Håbets nye grønne parole: 350 ppm

Der stod de. Sorte, hvide, gule og brune unge mennesker. På rad og række i centrum af det gigantiske konferencecenter i Poznan, Polen, hvor alverdens lande var i gang med endnu en forhandlingsrunde på vejen mod det ultimative klimatopmøde i København.

»Survival is not negotiable,« råbte de unge. Overlevelse kan man ikke forhandle om.

De små østater, der forsvinder i Stillehavets stigende bølger, de gamle eskimosamfund, der synker i takt med permafrostens optøning, de afrikanske landsbyer, hvis afgrøder tørken tager, landdistrikterne i Bangladesh, som oversvømmelser gør ubeboelige. De har alle en grundlæggende ret til eksistens, og derfor skal der ikke handles i porten om dem. Derfor skal vi ned på 350 ppm, sagde de unge.

350?

350.org er det tilsyneladende håbløse navn på et nyt, ungt klimanetværk, der i øjeblikket knopskyder kloden rundt med spektakulære aktioner, imponerende gåpåmod og håndfaste krav til de forhandlende politikere. 350 henviser til den CO2-koncentration i atmosfæren - 350 ppm (parts per million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler) - som fremtrædende klimaforskere i dag anser det for nødvendigt at holde sig på, hvis den globale temperaturstigning skal kunne bremses betryggende under de to grader, hvor risikoen for katastrofale klimaændringer bliver høj.

I dag er CO2-koncentrationen allerede bragt op fra de oprindelige 280 til 387 ppm, så udfordringen er formidabel. NASA's klimachef James Hansen er en af dem, der peger på 350 ppm, og han støttes af bl.a. USA's tidligere vicepræsident Al Gore ligesom af Alliancen af små østater, AOSIS. Og altså af de unge i 350.org.

»FN's Klimapanel siger, at et 450 ppm-scenarie giver 50 pct. chance for at afværge en klimakrise - du ville da ikke stige ombord på et fly, der har 50 pct. chance for at falde ned, vel? Vi behøver et sikkert og fornuftigt mål. Vi behøver 350 ppm,« siger Deepa Gupta, ung indisk klima-aktivist tilknyttet 350.org

Og det fortæller de unge så verden. F.eks. i visuelle aktioner, hvor hundreder af mennesker med deres kroppe danner tegnet '350' og lader sig fotografere fra luften. På 350.org og andre steder på nettet kan man finde billeder af 350-aktionerne i USA, Indien, Tyskland, Grønland, Polen, Kina, Afrika ...

24. oktober

De unge aktivister arbejder i øjeblikket på at forberede klima-aktioner overalt på kloden den 24. oktober. 'En dag for global klima-handling' kalder de det, og foreløbig planlægges der langt over 1.000 steder - fra Kunming i Kina over Kampala i Uganda og København i Danmark til Quito i Equador og Cold Lake i Canada.

»Den 24. oktober bliver den største dag med internationale klima-aktioner, som nogensinde har fundet sted. Jeg har lige været i Australien og New Zealand som led i forberedelserne, og det er simpelthen utroligt, som de unge mennesker organiserer. Det samme ser vi i Indien, i Tyrkiet, i Kina ...,« fortæller Bill McKibben, der netop har besøgt København.

McKibben er ikke ung. 48 år. Dobbelt så gammel som de fleste aktivister i 350.org. Men det er ham, der fik ideen.

Bill McKibben er en af den amerikanske miljøbevægelsesveteraner og nøgleskikkelser. Oprindelig som skribent og forfatter til bøger som The End of Nature, der er udgivet på 20 sprog, men i dag nok så meget som aktivist, organisator og taler.

»For tre år siden blev jeg træt af, at der intet skete i USA. Derfor arrangerede jeg en march i min hjemstat, Vermont. 1.000 deltagere i fem dage. Det var udmærket, men det var især tankevækkende, at aviserne skrev, at det var den største demonstration nogensinde i USA mod den globale opvarmning. Så er det jo ikke så mærkeligt, at vi taber, tænkte jeg. Der er jo ingen bevægelse,« fortæller McKibben.

Han allierede sig derfor med seks universitetsstuderende, og de fik på tre måneder planlagt 'Step it up'-kampagnen, som gennemførte 1.400 simultane klima-aktioner i USA i april 2007 og angiveligt ændrede den kommende præsident Barack Obamas syn på klima- sagen.

»De unge havde ingen penge eller forbindelser, men de havde det samme som andre unge mennesker jorden rundt: en næsten intuitiv fornemmelse af forbundethed, der kommer af at være vokset op med internettet, e-mails osv.«

En platform

Step it up-successen fik de unge og Bill McKibben til at overveje, hvordan man kunne organisere noget lignende globalt.

»Man kan ikke klare klimaudfordringen én amerikansk stat ad gangen. På den anden side virkede det latterligt at tro, at vi kunne gøre det globalt. De eneste, der kan organisere kampagner på globalt plan, er jo Coca-Cola og McDonald's. Og de har brugt årtier og investeret milliarder i en meget enkel ambition: at få os til at drikke sukkervand eller spise bøfsandwich.«

»Men vi har noget, de ikke har: unge mennesker overalt på kloden, som forstår emnet og udfordringen. Derfor kunne vi få 350.org i gang.«

På hjemmesiden hedder det, at 350.org ikke er én organisation.

»Det er en platform, et globalt netværk, der forbinder mennesker i ethvert hjørne af planeten. 350-netværket består af over 200 organisationer verden rundt - klik her og tjek dem ud,« står der.

Egne kontorer har 350.org i dag mange steder. New Delhi, Johannesburg, Quito, Budapest, Berlin, San Fransisco ...

»Men de unge er meget mindre besat af at skulle skabe strukturer og organisationer med medlemskab, faste møder og bestyrelser. Det er ikke så nødvendigt i internettets tidsalder,« siger Bill McKibben.

»Alle aktivisterne er 22-24 år, og de er fantastiske organisatorer, fordi de både forstår, hvad der er på spil, og forstår, hvordan man bruger de nye sociale netværk. For dem er miljøkampen ikke som i gamle dage noget med at redde truede arter, skabe nationalparker eller standse en bestemt forureningskilde - for dem handler det om at formulere, hvordan fremtiden bør se ud, og dermed også om selve grundlaget for vort samfund og om kernen af økonomien. Og det virker helt naturligt for dem at beskæftige sig med det.«

De vrede

»Det interessante er samtidig, at de unge i denne grønne generation alligevel ikke prøver at ændre alt i verden. De adskiller sig fra 1960'erne ved ikke at foretage en total kulturel afvisning af det bestående. Og de har det fint med at samarbejde med kirkelige organisationer, ældreorganisationer osv.«

- Så der er mindre klassisk kritisk, systemforandrende politik inde i billedet?

»Jo, men ironien er, at hvis de og vi lykkes med klimakampen, vil vi faktisk ændre samfundet mere radikalt, end nogen i 1960'erne evnede. Får vi f.eks. en stærk klima-aftale i København, og får vi sat en markant højere pris på CO2, så vil det forandre verden markant. Den bliver bl.a. mere lokaliseret, mere fællesskabsorienteret. Sådan noget fornemmer de unge. De fornemmer de store muligheder, hvis de handler, og hvis de lykkes.«

- Samtidig er der grupper af unge, der i stor vrede afviser, at klimatopmødet og regeringerne har legitimitet og evne til at udrette noget?

»Den slags vil vi givetvis også se i København til december. Det er til dels i orden, for verden har brug for en påmindelse om, at det, vi har gjort ved planeten og vore børns fremtidsmuligheder, er intet mindre end kriminelt. Jeg vil ikke bebrejde dem, der siger: 'Hvad har I overhovedet at bidrage med?'«

»I marts gennemførte vi den første store civile ulydighedsaktion mod klimaforandringerne i USA i form af en protest mod kulkraftværket, der forsyner Capitol i Washington. Men vi sagde til deltagerne, at de skulle tage deres pæneste søndagstøj på med den pointe, at det ikke er os, der er yderligtgående. De radikale er dem, der brænder kul og hælder CO2 ud i en atmosfære, der ikke kan tåle mere. I en vis forstand er vi de konservative: Vi ønsker, at planeten forbliver nogenlunde, som vi kendte den, før de menneskeskabte klimaforandringer satte ind. I øvrigt vandt vi i Washington: To dage før aktionen besluttede Kongressen at stoppe kulfyringen på værket ved Capitol,« fortæller McKibben.

Han siger, at det er centralt for den ny bevægelses deltagere, at engagementer er båret af positive visioner om verden, og at aktiviteterne er præget af, at det er opløftende og sjovt at være med.

»De unge er utroligt konstruktive og fulde af håb. Men det kan ændre sig. Hvis det f.eks. på klimatopmødet bliver klart, at resten af verden ikke vil gøre det, der skal gøres, så kan disse unge godt gå hen og blive desillusionerede og vrede. Hvis du er 22, og verden nægter at lave en troværdig aftale, så kan du godt føle, at det er din fremtid, der bliver smadret.«

Langtidsholdbart

- Holder det engagement, som lige nu vokser i Generation Grøn?

»Min oplevelse er, at unge i dag er indstillede på at engagere sig utrolig intenst i et begrænset tidsrum. Man kaster sig med krop og sjæl ud i en aktivitet i seks måneder, men er ikke nødvendigvis villig til at gå til møde hver tirsdag aften de næste 20 år i en etableret miljøorganisation. Men det betyder ikke, at engagementet og holdningerne forsvinder,« mener han.

»I gamle dage var miljøkampen defensiv, og miljøfolk agerede i udkanten af økonomien. Sådan er det ikke i dag. Mange af de unge føler sig nok slet ikke som miljøaktivister. De oplever, at spørgsmålene om klima og energi er de centrale i tiden, og at de er med til at tage livtag med selve grundlaget for vores økonomi - den fossile energi - og etablere et nyt verdenssyn. De er bevidste om, at vi ikke vinder denne kamp én lavenergipære ad gangen, men at der skal tænkes stort, at der skal store politiske forandringer til.«

»Samtidig er det i den grad ikke-ideologisk,« understreger McKibben.

»Der er ingen Marx-citater. Klimakampen udspringer ikke af ideologi, snarere af kemi, atmosfærekemi, og det er måske et sundere grundlag at arbejde ud fra,« ler han.

- Taler vi ikke om et lille segment blandt de unge?

»De fleste unge er sikkert, som folk er flest: Ikke så voldsomt engagerede. Vi har jo selv opdraget dem til at være hyperforbrugere. Men ingen bevægelse har nogensinde bestået af 'de fleste mennesker'. Og der er vitterlig mange stærkt engagerede unge i dag. Klimabevægelsen er den stærkeste bevægelse blandt studerende i USA siden Vietnam-krigen. Det er også den største bevægelse blandt studerende i Kina. Overalt er der unge, som nu leverer en ny form for lederskab,« siger McKibben, der ikke selv indtager nogen lederrolle i 350.org. Han øser af sine erfaringer, holder sine foredrag og bruger sine forbindelser til at skaffe økonomisk opbakning til det globale netværk.

»Jeg nyder enormt meget at arbejde sammen med dem. Der er ikke så meget bullshit. Lad os komme i gang med arbejdet, siger de. De har så megen energi, og titler er ikke nødvendige, for alle holder hinanden ansvarlige. Det er så sjovt at være del af,« siger den amerikanske miljøkampspionér.