Læsetid: 9 min.

Line Barfod: Skærebrænderen siger farvel, men slukker aldrig

Line Barfod forlader måske nok Folketinget ved næste valg - men aldrig politik. Den politiske kamp føres lige så godt uden for murene
Politik. Line Barfod er 45 år og har siddet i Folketinget siden 2001. Allerede i 1998 fik hun dog en smagsprøve på livet på Christiansborg, da hun havde et par måneder som midlertidigt medlem af Folketinget. Men nu er det slut, Line Barfod træder ud efter næste valg.

Politik. Line Barfod er 45 år og har siddet i Folketinget siden 2001. Allerede i 1998 fik hun dog en smagsprøve på livet på Christiansborg, da hun havde et par måneder som midlertidigt medlem af Folketinget. Men nu er det slut, Line Barfod træder ud efter næste valg.

Sigrid Nygaard

25. juli 2009

Line Barfod slukker aldrig for den politiske skærebrænder. En samtale med hende varer ikke længe, før hun med skarp stemmeføring har dissekeret den fallitspillede liberalisme, den eksploderende ulighed, den globale uretfærdighed, den kriseramte velfærdsmodel, det retspolitiske højreskred og den lange række af andre ting, der er for galt og forargende, og som hurtigst muligt skal laves om for at skabe et bedre Danmark og en mere retfærdig verden.

Indignationen har hele tiden været skærebrænderens brændstof - og dén indignation fik Line Barfod bogstaveligt talt ind med fostervandet.

»Min forældre tog mig med til politiske møder og demonstrationer allerede inden, jeg blev født. Der var ikke noget pres for, at jeg skulle være politisk aktiv. Men jeg har bare ikke kunne forestille mig noget som helst andet. De korte perioder af mit liv, hvor jeg ikke har været politisk aktiv, har jeg virkelig manglet det.«

Dét er også en af de forholdsvis få gange i løbet af en times interview, hvor Enhedslistens retsordfører bruger ordet 'jeg'.

For når Barfod skal berette om sine oplevelser gennem snart otte år i det Folketing, hun træder ud af efter næste valg, så handler det sjældent om hende selv.

Sagen er det vigtigste

- Hvad var din mest betydningsfulde dag som folketingsmedlem?

»Det var, da man besluttede at gå i krig i Irak. Det var en fuldstændig fatal beslutning, at så snævert et flertal vælger at gå i krig og sætte verden i brand, bare for at følge George W. Bush - uden at der var noget som helst grundlag for det.«

- Var du selv ordfører på den beslutning?

»Det var primært Søren Søndergaard og Keld Albrechtsen.«

- Du vælger altså en dag, der nok politisk set var vigtig, men ikke en dag, du selv var så direkte involveret i?

»Det er jo klart. Det er, fordi dén beslutning påvirkede alt andet. Det påvirker et land at være i krig. Og krigen i Irak og hele opdelingen af verden efter 11. september påvirker så i øvrigt i høj grad retspolitikken, som er et af mine hovedområder.«

- Er sagen vigtigere end personen for dig?

»Det er kendetegnende for os alle sammen i Enhedslisten, at vi har en meget politisk tilgang til verden. Vi har i høj grad en tilgang, hvor vi arbejder med at have nogle fælles politiske prioriteringer. Men der er da også plads til at arbejde med det, man selv brænder for.«

Inden hun stillede op til Folketinget, havde Line Barfod som advokat specialiseret sig i at rådgive mennesker, der er fanget i bundløs gæld. Dén sag har hele tiden været en af de helt store hjertesager for hende.

»Jeg oplevede, hvordan man på Christiansborg diskuterede nedskæringer over for de her mennesker og sagde, at 100 kr. fra eller til om måneden - det kan folk ikke mærke. Men det kunne de mennesker, jeg sad med, i dén grad.«

Ingen studehandler

Men hvor Enhedslisten op igennem 90'erne havde oplevet en stigende indflydelse under de skiftende socialdemokratiske regeringer, så ændrede det politiske billede sig totalt i 2001, da Line Barfod blev valgt ind.

»Der var sket det her store højreskred i befolkningen og en totalt ændring af det politiske landskab, fordi vi for første gang i firs år havde fået en de facto-flertalsregering,« siger hun - og glemmer dog Poul Nyrup Rasmussens (S) første 'rødkløverregering' fra 1993, der også havde flertal i Folketingssalen.

VK-regeringens sikre flertal med Dansk Folkeparti har bragt Enhedslisten meget langt væk fra at kunne opnå synlig indflydelse på landets politik. Men der er også klare grænser for, hvad partiet vil gøre for at være med i et forlig.

»Vi laver ikke studehandler. Vi vil aldrig sidde og sige: Nu går vi med til den forringelse, hvis vi til gengæld får den forbedring.«

- Nogle vil mene, at det er en effektiv måde at forblive uden for indflydelse på ...

»Men vi har masser af indflydelse! Der er faktisk en del ministre, der gerne vil have os med til forhandlingerne, fordi de ved, at vi har kontakten til organisationerne. De ved, at vi faktisk kan bidrage med noget viden og nogle ideer til noget, der kan virke.«

- Men når beslutningerne så bliver taget og forliget indgået, så er I smidt ud.

»Ja, det sker nogle gange. Men så har vi faktisk fået en masse ting igennem i det, der bliver vedtaget.«

Gentager igen og igen

Det er ikke bare tom snak fra Line Barfods side. I 2006 blev hun i en spørgeundersøgelse blandt alle medlemmer af Folketinget kåret som den mest respekterede politiker på Christiansborg.

Og i et interview i Enhedslistens 20-års-jubilæumsavis i foråret hyldede den tidligere socialdemokratiske skatteminister Ole Stavad både Line Barfod, Frank Aaen og Søren Søndergaard for at være »konstruktive, realistiske og principfaste«.

»Det er svært at finde politikere af højere kvalitet,« konkluderede han.

En ekstremt stædig saglighed har været Line Barfods vigtigste arbejdsredskab igennem hele perioden. Og hendes personligt største sejr betegner hun selv som det, at regeringen nu er gået med til et forsøg med gældsrådgivning. I øvrigt i en aftale, som Enhedslisten ikke er med i.

»Jeg har stillet forslaget og rejst debatten igen og igen. For tre-fire år siden fik jeg de andre i oppositionen med på tanken. Vi fik så lavet et fælles forslag - og jo mere det blev debatteret, jo sværere blev det også for regeringen at være imod det. Og nu får vi så forsøgsordningen.«

- Hvordan får man overbevist de andre?

»Med argumenter, selvfølgelig.«

- Men sådan mere praktisk: Hvordan gør man?

»Jamen, ved at fremsætte et forslag, der indeholder nogle gode ting og gode argumenter. Og så er det ved at få folk uden for Christiansborg til at bakke op. At stå på Folketingets talerstol og argumentere, men også at gå rundt og snakke. Og så blive ved og gentage igen og igen og igen. Jeg har sagt det i masser af debatter.«

- Men Folketingssalen er vel ikke stedet, hvor man overbeviser de andre partier?

»Det har faktisk betydning, hvad man står og siger. Selvfølgelig er der også situationer, hvor man mest står og taler til folk udenfor. Men der er faktisk debatter, hvor man kan høre, at ordførerne lytter efter, og at de ændrer holdning.«

Forskellige virkeligheder

Ifølge Line Barfod er debatterne i Folketingssalen dog blevet mere tandløse.

»Jeg kan godt lide en skarp debat med skarpe argumenter, uden at det bliver personligt. Det, synes jeg, der er blevet mindre af. Ofte går vi bare op fra oppositionen og siger noget, uden at der bliver svaret. Ellers også bliver det en debat i øst og i vest, fordi vi ikke anerkender hinandens virkeligheder.«

De forskellige virkeligheder er for eksempel, når Venstre taler om frit valg i den offentlige sektor. Dét er for Barfod kodeordet for at ville privatisere den offentlige velfærd.

»Jeg savner en reel debat. Hvor man kommer med nogle argumenter for den politik, man reelt fører. Men Claus Hjort Frederiksen har jo sagt det: at hvis Venstre gik ud og reelt fortalte, hvad de ville, så ville de kun få 15 pct. af stemmerne. Derfor gør de det ikke.«

Asmaa-debat var svær

Line Barfod kan ikke komme i tanke om nogle politiske beslutninger i sin tid i Folketinget, der har været svære at tage.

»Langt de fleste lovforslag kan vi ret hurtigt afgøre, om det er noget, vi går ind for eller ej.«

- Hele opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid førte jo til kæmpe ballade internt i Enhedslisten på grund af hendes erklærede religiøsitet. Var dét ikke en svær beslutning?

»Nej. Ikke selve beslutningen. Men selvfølgelig var det en svær periode bagefter for os.«

- Kom den skarpe reaktion fra store dele af Enhedslistens medlemmer bag på dig?

»Ja - det kom bag på os alle sammen. Hvis vi havde set det komme, havde vi jo taget diskussionen længe inden. Men der var ingen af os, der havde forestillet os, hvor voldsom reaktionen blev. Hverken internt i Enhedslisten eller i hele samfundet.«

- Fortryder du, at I tog den beslutning?

»Jeg fortryder ikke, at enhver har lov til at stille op for Enhedslisten. Det er det fuldstændigt afgørende. Men selvfølgelig burde vi have haft en længere diskussion - ikke om personer, men om, hvordan vi forholder os til, at en stor del af befolkningen er religiøse. Vi har jo aldrig diskuteret religion i Enhedslisten. Og det er i forhold til alle mulige slags religioner.«

Ved næste valg i Folketinget siger Line Barfod farvel til Christiansborg. Hun falder for Enhedslistens regel om rotation af Folketingsmedlemmer.

Herefter vender hun tilbage til den gældsrådgivning, der var grunden til, at hun stillede op i første omgang.

»Men bare fordi, jeg forlader Christiansborg, forlader jeg jo ikke politik,« siger hun.

I netop Line Barfods tilfælde er dét ikke bare et tomt politikerudsagn. Der er stadigvæk masser af uretfærdigheder i verden, som skærebrænderen kan brænde for. Og så har Barfods politiske arbejde aldrig begrænset sig til kun at handle om Christiansborg. De politiske aktiviteter uden for Folketinget er mindst lige så vigtige.

»Det er der, man får sin energi. Når man kommer ud og snakker med mennesker og oplever, hvor meget de kan sammen. Eller når man står til en demonstration sammen med 100.000 andre, så er det fantastisk. Så bliver man høj.«

- Hvorfor er det vigtigt at gå til demonstration?

»Først og fremmest, fordi man oplever at være sammen med andre og opdage, at vi er mange, der vil det samme. Det er helt utroligt at opleve den energi, der ligger i det. Så får man troen tilbage på, at det kan lade sig gøre at forandre verden,« siger Line Barfod.

Fem spørgsmål til Line Barfod

– Hvad er din største sejr?

’Det at have fået gæld sat på dagsordenen. Det var noget af det, jeg satte mig for og en væsentlig grund til, at jeg stillede op til FT. Jeg mener virkelig, at det betyder rigtig meget for uroligt mange mennesker, der er i bundløs gæld.’

– Hvad er dit største nederlag?

’Det er nok det, at retspolitikken har flyttet sig så meget. At højrefløjen har sat dagsordenen, og at vi ikke har formået som venstrefløj at holde fast i en helt anden tilgang. Det er virkelig et stort skred, der er sket der.’

– Hvad har været den vanskeligste politiske beslutning?

’Jeg synes som regel ikke, at det er så vanskeligt. Langt de fleste lovforslag kan vi ret hurtigt afgøre, om det er noget, vi går ind for eller ej.’

– Hvem er dit politiske forbillede?

’Der er Nelson Mandela, som ingen af os kan forstå kan blive ved med at være så fantastisk et menneske med det, han har været igennem. Været fængslet og ydmyget på det groveste – og så alligevel komme ud og sige, at det afgørende er dialog og ikke at søge hævn. Det er noget, som for os alle er noget at holde fast i og leve op til. Skal jeg sige nogle herhjemme, må det i høj grad være Hanne Reintoft, Preben Wilhjelm, Peter Sabroe. Nogen, som ikke kun i folketings-arbejdet, men i høj grad også uden for Christiansborg er blevet ved med at fastholde et både politisk og menneskeligt engagement.’

– Hvilken stadig aktiv politiker respekterer du mest? Er det stadig Birthe Rønn Hornbech?

’Nej – det er mange år siden. Men jeg fik utrolig stor respekt for Mette Gjerskov (S) under hele debatten om tørklædeloven. Hun går mod sit eget parti og går op og holder en fremragende tale om, hvorfor hun ikke kan støtte loven. Nu er hun på andre områder, end jeg er, men det er mit indtryk, at hun gør det rigtigt godt.’

Serie

Farvel til et liv i politik

Flere af dansk politiks helt store personligheder har meddelt, at de takker af efter næste valg. Information har sat en række af dem stævne for at høre om de skelsættende begivenheder i en lang karriere, der har tegnet dem som mennesker og sat markante aftryk på flere årtiers politiske udvikling.

Seneste artikler

  • Niels Helveg Petersen: Denne politiske tid er unormal – og forbigående

    18. juli 2009
    Niels Helveg Petersen var igennem årtier en mester i at veksle skiftende mandattal i Folketinget til størst mulig radikal indflydelse. De tider er forbi – men 'kongemageren' i dansk politik fastholder, at tiderne i dag er unormale
  • Lone Dybkjær: Jeg kunne sikkert have gjort livet nemmere for mig selv

    13. juli 2009
    Som ung politiker blev hun beskyldt for at være en dårlig mor og senere for at være alt for ambitiøs på sin mands vegne. Lone Dybkjær er et stærkt menneske, som har let til tårer. Snart siger hun farvel til et job, der i knap 40 år har holdt depressionerne fra døren
  • Ritt Bjerregaard: Socialdemokraterne er aldrig kommet sig over 89

    4. juli 2009
    Hun har været fødevareminister, undervisningsminister, socialminister, EU-kommissær og overborgmester i hovedstaden, men alligevel har hun altid været i opposition til det bestående. Ritt Bjerregaard har altid set det som sin opgave at finde hullerne i samfundet og i sit eget partis program. Få dem vendt, diskuteret og fyldt ud. Men siden murens fald har det været svært at se, hvad der skulle i hullerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg synes Enhedslisten skal se at få sig nogle andre regler om hvor længe man kan opstille. Det er sørgeligt at se, at bredt respekterede folketingsmedlemmer må forlade skansen.

Disse regler udtrykker en mistillid, som ikke hører nogen steder hjemme. Hvis reglerne gjaldt generelt for alle partier, var det måske i orden. Magt korrumperer. Men det er sørgeligt at se netop dette parti skyde sig selv i foden, og at de skal begynde forfra hver gang.

Den eneste grund til at opretholde et så rigidt dogme, så vidt jeg kan se, er, at det kan være svært at slippe af med et folketingsmedlem som kører sin egen og populistiske og uønskede agenda. Jeg har dog endnu ikke set et sådant tilfælde.

Det bliver et tab af de store, når Line Barfod forlader Folketinget, ligesom det var et tab, at der ikke var stemmer nok ved sidste valg til Rune Lund. Det kunne måske have været undgået, hvis man havde kunnet fremvises en kontinuitet og vedholdenhed. Så havde der måske været plads, også til de nye og udmærkede folketingsmedlemmer.

Jeg vil gerne personligt takke Line Barfod for hendes strålende arbejde, med utrættelige argumenter for de svageste i dette samfund. Det være hermed gjort.

Inger Sundsvald

Og så synes jeg i øvrigt, at overskriften er under lavmålet. Heldigvis rettes der noget op på dette i artiklen.

Åremålet har sine styrker og svagheder, og selv Line Barfod er ikke uerstattelig, selv om arven er vanskelig at overtage.
Vi lever i populismens tid, hvor politik afgøres af, hvem der kommer først ud med forargelsen over, hvordan, eksempelvis, dyrene mishandles. Man vil ikke være ved sit ståstted, man af-ideologiserer. Siger, at ideologi er noget bras, alternativt som Nietsche at gud er død, eller som Schlüter at Marx er død. VI VIL VÆRE enestående, vil være noget nyt og aldrig set før, noget for os selv, hvor vi individualistisk oplever vores tilværelse unik, verdenshistorien over alle tidligere, vi vil mærke selv verdensmagten. Vi er alle tidligere generationers slutmål og vil skabe noget nyt - hvad? Derfor er ideologi noget bras, overflødigt, men netop det er en ideologi, ligesom ateisme er en religion, blot har man ikke redegjort for sit ståsted - for populismen.
Der findes rafinerede mellemformer. En af dem har Venstre i den nuværende regering præsteret, som Line Barfod nævner ved henvisning til Hjort Frederiksen. I syv år har regeringen regeret uden at ville fortælle, at dens ideologi, minimalstaten, skridt for skridt er gennemført. Populismen blænder.
Kan man nu bagefter overhovedet ændre kursen? Udviklingen af højrefløjens krige mod andre folk, og højrefløjens udvikling af erhvervslivets miljøpolitik savner rådgivning - socialismen.

Inger Sundsvald

Hvis jeg lige må bore lidt i det med overskriften:
Hvordan kan det være, at kvinder skal finde sig i den slags overskrifter?:

”Skærebrænderen siger farvel …”
”Dansen om dusken”
”Kvinder har ingen magt, fordi de er konfliktsky og dovne”
”Der skal være plads til at være lyserød”
”Jo, ligestilling er opstået i hovedet på feministiske rappenskralder”
”Mand jer op”

Find selv artiklerne i arkivet.

Guderne skal vide, at når der kommer tv-serier med titlerne ”Desperate hustruer” eller ”Slemme, slemme piger”, så fiser det ikke ind hvad det drejer sig om hos ”mændene”. Ikke engang humor eller satire kan bryde isen. ”De” bliver gudhjælpemig fornærmede og sårede og føler sig angrebne.

Jeg må hellere tilføje, at jeg ikke synes at det hele er særlig genialt eller morsomt, men det er der i allerhøjeste grad også mange andre ting der ikke er.

Heinrich R. Jørgensen

"Skærebrænderen" er ikke ligefrem det øge- eller kæle-navn der ligger først for, når der som her er tale om den person der af andre folketingsmedlemmer på tværs af alle partier, er blevet vurderet til at være mest troværdig, vellidte og værd at lytte til.

Et godt råd er dog, at man kan både skære og brænde igennem med velovervejede argumenter, at den ligefremme tone kan høres i det gennemtrængende, skingrende hylekor.

Niels-Holger Nielsen

Inger Sundsvald

Også jeg savner Rune Lund forbandet meget. Han er på en gang hårdtslående og charmerende og står for så vidt ikke tilbage for Line Barfod, som vi også kommer til at savne.

Christian Lehrmann udspørger (selvfølgelig) Line om Asmaa Abdoll-Hamid på den borgerlige forargelsesmanér, og desværre synes en sag, som er ligetil, stadig at spøge i et parti, som ikke er religiøst - et oplagf paradoks, hvis man vil anerkende enhvers ret til tro og til ytringsfrihed.
Det er højrefløjens problem, ikke venstrefløjens, men det er lykkedes højrefløjen at gøre problemet til venstrefløjens - akkurat som ytringsfriheden i almindelighed. Ligesom antiterrorlovene er på højrefløjens side, fordi det går ofte går ud over socialister, formulerer højrefløjen problemet som et venstrefløjsproblem. Man konstruerer en taleboble, hvori man selv stiller spørgsmålet, og selv svarer på spørgsmålet.
Jyllandspostens redaktion er netop udtrykket for ønsket om at formulerer et politisk skændsmål, og på baggrund af Lars Hedegaards knægtelse af ytringsfriheden i sagen om Morten Messerschmidts rolle i en rapsangertekst oppuster Jyllandsposten en ny boble med Mikael Jalving og Jens-Martin Eriksen (den sidste i kronikform). Jarlving angriber Peter Wivel for oprindelig venstreorienteret, senere redaktør på Information, Weekendavisen og Berlingske og nu på Politiken i et angreb på "muhammedtegningerne", der, påstår Jalving, intet har med racisme og fremmedhad at skaffe, endikke med religion. Men samtidig efterlyser han venstrefløjens religions- og ideologikritik, lokker eller forfører! Også Jens-Martin Eriksen får således Jyllandspostens og Ytrinsfrihedsselskabets problem til at blive venstrefløjens. Eriksen under et påskud af PENs forhold til ytringsfriheden, idet PEN gøres til venstrefløj og venstrekulturalistisk, altså politiseres, og emnerne fra PET-kommissariatet inddrages, og det lykkes at tage både demokratiet og menneskerettighederne til indtægt for sin opfattelse.
Ganske fornøjelig læsning, som kan anbefales, som tilskueren til en intern boksekamp - en rigtig skærebrænderhistorie. Men selv om hesten trækkes til vandtruget, kan man ikke tvinge den til at drikke.

Christian Barfoed

...nu kan man også blive lidt for sart, kan man ikke, når udtrykket "skærebrænderen" helt tydeligt er ment som en kompliment.
Jens Peter-Jensen (Uffes Ellemanns far) blev kaldt "døgnbrænderen", og det var som jeg også opfatter tilnavnet i dette tilfælde, kærligt ment. Og han var ingen kvinde :-)

@Christian Barfoed
Hånden på hjertet, Chritian Barfoed, kunne du så tænke dig at få en kompliment af Christian Lehmann?

Niels Madsen

En lang omgang Enh. liste rygklapning er indlæggene til denne blog--

det største problem er åbenbart om "skærebrænder" skal opfattes positivt eller negativt--

og NH Nielsen savner Rune Lund- som var en af ofrene for at kræfter i Enh. listen mente at dogmatisk religionsdyrkelse og socialisme i skikkelse Af Asmaa A-H passer sammen--

det kunne såmænd være gået meget værre Nielsen-- nemlig at hele banden var røget ud.

At Line Barfod takker af er bare et produkt af Enh. listens højtflyvende gloriepudsende vrangforestillinger om, at man vil undgå levebrødspolitikere--

Retotionsprincippet har da ellers ikke ændret ved at Frank Aaan tilsyneladende er udødelig i Enh. listen

Og er man færdig Enh,. listen kan man jo altid bliver stillet op i underafdelingen "Folkebevægelsen mod EU" hvor Søren Søndergård ( og det skal indrømmes med held) slår sine folder.
Så meget for rotationsprincippet.

Rotationsprincippet vaccinerede heller ikke Pernille Rosenkrantz-T mod at blive træt af gedemarkedet i Enh. listen og melde sig ind i et parti, hvor hun kan sidde forever-- hvis ellers hun tilpasser sig.

Men så må det alt andet lige for Line Barfod være velgørende at komme tilnbage til et job hvor hun kan se et resultat af sit arbejde--
og ikke skal fortsætte proklamationernes og gloriepudsningernes ørkenvandring.

Niels Madsen

Jeg vil da øsnke Line B tillykke med at prøvelsernes tid er forbi og hun kan trække sig tilbage fra rampelyset !