Læsetid: 5 min.

Han arrangerede ægteskabet mellem show-business og newsbusiness

Den netop afdøde tv-producer Don Hewitt var hovedarkitekten bag tv-nyhedernes transformation fra monotone oplæsninger til underholdende historier. Men udviklingen gik over gevind, advarede Hewitt, som skød en del af skylden på sit populære program 60 minutes
Præsidentdebat. Don Hewitt forbereder præsident John F. Kennedy inden optagelser i december 1962. Hewitt havde tidligere mødt præsidenten, da han producerede den første tv-transmitterede præsidentdebat mellem Kennedy og Nixon i september 1960.

Præsidentdebat. Don Hewitt forbereder præsident John F. Kennedy inden optagelser i december 1962. Hewitt havde tidligere mødt præsidenten, da han producerede den første tv-transmitterede præsidentdebat mellem Kennedy og Nixon i september 1960.

CBS Photo Archive

29. august 2009

»Goddamnit! God-fucking-damnit! Where the fuck is the piece!?« Don Hewitt skriger ind i telefonen. Interviewet med Michael Jackson er forsinket, og en af de lavere rangerede producere får Hewitts 'entusiasme' at føle.

Don Hewitt, manden bag nyhedsmagasinet 60 minutes, var en temperamentsfuld, men nyskabende og kreativ personlighed, hvilket smittede af på de programmer, han producerede. Ligesom den netop afdøde tv-vært Walter Cronkite var den store mand foran kameraet, var Don Hewitt den største bag det. Den 19. august i år døde han 86 år gammel. Han nåede i sit liv at påvirke selve fundamentet for, hvordan man producerer tv-journalistik i dag. En påvirkning, han ikke udelukkende var stolt af.

»Da jeg startede hos CBS i 1948 var nyheder en service, ikke en forretning ... Det ændrede sig på grund af den enorme profit, som 60 minutes indbragte,« forklarer John Hewitt i sin erindringsbog Tell Me a Story - Fifty years and 60 minutes in television. Andre producere så 60 minutes' succes og erfarede hurtigt, hvor populære, og ikke mindst indbringende, nyheder kunne være. Hewitts problem var ikke, at producerne kopierede hans koncept, men at underholdningen og profitmulighederne i de andre programmer efterhånden begyndte at overskygge journalistikken. Hewitt følte sig skyldig i at have medvirket til tv-branchens fordærv. »Der er en grænse, der adskiller newsbusiness fra showbusiness. Tricket er at gå hele vejen til grænsen, uden at overskride den. Hvis du ikke går helt tæt på den, mister du seere, og hvis du krydser den, mister du din samvittighed,« pointerer den legendariske tv-producer, der har lavet programmer med prominente gæster, der spænder helt fra Nixon og Bill Clinton til Michael Jackson og Frank Sinatra. Kombinationen af alvor og underholdning er programmets varemærke.

Et barn af filmen

Allerede som ung, før han startede på tv, eftertragtede Hewitt de farverige dele af journalistikken.

Efter bombningen af Pearl Harbour meldte han sig i 1942 frivilligt til søværnet, hvor han fik arbejde på det amerikanske militærs avis Stars and Stripes. Han dækkede krigen på havet ved at tage med om bord på diverse transportskibe, der bragte forsyninger mellem de allierede. Allerede dengang havde han sans for dramatik.

»Vi blev ramt af en torpedo,« fortæller Hewitt i et interview med den amerikanske avis The Baltimore Sun.

»Vi kunne se den komme mod os hele vejen og troede, at vi var færdige. Men den ramte midt på skibet og sank til bunds. Da engelske fly senere fløj over os for at eskortere os sikkert i land, kunne jeg ikke forstå, hvor musikken var henne. Det var som om, det ikke var virkeligt, når Hollywood-musikken ikke spillede.«

Hewitt blev ikke længe hos den trykte presse. Interessen for filmens verden ledte ham hurtigt over til det nye tv-medie, og han blev i 1948 ansat hos Columbia Broadcastning Systems (CBS), hvor han blev indtil sin død.

Den unge Hewitts store forbilleder var på den ene side Broadwayproduceren Julian Marsh, der med Hewitts egne ord var »up to his ass in showgirls,« og på den anden side den smarte journalist Hildy Johnson fra filmen The Front Page. Han ræsonnerede, at han i tv-branchen kunne få det bedste fra begge verdener.

Hewitt var fra starten med til at forme den måde, man laver tv på. Som medproducer på programmet See It Now fra 1952 var han den første til at bruge to kameraer i studiet. Ved at lade værten henvende sig til kameraerne på skift, skabte han rytme og brød dermed med den klassiske monotone oplæsning. Han lod også kameraerne filme interviewofre helt tæt på, så deres reaktioner blev tydeligere. Metoder, der fortsat benyttes i stor stil i dag.

Men det var, da han i 1968 skabte 60 minutes, at tingene for alvor tog fart.

»Tv-nyhederne dengang var meget seriøse, meget tunge og meget vigtige. Nyhederne beskæftigede sig aldrig med livets lysere sider. Derfor tænkte jeg, at et miks af de to ting ville være en sikker vinder,« forklarede Don Hewitt i et interview på CBS i forbindelse med hans fratrædelse som hovedproducer i 2004. Kendisinterviews blev prioriteret på lige fod med undersøgende journalistik, og det virkede. 60 minutes var blandt de ti mest sete programmer i USA 23 sæsoner i træk mellem 1977 og 2000.

Ulykkeligt ægteskab

Men som ung, grøn og ivrig journalist var Hewitt ikke klar over, at ægteskabet mellem underholdning og journalistik ville udvikle sig så voldsomt, at han ikke længere ville kendes ved det.

»De ting, der går for at være tv-journalistik i dag, kunne knap nok klare sig, hvis de stod i et sladderblad ved kassen i supermarkedet,« pointerer Don Hewitt, der har dedikeret et helt afsnit til denne problematik i sin bog.

»Det eneste, der gælder i dag, er, hvilken type salgbart vrøvl du kan finde på for at trække folk væk fra de sitcoms, der kører på de andre kanaler. Med mindre du ikke har nogen skrupler over at være noget, som du ikke er, og noget, som du ikke burde være, så kan du ikke konkurrere med en sitcom,« siger Hewitt, der har modtaget utallige priser og udmærkelser for 60 minutes' journalistiske kvaliteter. Ifølge ham selv, fordi programmet havde grænser.

»Dét, at vi ikke bare følger flokken og gør som de andre, har været et kvalitetsstempel, for den måde 60 minutes laver journalistik på.«

Men Don Hewitt og 60 minutes har også oplevet mindre ærefulde episoder. I 1995 fortalte en kilde fra tobaksindustrien 60 minutes om, at industrien bevidst havde skjult fakta om helbredsrisikoen ved rygning. Men kritiske dele af indslaget blev skåret væk, fordi Hewitt og ledelsen frygtede at blive sagsøgt for millioner af tobaksindustrien. I stedet løb Wall Street Journal med historien, og tobaks-industrien tabte retssagen. Episoden forringede Hewitts og 60 minutes' ellers gode image.

'Jeg vil dø bag mit skrivebord'

Alligevel formåede programmet at beholde sine seere, og først i starten af det nye årtusinde begyndte seertallet at falde. I 2004 blev Hewitt erstattet af produceren Jeff Fager, der 'kun' havde været på CBS siden 1982. Som den temperamentsfulde ældre herre han var, overlod Hewitt ikke stillingen til en ung knøs uden brok.

»Jeg vil dø bag mit skrivebord,« erklærede den på det tidspunkt 81-årige Hewitt flere gange, inden ledelsen til sidst fik overtalt ham til at træde til side. Efter fratrædelsen fortsatte han i flere år som konsulent.

Hewitt var selv med til at gøre tv-nyhederne til det, de er i dag, og han forstod sin egen dobbeltmoral, når han kritiserede tingenes tilstand.

»Det giver ikke nogen mening at brokke sig over, hvordan økonomien styrer tv i dag. For det er jo os selv, der har høstet alle fordelene ved denne nyfundne rigdom, som tv jo er.«

'60 minutes' påbegynder sæson nummer 42 på søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu