Analyse
Læsetid: 6 min.

Tid til et konservativt comeback

Udfordring. Med Lene Espersen som formand har De Konservative fået mere kant i forhold til regerings-partneren efter en årrække med Bendt Bendtsen ved roret uden egentlig kurs. Men trods et par gode profiler er spørgsmålet, om partiet har så lille en talentmasse, at man har brug for en tid i opposition for for alvor at pudse profilen af
Profiler. Lene Espersen viste kant direkte til Lars Løkke Rasmussen, da hun tilkendegav, at det offentlige betaler 25 procent for meget for pladser på privathospitaler. Det viser, at den nuværende statsminister ikke har styr på Lene Espersen, som Anders Fogh Rasmussen havde det på Bendt Bendtsen. Men partiformanden kan ikke trække hele læsset, og det kniber tilsyneladende med den konservative talentmasse, skriver Tim Knudsen.

Profiler. Lene Espersen viste kant direkte til Lars Løkke Rasmussen, da hun tilkendegav, at det offentlige betaler 25 procent for meget for pladser på privathospitaler. Det viser, at den nuværende statsminister ikke har styr på Lene Espersen, som Anders Fogh Rasmussen havde det på Bendt Bendtsen. Men partiformanden kan ikke trække hele læsset, og det kniber tilsyneladende med den konservative talentmasse, skriver Tim Knudsen.

Kristian Juul Pedersen

Moderne Tider
25. juli 2009

Det Konservative Folkeparti har aldrig haft ry for et levende partidemokrati. Medlemmerne forventedes blot at betale kontingent og støtte partiledelsen. Partiet burde egne sig til topstyret markedsføring. Partiet har dog næsten altid lidt af ledelsesproblemer og magtkampe.

De seneste magtkampe faldt i slutningen af 1990'erne, hvor man skiftede formand flere gange under hadefulde opgør. Partiet havde efter tidligere magtkampe i 1970'erne med stor succes samlet sig om en kompromisleder, Poul Schlüter, der siden blev partiets første og foreløbig eneste statsminister.

På lignende måde blev Bendt Bendtsen i 1999 formand for partiet, fordi han var en af de få, som ingen stridende gruppe for alvor havde noget imod. Men Bendt Bendtsen blev ingen Schlüter. Efter valget i 2001 kunne Anders Fogh Rasmussen overrumple Bendtsen ved at præsentere spalte op og spalte ned med ideer og visioner til regeringsprogrammet for de næste fire år. Det var det mest detaljerede regeringsprogram nogen sinde.

Bendt Bendtsen havde intet modspil. Bendtsen havde ikke forberedt sig og udnyttet, at han i mere end to år, fra august 1999, havde været De Konservatives leder. Han var henvist til at rette kommaer i Foghs planer.

Bendtsen: den svage leder

Fogh kom også med gennemarbejdede ideer til, hvordan ministerierne skulle omdannes. Bendt Bendtsen blev her overlegent udmanøvreret af Fogh. Fogh nedlagde det lille Økonomiministerium, som under den foregående regering havde været grundlaget for, at den radikale leder Marianne Jelved kunne blande sig i regeringens overordnede linje.

De vigtigste opgaver fra Økonomiministeriet blev overført til Finansministeriet under Venstres Thor Pedersen, som nu helt havde kontrol med den økonomiske politik (og var under kontrol af Fogh). Men Bendt Bendtsen fik lidt af Økonomiministeriet lagt til Erhvervsministeriet og udstyret med den flot klingende titel af økonomi- og erhvervsminister i et monstrøst sammensat ministerium, som forhindrede ham i at få det store overblik over regeringens samlede politik.

Det hjalp ikke her, at han også fik den tomme titel som vicestatsminister. Han blev tilmed også minister for nordiske anliggender, men da det viste sig umuligt at passe også den butik, afgav han den efter få måneder. Han skulle jo også have tid til et grundkursus i økonomi.

Som årene gik, blev Bendtsen gelejdet igennem af departementschef Michael Dithmer, der blev kaldt Bendtsens iltapparat. Det skyldes, at Fogh engang udtalte, at en regering uden ideer dør af iltmangel.

De konservative ministre var ofte populære. Mange vælgere vidste bare ikke, at de var konservative. Bendtsen satte heller ikke meget konservativt stempel på regeringens overordnede linje. Partiets vælgerandel stagnerede omkring 10 procent. Partiets medlemstal faldt til nu godt 16.000.

Partiet har engang haft næsten ti gange så mange medlemmer. Bendtsen havde holdt skibet flydende, men det tog vand ind og havde ingen kurs.

Lene Espersen har styrket

Da Lene Espersen i 2008 overtog formandsposten, kunne hun bedre profilere De Konservative.

Samtidig blev hun selv profileret. På det konservative landsmøde, hvor hun formelt blev kåret, var selv klapsalverne indstuderede på forhånd. Der var blomster, som hun skulle give til sin mor. Der blev affyret konfettirør til Lenes ære. Hendes to børn kom på scenen. Det var en gennemført plagiering af Republikanernes partikonvent i USA. Landsmødet udstrålede optimisme, det politiske indhold fortonede sig. Det klæbede ikke ved hende som tidligere justitsminister, at der var mange problemer med politiet.

I de måneder, hvor spørgsmålet om Anders Fogh Rasmussens (V) afgang som statsminister rumlede, forudså De Konservative et svækket Venstre og pønsede på at konkurrere hårdere med Venstre og Dansk Folkeparti. Det kom til en række småmarkeringer af konservativ selvstændighed.

Folketingsgruppen vedtog således i strid med regeringslinjen, at den hollandske islam-kritiker Geert Wilders burde inviteres til den danske ytringsfrihedskonference.

Men en mere sammenhængende ny linje bygger på, at Michael Dithmer i ly af at være en partileders ministerium med årene har omdefineret ministeriets opgaver. Dithmer kan andet end at gå på jagt med Bendtsen, han betegnes ofte som en god strateg.

Der er nu et sekretariat, som sikrer, at ministeriet udvikler holdninger og politik på områder, som overhovedet ikke hører ind under ministeriets ressort. Ministeriet er aktivt både på klimaområdet, men har også vist sig forvaltningspolitisk aktivt ved at indkalde forslag til regelforenklinger i den offentlige sektor.

Ministeriet har her meldt sig som konkurrent til Finansministeriet, der ellers er det forvaltningspolitiske ministerium.

Lene Espersen er fremkommet med nogle forvaltningspolitiske udspil. Hun har foretrukket at gøre det i egenskab af konservativ formand, ikke som minister, men den sondring er ikke blevet modtaget som troværdig. De Konservative vil befri de offentligt ansatte for overflødige regler og papirnusseri. Man vil give friere hænder til lederne og til de ansatte. Man vil decentralisere og udvikle »et mere tidssvarende lønbonussystem«.

Espersen har her trukket en kant op i forhold til regeringspartneren: De Konservative betoner slet ikke på samme måde som Løkke valgfrihed som vejen frem.

Lene Espersen viste kant direkte til Lars Løkke, da hun tilkendegav, at det offentlige betaler 25 procent for meget for pladser på privathospitaler. Det var nogen tid før Rigsrevisionens kritik af Lars Løkke Rasmussen for i 2006 som sundhedsminister at have betalt unødvendigt meget for pladser på privathospitaler. Lars Løkke Rasmussen har ikke styr på Lene Espersen, som Anders Fogh Rasmussen havde det på Bendt Bendtsen.

Samtidig spillede Lene Espersen ud på folkeskoleområdet, som er Bertel Haarders (V) område.I juni holdt Lene Espersen møde med en række ledere af offentligt ansattes fagforeninger for at drøfte sin afbureaukratiseringsplan, regelsanering og oprettelse af et institut, der skulle forske i velfærdsledelse. Espersen var i regering og i opposition på samme tid.

Økonomi- og Erhvervsministeriets styrkede stilling bygger på, at globaliseringen har fremmet en konkurrence mellem landene om at være gode til innovation og iværksætteri. Mens Finansministeriets centrale stilling byggede på evnen til at holde den økonomiske stabilitet, så tilhører fremtiden mere og mere de ministerier, som bidrager til den nationale konkurrenceevne ved at skabe forudsætninger for innovation.

Klimaets nøgleposition

De Konservative har et stærkt kort i klimaminister Connie Hedegaard, der af det amerikanske tidsskrift Times - meget amerikansk - er blevet tildelt plads blandt de 100 vigtigste personer i verden. Hedegaard er en selvstændig person, der ikke har været glad for Foghs meget kontrollerende ledelsesstil, som blandt andet også indebar et klimasekretariat i Statsministeriet. Man har kunnet spørge, om Fogh er den egentlige klimaminister og Hedegaard blot en klimaambassadør. Nu er Lars Løkke Rasmussen kastet ud i opgaven med klimakonferencen. Han er ikke kendt med stoffet på området, og selv om han er god til at sætte sig ind i nye emner, så er han langt mindre styrende end forgængeren i forhold til Hedegaard. Der kan forventes en konkurrence mellem Løkke, Hedegaard og udenrigsminister Per Stig Møller om æren, hvis klimatopmødet ender godt. Hedegaard har en stor udfordring, men har også fået en bedre position for at markere sig.

Hedegaards arbejde flugter fint med, at De Konservative vil satse på grøn vækst, som ikke er ikke Venstres stærkeste side, men det er selvsagt svært at få linjen og profilen helt skarp, så længe regeringsarbejdet tynger.

De Konservative har dog lig i lasten. Det er svært at se, hvordan justitsminister Brian Mikkelsen skal slippe af med den politiske belastning, som politiet er blevet. Og et andet problem er, at kulturminister Carina Christensen også af borgerlige kommentatorer kaldes en visionsløs administrator. Så spørgsmålet er, om det parti, der i mange år havde en formand som Bendt Bendtsen, har så lille en talentmasse, at man har brug for en tid i opposition for for alvor at pudse profilen af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tim Knudsen:

"...partiet har så lille en talentmasse,..."

Ja, men fristes næsten til at sige, at der ikke er noget at komme efter...

Heinrich R. Jørgensen

Der kan næppe være tvivl om, at den folketingsgruppe med den ringeste gennemsnitlige talentmasse, i særklasse er de konservatives. Selv om PSM og CH trækker opad, trækker de øvrige gennemsnittet langt ned.

De fleste andre folketingsgrupper, er også karakteriseret ved en beskeden talentmasse. Hvor de konservative har satset på at profilere og opstille kønne ansigter med simple budskaber, har andre partier leflet for den jævne smag på andre måder.

Den ringe talentmasse er en logisk konsekvens. Sådan må det nødvendigvis være, når de politiske partier forsøger at få flest mulige stemmer, ved at opstille kandidater, der sikkert ville kunne gøre sig fortrinligt som handelsrejsende og nødhjælpsindsamlere, men savner de karakteristika landets lovgivere burde være kendetegnet ved - ærlige, indsigtsfulde personer med integritet og en ægte vilje til at sætte nationens og befolknings interesser før ens egen politiske karriere.

Søren Kristensen

"Men trods et par gode profiler er spørgsmålet, om partiet har så lille en talentmasse, at man har brug for en tid i opposition for for alvor at pudse profilen af." Hedder det i overskriften.

Hvis tid i opposition var lig med udvikling af politisk talent hvorfor...

Søren Kristensen

"Der kan forventes en konkurrence mellem Løkke, Hedegaard og udenrigsminister Per Stig Møller om æren, hvis klimatopmødet ender godt." Det tror jeg nu ikke, for Hedegaard har forlængst cementeret sin stilling som miljøets minister, på godt og ondt.

Dorte Sørensen

Mht. Bendt Bendtsen og medierne så skrev de lidt om at han havde fået så mange ministerier så han næppe kunne passe sit formandskab for de konservative ol. Men det meste skriveri gik mere på hvor dygtig og strategisk Fogh Rasmussen var.

Det var et godt point Tim Knudsen kom med mht. økonomien, men det var desværre ikke den eneste skurke –genistreg (alt efter temperament) som Fogh Rasmussen foretog med Bendt Bendtsens ministerområder. Energidelen bliv taget fra Miljøministeriet og lagt over til Erhvervesministeriet. Altså et klart signal om at energien skulle mere underlægges erhvervs hensyn end miljøhensyn. Men da også denne opgave med Energiministeriet blev for stor for Bendt Bendtsen blev energiområdet flyttet over til Transportminister Flemming Hansen, der højt og flot sagde, at udvikling af alternativ energi skulle kun ske efter markedets egne ønsker og IKKE ved statsstøtte i opbygningsfasen.

Heinrich R. Jørgensen:

”Der kan næppe være tvivl om, at den folketingsgruppe med den ringeste gennemsnitlige talentmasse, i særklasse er de konservatives. Selv om PSM og CH trækker opad, trækker de øvrige gennemsnittet langt ned.”

Ja man ved i reglen ikke om man skal le eller græde, når et konservativt folketingsmedlem toner frem på tv-skærmen. I den forbindelse er Lene Espersen af flere blevet sammenlignet med Sarah Palin, og ligheden er på flere punkter da også slående.
Det er ikke ligefrem flatterende for Danmark og det danske demokrati, at amerikanerne sendte Palin retur til Alaska, hvorimod Espersen (guderne må vide hvordan) har formået at beklæde ministerposter i en årrække.

Mange har i flere sammenhænge påstået at den amerikanske befolkning består af politiske analfabeter, men i øjeblikket har danskerne tydeligvis intet at lade amerikanerne høre…

Heinrich R. Jørgensen

Enig, Per Thomsen, hovedparten er danskere er tydeligvis demokratiske analfabeter.

Demokrati er noget der skal holdes ved lige vha. offentlige diskussion om selvet emnet, og hvordan vi bør handle som demokrater - ellers forsvinder det.

Både politikere og medier har så godt som totalt svigtet deres opgave som demokrati -debattører og -opdragere de seneste mange år.

Når det kunne lade sig gøre, er det nærliggende at komme til den sørgelige konklusion, at den form for demokratisk styreform Danmark trods alt har, og de mekanismer der skal sikre dets bestået og løbende udvikling, ikke har været tilstrækkelige.

Heinrich R. Jørgensen:

”Både politikere og medier har så godt som totalt svigtet deres opgave som demokrati -debattører og -opdragere de seneste mange år.”

Hvilket Palin versus Espersen også er et godt eksempel på.

Hver eneste gang Lene Espersen optræder i medierne, får hun lov til at rable kaskader af floskler og indholdstom retorik af sig, uden at nogen dansk journalist nogen snde vover at stille så meget som blot et enkelt lille kritisk spørgsmål.

Omvendt tog det kun de amerikanske journalister og satirikere et par uger at demonstrere, at Sarah Palin som politiker, blot er en tom skal uden indhold.

I øvrigt er det jo flere der har påpeget, at Bendt Bendtsens vigtigste og tilsyneladende også eneste egenskab i relation til kandidaturet til formandsposten i det Konservative Folkeparti var, at han er sød, rar, uskadelig og ikke kan opfattes som en trussel af nogen.

Det har med andre ord været Bendtsens store held at han blev valgt før japanerne opfandt de dersens mekaniske sælunger som demente beboere på plejehjem får udleveret som kæledyr. Hvis det havde været tilfældet, havde de konservative efter al sandsynlighed valgt en nuttet mekanisk sælunge som deres formand i 2000…

Inger Sundsvald

Dorte Sørensen

Respekt for din gode hukommelse!

Tilgiv mig at jeg finder Per Thomsens kommentarer mere underholdende i forbindelse med artiklen. Jeg kan simpelthen ikke forholde mig seriøst til de konservative.

Jeg er sikker på at Fogh havde en finger med i spillet da Bendt Bendtsen blev valgt som formand, og bestemt da ministerposterne blev fordelt. ”Talentmassen” var slet ikke interessant, men meget gunstig.

Heinrich R. Jørgensen

Per Thomsen,

nok er de konservative bimbos i særklasse pinlige, men min kritik er rettet mod, at de politiske partier uden skyggen af hjemmel reelt har taget magten i landet, og benytter deres indflydelse til at varetage egne interesser - dvs. de politiske partiers interesser, ikke nationens eller befolkningens.

Min kritik består af, at de folketingsmedlemmer der vælges, først og fremmest er loyale overfor det politiske parti de har solgt deres sjæl til. De er avatarer for samme, og selvstændige meninger er en sjældenhed.

Tendensen i at de politiske partier var blive endnu mere styrende, og at deres repræsentanter i stadig stigende grad vil agere som loyale partisoldater, fremfor som sande demokrater, er IMO ganske tydelig.

Christian Olesen

De udviser den største foagt for kunst bla. andet ved at udnævne Brian M. som kulturminister og så sidder de stadigvæk kun i regeringen takket være DF og hvis det ikke er sølle så ved jeg hvad

Dorte Sørensen

Inger Sundsvald
Mit indlæg var ikke tænkt som skulle være underholdende. Jeg skrev det fordi jeg fandt, at Tim Knudsen gav en rigtig god beskrivelse af Fogh Rasmussens udmanøvrering af Bendt Bendtsen fra indflydelse på økonomidelen som fx Jeled havde i Nyrup Rasmussens regeringer.

MÅSKE er Lene Espersen ikke helt lige så uegnet som Bendt Bendtsen, MEN det kan ikke nytte noget AT hun prøver at give de konservative et socialt skær, FORDI det ER der altså ingen andre end de konservative der tror på.

Så MÅ man jo heller ikke glemme KU - og deres sidste genistreg:

DE VIL TAGE STEMMERETTEN FRA FOLK PÅ BISTANDSHJÆLP!!! FORDI - så kan de lære det de nasserø..

OG - så er det man tænker: MON de er helt velforvarede mellem ørene???

Søren Kristensen

Så længe bistandklienterne også stemmer borgerligt er det vist ingen god idé.

Inger Sundsvald

Dorte Sørensen

Det var nu beskrivelsen i artiklen af de konservatives fumlekurs – som var underholdende nok i sig selv – og ikke dine seriøse betragtninger, som jeg altid har respekt for og sætter pris på.

Inger Sundsvald

”Når mænd dyrker mænd” hedder overskriften på en kommentar i Politiken den 25.7.09 af Ditte Giese.

”Der sker et eller andet mærkeligt oppe i tasterne på mænd, når de skal skrive om deres idoler. Det tager ligesom overhånd.”

”Kvinder dyrker bare ikke andre kvinder på den måde.”

Gitte Giese taler om f.eks. Lars von Trier, Jørgen Leth, Morten Sabroe, Bob Dylan når de dyrkes af andre mænd eller de dyrker hinanden.

Det er meget mærkeligt, at Fogh, som dyrkede Bush, nu dyrkes konstant og også i en artikel som skulle handle om ”konservativt comeback”. Det skal vi åbenbart høre på en rum tid fremover.

Denne slet skjulte beundring, uanset om det er ”den stærke mand”, som konservative efterlyser hos Lars Løkke, storsvindlere eller sex med mindreårige, ser jeg som årsagen til alverdens ulykker.

”… de endeløse lovprisninger (…) hvor en skare af midaldrende mænd i dansk presse åbenbart har blandet blod og pisset over kors (…) hvilket vi andre så kommer til at høre om år ud og år ind …” (Ditte Giese).

Er det ikke lidt trættende i længden?

Gorm Petersen

Det er nu nogle år siden jeg undrede mig over, at den populære tv-vært og tidligere SF-politiker Connie Hedegård ville vende tilbage til politik - men samtidig ville skifte til, hvad jeg troede var den modsatte side af det politiske spektrum.

Chokket var stort da det viste sig, at hun også før TV-karrieren havde været medlem af Det Konservative Folkeparti.

Først da gik det op for mig, hvad betegnelsen "et rummeligt parti" kan dække over. Fra Kjærsgård-lookalikes som Lene E - og så til venstrefløjens stil-ikon gennem et årti: Connie Hedegård.

Hendes heltinderolle blegnede først da hun lod sig kujonere/køre-ind-på-sidespor af DF i forb. med nogle sager om storcentre. Da blev hun afsat og der blev oprettet et verdensfjernt symbol-ministerium uden nogen som helst magt overhovedet.

Niels-Holger Nielsen

Connie Hedegaard er vel frivilligt med på den galej? Det kan i hvert fald være svært, at se hendes såkaldte progressive fodaftryk på regeringens klimapolitik.

Søren Kristensen

Det er for tidligt at sige noget om Connie Heedegaards evner som miljøminister. Hun skal først op d. 18. december.

Rune Kristensen

Der er ingen tvivl om, at der er rigtig mange dygtige talenter i Konservative og Konservativ Ungdom.

Lad det i øvrigt være helt klart. Konservativ Ungdom ønsker ikke at tage stemmeretten fra nogen. Heller ikke personer på overførselsindkomster. KU hylder demokratiet og alle borgeres ret til at udøve deres indflydelse på samfundsudviklingen.

Hvorfor fremstiller flere medier så KU som værende for at ville fratage folk på overførslesindkomster deres stemmeret? Det mest åbenlyse svar er nok mediernes desperate forsøg på at finde historier i en tid, hvor der traditionelt ikke er meget nyhedsstof at kaste sig over.

Det er korrekt, at der på KU’s forum er en debat om demokratiets udvikling set i lyset af det stigende antal danskere, der modtager ydelser fra staten. Men der er langt fra en teoretisk debat til at det skulle være KU’s officielle politik. Og vi gentager gerne, at det ikke er KU’s politik at fratage folk på overførselsindkomster deres stemmeret.

Konservativ Ungdom har landets største politiske debatforum. Her debatteres alt åbent. Det er således et debatforum for alle politisk interesserede og ikke kun KU’s medlemmer.

Den pågældende debat er for eksempel startet af en bruger, der ikke er medlem af KU. Der er mange, der har blandet sig i debatten, og som politisk organisation mener vi, at det er vigtigt, at man kan sætte alt til diskussion. Derfor fjerner eller lukker vi ikke debatter, og KU sætter ytringsfriheden højt selv i forhold til kontroversielle emner.

Sagen blev i første omgang taget op af Politiken, og torsdag den 26. juni fulgte TV2-nyhederne op på sagen. I den forbindelse gjorde vi det ganske klart for TV2, at dette ikke var

KU’s politik, men et brudstykke fra vores åbne forum fra en debat, der var startet af en ikke-KU’er. Dette blev sagt gentagne gange i interviewet, men TV2-journalist Michael Stuhr valgte alligevel at klippe alt dette ud for at få det til at fremstå som KU’s officielle politik. Det synes vi er useriøs journalistik, og vi kan kun konkludere, at TV2 bevidst har valgt at stramme sagen for konfliktens skyld og sætte KU i dårligt lys. KU har i øvrigt tænkt sig at følge op på denne sag i forhold til TV2.

Så konklusionen er klar. KU er ikke for at fjerne stemmeretten for folk på overførselsindkomster. Vi mener naturligvis, at det er i orden at sætte alt til debat, og det gør vi også dagligt på vores forum. Vores debatter er dog ikke udtryk for vores officielle holdning, hvilket mange medier misvidende har fremlagt.

Uddrag fra KU’s politiske program, hvilket er vores officielle holdning:
"Konservativ Ungdom hylder demokratiet, da vi mener, at denne styreform sikrer den største grad af frihed samt giver borgerne den bedste garanti mod overgreb. Konservativ Ungdom mener, at en effektiv og utvetydig tredeling af magten er nødvendig for borgernes retssikkerhed."

M.v.h. Rune Kristensen
Landsformand for Konservativ Ungdom