Arbejde, kærlighed og anerkendelse

Menneskets værdighed krænkes, når det systematisk nægtes en rimelig anerkendelse. Den tyske filosof Alex Honneth er blevet verdenskendt for sin sociale kritik, der fokuserer på følgerne af manglende anerkendelse og den subjektive oplevelse af ringeagt, skriver Jürgen Habermas i en hyldest til lederen af den berømte Frankfurterskole, efter han for nylig fyldte 60 år
Menneskets værdighed krænkes, når det systematisk nægtes en rimelig anerkendelse. Den tyske filosof Alex Honneth er blevet verdenskendt for sin sociale kritik, der fokuserer på følgerne af manglende anerkendelse og den subjektive oplevelse af ringeagt, skriver Jürgen Habermas i en hyldest til lederen af den berømte Frankfurterskole, efter han for nylig fyldte 60 år
29. august 2009

Axel Honneth har med sine socialfilosofiske værker fundet en bred genklang. Hans bøger har givet anledning til livlig debat i internationale tidsskrifter, og i dag må han kæmpe for at holde trit med interesserede kommentarer og tilfredsstille alle de kritikere, der forventer et gensvar. Som fagfilosof står Honneth i dag side om side med tænkere som Martha Nussbaum, Robert Pippin, Avishai Margalit eller Judith Butler. At hans bøger finder en så betydelig resonans, vidner både om den substans, som kendetegner hans teoretiske arbejde, og om forfatterens store skrivetalent.

Den unge Honneth læste i 1970'erne filosofi i Bonn og sociologi i Berlin. Med akademiske grader i begge disse fag kom han til at tilhøre en næsten uddød dyreart, som - med navne som på Max Scheler, Helmuth Plessner, Arnold Gehlen, René König, Max Horkheimer og Theodor W. Adorno - tidligere har udgjort en stærk tradition i Tyskland. Denne akademiske baggrund kan Honneth takke for sin vedvarende interesse for filosofisk antropologi - et problemfelt, om hvilket han, sammen med sin ven Hans Joas og to år før sin licentiatgrad, skrev en bog, der var helt ekstraordinær i datidens filosofiske landskab. Hvad angår hans licentiatafhandling, som blev skrevet med Urs Jaeggi og Michael Theunissen som vejledere, så afslører den en interesse for at videreføre den tradition, som Horkheimer grundlagde. Den skulle blive livslangt bestemmende. I dette værk tager Honneth også Foucaults radikale magtteori under behandling med henblik på at udligne de underskud, der i mellemtiden var blevet synlige i social teori af Frankfurterskole-herkomst. Jeg vil ikke forbigå, at forfatteren dengang på ingen måde var skånsom over for min Erkendelse og interesse (1968).

Denne kritiske distance blev en god forudsætning for et årti med tæt og frugtbart samarbejde i Frankfurt. Umiddelbart efter sin doktorgrad indledte Honneth en succesrig karriere, der via professorater i Konstanz, Berlin og New York i 1996 igen førte ham tilbage til Frankfurt, hvor han fire år senere efterfulgte Ludwig von Friedeburg som leder af Institut for Socialforskning. Den historiske aura omkring denne engang så berygtede institution, som blev stormet af SA i marts '33 for siden at blive højt anerkendt, har efter Adornos død været nærmest en byrde for alle efterfølgere. Hvem andre end Honneth kunne det lykkes atter at fylde dette institut med intellektuelt liv?

Honneth har genoprettet en vis kontinuitet til Frankfurterskolens første generation. Der er endda kommet et nyt Zeitschrift für Sozialforschung, skønt man klogeligt har givet det et andet navn (Frankfurter Beiträge zur Soziologie und Sozialphilosophie, red.). Det er ikke kun hans beundringsværdige kommunikative evner og udadvendte sociale gemyt, der har muliggjort disse organisatoriske og teoripolitiske bedrifter. Succesen skyldes i høj grad også et netværk af faglige kontakter, der er lige så vidtstrakt, som det er tæt. Med fremragende kolleger i England, Frankrig og USA, men også i Israel, Japan, Korea og andre lande.

Menneskets behov for anerkendelse

Sit videnskabelige ry grundlagde Honneth med habilitationsskriftet Kampf um Anerkennung (Kamp om Anerkendelse). Undertitlen - 'moralske konflikters sociale grammatik' - røber hans interesse i en samfundsteoretisk underbygget samtidsdiagnose. Hvilke mål stiler samfundskritikken efter, og hvordan kan disse begrundes? Hvis den ikke på formynderisk vis ønsker at springe hen over hovedet på dem, som den underkaster diagnosen, må den nødvendigvis knytte an til den kritik, som rettes fra deltagerne selv. Denne ytrer sig ganske vist kun umiskendeligt i åbenlyse protestsymptomer, for eksempel i sociale kampe og revolutionære bevægelser. Barrington Moores historiske studier af uretfærdighedserfaringer, der motiverede til protest og modstand, kobler Honneth sammen med sociale fænomener som krænkelse, forhånelse og ydmygelse. Han aflæser i den subjektive oplevelse af ringeagt, i det udækkede behov for anerkendelse og i de undertrykte og krænkedes protester en asymmetrisk relation, hvor den ene side nægter den anden behørig anerkendelse. Social kritik udspringer af en systematisk nægtet rimelig anerkendelse, som krænker den menneskelige værdighed.

Ved hjælp af den unge Hegels teori om anerkendelse bringer Honneth disse relationer på begreb. Ud fra relationsmønstrene i den personlige kærlighed, i retsforholdet og det solidariske samarbejde havde Hegel i Jena analyseret sig frem til de paradigmatiske tilfælde af gensidig anerkendelse. Disse relationsmønstre benytter Honneth nu som sammenligningsgrundlag for sin afdækning af eksempler på mislykket anerkendelse. Kærlighed og omsorg er et forhold, der giver parterne mulighed for at genfinde sig selv i dette at 'være til for den anden'. Retslige subjekter respekterer gensidigt hinanden som bærere af individuelle rettigheder inden for et retssystem, der bygger på gensidig anerkendelse. Og solidariske relationer udvikles i velordnede samarbejdssammenhænge, hvor hver enkelt kan realisere sig selv i samme omfang, som alle andre personers indsats bidrager til at fremme det fælles vel. I hvert enkelt af disse tilfælde antager anerkendelsen en særlig kvalitet - som henholdsvis omsorgsfuld identifikation med en elsket, som gensidig respekt mellem juridiske subjekter, og som gensidig forståelse for funktionelle tjenesteydelser, der er til gavn det fælles gode. Først i denne solidaritet opfyldes de 'sædelige' livsbetingelser, som i lige grad kan muliggøre et ikke-forfejlet liv for alle individer.

Styrkelse af jeg'et kræver samarbejde

Dog har det blik, som retter sig imod manifeste modstandsformer, kun begrænset rækkevidde. I samfund, hvor der råder nogenlunde stabilitet, preller det af - selv når den sociale ulighed vokser, når fattigdommen og marginaliseringen tager til, når følsomme livsområder bliver underkastet markedets og bureaukratiets imperativer, når bykerner bliver lagt øde, statslige velfærdsydelser skæres ned, og den offentlige menings infrastruktur nedbrydes. Derfor retter Honneths egentlige interesse sig imod at skærpe blikket for de normaliserede og stumme patologier, hvis rødder rækker ind i den sårede integritet blandt grupper og enkeltpersoner fra mere upåfaldende lag. Hvis dette mikrologiske blik skal kunne indfange de skjulte patologiers betændte symptomer, må anerkendelsesteoriens begrebsmæssige værktøjskasse også kunne måle de mere subtile konsekvenser af manglende anerkendelse.

Honneth går frem med stor hermeneutisk følsomhed, når han belyser sin ledende intuition ved brug af eksempler fra litteraturen eller nøje analyser af hverdagsfænomener. Den sårbare anden kan vi kun komme retfærdigt i møde, hvis vi igennem kærlighed, støtte, anerkendelse og bekræftelse kan styrke hans jeg og fremme hans selvtillid, selvagtelse og selvværd.

For at tilspidse den kontroversielle pointe: Det er ikke muliggørelse af den moralske frihed under egalitære love, som for Honneth er det afgørende normative referencepunkt. Det er den sociale muliggørelse af et vellykket selvforholds etiske frihed. Og dette tænker han sig som resultat af et samarbejdsforhold, som gør selvvirkeliggørelsen for enhver afhængig af alle andres gensidige anerkendelse.

Behov for en ny socialetisk terminologi

Honneth ved, at han ikke må glide over i en anerkendelsens psykologi, hvis hans anerkendelsesteori skal være nøgle til sociale patologier. Desto skarpere han indstiller mikroskopet på elementære samspil, desto større er risikoen for, at samfundsdiagnostikeren kommer til at beslutte hen over hovedet på de berørte, hvad der skader disse, og hvad som derfor kan betragtes som symptomatisk for forvrængede sociale relationer. Opmærksom på disse problemer har Honneth igennem de seneste to årtier udviklet sin teori om anerkendelse med stor konsekvens. Med Nancy Fraser har han ført en bemærkelsesværdig diskussion om, hvorvidt anerkendelsesbegrebet også er en god forståelsesramme for de påtrængende problemer, der udspringer af manglende fordelingsmæssig retfærdighed. I sine Tanner Lectures har han udfoldet et uhyre originalt forsøg på at rehabilitere det klassiske begreb om tingsliggørelse som en 'glemt' anerkendelse. Endvidere har han studeret elementære anerkendelsesrelationer som underaspekter ved erkendelsesteori.

Disse løse ender vil Honneth nu føre sammen i en rekonstruktion af den hegelske retsfilosofi. Det handler dermed om en nulstilling: Honneth foretager det historiske skridt at gå fra Marx tilbage til Hegel for at genopfinde programmet 'fra Hegel til Marx' forfra. Heri genfinder vi også det risikable forsøg på en formel etik. En ny socialetisk terminologi skal gengive beskrivelserne af det komplekse moderne samfund med den kulturkritiske kraft, som efter Adorno sank ned i plaprende dybsindighed. For eksempel mangler ikke kun de spiddende begreber, som kan påvise den nuværende krises uanstændighed, men også de afstandtagende ord, som i glimt kan belyse de sociale forskydninger, vi er blevet tonedøve for.

Jeg kan se tilbage på det livsafsnit, som Honneth nu har foran sig. Hans tresårsfødselsdag er en passende dato til at ønske hans ambitiøse projekt al mulig succes.

© Jürgen Habermas 2009. All rights reserved by Suhrkamp Verlag Frankfurt am Main
Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu