enormt og ineffektivt landbrug.
Kina har kunnet holde lave priser ved ikke at betale arbejdskraften. Derfor har man måttet holde fødevarepriserne nede. Derfor er der ikke penge til at rationalisere landbruget og gøre bønderne rigere, hvorfor der ikke er nogen nævneværdig indenlandsk efterspørgsel.
Da BNP enten forbruges eller opspares, betyder det en meget stor opsparing, der ikke kan investeres i Kina, da der ikke er noget at investere i - udover industri, der ikke kan sælge deres varer, fordi man ikke fortsat vil yde køber lån.

4. Man glemmer helt, hvem der har produceret de maskiner, der producerer Kina's industriproduktion - og maskinerne, der har lavet disse maskiner! Det er bla. Tyskland og USA.
Når Kina går på måsen er det ikke noget problem at lave nogle nye maskiner et andet sted i verden: Dog med den forskel, at disse nye maskiner vil anvende mindre arbejdskraft for den samme produktion, hvorved noget af fidusen ved produktion i den 3.verden ryger.
Kinas fremgang skyldes ikke så meget de lavere lønninger; men at de reelt har foræret tingene væk ved at modtage amerikanske toiletpapirer.
At så Kina står overfor en borgerkrig af de helt store kommer heller ikke til at hjælpe.

Søren Kristensen

Hvad nu hvis der aldrig har været nogen "amerikansk tidsalder"? Dollaren har selvfølgelig været dominerende, men USA fik jo aldrig den indflydelse på Vietnam, Iran, Kina, Cuba, Sydamerika, Rusland eller Europa for den sags skyld, som man tydeligvis efterstræbte. Måske er USA bare et land ligesom så mange andre - jeg mener det kan ikke engang spille fodbold!

Martin Kaarup

Det er en rigtig antagelse at det er amerikanerne selv som er de ivrigste til at udråbe demselv til verdens förende og fremmeste land. Fordelen ved selvudnävnelse(r) er jo at man selv kan opstille kviltetesmålene og dermed sikre de först og fremmest er opfyldt af sit eget land.

Der anvendes for tiden meget spalteplads og medietid i de amerikanske medie til at rose det danske og svenske velfärdssamfund (ja ja, set fra amerikanernes side er det altså en dröm - de har jo korporaliseret deres samfund til det ekstreme i jagten på guldet til de 0.000001%).

Hvis vi alene ser på medieomtalen er det krystalklart at USA i frit fald. F.eks. blev en amerikansk borgmester sat i karatäne i Kina i går. Det var ikke mulgit for blot 5 år siden. Hele den såkaldte vestlige verden vil boykottet Kina til det näste Olympiske leje (I ved vel sport=politik).

De seneste 20 år er det USA som har kastet veto i FN. Det er en dramatisk ändring fra tidlgere hvor USA gladeligt anvendte FN til at nödde USSR. I dag er det omvent - USA har i stigende grad isoleret sig selv.
Effekten af dette er at USA forsöger omgå det besvärlige FN ved at revitalisere NATO som det nye redskab til at åbne markeder og tvinge lande til samarbejde m.v.

Listen over forringelser er alenlang for amerikanerne og begränser hver dag deres muligheder for fortsat väkst. Det går ikke at opstille dem her i debatten, men det er vigtigt at forstå USA ikke har de samme muligheder som de havde for blot 10 år siden.

Uanset om vi anerkender USA's egen-bestaltede storhedstid (husk at det er vinderne som skriver historien og i dette tilfälde den vestlige verden. husk også at fremtidens stormagter frit kan ändre historiebögerne efter behag) så vil de en dag gå til grunde.
Og der er al grund til at tro de bliver i vores levetid.

Vi kan blot håbe på at den näste samling stormagter vil behandle os väsentligt bedre end vi behandler dem. (og der har I årsagen til nödvendigheden af en verden baseret på menneskerettigheder m.v. og som overholdes af alle - isär USA)

USA fortsætter fint sin storhedstid de næste 40 år. Der er ingen på vej, der kan gøre dem rangen stridig. Alæle andre potentielle spillere har så store interne problemer, at det kommer til at tage en rum tid.

Det er intressant at se, at selv Kim Vibe har indset at USAs storhedstid er forbi. Det bliver de nok ikke glade for, når de læser det i Washington...

Andreas Trägårdh

I virkeligheden var der aldrig en amerikansk æra!
Det er fordi I lyver at I er i vanskeligheder.

Det eneste der er vigtigt er eksistens.
Hvordan man eksisterer er ligegyldigt. Det er den religiøse forjættelse, dyrkelsen af "hvordan man skal leve" der skader menneskets naturlige tilværelse. Det er ganske uvirkeligt og derfor er det anledningen til menneskets dilemma og moralske udflugter ud i det eventyrlige.

"Hvordan vi skal leve" er en nervelidelse, det er en hjernesygdom, der henholdsvis forsvares og bekæmpes indbyrdes af div. fantasier som uanset forstilling, alle udspringer af den samme fejltagelse, nemlig om hvordan eller hvorfor man skal eksistere. De stridende modsætninger indgår alle i det selv samme system af gensidige bekræftigelser. Der er slet ikke forskel og de kæmpende bliver til det de bekæmper.

Krisen er at folk tror de skal ledes. Der har aldrig eksisteret en leder, det er rendyrket fantasi og virkelighedsflugt. Som dyr, dvs. vores biologiske sammenhæng, kan vi ledes. Vi er som biologiske væsener styret af vores samfund, fordi vi er skabt af vores samfund. Det forgår mest af alt kemisk, men også til dels elektron-magnetisk. Men, den unikke individuelle oplevelse er årsagsløs, den kan aldrig sammenlignes og derfor kan den heller aldrig blive genstad for ledelse eller forledelse.

Det er kernen i et demokrati - man er sin egen politiske autoritet. Nævn et eneste sted det finder sted i verden i dag? Ja, vi kalder os demokrater, men i realiteten er vi alle slaver af ideologien = den om "Hvordan vi skal leve". Kapitalister, religiøse, socialister, fascister eller hippier, er alle i samme båd.

Uanset hvilken drøm eller mareridt folk dyrker, tror de alle at de skal ledes, fordi de ikke kan finde ud af at leve. Det har de glemt eller opgivet af en eneste anledning nemlig at ideen om "hvordan de skal leve" er blevet vigtig og selve det at men er til er opgivet.

I virkeligheden var der aldrig en amerikansk æra!
Det er fordi I lyver at I er i vanskeligheder.

@Andreas Trägårdh

For en gangs skyldt enig med Kim Vibe -

Det er jo vigtigere at vi gør noget ved de og de håndgribelige ( konkrete ) problemer -
Ødelægelsen af klodens og danmarks natur såsom opdyrkningen af braklagte marker osv.
Altså at udvise "lidt" mådehold med de helt luftige betragtninger.

Andreas Trägårdh

Hej Kim
Det jeg konkretiserer er jo netop kernen i den menneskelige konflikt.

Jeg er slet ikke uenig i at forbrugerismens udbytteri, dets massive udplyndring af jorden og dets forskellige dyrgrupper inkl. mennesker må stoppes - og det vil blive stoppet.
Det er terror der stopper dette vanvid, for det er terror der indstifter ægte sammenhold på jorden. Hvis mennesket ikke indser dette, vil det selv blive udryddet fra jordens overflade.

@Andreas Trägårdh

For selv at blive lidt "lufttig" :

Problemet er at fordi "fredelig sameksistens" jo ER
set frembragt på den måde at de stridende ellers begge udsletter hinanden ( såsom MAD-doktrinen ) - er
at DET nu bliver opfattet som den Almengyldigt
bedste/eneste måde til at udvirke "fredelig sameksistens".

( man overser bla.a. at de konkrete historiske omstændigheder hvor det ku' virke på den måde,
ændrer sig )

Men det ikke for at forslå at man BØR få et andet syn på den formodede almengyldighed af det - det andet syn på det - kommer nemlig nok med nødvendighed: At gennemførelsen af et højest ufredeligt oprør bliver nødvendigt for på sigt at sikre miljøet og freden.

Mange vil nok blive meget forbløffede over: HVOR hurtigt en global statsmonopolkapitalisme ( Fordi den er nødvendig ) nu bliver virkeligjort

Her og nu er kapitalismen jo endnu: Nødvendig !

Da det er så - er det fremskridt der nødvendigvis må komme det: At kapitalismen derfor bringes under den bredest mulige virklig folkelige styring.

Nåh, man er nok gået fra at være tilhænger af den røde revolution til nu at fantasere om den grønne, Kim.

Er det nytolkning af Marx eller hvad? Selv betonkommunismen fornyer sig åbenbart i disse år.

@Kim Vibe

Betonnen blomster jo !

Som sådan egentlig ikke tilhænger af nogen revolution - den kommer alligevel:

Da det jo bliver nødvendigt ( især af hensyn til økosystemet og derfor: Os ) og da folk flest jo næppe holde SÅ meget af kapitalismen, at de vil forskåne den for at komme under den bredest mulige virklige folkelige styring.

---

A'propos: Beton - har hørt at gipsstatuen af Holger
Danske er afløst af en lavet af beton !

Betonnationalisme ?