Læsetid: 6 min.

Landlige idyller i Libanon

På landet. Der findes et rustikt og fascinerende Libanon uden for det hæsblæsende, kosmopolitiske Beirut - med rige traditioner inden for gastronomi og håndværk - men kun de færreste turister har opdaget det
Lokalt. De mindre lokalsamfund i bjergene og dalene samt længere oppe og nede ad kysten er - kulturelt såvel som geografisk - et stort spring fra Beiruts Starbucks-cafeer, natbarer og hyper-udmajede kvinder. Men selv om Beiruts kosmopolitiske præg drager, er de landlige idyller og traditioner i det dybe Libanon  ikke mindre fascinerende.

Lokalt. De mindre lokalsamfund i bjergene og dalene samt længere oppe og nede ad kysten er - kulturelt såvel som geografisk - et stort spring fra Beiruts Starbucks-cafeer, natbarer og hyper-udmajede kvinder. Men selv om Beiruts kosmopolitiske præg drager, er de landlige idyller og traditioner i det dybe Libanon ikke mindre fascinerende.

10. juli 2009

Første gang, jeg tog på landet i Libanon, var, da jeg sidste efterår - på invitation fra en organisation med det ophøjede navn World Birds Migration Festival - drog til Anjar. Denne by, som ligger på vejen til Damaskus, er bedst kendt for sine udsøgte ruiner af en falden by fra 700-tallets Umayyade-dynasti.

Bygningerne ligger halvt begravede i jorden, og man kan frit vandre blandt søjlegange og varsomt træde hen over de 1.300 år gamle mosaikker uden restriktioner af nogen art. Blandt de arkæologiske attraktioner i cedertræets land overgås det kun af de romerske tempelruiner ved legendariske Baalbek.

Udflugten til ruinbyen var dog kun en afstikker fra mit egentlige bestemmelsessted, en mark halvvejs mellem Anjar, en by, der blev grundlagt af armeniere under deres diaspora i begyndelsen af det 20. århundrede, og Him Kfar Zabad, en sunnimuslimsk landsby 15-16 km derfra. Indbyggerne i de to byer har stort set ikke dyrket gensidige relationer i 80 år, skønt de lever så tæt på hinanden. Men omsider var de blevet overtalt til sammen at deltage i en fejring af de fugleflokke, der trækker sydpå.

Fuglene havde imidlertid ikke hørt om arrangementet. Vi så kun ganske få, men det afskrækkede dog ikke festivalens deltagere, hvoraf nogle og hundrede var mødt op fra begge lokalsamfund med alt, hvad der var fornødent til tilberedning af deres lokale madretter.

Bag facaden

Jeg ankom en søndag formiddag sammen med en flok Beirutborgere fra et lokalt rejseselskab ved navn Souk el-Tayeb, der drives af en mand, som kalder sig Kamal Mouzawak. Asken i lejrbålene ulmede stadig, og de lokale dukkede lettere omtågede frem fra deres telte for at tage hul på andendagens festivitas.

For mange er det første glimt af Libanon Beirut, en by med Starbucks-cafeer, barer og hyper-udmajede kvinder. Den summer af sin særlige blanding af Eurotrash-stil og mellemøstligt trafikkaos: larmende, fræk og åbenlyst velhavende. Men som så mange andre hovedstæder frembyder den også noget af en facade, bag hvilken der ligger et helt andet land.

De mindre lokalsamfund i bjergene og dalene samt længere oppe og nede ad kysten er - kulturelt såvel som geografisk - et stort spring fra Beirut. Opdeling mellem metropol og landdistrikt er ifølge Kamal et særdeles alvorligt problem. For i dette land, som stadig befinder sig i en proces, hvor det er ved at komme på fode efter to årtiers borgerkrig, har der kun været ringe investeringer i turisme eller bevarelse af miljøet, hvorfor historiske og endnu ikke dokumenterede traditioner i de libanesiske landområder er i fare for at forsvinde.

Som både rejsebureaudirektør og historiker med et formidabelt netværk har Kamal indledt en såre enkel revolution i Libanon. Det begyndte - og det samme gjorde min tur med Souk el-Tayeb - på bøndernes marked i Beirut.

Landsbyfest

På foranledning af Kamal ankommer småproducenter fra hele landet hver lørdag i ladbiler og varevogne belæsset med olivenolie, frugter, syltetøj, pickles og andre produkter af ydmyg oprindelse for at falbyde det til de mere velstående Beirut-borgere. Det sker på parkeringspladsen i Saifi Village, lige i centrum af byen. Det ligner en landsbyfest for hele byen, og arrangørerne er meget imødekommende over for gæster.

Der er en voksende bevægelse i retning af økologiske fødevarer i Libanon, men den virkelige mission for Souk el-Tayeb er at genoprette forbindelsen mellem storby og land. Souk el-Tayeb arrangerer og deltager også i festivaler i hele landet og sørger for transport fra Beirut, således at byens borgere og turister kan komme på besøg hos de små producenter i deres eget land. Der findes helt sikkert ikke nogen guidebog, som ville finde på at sætte disse steder på kortet, men det gør Souk-el-Tayeb, som har anført en lang liste over dem på sin hjemmeside.

Det er også grunden til, at jeg endte på en mark nær Anjar, hvor jeg opdagede en gensidig udveksling af venlighed, penge og mad. I en improviseret bod lavede en kvinde ved navn Diaa fra Hima Kfar Zabad sag , et typisk libanesisk fladbrød dækket med urter, som bages i en halvkuppel af stål over et bål. Hun var helt ekstatisk - her havde hun et internationalt publikum til sine bagerfærdigheder, og hun kroede sig af stolthed ved hver kompliment. Andre boder solgte supper, gryderetter, kager og krydderurter fra de nærliggende marker.

Festivalens klimaks

Midt på eftermiddagen nåede festivalen sit foreløbige klimaks i den store madlavningskonkurrence mellem to kvinder fra de rivaliserende bosættelser. Begge, viste det sig, serverede en speciel krydret hvedegrød, som de begge troede var deres helt egen. En stor skare af mennesker blev gennet sammen til prøvesmagning, inden vinderen blev bekendtgjort. Resultatet blev imidlertid, at konkurrencen blev erklæret uafgjort, måske af hensyn til den kommunale harmoni.

Kamals motivation er hans bekymring for, at disse lokale traditioner ikke formår at finde en stemme i den moderne libanesiske identitet.

Der er en tendens, i det mindste blandt de mere pengestærke klasser, til at se mod Vesten i stedet for tilbage mod Orienten for at søge deres identitet. Bag dem ligger kaotiske og fattige landområder, som ikke synes at have meget at byde på ved første øjekast. Og da turisme og industri uden for hovedstaden er sparsom, føler mange blandt landbobefolkningen, at den eneste opskrift på et bedre liv består i at rykke mod metropolen. Som et resultat af dette er gamle traditioner inden for håndværk, gastronomi og handel i alvorlig tilbagegang.

Som for at demonstrere dette kørte Kamal mig gennem et landskab af tårnhøje fyrretræer og oliventræer til Assia, en landsby ved foden af Libanon-bjerget nær kystbyen Batroun. Assia er berømt for sine håndlavede terracotta-krukker, som findes i mange libanesiske hjem og restauranter, men der er efterhånden kun tre familier i landsbyen, som stadig fremstiller dem.

I Assia mødte vi Fadia, en af de sidste kvinder, som forstår sig på at fremstille Assia-gryder. Hun førte os om til den lille stald bag sit hus, satte sig på hug og begyndte at forme en gryde. Hun havde gjort det så mange gange før, at hendes hænder var blevet hendes øjne. På få minutter havde hendes fingre skabt en brunlig-rød skål, der nu blot skulle en tur i den ovn, der stod ved indgangen til hendes have.

Denne fajance-stil, der foregår uden drejeskive og med et uhyre enkelt design, går årtusinder tilbage og er i reglen blevet videreformidlet af familiernes kvinder.

De sælger dem stadig i Beirut, til restauranter og på markeder, og de lokale er ivrige nok efter at købe en bid af deres lands historie. Men Kamal ønsker også at udvikle traditionen. Besøgende kan allerede arrangere et besøg i Assia igennem Souk el-Tayeb, men Kamal har også planer om at åbne en workshop, hvor der skal undervises i teknikken til en bredere kreds af mennesker.

Initiativet er en del af en større plan om at åbne fem Beit Labnoun eller 'tradi-tionscentre' over hele Libanon i løbet af de næste to år. Tanken er at give udenlandske og libanesiske besøgende et sted at overnatte og lære om områdets håndværksmæssige færdigheder og lokale køkken. Men princippet bag disse centre rækker videre i sin ambition. Ifølge Kamal handler det om at holde liv i de mange traditioner, der binder Libanon til sin fædrene jord.

Uslebne kanter

Vores næste stop var tvillingebyen Mina-Tripoli, som er vanskelig at sælge til turister, som besøger Libanon. Ganske vist har El-Mina en gammel havn lige under Tripoli, 85 km nord for Beirut. Men trods et fancy website og et chikt boutique hotel i byen er det svært at skjule stedets u-slebne kanter.

15 kilometer herfra ligger en palæstinensisk flygtningelejr, hvor volden blussede op et par måneder før mit besøg. Alle steder er der tegn på dette steds langsomme forfald, ikke mindst i den snuskede souk , en gyde fuld af tarvelige restauranter. Men trods sine sociale problemer giver denne nordlibanesiske by også indblik i sin historie. Her ligger en Mamluk-fæstning og et 14. århundrede-marked, et karavanserai, som, skønt det er i elendig forfatning, nok vil kunne inspirere et arkitektonisk sind.

Kamals interesse her er den lokale specialitet af søde kager lavet med honning og ost, som bestemt er værd at smage på og bevare. Et hus i byen er ved at blive omdannet til konditori-workshop, også med indkvarteringsmuligheder for gæster.

Der er ingen tvivl om, at Beiruts kosmopolitiske præg drager, men de landlige idyller og traditioner i det dybe Libanon er ikke mindre fascinerende.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu