Læsetid: 11 min.

Jeg var bange hele tiden

Konkurrencens anatomi. 'Fortsæt Lene!' skreg den tidligere eliteroer Anna Helleberg, da hendes makker besvimede under en konkurrence. I dag ser hun tilbage på sine år i elitesporten med lede, for livet som roer forstærkede hendes værste personlige egenskaber
Præsten. Anna Helleberg Kluge har ikke sat sine ben i en robåd, siden hun stoppede karrieren som eliteroer. I dag er hun sognepræst i Korsør, hvor hun bor med sin mand og familiens fire børn.

Præsten. Anna Helleberg Kluge har ikke sat sine ben i en robåd, siden hun stoppede karrieren som eliteroer. I dag er hun sognepræst i Korsør, hvor hun bor med sin mand og familiens fire børn.

Sigrid Nygaard

10. juli 2009

»Det ligger jo i mig. At jeg kan være villig til at ofre mig selv og andre for at nå et mål. Og så kom jeg i et miljø, hvor man kunne dyrke de sider, og til sidst kom de til at dominere totalt. Konkurrence er en fristelse for mig, for jeg er god til at konkurrere, men jeg ved også, at der ikke kommer noget godt ud af den evne.«

Anna Helleberg Kluge kender sin dæmon. Den hoppede op på ryggen af hende, da hun var 13 år og lige var begyndt i Sorø Roklub. Dengang vidste hun ikke, at konkurrenceinstinktet var farligt. Hun troede tværtimod, at det var den ven, som skubbede hende i ryggen, når målstregen rykkede tættere og tættere på.

»Til mit første Danmarksmesterskab roede jeg som en gal og pressede mig selv så hårdt, at jeg kastede op ud over det hele, da jeg nåede i mål. Jeg kunne dårligt stå på benene, da jeg fik medaljen, og der var en anden, som måtte ro båden tilbage. Det gav respekt. I sport er det en fordel, at man ikke har en grænse for, hvor meget man skal presse sig selv.«

Hvis det var gået, som Anna Helleberg og Teamdanmark havde håbet, ville hun have haft en olympisk medalje hængende et sted i det hus, hvor hun i dag bor med sin mand og familiens fire børn. I tre år trænede hun målrettet for at komme med til OL i Sydney, men mistede chancen, da hendes makker sagde stop syv uger før de indledende kvalifikationsrunder. I dag er Anna Helleberg Kluge sognepræst i Korsør og ser tilbage på tiden som eliteroer med en blanding af vantro og lede.

»Hele tiden var jeg sportspige. Jeg kunne ikke gå rundt og se på butikker, for så blev jeg træt i benene, og så kunne jeg ikke træne lige så hårdt om aftenen. Jeg deltog kun sjældent i familiefesterne, fordi jeg enten var til træning eller til konkurrence. Hvis jeg endelig kom, havde jeg spist hjemmefra, for jeg ville være sikker på, at jeg havde fået den rette ernæringsrigtige menu. Man roede jo ikke særligt godt på en rejecocktail.«

Anna Hellebergs far slog en høj latter op, da hans teenagedatter kom hjem efter den første træningstime i den nye roklub og erklærede, at hun ville være kaproer. Det var ikke et ønske, som vakte genklang i Annas venstreorienterede barndomshjem, hvor grundholdningen var, at ingen var bedre end andre, og det vigtigste var, at man var en god kammerat. Men træneren i Sorø Roklub var ikke enig med Annas far. Han havde set noget helt andet i den spinkle pige, som ellers altid omhyggeligt rakte hånden op i skolen og ventede på, at det blev hendes tur.

»Jeg havde denne her koncentration, og jeg var meget optaget af at lære teknikken. Jeg var ofte ude at ro alene, fordi jeg så havde mulighed for at ro de her to kilometer ekstra. Jeg havde ikke roet mange aftener, før kaproningstræneren kom hen og spurgte, om jeg kunne tænke mig at være kaproer. Og så gik det stærkt. Jeg fik min egen båd, som lå og ventede på mig, og ret til at træne, når jeg ville. I sporten er belønning jo meget konkret, hvis du gør noget rigtigt. Det er straffen også.«

Anna arbejdede sig hurtigt op i rosporten. To år efter vandt hun Danmarksmesterskabet og forlod til sin træners store ærgrelse roklubben i Sorø for at flytte til København og ro på Bagsværd sø. I en tid roede hun med roeren Mette Bloch og blev introduceret til rosportens absolutte top, men faldt hurtigt ned igen, da Mette Bloch besluttede sig for at stoppe og lod Anna Helleberg stå uden makker.

På B-holdet

»Jeg valgte at ro alene i en periode, fordi jeg ville bevise, at jeg godt kunne selv. Og så blev jeg udtaget til B-holdet, og her mærkede jeg virkelig, at jeg var faldet i status. A-holdet boede på hotel. B-holdet boede på en skole. A-holdet kom med de første busser ud til robanen, vi kom bare med, når der var plads. A-holdet havde en fysioterapeut til rådighed, og der var også en til B-holdet, men hun havde ingen briks. Jeg kan huske, at der var en fra A-holdet, som sagde 'Nå, der kommer B-holdet, så kan de pudse vores sko'. Og jeg blev så fornærmet og provokeret, men sådan var det. Du er mindre værd som menneske, hvis du ror langsommere.«

- Hvad drev dig?

»Jeg har faktisk svært ved at forklare det selv. Det var sjovt, da jeg roede med Mette Bloch, og dengang så jeg jo ikke dem, som jeg overhalede. Dem lægger man simpelthen ikke mærke til. Da jeg så begyndte at ro alene, var der en anden pige, som også var i betragtning til landsholdet, og det lå i luften, at vi skulle ro imod hinanden, og så ville der blive satset på vinderen. Vi trænede hver for sig i en hel vinter. De andre kom hen til mig og sagde 'Emilie træner virkeligt hårdt, så du må også træne', og så om foråret slog jeg hende rigtigt stort. Og så var hun ligesom bare ude. Jeg så hende ikke igen, og jeg tænkte aldrig mere på hende. Det er på mange måder frygt, som driver elitesporten. Angsten for at ryge ud. Og den følelse er totalt tabu, men jeg har hørt andre sige det, selv en fyr fra guldfireren, at hvor var han bange. Jeg har kastet op af nervøsitet før mange konkurrencer og lovet mig selv, at det er sidste gang, at jeg gør det her. Men når man kommer ned over banen og i mål, så er det jo en rus uden lige. En følelse, som man ikke kan få andre steder. Man har vundet hele verden, og det skal man bare prøve igen!«

Det svære samarbejde

Da Anna Helleberg Kluge blev student, kørte hun kun med til de to første stop på studenterkørslen, så stod hun af, fordi hun skulle til konkurrence i Paris. Efter sommerferien meldte hun sig ind på teologistudiet og brugte eliteroerens disciplin til at bestå grunduddannelsens eksaminer i latin, græsk og kirkehistorie, men kontrasten mellem studiet og træningen på Bagsværd Sø blev større og større.

»Teologiens grundbudskab er jo, at man er accepteret, som man er, og at man ikke kan fortjene kærlighed, og det er stik modsat i sporten, hvor man skal fortjene alting. Hele miljøet var også meget anderledes. Når man læste til eksamen, så sad man ikke og holdt på sine resultater, så delte man sine notater.«

- Hvordan havde du det med?

»Jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket engang, hvor jeg sad og kæmpede med en græsk oversættelse, og så kom der en ældre studerende og lånte os hendes mors gamle bibel, fordi der var sådan en god oversættelse i den. Et familieklenodie. Og den måtte vi gerne låne, så vi kunne blive bedre. Det tænkte jeg meget over. I sportsverdenen enten vinder du, eller også taber du, som teolog kan du godt være arbejdsløs og så alligevel være anerkendt som en dygtig teolog. Jeg havde svært ved at arbejde sammen med andre, selv efter at jeg var stoppet som roer. På et tidspunkt kom en sød mandlig medstuderende og spurgte, om vi skulle læse sammen til den afsluttende eksamen, og der havde jeg ikke tid til at vente på ham. Jeg afviste ham med det samme, og han er provst i dag, så helt dum kan han ikke have været.«

I dobbeltsculleren

I Anna Hellebergs roerliv var der ikke plads til samarbejde, selv om de skulle være to til at ro den dame-dobbeltsculler, som havde kurs mod OL. Anna Helleberg var blevet teamet op med den ældre roer Lene Andersson. De var i teorien det perfekte makkerpar, for Anna var teknisk dygtig, og Lene var fysisk stærk, men langsomt begyndte de to unge kvinder at konkurrere mod hinanden.

»Det er båden, som bliver udtaget til OL. Det er ikke dem, som sidder i den. De kan blive udskiftet i sidste øjeblik. Og det vidste vi, og derfor var vi bange hele tiden. Jeg havde det sådan, at hvis jeg skulle med til OL, så skulle jeg vise, at jeg var lige så fysisk stærk som Lene. Så jeg slog mig sammen med en af letvægtsherrerne, som var meget stærk, og så gjorde jeg bare ligesom ham. Stemningen på båden blev jo dårligere og dårligere.«

Anna Helleberg blev ikke bare stærkere. Hun blev også hårdere. Hun smiler skamfuldt, når hun fortæller om en af de sidste konkurrencer, som hun roede sammen med sin makker.

»Vi er til en semifinale i Belgien, og Lene har sikkert ikke drukket nok, så hun kollapser. Båden bliver tungere og tungere, og vi bliver overhalet indenom, og så pludselig falder hun sammen og besvimer. Og min reaktion er ikke, nej hvor forfærdeligt, hun er besvimet, nej jeg vender mig om og skriger ind i hendes besvimede øjne 'Fortsæt Lene!' Jeg var så gal på hende. Jeg synes, at det var så tyndt. Jeg tænkte overhovedet ikke: 'Er det farligt det her? Presser vi vores krop for meget? Er hun syg?.' Nej, jeg bliver rasende på hende, og bagefter bliver jeg så glad for, at det ikke var mig. Den konkurrence viste jo, hvem det er, som stopper, når det bliver hårdt. Og det er ikke Anna Helleberg.«

- Hvordan har man det i et omklædningsrum bagefter?

»Til sidst talte vi ikke sammen. Vi sagde ikke engang godmorgen. Vi gik bare ind i omklædningsrummet for at klæde om, og så gik vi ud og roede 16 km uden at sige en lyd til hinanden. Det var frygteligt. Men samtidig så opdagede jeg jo, at det kunne jeg godt klare. Sådan en hård side har jeg faktisk.«

- Hvordan har du det med den side af dig selv?

»Min veninde plejer at sige, at hvis jeg var på et skib, som forliste, så ville jeg overleve. Og det tror jeg faktisk, at hun har ret i. Men hvem er det, der overlever et skibsbrud? Det er jo de grimme. Det er dem, som redder sig selv.«

Anna Helleberg kom aldrig til OL, for syv uger før den indledende kvalifikationsrunde ringede Lene Andersson og sagde, at hun stoppede. Det var ikke sjovt længere.

»Jeg tænkte: Hvornår har det her været sjovt. Det har jo aldrig været sjovt. Og jeg var rasende, for jeg var jo også ude af spillet. Vi stoppede med en kæmpe skuffelse. Tænk, at det ikke lykkedes. Vi skulle have været til OL. Det var den første skuffelse, men det virkelig hårde kom jo, da jeg begyndte at tænke: 'Hvad har jeg været med i? Hvordan er det, jeg har opført mig?' Jeg mistede jo alle mine venner, for de var også roere. Et par måneder efter tog jeg ned til Bagsværd Sø og fik bare sådan et blik: 'Hvad vil du her?' Jeg var jo erstattet med en anden, og sportsverdenen er ikke sentimental, men det var jo dér, jeg synes, at jeg hørte til.«

Det var en psykolog på teologistudiet, som reddede Anna Helleberg fra depressionen, for det var svært at vænne sig til en verden med helt andre spilleregler.

»Jeg var vant til at være Anna Helleberg, eliteroer, og lige pludselig var jeg ingenting. Hvad skulle jeg sige, som var interessant, som de andre ville høre? Jeg havde været en del af et defineret hierarki, hvor de stærkeste bestemte. Pludselig var jeg en del af et demokrati og havde en stemme på linje med alle andre.«

Et andet liv

Da Anna Helleberg Kluge nogle år efter var færdig på pastoralseminaret, søgte hun job med samme målrettethed, som havde kendetegnet hendes roning. I dag er hun ansat som sognepræst i Korsør og har aldrig siden sat sig i en robåd, men de personlighedstræk, som elitesporten fremelskede, er stadig hendes.

»Vi har jo den gode tradition, at det bliver talt kirkegængere efter hver gudstjeneste, og den bog ligger åbent ude i præsteværelset. Og sådan noget er gift for mig. Hver jul har vi flere gudstjenester, og både min kollega og jeg prædiker, og sidst var der en, som sagde, at nu blev det jo sjovt at se, hvem der havde flest kirkegængere. Og jeg får det bare sådan: 'Nej, du må ikke sige det', for jeg kan mærke, at jeg tænder på det. Og jeg ved, at hvis jeg først begynder at konkurrere, så begynder jeg at skære folk fra for selv at få succes. Og det vil jeg ikke.«

- Var man ikke bare mere ærlig om konkurrencen i sportsverden?

»Det var jo tilladt i elitesporten, mens det er tabu i en kirke. Jeg kunne ikke tale åbent med min kollega om de her ting. Det er for grimt og for usselt. Jeg har været vant til, at det hele handlede om, at jeg skulle gøre mit bedste. Den holdning kan jeg ikke bruge til noget i kirken, for der skal jeg samarbejde med en masse mennesker, hvis jeg skal gøre mit arbejde ordentligt. Jeg kan stadig savne rosporten, fordi der kun var én ting, som jeg skulle, og én ting, som jeg var god til. Jeg skulle kun fordybe mig i den ene detalje: at ro så stærkt så muligt, men sådan er der jo ikke noget liv, som er. Det oplever jeg nu, hvor jeg har mand og børn og arbejde. I det her liv er det ikke det rendyrkede perfekte og optimale resultat, som tæller, men at helheden fungerer. Jeg gør mig virkelig umage med mine prædikener, men det er ikke en fuldstændig fantastisk prædiken, som gør gudstjenesten. Det er alle mulige ting, som jeg ikke er herre over, fordi jeg er afhængig af andre mennesker. Vi har en forestilling om, at mennesket er allermest i kontakt med sin indre natur, når det konkurrerer. Når det slår andre ihjel for at nå sit mål. Men det er lige så dybt menneskeligt at være social og at være en del af et fællesskab. De evner har jeg måttet arbejde på for at tilegne mig, for sportsverdenen var så sort/hvid, at jeg selv endte med at være det.«

- Men ville det ikke slå dig ud, hvis du pludselig var den middelmådige præst i Korsør?

»Jo, det ville jeg være ked af, og jeg ville være ked af, hvis jeg altid var den, som blev spurgt sidst, når der skulle foretages en vielse. Jeg har stadig svært ved de søndage, hvor jeg må gå på prædikestolen med en prædiken, som jeg ikke er tilfreds med. Men jeg trøster mig med, at der er noget andet, som bærer gudstjenesten, at der er en dygtig organist og en sød kordegn og nogle smukke salmer, og så prøver jeg igen på søndag. Det er måske den største forskel, at der kommer en søndag til. Jeg ryger ikke ud, fordi jeg kikser.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Tak for dette interview i serien om konkurrencens anatomi.

Måske var Anna Helleberg ualmindelig heldig, da hun ufrivilligt blev stoppet før OL.
Når Anne Helleberg siger:
”men det virkelig hårde kom jo, da jeg begyndte at tænke: 'Hvad har jeg været med i? Hvordan er det, jeg har opført mig?' ”

… så er det en indsigt, som kan være svær at håndtere. Det er jo en veritabel ”krig”, når man i konkurrencens navn ”slår andre ihjel, for at nå sit mål”.

»Jeg var vant til at være Anna Helleberg, eliteroer, og lige pludselig var jeg ingenting. Hvad skulle jeg sige, som var interessant, som de andre ville høre? Jeg havde været en del af et defineret hierarki, hvor de stærkeste bestemte. Pludselig var jeg en del af et demokrati og havde en stemme på linje med alle andre.«

Intet under at jeg fik associationer til rigtig krig, allerede i artiklen ”Krige kan også føre til noget godt” og henviste til:
http://kaffegal.blogspot.com:80/

Der kan være brug for psykologhjælp til elitesportsudøvere, når de pludselig står dér og har mistet ikke bare status, men også venner, i bestræbelserne på at presse sig selv til det yderste og måske med fysiske og psykiske problemer.

Det er ubegribeligt at vores samfund har udviklet sig til denne forherligelse af konkurrence som drivende kraft, hvor den ”middelmådige” må agere trædesten og ”lig” for eliten.

Johanne Mygind har hele to flotte tidstypiske interview-biografier, en om Anna Helleberg og en om Svend Auken, der hver for sig åbner forståelsen for den enkeltes livserfaring af individets stilling i den sociale sammenhæng. Aukens åbenhjertige bedsteborgerlige møde med christianiiterne, langt borte fra mange andres tilværelse, og Annas opdagelse af den sociale dimension, da håbet brast.
Begge handler om frihed, men ikke krigens frihed, som var modstandens, terroristens sindelagskamp, ej heller dagens fortænkte ytringsfrihed. Aukens historiske begyndelse er 68'ernes frihed, der også gjaldt det liberale parti, Venstre, hvis bønder netop i de samme år erobrede de første stole i storbyrådssalene. Anna Helleberg fortæller nutidshistorien, dér, hvor Aukens nationale nr.1-konkurrenceræs befinder sig, og angiver en udvej for det moderne samfundsindivids mentale generobring af sindets balance: Solistens flugt fra nærvær, bort fra konkurrencen, ud af sculleren, opdage samarbejdspartnere i den sociale tilværelse. Billedligt talt kunne det gælde Aukens landsfaderlige "løse ender" om nationens tilstand. En agnostikers sociale betragtning af velfærd for de andre fremfor den selektive frihed.