Fodbold – den homofobiske sport

Den norske midtbanespiller Thomas Berling havde besluttet sig. Nu ville han ikke længere bære rundt på hemmeligheden og grine lidt med, når holdkammeraterne snakkede om damer og udvekslede bøssejokes. Familien havde allerede fået at vide, at han var til mænd, og nu manglede han bare at dele det med sin træner og sit fodboldhold. Hvorfor var det så svært at fortælle dem, at man forelsker sig i mænd?

En sjælden race

Dét spørgsmål kunne en ny undersøgelse måske have hjulpet Thomas Berling med at finde svar på. Undersøgelsen, som Avisen.dk har lavet blandt medlemmerne i fodboldspillernes fagforening, Spillerforeningen, viser nemlig, at homoseksuelle er en sjælden race i toppen af dansk herrefodbold sammenlignet med befolkningen som helhed.

Mellem otte og 12 procent af den danske befolknings mænd er homoseksuelle, det viser blandt andre en undersøgelse foretaget for Gallup.

Skulle det landsdækkende tal afspejle sig i fodboldverdenen, burde hver spillertrup have en eller to homoseksuelle.

Men sådan ser virkeligheden ikke ud.

Ud af 110 mænd er der kun én, ifølge undersøgelsen, der vedkender sig sin homoseksualitet. Enten er der forsvindende få homoseksuelle i dansk herrefodbold, eller også bliver de i skabet.

Direktør for Spillerforeningen, Mads Øland, er ikke i tvivl;

»Det er jo ikke sådan, at der ikke findes homoseksuelle i vores miljø, men homoseksualitet er et tabuemne af de hele store, så folk tier stille.«

Heller ikke Uffe Elbæk, direktør for World Outgames, der begynder i morgen, tvivler på problemets eksistens.

»Vi i Outgames' ledelse har gentagne gange prøvet at få en specifik dansk elitefodboldspiller til at stå frem som åben homoseksuel. Men det ønsker han ikke. Og jeg forstår udmærket godt hans betænkeligheder. For reaktioner fra både holdkammerater, andre hold og fans ville være voldsom.«

DBU, Dansk Boldspil-Union, har ikke tænkt sig at gøre noget ved problematikken, på trods af at især Norge og Englands forbund har sat fokus på homofobi.

Mand eller tøsedreng

En forklaring på resultatet af Avisen.dks undersøgelse kan være, at tonen er gammeldags, machopræget og hård i fodboldmiljøet. Det fastslår en række forskellige profiler og eksperter i sporten.

»Det er en ekstremt konservativ sportsgren med machodyder. Her er man enten mand eller tøsedreng,« siger idrætspsykolog Erik Østenkjær. Han har arbejdet med topidrætsfolk i 35 år og har brugt mange år i SAS-ligaen.

Mandeforsker Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitetscenter er enig.

»Jeg tror, det gør sig gældende, uanset om det er superliga eller Serie 5. Der vil altid være den der homofobiske attitude,« siger han.

Avisen.dks undersøgelse viser, at 60 procent af de adspurgte mænd ville finde det underligt, at en homoseksuel enten startede på deres hold, eller hvis en spiller bekendte sin homoseksualitet. Deraf ville syv procent modtage en homoseksuel med foragt.

Kenneth Reinicke har et bud på, hvorfor lige netop fodboldverdenen er homofobisk.

»Det er kulturen og atmosfæren. Fodbold er indbegrebet af det traditionelle billede af det at være mand,« siger han.

Bøssejokes - og hvad så?

Hvad der kan fremstå som uskyldige jokes og lidt smågrove bemærkninger, kan have store konsekvenser for de homoseksuelle.

Idrætspsykolog Erik Østenkjær tvivler ikke på konsekvenserne:

»Når jargonen er sådan blandt spillerne, afskrækker det eventuelle bøsser fra at stå frem. Jeg ville simpelthen ikke bekende min seksualitet, hvis jeg oplevede, at jeg ikke blev accepteret og respekteret,« siger Erik Østenkjær.

Også mandeforsker Kenneth Reinicke forstår, hvor svært det må være for de homoseksuelle at finde plads til at springe ud.

»Man skal fandme være stærk for at turde at springe ud i den verden. Hvis du offentligt står frem og siger, 'jeg er homoseksuel', så skal du forvente en afstandstagen og hårde reaktioner,« siger han.

At finde og miste modet

Og netop den hårde reaktion og afstandtagen fra holdkammeraterne var norske Thomas Berlings største frygt:

»Jeg sad der og lyttede til alt det, de sagde om homoseksuelle. Jeg turde simpelthen ikke sige, at jeg var bøsse,« fortæller han.

Statistik udført af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske viser, at 78 procent af alle homoseksuelle finder det meget svært at bekende deres seksualitet.

Ekstra svært kan det blive, når bekendelsen lander i en kreds af mennesker, hvor 59 procent af de adspurgte mandlige fodboldspillere, ifølge Avisens undersøgelse, bruger bøsse som skældsord.

Men Thomas Berling konfronterede sin klub:

Af træneren blev han mødt med en mur af fordomme:

»Han spurgte mig, hvad jeg ville gøre, hvis jeg forelskede mig i en af de andre spillere. Og han spurgte mig, hvor jeg havde tænkt mig at bade, for jeg kunne jo ikke længere bade med de andre.«

Det endte med, at træneren spurgte den dengang 21-årige spiller, om det ikke var bedst, at han stoppede på holdet.

I afmagt nikkede Thomas Berling stilfærdigt, og den næste dag sagde han sin stilling som professionel fodboldspiller op.

Nægter at tage stilling

Siden Thomas Berling stoppede sin karriere, har Norges Fotbollforbund, NFF, sat fokus på problemerne med homofobi i forbundet. Alligevel nægter DBU at gøre det samme.

Det er svært at måle et homofobisk niveau på et hold, og derfor ved DBU godt, hvor de står på området.

Så længe der ingen kon-krete klagesager er, vil DBU ikke stille noget op.

»Jeg ved godt, at nogle gerne vil fokusere på dét, der kunne være et problem. Så længe homofobien ikke er beviselig, så må det indgå under vores fairplaykampagner,« siger Lars Berendt, kommunikationschef for DBU.

Omvendt mener NFF, at de har et ansvar over for deres medlemmer i forhold til diskrimination.

»Vi vil synliggøre diskriminationen, for vi har det mål, at fodbold skal være for alle,« siger Hege Leirfall, bestyrelsesmedlem og ansvarlig for diskriminationsområdet i NFF.

Forbundet har sidestillet homofobi med racisme og bruger nu blandt andet sine foredrag til at oplyse om, hvordan man kommer diskriminationen til livs.

»Vi er naive, hvis vi tror, at der ingen homoseksuelle topfodboldspillere er. Derfor er det vigtigt, at vi gør noget for at forhindre diskriminationen,« siger Hege Leirfall.

NFF mener, de har et ansvar over for samfundet og medlemmerne af deres forbund. Ligeledes har Englands fodboldforbund, The Football Association, taget ansvaret på sig og har oprettet en hotline, hvor ofre for homofobi kan henvende sig.

Direktør for World Outgames Uffe Elbæk mener, at synligheden er essentiel for accepten af homoseksuelle,

»Det ville have haft en enorm symbolsk bestydning, hvis den pågældende danske fodboldspiller i forbindelse med World Outgames var stået frem. Derfor tilbød vi også gennem hans daværende kæreste al den moralske og faglige opbakning, vi kunne give. Lige fra medietræning over mediestyring til at bruge World Outgames som international politisk platform han kunne stå frem på«, siger Uffe Elbæk, men tilføjer, at fodboldmiljøet ikke indbyder til åbenhed.

»Men den pågældende fodboldspillers svar var stadigvæk nej. Hvilket i sig selv fortæller alt om den homofobi, der hersker i specielt de maskuline holdsport. Jeg både forstår og respekterer hans nej.«

Berøringsangst

Lars Berendt mener ikke, at DBU behøver at tage samme tiltag som deres naboforbund.

»Det er fint, at de har konstateret problemet i Norge. I DBU har vi en generel opfattelse af, at det kan give bagslag, hvis man gør noget ud af noget, der hverken er et problem eller kan blive et problem. Desuden vil jeg også sige, at skilter man med sin seksualitet, som de for eksempel gør på de homoseksuelle hold, så er det forventeligt, at der kommer en reaktion fra omverdenen.«

Idrætspsykolog Erik Østenkjær er ikke i tvivl om, hvad han mener om DBU's holdning til diskrimination;

»DBU kæmper for egne værdier og ikke for deres spillere. De er en ekstremt konservativ organisation, der ønsker at fastholde de gamle værdier.«

Mads Øland, direktør for Spillerforeningen, har et bud på, hvorfor homofobien ikke bliver taget så seriøst i DBU, som den gør i nabolandene;

»DBU er utrolig berøringsangste i forhold til diskriminationen. Men de må jo kunne registrere alle de homofobiske vittigheder, og så må de tage fat i det. Det kan ikke være meningen, at det er så anerkendt i foreningen at udråbe homoseksuelle til at være tumper.«

SF: Krav til DBU

Kulturordfører for SF Pernille Frahm mener godt, man må stille krav til DBU:

»Vi har et kæmpe problem med machoverdener, og DBU får en kæmpe bunke penge i tipsmidler, som de nok vil kalde deres egne, men de tilhører ikke per automatik idrætsverdenen. Så med de mange penge, de får, synes jeg godt, man som stat kan tillade sig at stille nogle krav til deres etiske linje,« siger hun.

Venstres kulturordfører, Troels Christensen, mener derimod ikke, man skal blande sig i unionens anliggender;

»DBU skal selv bestemme, hvilke retningslinjer de vil lægge, det skal staten på ingen måde blande sig i,« siger Troels Christensen.

Dengang Thomas Berling sprang ud, ville han dog gerne have haft nogen til at blande sig. Som 21-årig følte han sig for ung til at stå med problemet alene. I dag som 30-årig ville han have reageret helt anderledes:

»Den største grund til, at jeg ikke blev i fodbold, er, at jeg stod helt alene med det. Havde det været i dag, havde jeg kæmpet for det. Hvis jeg havde haft et forbund i ryggen, havde jeg nok haft modet til at sige fra over for min træner.«