Baggrund
Læsetid: 5 min.

Hurtigere, højere, dummere

Det er svært at argumentere for, at producerparret Don Simpson og Jerry Bruckheimer har hævet intelligensniveauet i amerikansk film. Men det er ubestrideligt, at de har hævet tempoet
Hitmager. Efter Don Simpsons død gik den langt mere ligevægtige Jerry Bruckheimer solo og det med stor succes. Han er manden, der har fingeren med i en ganske betragtelig mængde publikums- og kassesuccesser - både på tv med serier som 'CSI' og 'The Amazing Race' og film som 'Armageddon', 'Black Hawk Down' og 'Pirates of the Caribbean' - gennem de seneste godt 10 år. Her er det skuespillerne Martin Lawrence og Will Smith fra filmen 'Bad Boys II'.

Hitmager. Efter Don Simpsons død gik den langt mere ligevægtige Jerry Bruckheimer solo og det med stor succes. Han er manden, der har fingeren med i en ganske betragtelig mængde publikums- og kassesuccesser - både på tv med serier som 'CSI' og 'The Amazing Race' og film som 'Armageddon', 'Black Hawk Down' og 'Pirates of the Caribbean' - gennem de seneste godt 10 år. Her er det skuespillerne Martin Lawrence og Will Smith fra filmen 'Bad Boys II'.

Moderne Tider
24. juli 2009

»Vi har ingen forpligtelse til at skrive historie. Vi har ingen forpligtelse til at skabe kunst. Vi har ingen forpligtelse til at komme med erklæringer. Vores forpligtelse er at tjene penge.«

- Don Simpson (1943-1996)

Den ene levede - og døde - som en mellemting mellem en selvdestruktiv rockstjerne og en monstrøs yuppie. Den anden kaldes nu 'Mr. Blockbuster', og har flere gange doneret nogle af sine rigtig, rigtig mange penge til det Republikanske Parti.

Don Simpson og Jerry Bruckheimer (født 1945) er mændene bag kulørte kæmpehits som Frækkere end politiet tillader, Top Gun, Bad Boys og The Rock. Selv om de mødtes allerede i begyndelsen 1970'erne, skulle der gå 10 år, før duoen med Flashdance (1983) - den med den sexede, kvindelige svejser - noterede sig deres første finansielle fuldtræffer. Internt var rollefordelingen den, at Simpson med sin skarpe sans for at indflette tidens trends tog sig af de ofte talrige manuskript-omskrivninger, mens Bruckheimer havde ansvaret for det praktiske.

Med masser af lån fra musikvideoen og reklamefilmen var Flashdance som skræddersyet til de, ja, flashy 1980'ere, og typisk for Simpson og Bruckheimers film havde den et ambitiøst og selvrealiserende individ i centrum.

Lækker vulgaritet

Lettere forsimplet sagt var 1970'erne filminstruktørernes årti, mens 1980'erne var filmproducernes. Simpson og Bruckheimer spillede en afgørende rolle i udviklingen af fænomenet 'High Concept', det vil sige film baseret på en idé så simpel, at den kan pitches på en enkelt sætning. De tog på mange måder over, hvor produktionsselskabet Cannon (portrætteret i denne artikelserie den 5. juni) slap - bare med langt højere budgetter og langt mere gennemarbejdede film.

Visuelt gennemarbejdede, forstås, for komplekse plots, udførlig persontegning og den slags har aldrig været blandt Simpson og Bruckheimers kendetegn. Faktisk beviste de i film efter film, at man sagtens kan være vulgær og tage sig lækker ud samtidig.

Recepten var og er såre simpel; med enkelte undtagelser 'handler' deres film om veltrænede sexsymboler, som kører eller flyver enormt hurtigt, affyrer skydevåben af anseelig kaliber samt får sig noget fisse (dog sjældent alle tre ting på én og samme tid). Og Simpson og Bruckheimers sans for spektakulær iscenesættelse begrænsede sig ikke til fiktion-ens verden.

Fuld fart mod døden

I Hollywood er det omtrent en dødssynd at undlade at skilte med sin succes, så producerparret anskaffede sig hver sin sorte Ferrari og satte trumf på ved at ansætte et tvillingepar som deres sekretærer. De gik desuden i matchende sorte jeans, og Simpson lod verden vide, at han aldrig bar det samme par to gange.

Særlig i Simpsons privatliv var der drøn på. Ifølge hans biograf, Charles Fleming, lød Simpsons månedlige narkotikabudget på 60.000 dollar. Hvilket faktisk er blandt de mere tilforladelige rygter om manden, nogle så som personificeringen af 1980'ernes exceskultur.

Hans foretrukne fritidssyssel var efter sigende at dyrke SM og urinsex med luksusludere, og Simpson, der var stor fan af plastickirurgiske indgreb, skulle også have fået sprøjtet fedt ind i sit lem. Så egentlig kan det undre, at de film, han producerede, ikke er mere underlødige, end tilfældet er.

Efter 52 år ramte Simpsons overhalingsbanelivsstil stopklodsen. Ophavsmanden til det brutale diktum »tabere er kedelige« døde ifølge en artikel i Guardian siddende på sit lokum med en Oliver Stone-biografi i hænderne og dusinvis af medikamenter i blodet. Fem måneder forinden var en læge, der angiveligt skulle afvænne Simpson, død af en overdosis i filmproducentens hus!

Blod og blæver

Herefter gik den langt mere ligevægtige Bruckheimer solo og det med stor succes. At masser af medvind alligevel ikke var en selvfølge, havde duoen ellers måttet sande i begyndelsen af 1990'erne, efter at Tom Cruise-racerfilmen Days of Thunder - der havde lidt for klare ligheder med Top Gun - floppede, og nogle magre år fulgte.

Bruckheimers første film uden Simpson var Con Air, hvis trailer indledtes med et citat af selveste Dostojevskij:

»Et samfunds grad af civilisation kan vurderes ud fra dets fanger.«

Men de, der faktisk læste noget ind i dette spæde tegn på en mere højpandet og nuanceret tilgang, skulle snart blive klogere. Con Air er nemlig, som hundredvis af actionfilm før den, gennemsyret af den simple ideologi, at forbrydere generelt er hinsides helbredelse og derfor blot skal uskadeliggøres - på så spektakulær vis som muligt, selvfølgelig.

Con Air er desuden et særligt grelt eksempel på Bruckheimers tendens til at blande det reaktionære med det skamløst sentimentale. Vor hovedperson (Nicolas Cage i et tragikomisk karrierelavpunkt) er en godhjertet elitesoldat med en siruptyk sydstatsaccent, som i nødværge dræber en væmmelig fulderik, der truer hans gravide kone.

Efter endt afsoning sættes den galante killer ombord på et fangetransportfly, og snart bryder nogle af hans psykopatiske medfanger selvfølgelig fri og helvede løs. Gennem hele filmen må han sørge for, at datterens gave - en lyserød tøjkanin - ikke lider overlast under returrejsens ildkampe, eksplosioner, hasarderede nødlandinger osv. Det bliver ganske enkelt ikke meget dummere.

Veto mod videnskab

Og så alligevel. I sin anbefalelsesværdige bog om actionfilmgenren, Action Speaks Louder, beskriver Eric Lichtenfeld, hvordan den Bruckheimer-producerede katastrofefilm Armageddon (1998) lefler for de anti-intellektuelle tendenser, som trives i visse dele af USA. Forfatterens analyse af en sigende scene, hvor en NASA-administrator ved navn Truman forsøger at finde en plan, der kan redde jorden fra undergang ved meteornedslag, lyder således:

»Truman nedlægger veto mod alt, der lyder som videnskab og nedgør enhver, der ligner en videnskabsmand, i al fald i sammenligning med de cowboy-frelsere, han snart vil hverve.«

Hvilken bedre indvarsling af George W. Bushs præsidentperiode?

Ren krigsførelse

Allerede Top Gun gjorde op med det kritiske blik på det amerikanske militær, man så i slut-1970'er-film som Coming Home og Dommedag nu! Mindst lige så problematisk var dog Pearl Harbor (2001), der havde et budget på 140 millioner dollar og var timet med 60-året for japanernes overraskelsesangreb på amerikanernes hawaiianske flådebase. Som Armageddon er den instrueret af Michael Bay, hvis eftertryk på fuld fart frem for substans af nogen art gør ham til en perfekt samarbejdspartner for Bruckheimer.

Bay og Bruckheimer omformede bomberegn og massedød til et bemærkelsesværdigt blod- og lemlæstelsesfattigt filmisk effektorgie og klaskede - formentlig med det kvindelige segment for øje - et trekantsdrama oveni. Det meste kan lade sig gøre for den, der ikke er bundet af historiske eller moralske hensyn.

Hvis ret skal være ret, rummer Bruckheimers CV enkelte film, der ikke er lavet ud fra princippet om laveste fællesnævner. Tag for eksempel Michael Manns debut, Thief, og Pirates of the Caribbean-filmene, hvis androgyne hovedfigur Jack Sparrow står i kontrast til det demonstrativt maskuline og generelt gråzonefri univers, Simpson og Bruckheimer skabte og sidstnævnte videreførte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her