Baggrund
Læsetid: 5 min.

Fordomme, den første kærlighed og taberliv

Syv gode, svalende biografoplevelser til en varm sommer
Moderne Tider
3. juli 2009

Sommerferien er begyndt - i hvert fald for børnene - og temperaturerne har endelig nået et niveau, hvor det giver mening at søge tilflugt i en mørk og veltempereret biograf. Så hvorfor ikke se nærmere på en god håndfuld af sommerens mere lovende filmtilbud!? Hvad enten det er action, fantasy, komedie, drama eller politisk satire, er der i hvert fald noget at komme efter i løbet af det næste par måneder.

Brüno

Allerede på næste fredag er der premiere på Sacha Baron Cohens første film siden Borat. Og ligesom den kasakhstanske reporter Borat er den homoseksuelle, østrigske modejournalist Brüno et produkt af den britisk-jødiske komikers vanvittige fantasi. Har man set den meget morsomme trailer, har man allerede en idé om, hvad der kommer til at ske i løbet af filmen, der - også ligesom Borat - handler om at provokere og gøre grin med og udstille amerikanernes fordomme og intolerance. Som for eksempel da Brüno - igen spillet af Baron Cohen selv - i et trash-lignende talkshow fortæller et tydeligt forarget publikum, at han har tænkt sig at give sin nyadopterede, sorte søn et typisk afroamerikansk navn, nemlig O.J. Baron Cohen giver den hele armen, og det er aldrig kedeligt.

Premiere den 10. juli

Harry Potter og Halvblodsprinsen

Ugen efter kommer sjette og næstsidste film i sagaen om Harry Potter, Harry Potter og Halvblodsprinsen . Hogwarts rektor, Albus Dumbledore, og nu 16-årige Harry samarbejder om at finde ud af sandheden om Voldemorts fortid, mens Harry forelsker sig i sin bedste ven, Rons søster, Ginny. Det er ikke nemt at være en ung, snart voksen troldmandslærling, især ikke når man skal tumle med eksamener, den første kærlighed og sin dødsfjende på én og samme tid. J.K. Rowlings bog kunne sagtens leve op til de bedste af de foregående bind, og spørgsmålet er, om filmseriens nye 'husinstruktør', David Yates, der også er i gang med den syvende film - hans tredje - er mand for at løfte opgaven på ordentlig vis. Personligt var jeg ikke lige så begejstret for Yates' første Harry Potter-film, seriens femte, som jeg var for nummer tre og fire, der var signeret af henholdsvis Alfonso Cuarón og Mike Newell. Men en af sommerens store filmbegivenheder er det.

Premiere den 17. juli

Bronson

Nicolas Winding Refns seneste film har jeg set, og den er fantastisk. Bronson handler om den britiske livstidsfange Charles Bronson, der er født Michael Gordon Peterson, men tog navn efter den amerikanske skuespiller, fordi det klingede godt, da han som ung forsøgte at gøre karriere som bokser. Refns film, der godt kunne gå hen og blive Pusher-instruktørens store, internationale gennembrud, er en vild, voldsom, temmelig syret og morsom udforskning af personen Bronson og den outrerede figur med samme navn. Bronson, der kaldes Storbritanniens farligste fange på grund af sine voldelige overfald på fangevogtere, opfatter sig selv som kunstner, og hans ekstreme opførsel og selviscenesættelse udgør kunstværket.

Premiere den 24. juli

Det regner altid i Provence

I en helt anden boldgade finder vi skuespilleren og instruktøren Agnés Jaouis seneste film, som jeg glæder mig meget til. Jaoui og hendes mand og medmanuskriptforfatter, Jean-Pierre Bacri, stod bag og spillede med i filmene De andres smag og Se på mig - der fik en Bodil i 2005 - og deres varemærke er vittige sædeskildringer af familiære forviklinger blandt neurotikere i den intellektuelle, franske elite. Jaoui og Bacri spiller også hovedrollerne i Det regner altid i Provence , der beskrives som en komedie om en succesrig politiker (Jaoui), der efter sin mors død får vendt op og ned på sit liv af en krukket dokumentarfilmmager (Bacri), som er ved at lave en film om hende.

Premiere den 24. juli

Winnie og Karina

Komikerne Linda P. og Christina Sederqvist går til filmen som de to, ikke alt for kvikke piger på prøveløsladelse, Winnie og Karina. Hvad man skal vente sig af filmen, der bærer deres navn, er ikke til at sige, men kedeligt bliver det nok ikke. Winnie og Karina er instrueret af Søren Fauli, der har følgende at sige om filmen og figurerne: » Piger på prøveløsladelse er en moderne komedie. Først og fremmest på grund af Linda P. Og Christina Sederqvists voldsomt grænseoverskridende karaktertegninger. Igennem de to kriminelle tabere, Winnie og Karina, skildres et low-life Danmark, som de fleste danskere forsøger at undgå i det virkelige liv. Måske fordi vi er bange for at blive identificeret med det. Men ved at blive inviteret inden for på film, får vi mulighed for at træde ind i dette utilgængelige miljø, så det bliver eksotisk for os.« Selv siger pigerne, at »det virkelig er en film, man får noget med hjem fra, når man har set den, især hvis man har hånden nede i naboens taske, eller biografstolen ikke er skuet ordentlig fast.«

Premiere den 7. august

Il Divo

Den italienske filminstruktør Paolo Sorrentino er en begavet og modig billedmager, hvilket er en af grundene til, at hans seneste film, Il Divo , er så fantastisk en oplevelse. Den foregår i 1990'erne og præsenterer publikum for et stilistisk frækt og yderst morsomt portræt af den italienske politiker og tidligere ministerpræsident Giulio Andreotti. Han var regeringsleder ikke færre end syv gange og spilles aldeles fremragende af Toni Servillo, der pukkelrygget tripper rundt på de bonede gulve, mens beskyldninger om korruption, mord, magtmisbrug og mafiaforbindelser fyger om ørerne på ham. Il Divo er en stor, stor oplevelse og kan godt nydes, selv om man ikke ved så meget om italiensk politik - det hjælper dog at vide blot en smule.

Premiere den 14. august

Inglourious Bastards

Quentin Tarantinos seneste film, som jeg så på filmfestivalen i Cannes, er en energisk og kulørt hyldest til italienske spekulationsfilm, spaghettiwesterns og klassiske krigs- og eventyrfilm fra 1960'erne og 70'erne. Den er for lang og indimellem noget ustruktureret, men historien om en deling amerikansk-jødiske soldater (anført af Brad Pitt som Aldo Raine), som under Anden Verdenskrig bliver sendt til det tyskbesatte Europa for at dræbe nazister og sprede skræk og rædsel, er langt ude på den dybt underholdende måde. En jødisk hævn-fantasi, som filminstruktøren Eli Roth, der har en rolle som en af 'skiderikkerne', beskrev den, da han fortalte om filmen i det sydfranske. En af de bedste ting i Inglourious Basterds er i øvrigt den psykopatiske SS-officer Hans Landa, der med et smil på læben gør de mest forfærdelige ting i sin jagt på skiderikkerne. Landa spilles veloplagt af Christoph Waltz, der fortjent fik en skuespilpris for sin præstation i Cannes.

Premiere den 28. August

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her