Læsetid: 7 min.

Amerikanske aviser forspildte chancen

Avisdød. I lang tid gjorde amerikanske regionsavisers monopolstilling på annoncemarkedet dem fede og slappe. Nu straffes de af den økonomiske krise, og avisdøden hærger. Det danske avismarked har ikke set det værste endnu, men man kan kigge på USA, hvis man vil have et praj om, hvordan det kommer til at gå danske aviser
Reaktion. 'Det værste aviser kan gøre lige nu, er at give køb på kvalitetsjournalistik. I min korte tid som chefredaktør voksede avisens oplag, og det kunne delvist tilskrives, at jeg investerede i at udvide vores dækning til områder, som vi ikke havde skrevet om før - eksempelvis mode - eller forbedre dækningen af bypolitik. Det tiltrak nye læsere og annoncer,' siger James O'Shea, tidligere chefredaktør på Los Angeles Times, til Information.

Reaktion. 'Det værste aviser kan gøre lige nu, er at give køb på kvalitetsjournalistik. I min korte tid som chefredaktør voksede avisens oplag, og det kunne delvist tilskrives, at jeg investerede i at udvide vores dækning til områder, som vi ikke havde skrevet om før - eksempelvis mode - eller forbedre dækningen af bypolitik. Det tiltrak nye læsere og annoncer,' siger James O'Shea, tidligere chefredaktør på Los Angeles Times, til Information.

Jewel Samad

24. juli 2009

BOSTON - Det var dengang, der stadig blev skejet ud på den ærværdige avis The Boston Globe, grundlagt i 1872.

I 2004 sendte bladet to fastansatte medarbejdere, rejsejournalisten Tom Haines og fotografen Essdras Suarez, på en rejse jorden rundt for at beskrive brydninger mellem nationale kulturer i en serie reportager.

Et af de fire nedslagspunkter var besøg på begge sider af Beringsstrædet - den amerikanske og russiske. I Tjukotka-regionen i det arktiske Sibirien blev der spenderet rigeligt på at befordre de to journalister rundt i isørkenen i såkaldte 'tundra-tanks' og snowmobiles. Men den største udgiftspost var en termodragt til fotografen Suarez, der kommer fra det tropiske Panama.

»Den kostede 5.000 dollar,« husker Haines.

De lejede endda et propeldrevet fly til ni passagerer for at krydse Beringsstrædet over til Alaska.

Farvel til gylden tid

For blot fire-fem år siden var det stadig gyldne tider for en regionsavis som Boston Globe, hvis monopolagtige greb om bolig- og bilannoncemarkedet i Boston og New England-regionen gjorde det muligt at hyre udlandskorrespondenter og sende journalister på dyre rejser rundt i verden.

I dag har Haines taget imod et tilbud fra den kriseramte avis om frivillig fratrædning mod fem måneders løn. Han og familiens to små børn flytter i næste måned fra Boston til delstaten Ohio, hvor de vil bo hos konens forældre, mens han leder efter et nyt job.

Fotografen Suarez fortryder at have sagt nej til den frivillige fratrædelsesordning.

»Jeg ærgrer mig virkelig,« siger han.

I juni afviste et smalt flertal af avisens personale ledelsens krav om lønnedskæringer over en kam på 30 pct. Kort efter satte indehaverne - The New York Times Co. - Boston Globe på salgsblokken. Ifølge ledelsen står avisen til at tabe 85 mio. dollar i indeværende år. Det efter flere fyringsrunder, en tidlig afgangsordning og førtidspensionering.

Boston-avisen er blot en af efterhånden mange amerikanske regionsaviser, som geråder i eksistentiel krise. De fleste har tabt så meget på annoncesiden og på læsernes overgang til avislæsning på webbet, at de måtte halvere antallet af redigerende medarbejdere. Kun landsdækkende dagblade som The New York Times, USA Today og Wall Street Journal synes at holde hovedet over vandet. Sidstnævnte øger endog sit oplag under ledelse af sin nye ejer, Rupert Murdoch.

The Washington Post er en anden avis, som gives en chance for at overleve, skønt den ikke anses for at være national, og samtidig har den optaget betydelige banklån for at dække et voksende driftsunderskud.

Endnu 10-20 år

I de seneste par måneder har flere store provinsaviser som Seattle Times i staten Washington og Rocky Mountain News i Colorado skrottet deres trykte udgaver og reduceret medarbejderstaben til et minimum, som nu udgiver en mindre ambitiøs webudgave. I midtveststaten Michigan udkommer aviserne Detroit News og Detroit Free Press nu tre gange om ugen i trykt udgave. De fire andre dage er de kun tilgængelige online.

»Vi befinder os i en situation uden fortilfælde i den amerikanske avisverden,« siger pressehistorikeren Mitchell Stephens fra New York University.

»Gennem de sidste 150 år er avissalg gået op og ned i bølgedale og i hele perioden faldet gradvist i udbredelse og læsertal. Men vi har aldrig oplevet en så dramatisk tilbagegang på en så bred front i et så kort tidsrum.«

»Det er meget svært at forestille sig, at aviser vil eksistere om 10-20 år i USA.«

Professor Stephens hører til de dybe pessimister.

»Som forretningsmodel er aviser i USA en uddøende art. Kun nyhedsbureauer har økonomisk eksistensberettigelse.«

Han forudser, at aviser på internettet vil suge alle pengene ud af avisbranchen, ligesom webbet er ved at gøre det for musik og film solgt på cd og dvd.

»Unge amerikanere køber simpelthen ikke aviser længere. Punktum. De læser dem på nettet. Derved har de med usvigelig sikkerhed afsagt dødsdom over branchen,« mener Stephens.

Avisparadokset

Det paradoksale ved den amerikanske aviskrise er, at flere amerikanere faktisk læser aviser i dag end for 10 år siden.

Siden 1945 er antallet af læsere af trykte udgaver faldet med 50 pct. Fra 1985 til 2007 faldt avisoplaget i USA med gennemsnitligt to pct. årligt. I det sidste halvandet år er det blevet til et styrtdyk på mellem fem og syv pct. Men samtidig er antallet af avislæsere online vokset kolossalt.

Siden finanskrisen satte ind i efteråret og forstærkede den økonomiske recession, er antallet af weblæsere i USA steget med over 10 pct.

»Problemet er, at ingen endnu har fundet ud af, hvordan man indtjener nok penge på internetudgaver til at finansiere en stor nok redigerende medarbejderstab til at opretholde kvalitetsniveauet,« siger professor Stephens.

Man kan derfor sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det giver mening for de landsdækkende amerikanske aviser og de store regionsaviser at tage springet og blive fuldblods-webaviser. Det ville ganske vist reducere kolossalt store faste udgifter til avispapir, trykning og distribution.

»På den anden side ville man miste en stadig anseelig indtægt fra salg af avisannoncer,« mener James O'Shea, tidligere chefredaktør for avisen The Los Angeles Times.

O'Shea hører til gruppen af mindre pessimistiske iagttagere.

Hans tid som chefredaktør for The Los Angeles Times blev relativ kort i 2006-07. Men han lærte en vigtig lektie.

Kvalitetsjournalistik

»Det værste aviser kan gøre lige nu, er at give køb på kvalitetsjournalistik. I min korte tid som chefredaktør voksede avisens oplag, og det kunne delvist tilskrives, at jeg investerede i at udvide vores dækning til områder, som vi ikke havde skrevet om før - eksempelvis mode - eller forbedre dækningen af bypolitik. Det tiltrak nye læsere og annoncer,« fortæller O'Shea, der er i færd med at skrive en bog om de amerikanske avisers krise.

O'Shea blev fyret af avisen nye ejer - ejendomsmagnaten Sam Zell, der i 2007 købte mediegruppen Tribune Co. bestående af tv- og radiostationer og ledende regionale aviser som Baltimore Sun, Chicago Tribune, og Los Angeles Times. Den officielle årsag til afskedigelsen var, at O'Shea pure nægtede at efterleve en ordre fra Zell om at skære ned i det redigerende personale på Los Angeles Times. »Ikke fordi jeg principielt er imod at afskedige folk. Men vi kan ikke komme ud af den nuværende krise ved blot at nedbringe faste omkostninger. Det kræver også en investering i indtægtsgivende journalistik,« siger O'Shea.

Den tidligere chefredaktør har ikke opgivet et håb om avisbranchens overlevelse.

»Den ukendte historie midt i denne akutte aviskrise er, at der stadig findes 40-50 mio. amerikanere, som foretrækker at få deres avis leveret hver morgen. Det paradoksale er, at aviserne helst vil være fri. De foretrækker at spare produktions- og distributionsomkostninger ved at lægge deres produkt ud på internettet. Hvis vi kunne finde en måde, hvorpå abonnenterne selv trykte avisen hjemme, ville den være reddet,« griner O'Shea, der tidligere i sin karriere var direktør for The Chicago Tribune.

Annoncesmæk

O'Shea er endvidere ikke rede til at opgive bolig-, bil- og stillingsannoncer som den bærende indtægtskilde for amerikanske aviser.

»Årsagen til, at webaviser har svært ved at hvile i sig selv, er, at annoncører får mere smæk for pengene i en avis. Men det hjælper ikke noget, hvis avisejere lader det gå ud over den journalistiske kvalitet, for det medfører blot, at læserne flygter. De ser, at produktet forringes. Og når læserne falder fra, svinder annonceindtægerne ind,« pointerer den amerikanske journalist.

Når man kigger tilbage på de sidste par års drastiske forværring af amerikanske avisers økonomi, kan ingen komme uden om, at krisen er delvist selvskabt. For Chicago Tribunes og Los Angeles Times' vedkommende betød ejendomsmagnaten Sam Zells overtagelse en forgældelse til op over ørerne.

»Han satte sig i gæld lige præcist året inden, finanskrisen slog ned. Det betød, at næsten hele Tribune Co.'s overskud gik til afbetaling af renter. Vi havde praktisk talt ingen manøvrefrihed,« fortæller O'Shea.

Gamle skabeloner

Til de mange andre fejldispostioner i branchen hører, at aviserne ikke havde noget økonomisk incitament til løbende fornyelse af deres produkt. I de fleste tilfælde betød en avis pr. storby et monopol på annoncer, hvilket gjorde dem fede og dovne.

»Det er utroligt,« siger pressehistorikeren Mitchell Stephens.

»Aviser har fortsat med at dække pressekonferencer, som folk kan se på internettet. Journalister bygger stadig artikler op efter den skabelon, man har undervist i på journalistskoler i generationer, nemlig hvem, hvad, hvornår, hvor og hvorfor fremfor at bruge i-modellen, nemlig intelligent, informeret, indsigtsfuld, etc.«

Til de andre fejltrin hører beslutningen om at tilbyde amerikanske aviser gratis på internettet.

»Hvorfor kan teleselskaber opkræve 10 cent pr. tekstbesked, mens aviser ikke tør tage et gebyr for læsning af deres produkt på nettet,« spurgte den amerikansk journalist Walter Isaacson i en nylig artikel om mikrobetaling i Time Magazine.

Måske er amerikanske aviser blevet ramt af en midlertidig (perfekt) storm, som vil udfordre kreative redaktører til at udforske nye veje og sikre branchens overlevelse i en ny udformning.

»Meget står på spil,« skrev journalisten Paul Starr for nylig.

»Det amerikanske demokrati står på spil.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Gerstrøm

Internettets fremkomst har også betydet tab af autoritet for aviserne. Brugerne kan selv søge informationer, og man opdager, at aviserne ikke er sandhedsvidner. På visse områder lyver de generelt. Tag bare mordet på JFK. Aviserne siger som hovedregel, at Warren rapporten er troværdig. Hvis man hævder, at Lee Harwey Oswald ikke var alene på job den dag, bliver man beskyldt for at være konspirationsteoretiker. Og kan man så stole på aviserne i andre sammenhænge?

Per Erik Rønne

Personligt tror jeg nu at papiravisens dage er talte, også her i landet, men det burde nu være muligt at lade den overleve i elektronisk form.

Og her tænker jeg ikke blot på nettet, men på at abonnenter vil kunne få avisen ned på læsere som Amazons Kindle eller Sonys eReader

http://www.sonystyle.com/webapp/wcs/stores/servlet/CategoryDisplay?catal...

Det ville spare en bunke papir-, trykke- og distributionsomkostninger - og abonnenterne ville stadig kunne læse avisen i skoven.

Abonnement vil være en nødvendighed for at opretholde avisens standard.

Jeg forestiller mig ikke at papiraviserne forsvinder sammen med indførelsen af sådanne læsere, men de forsvinder nok efterhånden som de gamle abonnenter dør, eller papiravisen bilver for dyr for dem [for de sidste papirlæsere vil den jo blive endog meget dyr].

Martin Kaarup

Avisernes dage er talte, såfemt de fortsätter med at väre propagandasöjler for magthaverne.

Derudover har magthaverne stukket blår i öjnene på medier, får de tror selv at de er demokratiens forsvarer. Det står så slem til, at journalister (set over hele kammen, forstås) selv tror på det de siger; at de er med til at udbrede demokrati og giver läseren valgmuligheder. 'Der er i den sammenhäng ingen forskel mellem religiöse mennesker, der tror på talende slanger og journalister.

Om ikke andet, så burde Herman og Chomsky's propagandamodel jo åbne sindet hos journalisterne.

Hvorfor så denne bredside af kritik? Ganske enkelt fordi det er kendsgerningerne og som Ole Gerstrøm helt rigtige analyserer, så gider befolkningen ikke läse historier som alene skal bortforklare magtmisbruget, den demokratiske recession, brugen af bomber overfor landbefolkningen i örkenstater m.v.

Grundläggende er det nemlig for anstrengende. Den er langt nemmere (og mere interessant) at skrive om den virkelige verden; om sandhenden.

Det gälder også dagbladet Information. Hver dag er det muigt at se overskrifterne igennem og straks finde mindst en artikler der stötter denne opfattelse.

Tag f.eks. artiklen om der forsöger at rangordne Stalins og Hitlers forbrydelser op mod hinanden. Udover det er uväsentligt at rangordne beväggrundende til at så mange mennesker måtte lade livet, så berörer artiklen den rigtige historier. Historien går - som sädvanligt fuldständigt henoer hovedet på skribenten og flertallet af meddebatörerne.
OSCE nävner begge regimer i deres rapport, men undlader helt at nävne to samtidsregimer som beviseligt har udfört (hvoraf en stadig udförer massemord og forbrydelsermod mennekseheden i dag), navnligt den kinesiske maoisme og den amerikanske koorporatisme.

Den virkelige samtidshistorie handler om hvorfor OSCE ikke nävner nutidens stormagt's fremmeste ideologi koorporatismen og fremtidens mulige stormagt, kinas, forhistoriske ideologi maoismen med et eneste ord.

I kan selv finde de andre.

Dernäst skal lägges til, de tåbelige telegrammer fra Ritszau som helt og aldeles er gået bort fra at slöre deres stötte til magthavern, den vestlige verden.
De videreformidler gladelig antallet af dräbte fra sejrherrernes kilder som om det var kendsgerninger, mens ofrenes tal bliver fremstillet som påstande.

Min hypotese er denne. Skriv om det som virkelig berör mennesker i deres samtid og drop forherligelserne af magthaverne. Drop også artikler som handler om valget af föd på hylderne og hvilken farve den näste mobiltelefon har - begge typer artikler stötter alene magthaverne. Den förste gennem vildledning, den anden gennem afledning.

Skriv den rigtige historie om Georgien, nord-Korea, Irak, Iran, Israel, Afghanistan, de forenede stater os.v.

Skriv om den store demokratiske recession som har pågået ontrent 20 år (måske närmere 60, men skidt pyt)

Brug jeres journalistiske evner til at anspore til frygt blandt de magthaverne i Danmark som bekämper befolkningens rettigheder og önsker.

Eller find jer i, at väre reklamesöjler som blot forbruges af magthaverne og som må bukke under når deres brugsvärdi er väk.

Man skulle nästen tro det var mediernes investorer som bestemmer og ikke redaktionen.

Søren Kristensen

Da jeg var lille arbejdede jeg på en benzintank-station, med tilhørende autoværksted og vaskehal. Stort set alt hvad foregik på tankens område handlede om bilen og dens pleje. Jeg mindes f.x. ikke at man kunne købe slik i butikken, mens der var en del bilshampoo og reservedele på hylderne. Personalets opgave var at fylde benzin på bilerne, vaske forruder, justere lygter og checke lufttryk og oliestand. Forpagerens strategi var at yde omfattende service, rettet mod forretningens faglige omdrejningspunkt: bilen. Udviklingen viste at han tog fejl. Det egentlige omdrejningspunkt var nemlig og selvfølgelig bilejeren og hans families behov for dels at se far rulle sig ud som "gør det selv - mekaniker" og alle de underbehov der kan formuleres ved salg af pølser, kaffe, slik, blomster, legetøj, dagligvarer, gøgl og you name it, alt hvad der udgør tankstationen af idag, når den ikke lige foreligger i den skrabet model, som er helt uden betjening og hvor der end ikke kan fyldes luft i ringene eller afregnes uden kontokort. Kort sagt det handler om oplevelser, når det ikke lige handler om at komme videre i en fart. Faglighed er i den sammenhæng bare en tidsrøver. Det samme med aviser. Nyheder og oplevelser som gårsdagens meningsdannende dagblade tilvejebragte fås langt bedre andre steder: på tv, på nettet og ikke mindst ude i virkeligheden, som bliver mere og mere tilgængelig eftersom folk får mere tid og bedre råd til at udforske den på egen hånd, gennem fx. rejser. Derfor har avisen, i dens traditionelle form, ligesom tankstationen (i dens traditionelle form) udspillet sin rolle. Lige nu forsøger den så at overleve på et overflødighedshorn af såkaldte oplevelser i form af magasiner, med sidste nyt i mode og gadgets. Men det er og bliver tygget mad. Moderne mennesker vil, ligesom den moderne bilejer selv fylde brændstof på dyret. De mere krævende operationer overlades til eksperter, mens gøglet alligevel er tilgængeligt overalt og i praksis gratis, mod omfattende bombardering med reklame. Derfor er der kun tilbage for betalingsaviserne at overlade tastaturet til brugerne. I fremtiden skriver vi selv vores avis, ligesom vi selv fylder benzin eller el på bilen. Hvad dette indspark er et eksempel på.