Læsetid: 6 min.

Et mesterværks fødselskvaler

Rigtige lig som rekvisitter, en tyfon, hjerteanfald, vilde drukorgier, kokain, Marlon Brandos kæmpevom, nervesammenbrud og selvmordsplaner - for 30 år siden fik 'Dommedag nu' premiere, men filmens tilblivelse var mere end problematisk
Forfængelig. Marlon Brando under optagelser til 'Apocalypse Now', der blev optaget i den filipinske jungle, hvor den overvægtige Brando insisterede på at være iført sort tøj og blive filmet i skygge for at skjule sine mange kilo.

Forfængelig. Marlon Brando under optagelser til 'Apocalypse Now', der blev optaget i den filipinske jungle, hvor den overvægtige Brando insisterede på at være iført sort tøj og blive filmet i skygge for at skjule sine mange kilo.

Archives du 7eme Art

31. juli 2009

Hvis tingene havde flasket sig på en lidt anden måde ville Dommedag nu have været instrueret af George Lucas i 1970 og filmen optaget i guerillastil i selve Vietnam, mens krigen endnu rasede. Af forståelige grunde havde ingen filmstudier lyst til at kaste sig ud i et sådant projekt - dertil var der for stor frygt for, at Charlie (nordvietnameserne) skulle finde på at bortoperere instruktørens indvolde med en velplaceret bazookagranat. Francis Ford Coppolas vision blev desuden langt mere storslået, langt mere kunstnerisk - og langt mere skrupskør. Som han senere skvadronerede på en Cannes-pressekonference, handler hans film ikke om Vietnam: »Den er Vietnam!«

Det var planen, at optagelserne skulle overstås i løbet af 14 uger på Filippinerne, og i foråret 1976 gik man i gang, men logistik, vejr og katastrofer i almindelighed modarbejdede filmen. Og hvad værre var: Coppola fyrede sin hovedrollemand, Harvey Keitel, efter to uger og lod ham erstatte med Martin Sheen, som dengang var travlt optaget af at pleje sine egne private sprutdæmoner.

Da Sheen ankom til sættet, fandt han alt i kaos. Coppola skrev løbende filmmanuskriptet om, efterhånden som han gik frem, eller han fyrede stadig nye medarbejdere. Flere var gået ned med diverse tropiske sygdomme.

Hvad filmholdet angår, arbejdede de stenhårdt - og festede stenhårdt. Doug Claybourne blev hentet ind som produktionsassistent, og som Vietnamveteran blev han en af de kun to eller tre personer, der arbejdede på filmen, som rent faktisk selv havde været med i krigen.

»Hotellet, hvor filmholdet boede, var et sandt partyparadis. Omkring svømmepølen stod hundredvis af ølflasker. Folk sprang i poolen fra tagene - det var sindssygt.«

Tyfon og døde kroppe

En skønne dag blev området ramt af en tyfon, og hele produktionen blev midlertidigt lukket ned.

Efter en måneds omgruppering, i hvilken periode Coppola fra sit hovedkvarter i San Francisco genovervejede slagplanen, besluttede han sig for at vende tilbage til junglen. Det fik flere medarbejdere til at begå mytteri og nægte at følge ham. Også Sheen tog kun modvilligt med.

»Jeg aner ikke, om jeg kan overleve det her,« sagde han til venner.

Holdet tog nu hul på på sekvenserne med Marlon Brando i rollen oberst Kurtz, stjerneofficeren fra De Grønne Baretter, som deserterer og nu jages af sin egen side. Under optagelserne på sættet ved Kurtz' tilholdssted blev der gjort en chokerende opdagelse. Sheens kone førte en morgen co-producer Gray Frederickson hen til tempelkulisserne, som var overstrøet med skrald og stank aldeles forfærdeligt.

»I har værsgo at rense det her op,« krævede hun. »Det her sted er sundhedsfarligt, og jeg vil ikke tillade Marty at arbejde her.«

Hvorpå Frederickson opsøgte produktionsdesigner Dean Tavoularis:

»Vi har fået en klage over dig. Der er fyldt med døde rotter her.«

En temmelig uanfægtet Tavoularis forklarede:

»Det er tilsigtet. Det giver den atmosfære, vi ønsker.«

En scenearbejder, der stod ved siden af, mumlede:

»Så bare vent til, han hører om ligene.«

»HVADFORNOGET!?« råbte Frederickson.

Der havde været et rygte om, at menneskelig skulle være anbragt på sættet, men Frederickson havde afvist disse påstande som tåbelige. Men så tog han ud for at bese inventarlageret, der befandt sig bag det telt, hvor alle spiste middag, og her lå ganske rigtigt en række kadavere på rad og række.

»I fyre må være syge i hovedet, hvor har I fået dem her fra? Vi må se at skaffe dem væk øjeblikkelig.«.

»Nej, nej, det bliver enormt autentisk - vi hejser dem op i træerne med hovedet nedad.«

Frederickson blev ligbleg:

»Det gør I bare ikke!«

Ligene havde de fået fra en fyr, der leverede organer til brug for studieformål på medicinske skoler. Det viste sig imidlertid, at han var gravrøver.

»Politiet dukkede op på vores sæt og tog alle vores pas,« fortæller Frederickson.

»De kunne ikke vide om, vi ikke havde dræbt alle disse mennesker, så længe de var uidentificerede. Jeg var virkelig bekymret i et par dage. Men de fandt frem til sandheden og satte fyren i fængsel.«

Senere dukkede en stor lastbil op. Soldater begyndte at læsse ligene op i den.

»Jeg ved ikke, hvad de gjorde med dem,« siger Frederickson.

»Men i filmen er det altså statister, der hænger ned fra træerne, ikke rigtige døde.«

140 kilo Brando

Da Brando ankom, chokerede han alle - han var enorm, han vejede måske 140 kg. Det gav Coppola hjertebanken - han havde forestillet sig Kurtz som en mager, forsulten kriger. Og hvordan fanden skulle man skaffe en uniform, der var stor nok? Ikke hos De Grønne Baretter i al fald!

Hvad værre var, havde Brando ikke lært sine replikker udenad eller gjort det mindste for at forberede sig på rollen.

»Francis måtte bogstaveligt begynde helt fra bar bund med ham,« fortæller Doug Claybourne.

»Han var nødt til lynhurtigt at sætte ham ind i, hvad det hele gik ud på, og hvilken figur han skulle forestille at være«.

Ifølge Dennis Hopper (der spiller Kurtz' sidekick) blev produktionen lukket ned i en uge, mens Coppola førte Brando gennem manuskriptet.

»I mellemtiden måtte hele mandskabet - 900 mennesker, skuespillere og filmhold - bare sidde og vente.«

En dag dukkede en glatraget Brando pludselig op og bekendtgjorde, at han havde fået den fremragende idé at improvisere alle sine scener. Coppolas kamera skulle bare indfange hvad som helst, der kom ud af hans mund. Bevidst om sit dræberhval-udseende forlangte Brando også at være iført sort tøj og kun blive filmet i skygge. Coppola gik med på at styre sit kamera væk fra hans enorme mave.

Brando ville ikke have noget at gøre med Hopper på grund af dennes narkotikaforbrug. Til de scener, hvor de skulle optræde sammen, måtte de filmes særskilt på forskellige nætter. Hopper var i dårlig form, fortæller George Hickenlooper, som lavede dokumentarfilmen Hearts of Darkning om optagelserne af Dommedag nu.

»Dennis har selv fortalt mig, at Francis kom til ham og spurgte: 'Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig med at spille denne rolle?' Hvortil Dennis svarede: '25 gram kokain.' Så under hele filmproduktionen blev han forsynet med al den narko, han skulle bruge til sine optagelser.«

Iltert efterspil

Katastrofer hjemsøgte produktionen. Martin Sheen blev ramt af et hjerteanfald. Coppola fik overbevist sig selv om, at det var hans skyld, og en aften fik han selv et epileptisk anfald.

Coppola havde mere at tabe end de fleste. Han stod over for økonomisk ruin, hvis filmen ikke kunne afsluttes. Intet under at han led et nervesammenbrud og ved mindst tre forskellige lejligheder erklærede sin hensigt om at begå selvmord.

Dommedag nu fik premiere i 1979, og filmen anses i dag for et mesterværk. Nogle år senere, da Hickenlooper var ved at dreje sin dokumentarfilm, var de fleste skuespillere og folk fra filmholdet kun glade for at tale om filmen. Men ikke Brando. Hickenlooper sporede ham til et sæt på de filmoptagelser, han på det tidspunkt var i gang med:

»Mr. Brando - vi er ved at lave en dokumentarfilm om Dommedag nu … Vil De være villig til at lade dem interviewe til kameraet?«

Brando vendte rundt og stirrede Hickenlooper i ansigtet med dødsblik i øjnene.

»Hvorfor vil du lave en film om det fede røvhul, han skylder mig to millioner dollar.«

Det var helt oplagt, at Brando ikke var tilfreds med de royaltychecks, han havde fået fra Coppola.

»Du kan sige til det fede røvhul, at hvis han betaler mig de to millioner, kan I filme mig, når jeg skider.«

Med denne replik blev døren til traileren smækket i. Og Hickenlooper fik aldrig sit interview.

Robert Sellers er forfatter til 'Bad Boy Drive: The Wild Life and Fast Times of Marlon Brando, Dennis Hopper, Warren Beatty og Jack Nicholson', som er udkommet på forlaget Preface

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu