Læsetid: 6 min.

Matadorens leg med døden

Tyrefægtning. Som rejsende i Spanien bør man gå til mindst én tyrefægtning - om ikke andet for at finde ud af, at man ikke kan lide det. Hvad end det er kvindelige nybegynder-matadorer i Sevilla, tyrefægterfiesta i Madrid eller mesteren José Tomás i Barcelona, er en ærkespansk 'corrida de toros' en kæmpe oplevelse
Kunst. 33-årige José Tomás er dette årtis største  spanske matador. Den 5. juli opførte han en af sine meget sjældne tyrefægtninger i Barcelona. Én gang missede han drabet første gang, men resten af de seks tyre dræbte han hurtigt, rent og elegant. Det er kunst på meget, meget højt plan.

Kunst. 33-årige José Tomás er dette årtis største spanske matador. Den 5. juli opførte han en af sine meget sjældne tyrefægtninger i Barcelona. Én gang missede han drabet første gang, men resten af de seks tyre dræbte han hurtigt, rent og elegant. Det er kunst på meget, meget højt plan.

17. juli 2009

Få ting ved den spanske kultur kan få diskussionslysten op at køre som tyrefægtning. Er det tre timers rituel dyreplagning eller en æstetisk kunsthandling med livet som indsats? Som turist er man lovligt undskyldt, hvis man ikke ved, hvad man skal synes om det. For ikke engang spanierne selv lader til at være helt afklarede.

corridaAt tyrefægtning vækker så store følelser, skyldes naturligvis, at den så åbenlyst centrerer sig omkring døden. I en almindelig (tyrefægtning) bliver seks tyre langsomt dræbt for underholdningens skyld. Og selv om en iberisk kamptyr inden da har haft et væsentligt bedre liv end den gennemsnitlige danske industriko, kan dette for mange - også mange spaniere - alligevel godt være svært at kapere.

matadorMen døden er ikke til at komme udenom - i livet såvel som i tyrefægtning. Og faktisk er det døden, der giver tyrefægtning værdi: uden døden, eller faren for den, var tyrefægtning meningsløs. En (som tyrefægtningens hovedperson kaldes) vurderes nemlig altid på, hvor villig han er til at udsætte sig selv for så stor fare som muligt. Jo tættere på kroppen han tør lade en 500-kilo tung tyr med spidse dræberhorn passere, og jo langsommere han tør gøre det, jo bedre er han. Tager han ingen personlige risici, bliver han aldrig nogen stor matador. Værdien af en tyrefægtning er altid direkte proportional med, hvor farlig den er.

hvordan Og her er vi inde på det helt centrale ved tyrefægtning: Ligegyldig hvad man synes om det, kan man kun vurdere det ved at betragte det som kunst - og vel at mærke kunst med livet som indsats. Der er sjældent tvivl om resultatet: 99 procent af gangene dræber matadoren tyren. Det er processen, han dræber den, der er det afgørende. Og her er det helt op til tyrefægterens mod, æresfølelse og dygtighed, hvor farligt og smukt han tør gøre det. Det er ikke noget særligt at dræbe en tyr. Kunst bliver det først, når døden bliver en alvorlig medspiller.

Kritiske Madrid

San IsidroDen spanske tyrefægtningsæson starter for alvor i maj med Madrids månedslange tyrefægterfiesta . Her kæmper de største tyrefægtere, og vil man slå igennem som ung matador, er det absolut nødvendigt at få succes her. Men presset er stort og publikum meget mere kritisk end i landets øvrige tyrefægterarenaer. Således kan en præstation, der i provinsen ville sikre en matador et afskåret øre (trofæet for en strålende tyrefægtning), i Madrid ofte ikke engang udløse en klapsalve.

aficionadosAt Madrids publikum er ubarmhjertigt, fik den unge, lovende colombianske tyrefægter Luis Bolivar at opleve i år. Efter en fremragende tyrefægtning i begyndelsen af fiestaen, hvor han modtog stående ovationer fra selv de mest gnavne af Madrids kræsne , blev han et par dage efter stanget i benet, hvilket gav ham et ti centimeter dybt hornsår i lårmusklen.

muletaen (Bolivar vendte heroisk tilbage en lille uges tid senere for at kæmpe sin sidste kamp. Men mødet med tyrehornene havde helt åbenlyst taget al hans tidligere mod fra ham. I stedet for at stå stille, når tyren angreb ham, bakkede han nu til siden. Og i stedet for at føre tyren tæt omkring sig, brugte han nu den røde tyrefægterkappe) til at holde tyren så langt væk fra sig som muligt.

Helt forståeligt og meget menneskeligt, skulle man mene. Men Madrids publikum jagede alligevel Bolivar ud af arenaen med spanske eder og flyvende sædepuder.

Kvindelig macho

senoritasI forhold til Madrid er det en langt mere venlig oplevelse at gå til tyrefægtning i det øvrige Spanien. Som for eksempel i Sevillas smukke, gamle arena fra 1758, hvor man hver søndag sommeren igennem kan opleve såvel store stjerner som helt nye matadorer. Har man billetter til solsiden, kan det imidlertid godt være noget af en prøvelse at komme igennem en tyrefægtning med temperaturer i eftermiddagsheden, der tit når op over de 40 grader. Men så befinder man sig til gengæld også midt i et brusende hav af kulørte, blafrende vifter fra de omkringsiddende andalusiske .

señors.novillerosFor tyrefægtning er trods sine meget macho begreber om ære, mod og mandshjerte ikke kun for slikhårede Ofte er der lige mange kvindelige som mandlige tilskuere blandt publikum. Der findes endda kvindelige matadorer. En af dem er den kun 23-årige Sandra Moscoso fra Jerez, som denne eftermiddag i Sevilla optræder sammen med to andre unge, håbefulde såkaldte - endnu ikke færdigudlærte matadorer.

Iført det traditionelle ædelstensbesatte tyrefægterkostume mestrer den noget mandhaftige Sandra Moscoso alle de bevægelser, som de 'rigtige' matadorer udfører - selv den meget macho positur, hvor matadoren stiller sig med fuldt fremskudt underliv et par meter fra de ventende horn. Og publikum er så afgjort med Moscoso, trods hendes store problemer med at få sine to tyre dræbt.

Skal drabet gøres ordentligt, skal det nemlig foregå, mens matadoren læner sig ind over hornene på den angribende tyr og planter sværdet lige midt mellem skulderbladene. Det er her matadoren er i størst fare for at blive alvorligt såret og derfor også her, der kræves størst erfaring og mest mod. Og i dag har Sandra Moscoso øjensynligt ingen af delene.

novillerosHeller ikke de to andre dræber deres tyre i første forsøg. Den ene bliver endda stanget lige i måsen og må bæres småblødende fra arenaen. Men publikum tager det med overraskende godt humør. Der er trods alt grænser for, hvor meget man kan forlange af nybegyndere.

Den største matador

Små forventninger er der til gengæld ikke til sommerens absolut største tyrefægterbegivenhed i Spanien. Det sidste årtis vigtigste matador, José Tomás, har den 5. juli i Barcelona annonceret en af sine meget sjældne tyrefægtninger. Ovenikøbet med sig selv som eneste matador, hvilket betyder, at han selv vil dræbe alle seks tyre.

José Tomás er trods sine kun 33 år en levende legende i Spanien. Han slog igennem som meget ung og blev tre år i træk kåret som San Isidro-festivalens bedste tyrefægter. Han gik fra triumf til triumf, indtil han i 2002 pludselig trak sig tilbage fra tyrefægtningen. Ingen hørte noget til ham, indtil han for to år siden annoncerede sit comeback med begrundelsen, at »et liv uden tyrefægtning ikke er noget liv«.

José Tomás er berømt for sin asketiske livsstil og sit introverte og hemmelighedsfulde væsen. Hans øjne er store og alvorlige, og som han hilser ud til publikum i den fuldt pakkede arena, er det som om, han slet ikke ser os. Men vi ser på ham: på Barcelonas barer er alle fjernsyn stillet ind på kampen, billetter til arenaen er nærmest umulige at få fat på selv på det sorte marked, og på de spanske tyrefægter-blogs har man i månedsvis set frem til aftenens tyrefægtning.

Og José Tomás skuffer ikke. Med rolige, harmoniske bevægelser fører han sine tyre tæt rundt om sin helt stillestående krop. Han holder muletaen ekstremt lavt, hvilket er ekstra farligt, eftersom han derved viser en større del af sin egen krop til den fremadstormende tyr. Han står bomstille, selv når hornene svinger lige imod ham. Han vender ryggen til de fnysende tyre mindre end en meter fra dem, får dem til at stå stille og har dem under total kontrol. Én gang misser han drabet første gang, men resten af de seks tyre dræber han hurtigt, rent og elegant. Det er kunst på meget, meget højt plan. Og hele tiden følger publikum José Tomás' fjerne øjne, der alvorligt kigger ud på os efter hvert drab. Respekten for hver tyr er kolossal.

To gange bliver José Tomás slynget i luften, og et sug går igennem publikum. Det er ikke mere end et år siden, at Tomás blev stanget alvorligt tre gange under den samme tyrefægtning i Madrid. Den gang spekulerede man på, om han overhovedet ville komme tilbage. Men Tomás er heldig i dag. Ingen af gangene får tyrene rigtig fat med hornene, og han kan fortsætte. Efter godt to og en halv time og fem spektakulære tyreører rigere kan José Tomás lade sig bære ud af arenaen på skuldrene af en begejstret folkemængde.

Uden for arenaen har spanske dyreaktivister hængt plakater op med ordene; »José Tomás: en sindssyg morder«. Men de har ikke set Tomás i dag. De har ikke set kunsten i legen med døden. Og det er synd. For dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Jongberg

" Og hele tiden følger publikum José Tomás' fjerne øjne, der alvorligt kigger ud på os efter hvert drab.

Respekten for hver tyr er kolossal. "

Pu-ha, hvor er her blevet lummert ..., men hvis jeg en dag skulle komme forbi, så hvorfor ikke ?

Per Jongberg

" De har ikke set kunsten i legen med døden. "

Legen med døden ! Er det en legen med døden ?

Hvormange af de der matadore, eller lærlinge, bliver dræbt "in action" hvert år ... altså i en sæson ? Og hvor mange tyre ?

Jeg mener, at bliver der slået en skal vi sige fem - ti matadorer ihjel hver sæson så ...., men er det èn hvert tiende eller tyvende år, er det så en " legen med døden " tilskuerene ser ?

Lennart Kampmann

I Catalunya er tyrefægtning på vej ud, hvilket kan ses som en manifestation af det selvstyre katalanerne har opnået. Den store tyrefægterarena i Barcelona bliver til kontorer.

Tyrefægtning er storpolitik på den iberiske halvø.

Bortset fra det er det en yderst speciel oplevelse. Jeg oplevede San Fermines i 1996, og så dagens seks tyre blive dræbt i eftermiddagens sol......

Med venlig hilsen
Lennart

Nina Sindballe

Jeg synes der er noget om det med at de lever et markant bedre liv ift en dansk industriko...vi synes det er dyre plageri at en tyr bliver drabt hurtig, efter at have levet et godt liv, mens vi har ingen skrubler ved at mæske os med kød der kommer fra dyr der har levet et stresset, medicineret, indendørsliv. Måske er vi nogen gange lidt hurtige til at fordømme andre kulturers skikke, mens vi lidt glemmer at stille spørgsmålstegn ved hvad der foregår i det lille smørhul Danmark!

Mona Blenstrup

Nu dræbes tyrene jo ikke ligefremt hurtigt og effektivt. Derimod tortureres de til det sidste nådestød sættes ind af den "tapre" matador.

Sammenlign det ikke med fores danske industrielle fabrikskød, det fortjener tyrefægteernes ofre ikke.

Men vi kan selv gøre noget for vores hjemlige kødproduktion. vi kan lade være at købe det.

Køb kødet hos små bønder, små slagtere,der slagter selv (men vogt dig for de svinske, sorte og sundhedsfarlige af dem) .

Vær kritisk med de madvarer der købes. kØb hellere mindre og bedre.

Mona,

meget din mening. Vi er for ubevidste om hvor mad egentlig kommer fra. Og jeg tror mange VIL ikke vide det, da de ellers ikke kunne få sig selv til at spise den industri-producerede lørdagskylling som er blevet "naturel-marineret" til dobbelt vægt.

Mht. tyrefægtning, så findes der former hvor tyren ikke dør. Den Baskisk-Navarriske Recortes for exempel eller den Franske "course camarguaise".

For at finde Danske ritualer der er lignede stupide: jagt. Specielt trofæ-jagt. Hvis du jager et dyr for at derefter spise det, udnytte det som ressource, fint, det har mennesket gjort i årtusinder. Men at skyde dyr bare for at have noget hængende på væggen, eller værre, at kunne prale med at den dag skød man flest fasaner eller lign. nej tak.