Læsetid: 5 min.

En verden uden lyserøde børn

Befolkning. Europa har et ikke befolkningsproblem. Europa har et forfængelighedsproblem
Racistisk slagside. Sideløbende med bestræbelserne på at få de europæiske kvinder tilbage på fødegangene, knokles der for at holde arbejdskraft ude af Europa. Fertilitetsfremmende nationale politikere handler nemlig ikke bare om at producere arbejdskraft til den næste generation. De sigter på at producere en korrekt, lyserød arbejdskraft.

Racistisk slagside. Sideløbende med bestræbelserne på at få de europæiske kvinder tilbage på fødegangene, knokles der for at holde arbejdskraft ude af Europa. Fertilitetsfremmende nationale politikere handler nemlig ikke bare om at producere arbejdskraft til den næste generation. De sigter på at producere en korrekt, lyserød arbejdskraft.

Linda Henriksen

19. juni 2009

-Europas tomme vugger-. Under den dramatiske serietitel satte Kristeligt Dagblad for noget tid siden fokus på det såkaldte befolkningsproblem i Europa. Strengt taget burde serien vel have heddet -Europas manglende vugger-, da det nok er meget sjældent, at et par, der ikke har planer om at få et barn, bruger en halv månedsløn og en dag i BabySam på at anskaffe sig en vugge. Men en tom vugge er et stærkt billede. Det indikerer, at nogen har fjernet barnet. Børnetyveri. Babyrov. Hvem mon det er, der har neglet Europas fremtid Ja, det er kvinderne selv, de renegater. De vælger simpelthen ikke at få børn, og det er der vel en række årsager til. Helt oplagt er det, at de italienske unge ikke har råd til at flytte hjemmefra, fordi de ikke kan få egentlige ansættelser; at der ikke er børnehaver til de tyske børn,; at de rumænske unge ikke har den store tillid til, at fremtiden er for børn og andre svage sjæle. Men der er også en hel del europæiske kvinder, der for første gang i verdenshistorien reelt oplever, at der er andre livsstilsvalg. Jeg kender et par stykker. De skal lægge ryg til meget mistænksomhed. Jeg ser ingen grund til at tvivle på oprigtigheden i deres bevidste fra/tilvalg.

Værktøjskassen

Hvad årsagen end er, så er det et problem, får vi at vide. Argumentet er økonomisk: Vi skal føde børn, for at der er nogen til at brødføde en aldrende befolkning, og der påhviler regeringerne det tunge ansvar at handle, før befolkningsbomben sprænger tæppet væk under vores økonomi. Men de babyglade europæiske politikere må forny værktøjskassen. Tiden er løbet fra utilsløret kvindeundertrykkelse, rigid religion, mangel på prævention, fascismens fødemaskiner og de andre gammelkendte måder at få kvinder til at hellige sig moderskabet i op til flere omgange. Men der er mange andre metoder. I Frankrig udløser det tredje barn en kontant bonus, mens en række østeuropæiske lande diskuterer, hvor mange månderes løn det kræver at få kvinder til at få barn nummer to.

Det er et strålende eksempel på, at man gør det rigtige af de helt forkerte grunde. For selvfølgelig skal et rigt land som Tyskland give mulighed for, at kvinder kan være både mødre og arbejdskraft. Men det skal dæleme ikke være for at få flere tyskere.

I næste måned runder verdens befolkning 6,8 milliarder. Ifølge FN vil vi i år 2050 være 9.100.000.000 mennesker på jorden. Det svarer til en stigning på 9.000 personer i timen eller knap 80 millioner om året - det samme, som der nu bor i Tyskland. De mange millioner nytilkomne i år bliver født ind i en verden, hvor klimaet er ved at smide håndklædet i ringen og stadig flere krige handler om energiressourcer og vand. Det må nødvendigvis være baggrunden, når vi taler befolkningspolitik.

Forfængelighed

At vi inden længe bliver for få til at brødføde for mange, lyder jo umiddelbart som en selvfølgelighed. Men nu er det jo ikke sådan, at jeg er personlig ansvarlig for mine forældres golfmedlemskab. Vores værdier kan produceres af enhver, og de kan i princippet produceres hvor som helst. Sideløbende med bestræbelserne på at få de europæiske kvinder tilbage på fødegangene, knokles der for at holde arbejdskraft ude af Europa. Har vi æstetiske kvababbelser over et gadebillede, der er mere spraglet, end det vi i dag har, kan vi jo vælge at flytte produktionen derhen, hvor der er arbejdskraft.

Så nej. Europa har ikke et befolkningsproblem. Europa har et forfængelighedsproblem - og det er et af dem med racistisk slagside. Fertilitetsfremmende nationale politiker handler nemlig ikke bare om at producere arbejdskraft til den næste generation. De sigter på at producere en korrekt, lyserød arbejdskraft, for dermed at kunne slippe for at være henvist til den mangefarvede, der kommer med immigration.

Når franskmændene tigger og lokker de franske kvinder til at føde flere franskmænd, er det franske en værdi i sig selv. Kvinden og moderskabet og nationen i uhellig alliance for at holde det demografiske overtag.

Sidst Europa blev for mange, klarede vi det ved at sprede vores ekstra ungersvende over de andre kontinenter. Det hed kolonialisme, og var en blodig affære, der ikke var lige populær alle steder. Der er ingen grund til at strække grænserne for vores leverum en gang til.

Lyserøde børn

Tværtimod burde vi klappe taktfast og stolt gå til klimatopmødet i København. Vi er nemlig ved at løse et problem helt af os selv. Vi behøver ikke som Kina at stille på øretævernes holdeplads.

Der er ingen grund til, at vi som Indien begrænser folks demokratiske rettigheder, når de får for mange børn. Hip, hip og så det lange for Europas få vugger.

Lad det være sagt med det samme: Denne signatur er 36 år og helt uden børn. Er det relevant Nej, det burde det ikke være. Men for mit indre øje kan jeg allerede se kommentaren på debatten på Informations hjemmeside: -Hvad ved Anna von Sperling om det...- Til det vil jeg så med det samme sige: Præcis lige så meget som den amerikanske mor, der for nylig blev hyldet af de højrereligiøse for at føde 18 unger. Blot med den lille forskel, at jeg ikke skal slæbe på forestillingen om, at det var netop min seneste pode, der måtte vælges fra for at holde børnekvoten.

Ikke at kunne få børn må være forfærdeligt. For dem, hvor naturen sætter grænsen. For dem, hvor økonomien og de sociale forhold gør det. Men det nytter ikke at snakke befolkningspolitik i børnehøjde. For der er da ikke noget smukkere end en Christaniacykel fuld af kornfede, lyserøde børn smurt ind i is på en sommerdag. Men det barn, jeg før eller siden forhåbentlig vil trille rundt i Kongens København med, vil i sin levetid udlede 160 gange mere CO2 end det barn, der i samme sekund vil komme til verden i Etiopien. Jeg børster stadig tænder med vandet rindende, og jeg kommer aldrig til at se mine venners børn som klimaforbrydere ved deres blotte eksistens. Det skal derfor ikke være mig, der sætter grænser for min egen reproduktion. Der er ingen grund til at gå Kina-vejen, men der er god grund til at diskutere, om vi som samfund skal opfordre til flere børn. En verden uden lyserøde børn er en skrækkelig tanke, fordi mangfoldighed er en værdi i sig selv. Men det er ikke et spørgsmål om økonomi, og diskussionen må vi kunne tage uden at gå i følesmæssigt selvsving.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er noget der simrer lige under overfladen hos Anna von Sperling, og som titter lidt frem: Hun har ikke selv fået nogen børn indtil nu, og det må sætte nogle tanker i gang hos hende. Hun er 36 år, og hun skriver at hun før eller siden forhåbentlig vil få et barn. "Før eller siden?" Så meget tid er der da ikke tilbage, hvis man er 36 år.
Min erfaring er, at hvis man spørger kvinder direkte om den slags - f.eks. hvorfor de ikke har sat børn i verden - så får man som regel svar som ikke dækker den virkelige grund. For en del år siden kunne svaret f.eks. være "På grund af atomtruslen. Verden er et alt for usikkert sted til at jeg vil sætte børn i den. " Men vi lever i et af de sikreste og tryggeste lande; mange ting viser at en sådan begrundelse ikke er reel.
Ligesådan her. Der siges et og andet sarkastisk i artiklen om "korrekt, lyserød arbejdskraft", med en undertone af at det er racistiske pengemænd der vil have kvinderne til at føde børn, så derfor vil de ikke. Men det siges også at mangfoldighed er en værdi i sig selv. Hvis dét var et argument, så skulle vi producere en masse lyserøde børn, for nede i Afrika er de næsten alle sammen sorte, så der burde befolkningen spædes op med en masse lyserøde for at skabe mere mangfoldighed. Det synspunkt er der nok ikke meget støtte til. Så hvad drejer det sig egentlig om? Anna von Sperling diskuterer vel med sig selv, om det er rigtigt eller forkert at føde et lyserødt barn, der belaster kloden med meget mere CO2 end et sort barn gør. Problemstillingen er da relevant, men det virker på mig som en argumentation på linje med den om atomtruslen. I virkeligheden er det et spørgsmål, om hun har lyst, og hvis hun ikke rigtig har lyst, så kommer den slags argumenter på banen som en slags halve eller hele begrundelser.
Dybest set tror jeg, at det eneste der bestemmer, om en kvinde vælger at sætte et barn i verden, er om hun har lyst. Jeg tror ikke at hensyn til samfundet eller atomtruslen eller klimaet spiller nogen rolle. Og hvad afgør om hun har lyst?
Her viser alle undersøgelser, at kvinder har jo mindre lyst til at sætte børn i verden, jo stærkere de står i forhold til mændene. Hvis en kvinde er intelligent, højtuddannet, har en god stilling, et afvekslende og spændende job og en rimelig indtjening, så er chancen forholdsvis lille for at hun sætter børn i verden. Lysten til at sætte børn i verden kommer, hvis der er en mand, der sætter hormonerne i svingninger, og det kan en mand bedst gøre, hvis han på en eller anden måde rangerer højere end kvinden. Hvis kvinden i sin karriere har opnået det meste af, hvad der er værd at stræbe efter, så er der næsten ingen mænd, der kan rangere højere. De mænd der er til rådighed, er i bedste fald hendes lige. Sådanne mænd kan hun udmærket være gode venner med og partner med, men de får ikke for alvor hormonerne i svingninger. Der er tale om at i underbevidstheden skal hun have respekt for manden som en der på en eller anden måde er mere end hende. Hvis det ikke er tilfældet, så mangler lysten. Fornuften siger måske nok, at det er rimeligt at producere et barn, men lysten er ikke så stor, at den kan tilsidesætte trangen til karriere. Der er altid et eller andet i karrieren, der er spændende lige nu, så barneproduktionen bliver hele tiden udsat. Indtil klokken er fem minutter i 12 på det biologiske ur, og der skal fertilitetsbehandling til for at få en graviditet i stand.
Jeg mener derfor, at det der ligger lige under overfladen i Anna von Sperlings artikel, er en problematik der er meget relevant for en hel masse intelligente og veluddannede kvinder.

Inger Sundsvald

Anna von Sperling bør skamme sig over at børste tænder med rindende vand. Og også for denne udtalelse:

”For der er da ikke noget smukkere end en Christianiacykel fuld af kornfede, lyserøde børn smurt ind i is på en sommerdag”

Hvad er der galt med brune børn i samme situation?

Jeg håber da heller ikke at vi skal gå ”Kina-vejen” en skønne dag, men det er da værd at tænke over klima og verdens tilstand. Det er bare en dårlig undskyldning og har ikke noget med sagen at gøre.

Så længe der ikke er opsat kriterier og kvoter for formeringen her i Danmark, det kommer måske en dag, er det nok nogle helt andre ting som tages i betragtning, og jeg gætter på, at det er nøjagtig det samme som sker i Tyskland og Frankrig, efterhånden som kvinder selv kan bestemme farten, og især veluddannede kvinder. Der er spørgsmål som kvinderne må stille sig selv, og de er frie til at vælge:

1) Vil man overhovedet have børn, eller er det mere spændende med en karriere, hvor man bevidst fravælger vejen med børn?

2) Hvis man vil have børn, skal der findes en far, hvis man ikke vælger at gå insemineringens vej, og så skal økonomien og evt. baglandet være i orden.

3) Det kan godt tage lidt tid at finde en egnet far, eftersom mænd ofte ønsker at leve det frie liv så længe som muligt. Når mændene så begynder at tænke på familie er de efterhånden oppe i årene. Mændene kan naturligvis finde en yngre kvinde, og det efterlader så en kvinde på 30+ med ”de gamle mænd”.

4) Er man så heldig at finde en egnet far. Helst én man kan lide, er der nye spørgsmål: Kan man regne med opbakning fra ham, og være nogenlunde sikker på at man ikke ender i et inferno af ensomt ansvar for bleskift og tandskift og helt uden muligheder for at komme tilbage på arbejdsmarkedet i nogenlunde ”fit” tilstand?

Summa summarum: Den veluddannede kvinde af i dag må gøre sig mange overvejelser, og flere end de nævnte. En ligeværdig solidarisk partner ser ud til at være målet i dag. Glem alt det dér gamle ævl om at kvinden skal have én at se op til. I dagens Danmark ses der ikke på om manden er håndværker og kvinden akademiker, eller hvem der er ”klogest” eller tjener mest. Det drejer sig om solidaritet, sympati og tillid. Går det helt galt har kvinderne sig selv at klappe på skulderen. Går det godt, kan de måske nå at holde guldbryllup, og med børn som er i 40’rne. Mænds patronisering er en saga blot, og hvis de ikke indser det tør jeg ikke tænke på følgerne.

Det, som Inger Sundsvald skriver, passer ikke med hvad jeg ved om forholdet mellem kvinder og mænd.

Ifølge indlægget er det vigtigste for at mænd kan tjene som fædre, at de danner basis for solidaritet, sympati og tillid. Og kvinderne skal lede længe for at finde mænd der kan leve op til det.

Men faktisk er der masser og atter masser af mænd, der intet hellere vil end at skabe solidaritet, sympati og tillid med en kvinde. Prøv bare at se på hvor mange der står tilmeldt på diverse kontaktsider. Det er de pæne mænd, der er opdraget til at se et stabilt parforhold som noget af det vigtigste i livet. Disse pæne mænd får lov at gå i fred i årevis; de forelsker sig forgæves i attraktive kvinder, som ikke vil vide af dem. De ser at de mænd, der kan gøre enhver kvinde blød i knæene, er "de slemme fyre", som ikke er til at stole på. Kvinderne falder igen og igen for mænd der har bestemte egenskaber - som er selvsikre, har styr på situationen, kan føre deres vilje igennem, er dygtige til at få andre til at arbejde for sig, har lederpositioner, er kendte, har høje ambitioner m.m., kort sagt, "alfa-hanner". Disse alfa-hanner kan få al den sex de måtte ønske, så hvorfor skulle de være trofaste og solidariske? Så snart kæresten stiller krav, kan de bare glide videre til den næste kæreste. Alle ønsker at få en partner, som er svær at få. De selvsikre og troløse mænd er svære at holde fast på, og derfor vil kvinderne have dem. De hankønsvæsener der viser solidaritet, tillid og sympati, bliver derimod viftet væk, de er blot distraherende og forstyrrende elementer i jagten på en rigtig mand. Kvinderne ønsker at fange en rigtig alfa-han, og når han så ER indfanget, skal han tæmmes og blive en god familiefar der viser solidaritet, tillid og sympati. Men en person der allerede på forhånd viser solidaritet, tillid og sympati, opfattes som en vatnisse eller en kedelig grå fyr, ikke som en mand. Han er helt ude af søgefeltet.

Mange af de forkælede, krævende, selvoptagne, moderne karrierekvinder ønsker altså at få fat i en rigtig mand og tæmme ham, så han bliver en stabil familiefar. I tråd med det siger deres medsøstre, at mænd skal være mere pæne, og vise solidaritet, tillid og sympati. Det preller af på alfa-hannerne, som kan vælge og vrage mellem de mange attraktive kvinder, som byder sig til. Men det gør stort indtryk på de stille, pæne mænd, som tror at de ikke er gode nok, og som derfor bestræber sig på at vise endnu mere solidaritet, tillid og sympati, med det resultat at de bliver endnu mindre attraktive. Resultat: alle bliver utilfredse.

I stedet skulle man fokusere på de mænd, som har potentialet til at blive gode familiefædre, fordi det falder dem naturligt at vise solidaritet, tillid og sympati. Man skulle lære disse mænd, hvordan de kan blive mere attraktive partnere, ved at give dem mere selvtillid og stole mere på sig selv. Hvis man gjorde dét, ville man udvide feltet af mulige partnere, og alle ville blive mere tilfredse - kvinderne ville få lettere ved at finde en passende partner eller far til deres børn, og de frustrerede pæne mænd vil blive mindre frustrerede.

Jeg mener derfor, at Inger Sundsvald tilgang er en lose-lose strategi, mens den tilgang jeg skitserer her, er en win-win strategi (for nu at tale moderne "dansk").

De lidt for pæne mænd kan gøres mere attraktive - ja, de kan transformeres fra at være helt umulige til at blive meget attraktive, bare de bringes til at forstå, hvad der skal til. Potentialet er der, det kræver "bare" at kvinderne er ærlige omkring hvad de faktisk tænder på hos mænd. Dén ærlighed er en stor mangelvare, og det er til skade for alle, både kvinder og mænd.

Inger Sundsvald

”Alfa-hannernes” tid er forbi. Enhver kvinde kan få al den sex hun vil - fra ”alfa-hanner” eller hvis hun er mere nøjsom, fra en hvilken som helst mand. Hvis hun derimod vil have en far til sine børn, er der helt andre kvaliteter der skal vægtes.

De hankønsvæsener der viser ”solidaritet, tillid og sympati” er jo dem som får et familieliv, hvilket bevises af de mange langvarige parforhold med børn som har en far hele livet. Der er jo også grænser for hvor mange ”alfa-hanner” der findes. Helt almindelige mænd og kvinder får trods alt også både børn og et familieliv.

Jeg véd da, at der er mænd som har forstået de moderne tider. De kan oven i købet lide dem. Det fritager dem nemlig for presset og ansvaret for altid at være en ”helvedes karl”. Nogle kan tilmed se fordelen ved at kvinden ikke er træt og har ’hovedpine’, når det kommer til at lege ”mand erobrer kvinde” i den fælles fritid. De helt ”professionelle” mænd har ydermere fundet fidusen ved at få kvinden til at tage initiativ. Uha da, da for en lykke – helt uden biologisk programmering ;-).

Hvis man tror at det i sidste ende er kvinden som bestemmer, så tror man fejl. Det kan se sådan ud, men for at en kvinde skal ”vælge”, kræver det en ”katalysator”, og den kommer fra en mand som opper sig (ikke ved dårlig opførsel).

Vis mig en kvinde som gider noget som helst i længden, med en mand som f.eks. altid hellere ser fodbold eller har en fast six pack indenfor rækkevidde eller på maven. Eller for den sags skyld en mand som udstråler chauvinisme eller tendenser til ”alfa”-opførsel, hvor han opfører sig værst muligt mod kvinden. Han må gå videre til den næste kvinde, som kan bruge ham til en kort fornøjelse. Det er i hvert fald ikke ham som opfører sig ”alfa-agtigt”, som ender op i en ”win-win”-situation med familie og børn. Den fornøjelse bliver kortvarig.

Kåre Fog: "Det, som Inger Sundsvald skriver, passer ikke med hvad jeg ved om forholdet mellem kvinder og mænd."

Hvad Kåre Fog "ved" om dette forhold, er og bliver en samling klynk, som han bruger ufatteligt meget spalteplads på både i papir- og netavisen.

Få dig et liv, Kåre!

Jeg tror nu nok jeg bruger mindre spalteplads end både Per Vadmand og Inger Sundsvald.

Alfa-hannernes tid er ikke forbi. Dansk statistik viser f.eks., at jo mere en mand tjener, jo større er sandsynligheden for at han er far til et barn. Og jo mere en kvinde tjener, jo mindre er sandsynligheden for at hun er mor til et barn. Det der giver en mand allerstørst sandsynlighed for at være barnløs, er at være arbejdsløs - selv om arbejdsløse burde være ideelle fædre, da de har masser af tid til børnene. Hvorimod arbejdsløse kvinder i gennemsnit har mange børn. Mænd der er ambitiøse og hårdtarbejdende, og altså ikke har ret meget tid til familieliv derhjemme, har derimod oftere end andre stabile parforhold. Mandlige ledere klarer sig bedre på ægteskabsmarkedet end andre, se dette link:
http://www.180grader.dk/nyheder/Ledere_har_held_i_k_rlighed.php. Mænd der ejer selvstændig virksomhed, har relativt mange børn. Kvinder der ejer selvstændig virksomhed, har relativt få børn.
Tilsvarende oplysninger findes fra Sverige, hvor tendensen er relativt udpræget. Det vil sige at netop i et land der har drevet det vidt m.h.t. ligestilling foretrækker kvinderne at få børn med de rigeste mænd.
Dette er de oplysninger der kan hives ud af statistikker. Dertil kommer folks oplevelser af hvad der gør sig og ikke gør sig i forhold til det modsatte køn.
En erfaring er, at en del kvinder får børn - eller i hvert fald det første barn - med mænd som appellerer til dem ved deres selvsikkerhed og alfa-adfærd. Hvis en kvinde møder en mand der viser sympati, tillid etc., så overvejer hun om han måske evnetuelt skulle gøres til hendes børns far. Hvis hun møder en der appellerer stærkt til hendes sexualitet, så taber hun hovedet og gør ham til far, selv om enhver fornuft måtte sige hende, at han vil være komplet uegnet. Når så først hun har født barnet, og sjoveren er stukket af, SÅ leder hun efter en pålidelig og stabil mand til at hjælpe med at passe ungen. Dette mønster er selvfølgelig ikke typisk for alle kvinder, men det ses så ofte, at det må vække til eftertanke.
Kriminelle (mænd der dømmes for kriminalitet) får i gennemsnit mindst lige så mange børn som andre mænd. Det tyder ikke ligefrem på, at kvinderne er omhyggelige med at vælge pæne mænd som far til deres børn.
Selvfølgelig findes der også masser af kvinder, som fornuftigvis vælger pålidelige mænd til at indgå i stabile parforhold. Tilbage i 1950´erne eller i Morten Korchs tid var den slags kvinder måske et flertal. Men efter 1968 er det ikke længere tilfældet. Statistikken taler sit sprog. Alfa-hannerne spiller en større rolle nu, end de har gjort længe.

Inger Sundsvald

Kåre Fog

Jeg er ret overbevist om, at jeg ikke kan overbevise dig. Ifølge mine erfaringer er det også ret umuligt for dig, at få mig til at skifte mening. Jeg mener dog, at jeg kan udtale mig med en vis vægt i henhold til egne og andres referencerammer og ”viden”. Men du skal da have lov til at begrave hovedet i statistikker og sandsynligheder. Måske får du en dag regnet dig frem til noget brugeligt.

Livet er mere end sex og alfa-hanner, især hvis man vil have familie og børn. Jeg tror dog, at du vil få svært ved at stikke min erfaring og viden med et langt og godt ægteskab med alt hvad det indebærer af op og nedture, sorger og glæder, men med en aldrig svigtende følelse af samhørighed og solidaritet, til døden os skilte.

Sådan en partner/soulmate finder man nok sjældent to gange i det samme liv. Mindre kan også gøre det, men så vidt jeg er orienteret, så vælger kvinder i den situation de kortvarige fornøjelser, med mindre de finder en anden, evt. enkemand, som også ved hvad det drejer sig om i et godt parforhold, og det har intet med udseende eller Tarzan-opførsel at gøre, men netop om evnen til at ’opføre’ sig ordentligt, at se ud over egen næse, og naturligvis en gensidig interesse, som kan vækkes af de mest forskellige årsager. Heri adskiller adfærden sig ikke fra unge kvinders.

@ Inger Sundsvald
"Jeg tror dog, at du vil få svært ved at stikke min erfaring og viden med et langt og godt ægteskab."
- Nej, og hvorfor skulle jeg dog også det. Jeg kender også et af slagsen, nemlig mine forældres. De har været gift i 61 år indtil nu, og elsker stadig hinanden. Så man skulle tro, at de om nogen vidste hvad der skal til for at få et ægteskab til at fungere og trives. Men det gør de ikke. De har fået tre sønner, og ingen af de tre sønner har været gode til at finde eller holde på en partner. De råd og den vejledning, de har givet mig med i bagagen, specielt hvad min mor har sagt, har ikke blot været uanvendelige, de har været direkte vildledende. Derudfra tillader jeg mig at konkludere, at det at man selv har været heldig at finde en stabil partner, ikke kvalificerer en til at rådgive andre om hvad der skal til for at få et godt parforhold.
Jeg tror, at du forveksler resultatet med processen. Hvis to personer passer godt sammen, så opstår der sympati, tillid og solidaritet, men de falder ikke for hinanden, FORDI de på forhånd udstråler sympati, tillid og solidaritet.
Lad os tænke os et lykkeligt gift ægtepar med en halvvoksen datter. Ægteparret fortæller hende, at udseendet betyder ikke noget - for det at faderen og moderen stadig elsker hinanden højt, har ikke noget med udseende at gøre. Hvis de siger det til deres datter, så vildleder de hende - for hendes udseende har uhyggeligt stor betydning for, om hun får fat på den fyr, hun kigger langt efter. Det hypotetiske ægtepar gør altså en stor fejl, hvis de tror, at de menneskelige egenskaber, der giver deres eget ægteskab kvalitet, også er egenskaber der hjælper andre til et godt parforhold. Det er en fejlslutning.
Tilsvarende hvis det er en ung mand. Jeg har f.eks. et sted på nettet lige læst dette udsagn (oversat fra engelsk, og lidt forkortet): "Hendes navn var Julia, og hun var den smukeste pige jeg nogensinde havde set i mit liv, indtil da. Jeg var i junior high school og hun gik en klasse under mig. . . Min mor havde lært mig at hvis jeg ville have en pige til at kunne lide mig, så skulle jeg være "sød, galant og en gentleman". Jeg var alt det overfor Julia, så jeg var overrasket da hun sagde "nej" da jeg inviterede hende ud. Jeg havde dengang kun ringe anelse om at min mor var lidt på vildspor. Jeg elsker min mor, men når det drejede sig om hvordan man tiltrækker andre kvinder, var hun ikke en ekspert."
Dette udsagn er ikke enkeltstående. Det er tværtimod typisk for masser af mænds erfaringer, også mine. Utallige mænd siger det samme: at deres mors råd var ubrugelige eller vildledende, og at pigerne ikke vil have med pæne fyre at gøre.
Derfor reagerer jeg stærkt imod, når også du optræder som sådan en velmenende mor/bedstemor som har stærke meninger om, hvordan mænd (unge mænd) bør bære sig ad over for hunkønnet. Du risikerer at mændene lytter til dig, og du risikerer, at det kommer dem meget til skade.
En mand skal ikke opføre sig som en Karl Smart; men han skal være selvsikker, have kontrol med situationen, vide hvad han vil og hvad han vil opnå, være en autoritet eller gå imod andre autoriteter, etc. etc. Lige som en pige skal være smuk og sød (men måske ikke ligefrem en dum blondine). Sådan har det altid været, og sådan vil det nok altid være. Man får intet ud af at stole på, at den mulige partner får øje på ens indre kvaliteter, for den mulige partner skal først tiltrækkes og være opmærksom på en. Først derefter kan de gode menneskelige egenskaber spille en rolle. Hvis pigen tror at hun ikke behøver gøre sig smuk, og hvis drengen tror at han ikke behøver et højt selvværd, så spilder de dyrebare chancer for at vise rette vedkommende, at de har indre, personlige kvaliteter.
Når du nævner tillid, sympati og solidaritet, så er det altsammen ting som man ikke kan vise når man er alene - de kan kun opstå i samspil med et andet menneske. Derfor er disse ting ikke egenskaber, man kan møde op med, men resultater af mødet.

Inger Sundsvald

Kåre Fog

Først og fremmest er det ikke klogt at give gode råd om hvordan man skal opføre sig, og slet ikke at følge rådene, bortset fra hvis rådet er at man skal være sig selv.

Det nytter ikke at ”spille” en rolle, som ikke er naturlig for én selv. Ens børn er så forskellige indbyrdes og i forhold til forældrene, at det er det rene vanvid at prakke dem opfattelser på, lige bortset fra at forsøge at socialisere dem til det samfund vi lever i, i det håb at de selv vil finde deres egen plads med tiden.

Det kvalificerer ganske rigtigt ikke en til at give gode råd til andre, hverken hvis man har været heldig eller uheldig i et parforhold. Men det er jo det du gør.

Jeg skal medgive, at udseendet i første omgang betyder noget for interessen. Historien med Julia og den unge mand beviser intet andet end at hvis den unge mand troede, at han kunne få fat på den smukkeste pige han nogensinde havde set ved at opføre sig på en bestemt måde, så lider han af en vrangforestilling. Det ville jo betyde, at ALLE som fandt hende smuk kunne få fat på hende ved en bestemt opførsel.
Pigen har sikkert haft sin egen ”smag”. Måske var han lyshåret, mens hun drømte om en mørkhåret, eller måske var hun forelsket i en anden. Uanset hvor selvsikkert han havde optrådt, gætter jeg på at resultatet ville have været det samme.

Hvis en pige/kvinde altid skal være smuk og sød, og en dreng/mand altid være selvsikker og have kontrol etc., ser det ikke godt ud for menneskers mulighed for at finde en partner. Men sådan hænger det heldigvis heller ikke sammen. Hvis en dreng/mand bliver ”overrasket”, hvis de får et nej, er der noget galt med deres livsopfattelsesevne.

Lidt på samme måde, som når man synes at der ikke er noget smukkere end ”lyserøde børn smurt ind i is på en sommerdag”. Hvis det var betingelsen for at ville have og at kunne elske et barn, ville jordens overbefolkning være løst.
Nogle må følge det gamle ordsprog om, at hvis man ikke kan få den man elsker/synes er smuk, må man elske den man får. Men hvis man mener man har ”fortjent” noget ”bedre”, har man ikke fortjent noget.

Den unge fyr og Julia: Du har ret i at fyren (der endnu kun er en uerfaren halvvoksen dreng) misforstår noget. Hvis han bare kunne opføre sig som en galant gentleman, og automatisk få pigen til at sige ja, så ville alle andre også kunne opføre sig som en galant gentleman, og også få hendes ja, så der er noget i hans tankegang, der ikke stemmer.
Men derfor er det jo ikke sikkert, at Julia falder for en sød gennemsnitsfyr, i en proces hvor der opstår sympati og tillid. Når Julia er noget særligt, vil hun måske også have en fyr, der er noget særligt.
" . . hvis man mener man har ”fortjent” noget ”bedre”, har man ikke fortjent noget.", skriver du. Det vil sige at hvis Julia vurderer sig selv meget højt, og satser meget højt m.h.t. at score f.eks. en rig eller kendt mand, så har hun ikke fortjent noget. Hun burde vælge den søde gennemsnitsfyr, selv om hun måske kunne opnå mere. Ja, det burde hun. Og det gør nogle Julia´er heldigvis. Men der er også rigtig mange Julia´er, der bevidst går uden om de søde gennemsnitsfyre.
Jeg kom engang på besøg hos en kvindelig bekendt, og fik at vide at jeg skulle være meget stille, for oppe på værelset var datteren ved at slå op med sin fyr. Han var, efter moderens mening, alletiders søde fyr, men pigen slog op med ham, fordi fyren ikke kunne bidrage til at hæve hendes status blandt gymnasieveninderne. Dér har vi problemet.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Problemet med Anna von Sperling er, påstår jeg, at hun ikke kan nøjes med en sød gennemsnitsfyr. Som sagt, statistikken taler sit tydelige sprog om, at jo mere en kvinde tjener, jo større krav stiller hun (i gennemsnit) til partnerens indtjening. Jo højere hun er uddannet, jo større krav stiller hun til partnerens uddannelse. De kvinder, der får få eller ingen børn, er de højest uddannede, med størst indtægt, størst ansvar osv. Der findes undtagelser, men statistikken viser at det er hovedtendensen.
Man kunne håbe på, at nogle af gennemsnitsfyrene, der ikke helt kan matche en sådan kvinde m.h.t. indkomst og position, til gengæld kunne udmærke sig ved at være usædvanligt søde og sympatiske. Erfaringen synes at vise, at sådan hænger verden ikke sammen. Hvis en pige er grim, så kan jeg ikke forelske mig i hende, uanset at hun er usædvanligt sød og sympatisk, og hvis en mand er en kedelig grå gennemsnitsmand, så kan en ressourcestærk kvinde ikke forelske sig i ham, uanset at han er usædvanligt sød og sympatisk.
Vi burde vælge de søde og sympatiske, og sommetider sker det, men for det meste sker det ikke. Derfor er det forkert af en mor at vejlede sin søn ved at sige, at det eneste det gælder om, er at være sød og sympatisk, eller "Sød, galant og en gentlemand", som det hed i historien; det kommer sønnen ikke langt med. Og som du siger: hvis det var nok bare at være sød og sympatisk, så ville alle blive det, for at kunne score en partner.
Der er to løsninger: Enten lærer vi at forelske os i de søde og sympatiske - den strategi kommer man nok ikke langt med i en tid med så mange forvænte og selvcentrerede mennesker. Eller også lærer vi hvad der skal til for at være noget særligt i den udkårnes øjne.
Lad mig igen tage sætningen "Hvis det var nok bare at være sød og sympatisk, så ville alle blive det." Det er et kernepunkt for mig. Det betyder jo f.eks., at hvis det faktisk gav pote hos kvinderne, at en fyr er sød og sympatisk , så ville alle fyre omstille sig og blive søde og sympatiske og vise tillid og solidaritet, og så ville verden med ét slag blive meget bedre. Smukke kvinder har så stor magt, at de ved at skifte præference m.h.t. fyre med ét slag kunne gøre verden til et bedre sted. Hvis alle de selvcentrerede helvedes karle, griske pengemænd og hovne chefer ikke fik en chance hos kvindekønnet, så ville verden hurtigt ændre sig, sådan at der ikke længere var nogen helvedes karle, griske pengemænd og hovne chefer.
Men sådan er verden ikke. Hvilket er en slags omvendt bevis på, at kvinder ikke bare vælger de søde og sympatiske fyre. Al statistik, og alle undersøgelser i alle dele af verden, viser at kvinder i gennemsnit vælger opad.

Inger Sundsvald

Kåre Fog

Jeg tror du tillægger mig nogle konklusioner jeg ikke har draget. Jeg mener ikke at Julia eller andre bare skal vælge den søde gennemsnitsfyr. Hvis Julia vil ”satse”, er det hendes sag, og også din bekendts datters. Hvad Julia ender med i sidste ende er ikke let at vide. Måske en sød gennemsnitsfyr.

Tab og vind med samme sind, siger man.

Men at påstå, at motivet for at din bekendts datter ved at slå op med en kæreste var, at ”hæve hendes status blandt gymnasieveninderne” er dog en grov påstand uden bevis. Hvad er det for øvrigt for en mor, som indvier udenforstående i datterens forhold?

Ligeledes er påstanden om Anna von Sperlings formodede motiver og grunde til ikke endnu at have fået børn, langt ude over grænsen.

Min påstand er, at du har hovedet begravet i for mange statistikker og er fastholdt i din egen fantasi om kvinders ønske om status og indkomst. Det tror jeg godt jeg kan tillade mig at sige, efter din analyse/påstand om Anna von Sperling. På hvilket grundlag udtaler du dig overhovedet? Kender du hende?

I øvrigt er der ikke noget mærkeligt i at kvinder får partnere med højere status end dem selv. Det er jo ikke kvinderne, der gennem historien har haft uddannelserne og pengene, så hvis mændene ville have en partner, måtte de søge ”nedad”. Det med uddannelserne er ved at forandre sig. Pengene kniber det stadig med. Men jeg tror at mænd må til at vænne sig til, og lære, at de ikke er mindreværdige eller mindre attraktive fordi deres partner er højere uddannet og evt. bedre lønnet end de selv er.

Det er desuden klart, at hvis verden bestod af ene søde og sympatiske mennesker m/k, så var problemet væk. Sådan er det bare ikke.

Kvinders ønske om status og indkomst eksisterer ikke kun i min fantasi. At min bekendtes datters begrundelse for at slå op med sin kæreste var at han ikke gav hende status nok blandt veninderne, er ikke noget jeg har fundet på, men hvad min bekendte sagde. Og hvis ikke min bekendte og andre taler åbent om det, så forbliver det jo dunkelt, hvad motiver kvinder egentlig vælger efter, og så er der frit spil for at kvinder uretmæssigt bliver fremstillet som fejlfrie engle.
Det minder mig om, hvad Sarah Højgaard Cawood har skrevet i "Nu er det nok. Så er det sagt!". Hun skriver: ”Én fyr nærmede sig mig i gymnasiet, men han kunne slet ikke komme på tale. Han var simpelt hen ikke smart nok. Hans flippede, bløde stil ville intet gøre for at højne min status i gymnasiehierarkiet, og jeg ulejligede mig derfor ikke med at undersøge, hvad jeg syntes om ham. På den måde opererede jeg efter de samme kønsforestillinger, som jeg led under. Han krydsede jo også kønsgrænserne ved ikke at insistere på machoattituder, og ved at krydse de grænser blev han seksuelt uattraktiv for mig.”
En mand, som længe havde store problemer med at få kontakt med attraktive kvinder, skriver et sted som konklusion på sine erfaringer: "Det kan lyde politisk ukorrekt, men jeg tror at de fleste kvinder reagerer meget stærkt på `maskuline´ mænd. Jo mere jeg har opført mig selvsikkert, arrogant og dominant, jo flere kvinder har reageret på mig emotionelt og seksuelt." Denne erfaring har mange mænd gjort, og den kan ikke bare affejes med at det tror du ikke på. Heldigvis er ikke alle kvinder sådan, men det ser ud til, at de fleste i hvert fald har en tendens i den retning. At benægte det, for at forsvare din ideologiske grundholdning, er lige som hvis de i Nordkorea benægter at de har sultproblemer, for at forsvare deres ideologi. Man kan kun diskutere på basis af hvad der sker i den virkelige verden, og hvis din mening om hvad der sker i den virkelige verden, helt udelukker at mange kvinder tiltrækkes af dominante mænd eller mænd i høj position, så har vi ikke nogen fælles erfaringsverden, og så er der intet grundlag for at diskutere.
Mændene søger "nedad" og kvinderne "opad", uanset hvor der er flest partnere at hente. Kvinder med høj status har derfor ekstremt svært ved at finde passende partnere - der er så få mulige emner, der har højere status end dem selv. Jeg ved ikke noget om Anna von Sperling personligt, men jeg ved at hvis hun ligger højt med hensyn til position, anseelse, viden, indtjening m.m., så har hun alt andet lige sværere end andre kvinder ved at finde en partner, der sætter hendes hormoner i gang. Og at hun har svært ved det, er ikke mændenes fejl.
Hvis kvinderne konsekvent valgte søde og sympatiske mænd, så ville alle mænd være sådan. Så ville vi realisere et utopia. Men der er desværre ikke nogen genvej til et sådant utopia, fordi mange kvinder vælger anderledes. Sådan er det bare, men hvor ville det dog være velgørende, hvis kvinder som dig ville indrømme at det er sådan.

Inger Sundsvald

Kåre Fog

Hvorfor skulle jeg indrømme noget jeg ikke tror på?

Min erfaringsverden består i, at da jeg var 16 år, var det nok at danse med en ”taber” eller en selvsikker ”Karl-smart” én gang. Det drejede sig sikkert om at finde en værdig far til mine børn. Og jeg var sikkert kalkulerende i min vurdering. Det tror jeg da stadig på, er de unges underliggende og ubevidste agenda.

I den alder talte det for mig, at fyren var under uddannelse i lighed med min uddannelse eller havde planer i lighed med mine planer.

Da jeg dansede med min senere mand, så han ganske vist lidt for godt ud - det var jo altid lidt mistænkeligt - men da han både var høflig, viste stor interesse og fulgte mig hjem i god behold, og ydermere stod og ventede på mig der hvor jeg befandt mig om mandagen, selv om vi kun havde aftalt at mødes igen om torsdagen, var jeg ”solgt”. Så blev det til ture på Langelinie, og tid til at lære hinanden nærmere at kende.

Vurderingen faldt ud til begges tilfredshed, men havde ikke noget at gøre med at søge op eller ned.

Du har helt ret i, at vi sikkert ikke har ”nogen fælles erfaringsverden, og så er der intet grundlag for at diskutere”. Derfor stopper jeg her.

OK, vi stopper her.
Jeg undrer mig over, at du i hele din argumentation udelukkende argumenterer ud fra dine egne, personlige oplevelser, dvs. hvad kun een eneste ud af Danmarks ca. 2½ mio. kvinder oplever. Det betyder selvfølgelig ikke, at dine erfaringer er uden interesse. Selv om du måske ikke tror det, så forsøger jeg faktisk at tænke nærmere over, hvad du skriver, for at se, om dine synsvinkler kan gøre mig lidt klogere. Men du kan ikke forvente ligefrem at ændre nogle holdninger hos mig udelukkende ud fra hvad du alene har oplevet.

Inger Sundsvald

Hvad jeg undrer mig over er, at du bebrejder mig noget du selv gør. Men du mener måske at dine egne private opfattelser og erfaringer er mere almengyldige end mine, som jeg for øvrigt ikke advokerer for er de eneste rigtige?

Jeg har hele vejen taget udgangspunkt i dine personlige oplysninger og forskellige cases fra nettet: Din mors gode råd, som ikke behøver at være forkerte, din bekendtes datter, historien om Julia og den unge mand etc.

Din ”ideologiske grundholdning” skinner tydeligt igennem. Hvad ”mange mænd” samt du selv har erfaret, er sikkert rigtigt, på samme måde som min erfaring fra ”mange kvinder”, plus mig selv.

Jeg har slet ikke nogen forhåbninger om at kunne ændre dine holdninger. Dertil er de for fastgroede, og tager slet ikke højde for, at dagens højtuddannede kvinden på 30+ efterhånden er begyndt at kigge på yngre og yngre mænd, til at ”sætte hormonerne i gang”, og at de er komplet ligeglade med ”status” og tegnebogens størrelse.

Visse af kvinderne kalkulerer ligefrem med at skaffe sig ønskebarnet ved hjælp af dem. Og jeg skulle ikke blive forbavset, hvis nogle af de yngre mænd kalkulerer med fordelene ved den erfarne og vellønnede kvinde. Det er såmænd er erfaring jeg selv har gjort.

Inger Sundsvald.
Du sagde at du stopper her. Hvorfor fortsætter du så alligevel?
De eneste begrundelser du har givet i denne tråd, er dine egne erfaringer. "Jeg mener dog, at jeg kan udtale mig med en vis vægt i henhold til egne og andres referencerammer og ”viden”.", skrev du. Men du har kun omtalt dine egne erfaringer.
Når jeg (i andre tråde) henviser til videnskabelig litteratur, så er du ligeglad med det - det gider du ikke tage hensyn til, du er her kun for sjov og for at slappe af, skriver du. Hvis jeg henviser til egne erfaringer, så mener du ikke at jeg kan konkludere som jeg gør. Hvis jeg henviser til statistikker, for at dokumentere at det jeg taler om, er generelle tendenser, så afviser du det uden begrundelse. Jeg vil sammenfatte det sådan, at det eneste sandhedskriterium, du anerkender, er at tingene stemmer med dine egne personlige erfaringer, og din fortolkning af disse. Det er som om alt hvad du oplever, er indbegrebet af hvordan verden fungerer, og alt hvad andre oplever, er uden nogen som helst sandhedsværdi. Du skriver spalte op og spalte ned, i alle de tråde du kan, og det hele er bare baseret på dine egne uforgribelige fordomme om hvordan verden er. Uanset hvor meget eller lidt dokumentation andre disker op med, så gider du ikke sætte dig ind i om det kunne være korrekt. Som en forkælet prinsesse gider du ikke rokke dig ud af det punkt, du ser verden fra, og det eneste synspunkt du anerkender, er dit eget. At dømme ud fra det er du meget selvcentreret.
Det er sikkert ganske underholdende for dig at diskutere her, for dit kriterium for om noget kan passe, er om det stemmer med dine egne erfaringer og din egen fortolkning af de erfaringer, og deri ligger så, at du per definition altid har ret. Og det har du uden at du behøver at besvære dig med at samle information og dokumentere tendenser. Du behøver derfor aldrig anstrenge dig for at forstå andres ståsted, men kan altid basere dig på dine færdige rygmarvsfornemmelser. Du ved endda på forhånd, omtrent hvilken ideologi jeg har, og hvis jeg korrigerer dig på det punkt, så tvivler jeg på at du vil tage min korrektion for gode varer.
Så det er åbenbart meget afslappende for dig at boltre dig i trådene her, og kritisere hvem som helst for at mene noget forkert, nemlig noget andet end du selv mener.
Sådan opfatter jeg dig.
Jeg lytter til dine synspunkter, men jeg opfatter dem kun som synspunktet fra én ud af de ca. 2½ mio. kvinder i Danmark. De statistikker jeg refererer til, afspejler derimod den samlede virkning af alle danske kvinders liv, og de må derfor tælle med en vægt der er ca. 2½ mio. gange større end den vægt, du som ene person udtaler dig med.
Når du konskekvent pure afviser oplysninger og erfaringer som strider imod dine egne erfaringer, så er det virkelig umuligt at diskutere på grundlag af en fælles mængde af viden. Derfor er det virkelig en god ide at stoppe diskussionen her.

Rachel Henderson

Jeg synes Sperling har ret. Europæerne har et forfængelighedsproblem, og det er da helt sygt hvis man skal til at præmiere folk for at få børn. Jeg synes dog heller ikke at man skal præmiere folk for at blive steriliseret.

Det bedste som samfundet kan gøre, er at gøre livet nemt for de forældre, som gider have børn. Gøre samfundet børnevenligt.

Fordi børn og barndom er en fantastisk del af livet behøver man ikke absolut selv at skulle befolke verden. Jeg kender en del barnløse mennesker, som alligevel har masser af kontakt med børn, gennem deres arbejde, eller som tager sig af nevøer og niecer, eller som tager sig af venners børn en gang imellem.

Jeg kender også nogen, der simpelthen har en fast aftale om at fungere som aflastning for forældre, der af en eller anden grund mangler resourcer. Det kan være herligt for børn at have et sted, hvor man er velkommen, og der er nogen der følger med i ens liv.

Selv om man ingen børn har, er der alligevel masser af muligheder for at udvikle sig som menneske. Vi skal have mange flere aflastningsordninger og mentorordninger.

Inger Sundsvald

Kåre Fog

Det er helt utroligt hvad du har af analytiske evner. Du ved hvad der ”simrer lige under overfladen” hos Anna von Sperling, og du ved præcis hvordan jeg er. Med sådan en samling af hele og halve indbildte sandheder, er det ikke svært at forstå hvordan konklusionerne bliver til.

”du er her kun for sjov og for at slappe af, skriver du”
Det var én løgn.

”At benægte det, for at forsvare din ideologiske grundholdning …”

Det var en anden projektion, som du kører videre med:

”Du ved endda på forhånd, omtrent hvilken ideologi jeg har”

… selv om det var dig selv der begyndte med at udtalte dig om min ideologiske grundholdning.

Og sådan kunne det blive ved, når man ikke tager udgangspunkt i hvad andre rent faktisk skriver og de synspunkter der gives udtryk for.

Inger Sundsvald

Rachel Henderson

Det er egentlig synd at Anna von Sperlings artikel er blevet kuppet og fordrejet til et spørgsmål om biologi og gamle forestillinger. Et af spørgsmålene er, om vi som samfund skal opfordre til at få flere børn. Der er ikke helt enighed om hvor stort problemet er, hvor problemet er størst, og slet ikke om der skal gøres noget, eller hvad der i givet fald skal gøres.

”Forfængelighedsproblemet” er reelt nok. Men også det du skriver om aflastningsordninger og mentorordninger for de børn og forældre som mangler støtte.