Klumme
Læsetid: 5 min.

Oplysningskrise

Europa og Danmark. Truslen mod oplysningen kommer i dag hverken fra fundamentalister eller relativister, den kommer fra et forfald i vores eget demokrati
Krisetegn. Fra at være overvældende enige om, at EU var det eneste rigtige politiske projekt, har Rohde, Bendtsen og Jørgensen i valgkampen stået for en enighed om, at den Europæiske Union er noget, man tier - eller taler uden om.

Krisetegn. Fra at være overvældende enige om, at EU var det eneste rigtige politiske projekt, har Rohde, Bendtsen og Jørgensen i valgkampen stået for en enighed om, at den Europæiske Union er noget, man tier - eller taler uden om.

Casper Christoffersen

Moderne Tider
7. juni 2009

Det, man ikke kan forklare, skal man ikke forsvare. Det er blevet en maksime i dansk politik, og det lyder fornuftigt. Man skal naturligvis ikke forsvare projekter og positioner, som man ikke kan begrunde med gode argumenter. Men denne maksime kan udvides til følgende erfaring: Det, man ikke på kun tre sætninger kan forklare, skal man ikke forsvare. Det betyder, at det til hverdag bliver regnet for så politisk risikabelt at redegøre for sine holdninger til europæisk politik ført gennem Europaparlamentet på områder fra forbrugerbeskyttelse over arbejdslivsgarantier til klimapolitik, at man hellere tager en kulturkamp hjemme og overlader Bruxelles til Bruxelles og Strasbourg.

Man kan se på proportionerne mellem den såkaldte 'udlændingedebat* og 'EU-debatten' i dansk politik gennem de seneste 10 år. Der er i dag langt mellem politikere, som forsøger at overbevise befolkningen om, hvor politisk fortræffelig en ide den Europæiske Union er, og hvor stor en bedrift det egentlig er, hver eneste gang, 27 lande når til enighed på substantielle politiske områder. Det er en succes, som er svær at forsvare, fordi den er svær at forklare. Konsekvensen er naturligvis ikke, at Den Europæiske Union er forsvundet. Konsekvensen er derimod, at man ikke taler så meget om den.

Det markerede kulminationen på en lang proces, da Venstres spidskandidat, Jens Rohde, erklærede, at han ikke ville sælge parlamentet til danskerne, men derimod danskernes politik i parlamentet. Det var en tale holdt på skeptikernes præmisser. Det var for eller imod det europæiske samarbejde baseret på myten om, at det er enten Danmark eller EU. Og det andet regeringspartis spidskandidat, Bendt Bendtsen, indledte sin kampagne med en erklæring direkte til samme segment af skeptikere, da han annoncerede sin modstand mod Tyrkiets medlemskab af unionen. Socialdemokraternes spidskandidat, Dan Jørgensen, konkluderede sin egen ellers ambitiøse kampagne med et forslag om at genindføre grænsekontrol. Fra en overvældende enighed om, at EU var det eneste rigtige politiske projekt, er den Europæiske Union blevet noget, man tier om eller taler uden om. Det er i den henseende opsigtsvækkende at se tidligere generationers prominente danske EU-politikere som Henning Christophersen og Uffe Ellemann-Jensen offentligt er gået i rette med deres eget partis spidskandidat for at vide for lidt om EU og for at være bange for vælgerne.

Det moderne og folket

Der har gennem de seneste årtier været tre felter for politiske kulturkampe. Det har været Europa-debatten, kriminalitetsdebatten og den såkaldte udlændingedebat. Alle tre felter har været præget af et bestemt mønster:

Dem med lange uddannelser, stort forbrug af nyheder og aviser og stor politisk kapital var tilhængere af det europæiske samarbejde, modstandere af højere straffe og tilhængere af en liberal, humanistisk udlændingepolitik. De regnede deres standpunkter for det moderne og det rigtige, hvilket betød at dem, der var uenige, ofte blev anklaget for at være populister, nationalister, primitive og præget af en kolonihavementalitet.

Dem, der på den anden side generelt var modstandere af det europæiske samarbejde, tilhængere af højere straffe og krævede en anderledes barsk udlændingepolitik, blev repræsenteret af politikere, der hævdede, at de stod på -folkets side- og talte om -virkeligheden-. Det var objektivt forkert, idet deres virkelighed jo ikke var mere eller mindre virkelige end en gymnasielærers. Det var også forkert, at de var -folket-, som stod over for en ond -elite-, for de repræsenterede ikke 95 procent af en undertrykt befolkning, som stod over for en lille autoritær konspiration.

Der er tale om forskellige økonomiske og kulturelle klasser med forskellige holdninger og blik på den sociale virkelighed. Dem, der påkaldte sig det moderne og fornuftige, og dem, der påkaldte sig -folket- og -virkeligheden-, talte forbi hinanden og bekræftede dermed deres egne aversioner. De betjener sig begge af en legitimering, der fungerer autoritært: Når man påkalder sig -folket- og -virkeligheden- som argument for sine standpunkter, har man også sagt, at de, der ikke er enige, er udemokratiske og uden kontakt med virkeligheden. Deres holdning er afvist på forhånd. Og dem, der tager -objektive beviser-, -udviklingen- og -globaliseringen- til indtægt for deres holdninger, har også samtidig erklæret, at uenighed skyldes uvidenhed eller umodenhed.

Retfærdiggørelse

Denne detronisering af -de bedst egnede- til at regere og de videnskabelige indsigter som politiske sandheder er en foreløbig kulmination på en lang autoritetskritisk demokratiseringsproces. Det er en tendens, som har fået forfattere så forskellige som Søren Kierkegaard, Georg Brandes og Poul Henningsen til at foragte den -offentlige mening-. Og det kan der i konkrete tilfælde være gode grunde til. Men det står efterhånden klart, at der er tale om en enorm demokratisk udfordring, som handler om offentligt at retfærdiggøre sine holdninger og argumentere forfra i et sprog, som alle kan forstå. Det kræver bare, at man anerkender, at man står over for en legitim udfordring, som ikke går væk, bare fordi man kalder den et populistisk spøgelse.

Vi er nu nået til en situation, hvor dominerende politikere skubber en kommission foran hver eneste reform, så de kan bruge denne uvildige instans som begrundelse for noget, de gerne selv vil. Så kan det fremstå som en -nødvendighed- og ikke noget, man behøver forklare. Store sager afpolitiseres således, når nødvendighedsargumenter erstatter retfærdighedsargumenter. For regeret bliver der jo som bekendt alligevel.

Vi har de senere år hørt ufatteligt mange politiske forsvar for det moderne, demokratiet og oplysningen. Og der er på det niveau så godt som aldrig modstand. Det er ikke terroristernes og fundamentalisternes ideer, der gør dem farlige. Det er deres midler, og derfor ligger kampen et andet sted. Til gengæld har der ikke været så mange kampe for at forklare det, man står for, på nye måder og i åbent sprog. Der har ikke været offentlige erkendelser af, at hvis det, vi regner for objektivt sandt eller indlysende humanistisk eller indiskutabelt moderne, ikke kan oversættes til politisk overbevisende argumenter, så har oplysningsbestræbelsen fået et grundlagsproblem. Så bliver vi ikke klogere i fællesskab, og vores fælles beslutninger vejledes ikke af vores opbyggede viden. Eller også gennemføres de uden argumentation. Og det er uforsvarligt, men ikke uforklarligt.

ruly information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jonas Jakobsen

Tak til Lykkeberg for en anderledes og forfriskende analyse. Jeg tilslutter mig til fulde den slet skjulte habermasianske opfordring til at (gen)opdage den ikke letkøbte demokratiske fornuft, dvs. en form for offentlig samtale, hvor man ikke fra begyndelsen har tingsliggjort hinanden med skældsord som f.eks. "naivister" eller "islamofober", men tør sigte mod begrundet diskursivitet og gensidig perspektivovertagelse på tværs af dybe forskelle i livssyn og værdigrundlag. Vi skylder hinanden gode grunde.

Man kunne tilføje til Lykkebergs slutsats, at selvfølgelig er det ikke kun fundamentalisternes midler, men også deres ideer, der er farlige. Ekskluderende religiøs dogmatik – (vi har ret, de andre tager fejl) - spiller en afgørende rolle i denne verdens konflikter og fordummede fjendskaber, f.eks. mobiliseringen af den kristne højrefløj i USA under Irak-krigen, den islamistiske vækkelse i den arabiske verden eller hindu-nationalismens styrkelse i Indien. Man kunne også nævne Søren Krarups kristendomsforståelse, der gør kristendommen uforenelig med andre religioner (og med menneskerettigheder og andre uting).

Denne antagelse - altså at religiøs dogmatik kan være farlig - går ganske vist imod den traditionelle marxistiske opfattelse, der betragter religion som et kausalt produkt af basis, dvs. samfundets produktionsmidler og magtforhold. Mange på venstrefløjen (som jeg vel selv tilhører) er derfor voldsomt optagede af at bortforklare religiøs fundamentalisme som et biprodukt af vestens magthegemoni. Det er en vigtig del af sandheden, men ikke HELE sandheden.

Jeg hævder således: Man bliver muligvis fundamentalist af at være fattig, men man kan også blive fattig af at være fundamentalist.

Mvh Jonas

@Jonas Jacobsen

Religion og lign. i samfundets overbygning -
har jo ( bla.. mht. hvad de kunne slippe ad sted med at påstå om virkeligheden ) - jo især levet højt på at "papir ER jo taknemmeligt" - OG harddiske og Nettet er jo ikke mindre "taknemmelige"

[ konkret eksempel: Hvem der end måtte have ret i striden om hvorvidt Jesus fik afkom, eller ej -
må alle parter i den strid jo siges at nyde godt af ovennævnte "taknemmelighed" ]

Det [ harddiskes og Nettets taknemmelighed ] er vel en stor del af forklaringen på at så mange af de "luftige" forløb i samfundets overbygning nu om dage begynder at fylde mere og mere. Men: Et er at de fylder mere - hvorvidt de af den grund bliver mere virkelighedstro OG til virkelige kræfter [ I forhold til kræfterne i grundlag ( basis ) ] - er jo et noget andet spørgsmål.

@Jonas jacobsen

Hvis man er enig med de Maoister der påpeger at: AL religion er nekrofili - kan man jo i øvrigt godt forstå at Maoister finder: At heller ikke i politik burde religion have nogen rolle.