Læsetid: 3 min.

A Night To Remember

I morgen er det 30 år siden, at tusinder af discoplader blev sprængt i luften på et baseballstadion i Chicago. Men selv om discoen siden vandt, skal jeg alligevel svælge mig i noia, søde minder og hævn med Shalamar
10. juli 2009

Hahaha. Som en anden bloddryppende Carrie stod jeg så der som vinder, mens en hel kantine fnisede af mig. Den havde jeg jo selvfølgelig ikke set komme. Hvordan skulle jeg også det, når jeg havde lukket øjnene i nydelse undervejs? »Årets Disco Frø« kaldte de dansekonkurrencen i 'Æ Bindstouw', som jeg mener sammenrendet af SFU'ere og flippere i festudvalget på Herning Gymnasium etnocentrisk kaldte sig. Her stod de så og fnisede på jysk - lummerlunt og halvforlegent, mens jeg trippede rundt i en vindersolo til deres dance of shame.

Nå, men som grøn 'frø' til den første gymnasiefest i sensommeren '82 slog jeg min tone an. Og den var disco. Deres og den dominerende diskurs var > det så ikke. Den var mechanofobisk. Selv kaldte de den rock. Festudvalgets musiske forestillingsverden var bygget på fantasmer om modstandspotentialet i > Woodstock, dagdrømme om rockteksternes revolutionære kraft og fremmaning af essentialistisk mandlig inderlighed via instrumenter. I modsætning til discoens overfladiskhed, kontrarevolutionære natur og maskinelle falskhed, som en musiklærer senere på efteråret skulle beskrive den Kid Creole & the Coconuts-single, jeg havde med til undervisningens »åbne grammofon«, som hun ellers altid selv holdt lukket med sine egne Jimi Hendrix- og Pink Floyd-plader.

Et veritabelt discodrøn

Bortset fra det med kontrarevolutionære, så var modviljen nok nogenlunde den samme, da en masse hvide, heteroseksuelle mænd nogle år forinden i 1979 mødtes i Chicago for at gøre endelig kål på discoen. Rockskribenternes latterliggørelse og marginalisering af musikkulturen, der var sevet ud fra bøsserne, latinoerne, afroamerikanerne og det depriverede jetset på innercityklubberne, var ikke længere nok til at holde genren nede. Så af banen med den gennem bål og brand i et veritabelt discodrøn.

Den populære rockvært Steve Dahl var blevet fyret fra en lokal radiostation, der valgte at satse på disco.

»Folk fra Midtvesten ville ikke have den intimiderende stil stoppet ned i halsen,« har han efterfølgende forklaret om sin modstand mod disco.

Så i forbindelse med en baseball-kamp på byens stadion den sommer opfordrer Dahl tilskuerne til at tage discoplader med. I pausen vil han sprænge dem i luften i en happening som en foreløbig kulmination på den Disco Sucks!-kampagne, han har været involveret i i årene forinden. Arrangørerne regner med 5.000 tilskuere til »Disco Demolition«, som de kalder manifestationen. Det efterfølgende estimat kommer til at lyde på omkring 60.000 deltagere. Tilskuerne kaster plader som frisbees mod hinanden ud over tribunerne. Eksplosionen på banen antænder græstæppet, som publikum invaderer for at brænde bandereklamer og spillerbure af, inden mængden kaster sig ud i slagsmål med sikkerhedsvagter og politi i omfattende optøjer.

Godt gået!

Disco Demolition fandt sted den 12. juli 1979. Så i morgen skal jeg danse disco med min darling. Jeg har tænkt mig at svælge i musikhistorisk rethaveri, selvbestaltede offerroller, hovne triumfsmil og paranoide sammensværgelsesteorier om fortidens homofobiske, heterosexistiske og racistiske Midwest-hillbillies. Både Reagansupporterne ved Lake Michigan og de ungdommelige folkesocialister på heden i Jylland. Siden har > discoen selv klaret ærterne i de følgende tiårs dansemusikalske bølger, men på egne vegne kan > jeg da tage Carrie'sk hævn. Ikke gennem bål og brand. Det bliver noget med at give dengsedrengen ekstra klem og kys til vinderdansen fra dengang. Og ved at tænke på den aften, da et par af de store drenge med det længste pandehår fra de skarpeste sideskilninger og smalleste læderslips bød på en Marlboro og hviskede et »godt gået« i mit øre, da jeg sad varm på bænken ved siden af dem, mens alle andre efter konkurrencen vraltede rundt til et kronjysk bluesband. Alene den gestus forvandlede den til »A Night To Remember«, som Shalamar sang om i det hit, som 'Æ Bindstouw' gjorde til min discoide sejrshymne. Dengang og i morgen aften. Trods baseball-bøllernes eksplosioner og de venstrefløjsvulgæres selvfedme. Wuhu!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu