»Da jeg startede på den kongelige balletskole, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg skulle beskytte min glæde mod konkurrencen. Hvis den kom til at fylde for meget, ville den dræbe min dans. Men konkurrencen er også et grundvilkår for en balletdanser, for når du som barn går ind og ser Svanesøen , så drømmer du jo om at være prinsen eller svaneprinsesssen. Du vil ikke være en af de 32 svaner, som står udenom.«
Solist ved Den Kongelige Danske Ballet Morten Eggert har levet hele sit liv midt i kampen for en plads i forreste række. En plads som også bliver begæret af hans nærmeste kolleger. I sommermånederne har han halvleg og hele dagen til at drikke te i Frederiksberg have. Han er smuk, som han sidder der helt afslappet på et tæppe i græsset, netop fordi hans krop er trænet til at kunne klare balletpositionernes ekstreme anspændelse.
»Jeg har arbejdet meget med at have en 85 procents forventning til mig selv. Jeg forsøger altid at sige til mig selv, at jeg ikke skal op og præstere det ypperste. På scenen er jeg til gengæld altid 200 procent på. Jeg kan slet ikke finde ud af andet.«
Det er et paradoks. At det lille land med stammementalitet, jantelov og hele den socialdemokratiske angst for ulighed og amerikanske drømme, samtidig har en af verdens mest elitære balletskoler. Siden 1770'erne er danske børn blevet optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole for at blive disciplineret og bedømt ud fra ballettens perfektionskrav. Og det virker! Den Kongelige Danske Ballet er et af verdens bedste balletkompagnier, og dermed sidder jeg overfor en af verdens allerbedste balletdansere.
»Den klassiske ballets fineste dyd er jo stræben efter en perfektion, som man ikke kan nå. Derfor må man bare træne for at lave sine piruetter og holde balancen og så håbe på, at det lykkes på scenen. Det gør det ikke hver aften, og det skal man kunne leve med, ellers brænder man ud.«
Hilsepligt og hierarki
Morten Eggert kom først ind på Det Kongelige Teaters Balletskole som 13-årig. Indtil da gik han på en Rudolf Steiner-skole, hvor konkurrence ikke var i højsædet, og det tværtimod gjaldt om at fejre elevernes individuelle styrker. Morten Eggerts stærkeste side var helt åbenlys. Han var en fortæller, som nød at stille sig op og genfortælle et eventyr fra gårsdagens danskundervisning. Den evne hjalp ham til at bestå balletskolens optagelsesprøve, selv om han med sine 13 år egentlig var for gammel til at få helt styr på ballettens tekniske krav.
»Jeg tror egentlig, at den optagelsesprøve var det prøveforløb, hvor jeg har været allermest nervøs. Jeg vidste godt, at hvis jeg først kom ind på skolen, så fik de mig ikke ud igen. Jeg var slet ikke i tvivl. Det var virkelig det, jeg ville.«
Balletskolen var en anden verden. Som alle andre balletbørn fik Morten Eggert besked om, at der var hilsepligt på teateret. Alle voksne - fra balletmesteren til sceneteknikeren - skulle have et høfligt goddag i respekt for det hierarki, som Det Kongelige Teater var og er.
»En pige fra min nye klasse tog mig med op i en prøvesal for at se mig an, da jeg lige var startet. Hun var udsendt af de andre balletelever. Jeg havde jo ikke danset ret meget før, men jeg hvirvlede rundt i piruetter og spring for at vise mig. På balletskolen betyder din dans meget for, hvor du ligger popularitetsmæssigt.«
I modsætning til de veltrænede balletbørn skulle Morten Eggert træne og træne og atter træne. Han springer op, når han skal forklare hvordan. Det er nemmere at vise med kroppen end at beskrive med ord.
»I starten var det bare ind med maven, ud med hofterne, stræk fødderne. Jeg havde spillet cello, og der må man jo godt gøre grimasser, når man skal igennem et svært stykke. Sådan er det ikke i ballet. Her skal alt være på plads. Smilet, hofterne, fødderne. Det hele. Det var nærmest en spansk rideskole at få mig rettet til,« siger han, mens hans muskler pludselig løfter benet op i perfekt vinkel.
»Det var klart, at der skulle en helt ekstraordinær indsats til for min side, hvis jeg skulle nå det niveau, som de andre havde. De havde stået hver dag ved barren fra de var syv år, hvor jeg havde hygget mig på en Rudolf Steiner-skole. Året forinden havde lærerne smidt de fleste af balletklassens drenge ud og tog så mig ind på et wildcard. Da jeg startede i 7. klasse var vi otte-ni i klassen, og da jeg var færdig med 9. klasse, var vi fem. Det var et drama hvert år, når en af de andre ringede og bad mig om at fortælle de andre, at hun ikke kom efter sommerferien. Men jeg opdagede samtidig, at jeg trivedes i et system, hvor man skal øve, øve og øve og så gå ind og levere. Det er jo ikke alle forundt at kunne gå ind og fyre en eksamen af, men det kan jeg. Det er også en del af min styrke som danser i dag,« siger Morten Eggert.
Når han fortæller, kan han ikke lade være med at sætte hænderne i positur for at understrege en pointe. Ballettens krav om at nå det perfekte, uden at det ser ud som, det er svært, støder hovedkulds sammen med journalistikkens ønske om rive facaden itu. Især når der for alvor skal sættes ord på den nådesløse rivalisering, som er en del af enhver elitedansers liv.
»Vi er jo en meget sammentømret enhed herinde, og vi er på en gang venner og konkurrenter i det samme snævre felt. Derfor må man heller ikke være så tydelig omkring sin ambition. Nogle gange kommer der en ny dygtig danser med små bryster og store øjne, som sidder efter prøven og taler om, at hun burde danse Sylfiden . Og så har vi andre det bare sådan 'Fint nok, pige, men hold det lige inde i dig selv og brug det i din træning'. Når hun siger, at hun gerne vil helt frem i første række, så siger hun jo også, at hun gerne vil have den plads, som i øjeblikket tilhører en anden.«
Den farlige ambition
At den åbenlyse stræben ikke bare kan ødelægge korpsets sammenhold, men også ens individuelle karriere har Morten Eggert været opmærksom på, siden han som ganske ung var den ene af kun to mandlige dansere på skolens aspiranthold.
»Ingen var i tvivl, om hvem der var bedst af os to. Slet ikke. Min holdkammerat havde et verdenstalent. En helt gudbenådet fysik. Smukke ben. Smukke fødder. Men han havde ikke psyken til det. Han havde mistet glæden ved at danse, og det kunne ses. Hans skuldre var krampagtige, Han gik tungt hen over gulvet. Hans blik var sunket indad. Og så stod jeg der bag ved ham, og var bestemt ikke lige så godt bygget, og måske heller ikke lige så talentfuld, men til gengæld glad for at danse.«
Morten Eggerts holdkammerat blev ikke en del af balletkorpset, hvor Morten Eggert selv rykkede op og tidligt blev udnævnt som solist.
»I stedet blev han moderne danser, men han fik aldrig rigtig brugt sit talent. Og han var i verdensklasse!! Han kunne være blevet den nye Nureyev. Jeg vil sige, at han er ikke lykkedes,« siger Morten Eggert og retter så sig selv.
»Eller lykkedes og lykkedes. Min kæreste er ikke balletdanser, og hun bliver irriteret, når jeg taler sådan om andre mennesker. Hun synes, at jeg er alt for hård. Han har en dejlig kone, et barn og et godt liv, så han er jo ikke mislykkedes som menneske, men som klassisk danser er han ikke blevet til noget.«
Det er faren - at blive fanget i sin egen ambition. Og Morten Eggert har set mange eksempler på det. Smukke balletpiger, som er perfekte i træningssalen, men bliver så nervøse på premiereaftenen, at de ikke kan stå på deres tåspidssko.
»Vi havde engang en danserinde, som skulle danse svanepigen i Svanesøen . Og hun kunne ikke. Det vil sige, selvfølgelig kunne hun. Hun var aldeles vidunderlig i alt andet end det, men i Svanesøen blev hun skubbet for langt ud over sin tekniske kunnen. Tårerne stod ned af kinderne på hende i hele 1. akt. Og i 2. akt måtte vi indkalde andenholdet, for hun kunne ikke danse! Sådan noget breder sig til hele forestillingen. Og det vidste hun udmærket godt. Det er også prisen for at være øverst i hierarkiet. At man skal kunne løfte de andre op.«
På andenholdet
Der er tre vigtige dage i en balletdansers liv: Når koreografen kommer til træningen for at caste dansere til den næste forestilling; når rollelisten bliver sat op på teateret; og når det til sidst afsløres, hvem som skal danse til premieren. At stå på rollelisten har Morten Eggert prøvet mange gange, til gengæld er det sjældent, at han har fået lov til at danse på premiereaftenen: »Det kan jo også være en fordel. Så slipper man for premierenerverne. Og man har bedre mulighed for at pusle med det selv. Jeg behøver ikke at være den bedste. Jeg skal bare være blandt de bedste,« siger han og smiler, og man tror ham næsten. Men også kun næsten, for selvfølgelig vil de fleste balletdansere danse på førsteholdet. Ikke kun for at modtage premierepublikummets klapsalver og anmeldernes bedømmelse, men måske især for at få balletmesterens fulde opmærksomhed.
»Hvis balletmesteren ikke retter dig, må du jo gøre de andres rettelser til dine. Og det kan man faktisk komme langt med. Hvis balletmesteren retter solodanserens fod, så tjekker du lige din egen. Hvis han bliver bedt om spænde mavemusklerne endnu mere, så spænder du også dine. Men det er klart, at du ikke bare vil rettes for at blive bedre. Du vil også gerne ses. Du vil gerne elskes. Jeg har prøvet, at en balletmester ikke så mig i en årrække. Det gik mig voldsomt på. En balletmester er en gartner, og han skal pusle om alle sine blomster, ellers går de ud,« siger Morten Eggert, som forsøger at frigøre sig så meget som muligt fra sin egen ambition.
»Jeg har lige danset i Japan, og der er der jo en meget dybere respekt for kollektivet. I Vesten handler det om at blive præsident, direktør, solodanser. Det hele handler om at træde ud af mængden, og det er jo meget fint, men der ligger også et element af fortabelse i det. Den tradition har de ikke i Japan, for her handler det om at finde sin plads i hierarkiet og gøre sit allerbedste på den plads. Derfor har de måske også mere ro til at drikke deres te og passe deres træer. Når et balletkorps fungerer allerbedst, er indstillingen næsten japansk.«
En ny springfyr
Morten Eggert tjekker rutinemæssigt sine ben, når han er færdig med at forklare sig. Foden skal helst kunne komme så langt op på låret som muligt. På anklen sidder et sår fra træningen og lyser lilla. Det er den venstre fod. Den gode. Den højre irriterer ham, for den er ikke lige så pæn. Morten Eggert er lige fyldt 3o og går dermed ind i balletkarrierens sidste 10 år. De år hvor man enten når den absolutte top eller lader sig overhale indenom.
»Teatret finder jo hele tiden nye dansere til korpset, og for et par år siden kom der en, som lignede mig en del fysisk og som derfor aspirerede til at danse de samme partier. Og der er det da klart, at jeg tænker 'Det var satans! Det havde jeg ikke lige set komme. Hvor mange af vores type kan vi være på teatret?' Især fordi han var meget bedre teknisk. Simpelthen virtuøs i sine spring og på et niveau, som jeg aldrig vil kunne nå«
- Hvad er du bange for skal ske?
»Jeg er ikke bange for noget! Nej, altså i værste tilfælde er der jo en, som render rundt og ikke har noget at lave. Man vil jo ikke være overflødig. Det er jo klart«
- Hvad gør du så?
»Det, som jeg har lært efterhånden er, at jeg ikke skal forsøge at slå ham. Tværtimod. Jeg skal jo bruge den udfordring til at finde mine egne styrker. Jeg kan ikke jo slå ham på teknikken, men så har jeg forcer i det mimiske og i skuespillet. Og de forcer dyrker jeg. Og på den måde sætter konkurrencen en virkelig givende kunstnerisk proces i gang. Vi dansede begge to Mercutio i Romeo og Julie , da vi var på turne i Japan. Og en aften mødte jeg ham efter en forestilling og spurgte, hvordan det gik. Og han svarede bare. ' I kicked ass . Jeg ramte det hele. Alting sad«. De næste dage var jeg fuldstændigt tændt, fordi jeg ville lave den bedste forestilling nogensinde. Og nervøs selvfølgelig. Og så lavede jeg min sidste Mercutio og nailede den! Alting lykkedes. Jeg var overlegen. Og da jeg mødte ham igen, kunne jeg fortælle, at jeg havde haft en af de forestillinger, hvor tid og sted forsvandt.«
- Blev han så misundelig?
»Nej da. Han glædede sig på mine vegne. Hans piruetter sidder altid i skabet. Det er et eksempel på, når konkurrencen lykkedes bedst og ikke går ud over sammenholdet i korpset. Jeg skal til hans bryllup i morgen.«
