Læsetid: 3 min.

Jeg sætter pris på sandheden

Den folkekære Grethe Sønck er netop fyldt 80 år. Hun er aktuel i sommerrevyen 'Revyperler på stribe' i Rørvig - den sidste, hun vil medvirke i
Glæde. Grethe Sønck elsker at synge, og det har været hendes job i 62 år.

Glæde. Grethe Sønck elsker at synge, og det har været hendes job i 62 år.

Jens Nørgaard Larsen

24. juli 2009

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

»Jeg er et fredeligt og venligt menneske. Det er nok et meget godt karaktertræk, at man kan sige: Fred være med det.«

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

»Det er at synge, det har jo været mit job i 62 år, og jeg er ikke blevet træt af det endnu. Det er derfor, jeg arbejder som 80-årig, ellers havde jeg nok trukket mig tilbage for længst ligesom alle andre fornuftige folk. Men jeg nyder at gå ud og glæde folk, og de glæder mig.«

- Hvad er din seneste anskaffelse?

»For tre uger siden tog mit tag vand ind, så jeg skal have et nyt tag. Det bliver absolut min seneste anskaffelse og forhåbentlig den eneste, man må jo tænke på dem, der skal arve en. Jeg er krebs og har samlermani. Jeg har samlet på firkløvere, på fotos, jeg selv har taget, og på billeder af kongefamilien, men det er jeg altså også holdt op med. Jeg fik over 10.000 billeder af Kong Christian X, efter at der i Alt for Damerne havde stået: Hvem kan hjælpe Grethe Sønck med billeder af Christian den X til hest, for ham manglede jeg. Og så fik jeg 10.000. Det var fuldstændig vildt.«

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

»Kennedy og Hanne Reintoft. Kennedy, fordi jeg mente, han kunne redde verden. Og Hanne Reintoft er en fantastisk dame. Hun hjælper mange mennesker.«

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

»Det var nok, da jeg gik ind i løveburet og sang »Let's think about living« og skulle døbe de to løveunger til Dan og Hamlet. Otte dage efter at jeg havde været inde, blev domptøren angrebet og syet 38 steder.«

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

»Jeg føler mig aldrig misforstået.«

- Hvad er din største bedrift?

»Jeg har sådan noget med at redde dyr, og jeg ville redde en flodhest i Afrika, da jeg var dernede med Futte, der var journalist på Billed-Bladet, og Ulla, der var fotograf. Vi var på safari og kom ned til en sø, hvor der lå en masse flodheste. En af dem havde en kæmpe revne i huden. Jeg tænkte, den overlever aldrig, hvis bare jeg kunne få den ud i vandet. Så jeg gik nærmere og sagde lyde som en flodhest, jeg pustede og gjorde ved og var kommet temmelig tæt på den. Pludselig rejste det kæmpe dyr sig op og løb imod mig. Futte og Ulla skreg, Ulla var så forskrækket, at hun ikke engang nåede at tage billeder af det. Pludselig stoppede dyret, vendte rumpen til og sked ud over det hele, og så gik den ud i vandet. Jeg sagde bare: Kør, så jeg ved ikke, om den døde, eller om det bare er naturligt, at de har revner i huden.«

- Dine største fejl?

»Jeg er emsig. Jeg blander mig nok i meget, som jeg ikke skal.«

- Din drøm om lykken?

»At man er glad for at være der, hvor man er, og at man har et godt helbred. Det er fantastisk i min alder.«

- Din sindsstemning netop nu?

»Jeg har en helt utrolig glæde i mig lige for øjeblikket. Jeg har lige fejret en fantastisk 80-års-fødselsdag, hvor der kom over 100 mennesker, og alle de breve fra folk, jeg ikke kender ...«

- Hvilken dyd er den vigtigste?

»At man kan se sig selv i øjnene. Jeg synes selv, jeg prøver at leve et pænt og ordentligt liv. Jeg siger sandheder - det behøver ikke at være morsomt for dem, der hører på dem - og jeg sætter pris på, at andre siger sandheder om mig.«

- Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

»Der var en bog, jeg aldrig har glemt, der handlede om fremtiden, og den gjorde stort indtryk på mig. Når jeg ser alle de børn i dag, der bare sidder foran deres computere og ikke engang kan tale ordentligt, så bliver jeg så bange for, at mennesker skal blive som robotter.«

- Hvad betragter du som din største ulykke?

»Da jeg i 1995 sad og sminkede mig på teatret, knækkede bagbenene på den stol, jeg sad på, så jeg fik en nerve i klemme i min ryg. Det har jeg lidt under lige siden.«

- Dit motto?

»Jeg har ikke noget motto.«

Poesibogen stiller hver uge en ny person en række faste spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu