Drømmen om en hvid sandstrand går i opfyldelse her. Sandet er kridhvidt og blødt mellem tæerne. Høje kokospalmer svajer i vinden. Og havet, det varme ocean, kysser stranden i takt med tidevandet. Sommetider med hidsige bølger og skum-sprøjt. Andre gange er vandoverfladen blank og stille.
I Ushongo Bay på Tanzanias østkyst er der ikke rigtig noget at foretage sig, andet end at kigge på havet. Det skulle da lige være at gå en tur på kilometervis af øde, hvid sandstrand for at se, hvad natten har skyllet i land. Undervejs møder man måske nogle lokale fiskere, der ordner fiskegarn, eller en lille flok skolebørn, der bruger stranden som smutvej til og fra skole.
Men der er absolut intet turistet over denne strand. Her er ingen butikker, ingen ruiner, ingen fint udskårne træ-ting, man kan købe med hjem. Her er heller ingen unge masaifyre med fletninger i håret, som forsøger at sælge solbriller eller perlesmykker. Dem skal man længere op ad kysten, til Kenyas badebyer, for at finde. Eller til Zanzibar, som ligger på samme breddegrad, en 20 kilometer længere østpå, ude i havet.
Stranden i Ushongo er mere ensom, eller eksklusiv - alt efter hvordan man ser på det. Man behøver kun én hånd for at tælle hotellerne og de privatejede sommerhuse, der ligger tilpas spredt rundt i bugten. Det er sådan et sted, man godt kunne gemme sig, hvis man var en lidt for berømt filmstjerne, for der er god chance for at få badeturen helt for sig selv. Med undtagelse af højsæsonen omkring jul. På den tid er der mange af de hvide expatriates, med arbejde i Tanzanias byer, som valfarter hertil, som til et andet Tisvildeleje.
Barsk fortid
Nogen vil måske også mene, det er lidt langt og beværligt at tage helt til Tanzanias ufremkommelige østkyst, bare for at lave ingenting. Så hvis man absolut vil være aktiv, kan man sagtens overtale de lokale fiskermænd til at sejle en ekstra tur ud på havet for at fiske. Eller man kan snorkle på de mælkehvide sandbanker ved 'Maziwe Island', der ligger ud fra kysten. Her er koraller og fisk nok til flere timers undervandsfjernsyn. For rigtige dykkere, eller dem, som gerne vil lære det, byder den nyligt fredede marine-park mellem fastlandet og Zanzibar også på havskildpadder, dybe rev og skibsvrag. Det er også her, der jævnligt passerer delfiner og hvaler forbi.
Desuden hævder den nærmeste by, Pangani, engang at have været en vigtig og pulserende handelshavn. På højde med de andre arabisk influerede havnebyer i regionen som for eksempel Mombassa, Kilwa og Stonetown på Zanzibar. Der ligger da også et gammel fort og nogle afskallede arabiske bygninger i byen. Men det var i altså 1500-tallet, der for alvor var gang i den.
Nu ligger Pangani som en stille og rolig støvbunke, der skal genvinde sine kræfter efter lange, travle perioder med arabisk, tysk og britisk koloniherredømme. Resterne af det gamle slavemarked og fængslet vidner om, hvordan byen buldrede dengang. En af historierne går på, hvordan araberne begravede folk levende under søjlerne til byens centrale administrationsbygning. Det skulle skabe et godt fundament for fremtiden. Nu om stunder har den lokale distriktskommissær kontor i bygningen. Resten af den venlige swahili-befolkning klarer i stedet dagen og vejen ved at fiske eller ved at tage arbejde i en af områdets store plantager med kokosnødder og sisal.
Men pulsen er lav. Som mange andre steder langs Tanzanias 850 kilometer lange kyststrækning mod Det Indiske Ocean er dagens aktiviteter frem for alt in sync med tidevandet og solens rytme.
Blive væk
Da den engelske avis The Sunday Times sidste år lavede en top-10-liste over verdens bedste 'Robinson Crusoe'-strande, var Ushongo Bay med på listen. Stranden her får de andre badedestinationer i regionen til at minde om et spansk charterhelvede. Sådan nogenlunde lød beskrivelsen.
Det kræver da også lidt organisering at forlade stranden, når man først er kommet hertil. Infrastrukturen er sandt at sige ikke helt oppe i gear. Selv om fiskerne selvfølgelig insisterer på, at de sagtens kan sejle én helt over til Zanzibar, hvis det skulle være - i en af deres traditionelle ngalawa-både.
Men mod slutningen af ferien oplyser ejeren af strandens mest luksuriøse hotel, The Tides, venligt, at den lille trækbåd, som tager biler og passager tilbage over den brede Pangani flod, netop er gået til bunds.
Og eftersom det jo er i Afrika, er det ikke sandsynligt, den kommer til at sejle igen foreløbig.
Nu siger en lokal talemåde godt nok, at man ikke skal frygte krokodillen, før man står ved floden. Men, når der nu rent faktisk er både krokodiller og flodheste i floden, og det brune grumsede vand ser temmelig dybt ud, så bliver det meget svært at komme ad den vej tilbage til hovedvejen.
En oplagt mulighed er at tage en afstikker sydpå, ned mod Saadani-nationalparken. Her kan man se elefanter og safari helt ud til kysten. Og derfra kan man dreje vestpå, til en endnu mindre befærdet jordvej ind i landet. Men man kunne jo også bare vente lidt og se, hvad der sker. Måske bliver den flodbåd klar i morgen. Eller i overmorgen. Og hvorfor egentlig overhovedet bekymre sig om at komme væk herfra?
En stor honninggul måne er gledet frem mellem skyerne. Der er en friskfanget fisk til aftensmad, og kroppen er varm og tung efter dagens svømmeture. Og hvem ved, måske vokser kokospalmerne helt ind i himlen, mens vi drømmer.
