Læsetid: 3 min.

Auken - et billede, ikke et forbillede

Auken var et billede på, at tanke og handling, fornuft og følelse, idealer og resultater kan bringes sammen
15. august 2009

Med Svend Aukens alt, alt for tidlige død blev Socialdemokratiet og fagbevægelsen ikke alene berøvet en livgivende og indflydelsesrig stemme og folkestyret sin nestor og energiske tænker. At dømme på mediernes omtale og vinkling af eftermælet mistede vi også en skikkelse med hjertets rene og klare træk, en fremsynet hjertemand i en kold verden. Auken fik en bisættelse, som var en statsmand værdig, og på forunderlig vis trådte Aukens politiske nederlag og banesår i mediernes dramaturgi frem som lysets sejr over mørket, den ægte folkelighed over teknokraterne. En følelsernes tragiske sejr over den kolde forstand. En Gandhi over for Machiavelli. Sandheden over for magten. At Aukens engagement og medfølelse med de svage i vort samfund var ægte og rodfæstet, er hævet over enhver tvivl, men Aukens solidaritetsfølelse og kristne grundholdninger var aldrig sentimentale eller salvelsesfulde, og han forstod sig ikke som en, der næsten var for god til politik, eller som det hed efter formandsopgøret i Vejle i foråret 1992, at det var synd for Danmark, men godt for Svend, at han aldrig blev statsminister.

Resultater

Auken var fra først til sidst klar over, at politik handlede om resultater, og var fra isse til hæl bevidst om værdien af, at holdninger ledte til handlinger. Derfor var hans politiske kompas så langt fra skåret af følelser, men snarere af en fornuft der kunne gøre følelsen klar, og give den mæle, så den kunne forbindes til andre og anspore til aktion. Auken var livslangt optaget af alle facetter af politik som metier, og som videnskab. Optaget af at artikulere holdninger, at bryde interesser, at følge viljen til magt, at studere staters udvikling osv. Aukens forhold til Machiavelli og dennes legendariske råd til den magtstræbende fyrste var ikke alene præget af det rutinemæssige forhold til en klassiker, men derimod af en konstant overvejelse over, om man kunne formulere nye typer af politisk rationalitet, der unddrog sig Machiavellis kynisme, som Auken i øvrigt selv nok ikke havde noget synderligt talent for, om end han både kunne samle og splitte. Aukens store kvalitet var ikke alene, at hans væsen kunne personificere en menneskeliggørelse af det politiske, men hans evner og vilje til at forene de dimensioner i politik, som alt for ofte skilles ad.

Den sidste - og den første

Han var på den ene side den sidste industrisamfunds-socialdemokrat (efterlønnens far) med tætte bånd til SiD og LO, og nærede dyb veneration for både fagbevægelsens røde seler og ramsaltede humor (Auken elskede at fortælle om, at den legendariske LO-formand Thomas Nielsen engang havde bedt en nyudnævnt faglig leder om lige at fjerne æggeskallerne fra røven førend han kom med flere friske forslag) og for det korporative samfund og velfærdsstaten i en model classic med sin vækst i sociale rettigheder. På den anden side havde han modsat mange figurer i såvel parti som arbejderbevægelse sans for og så den nye verden ankomme som ungdomsoprør, de store fortællingers død med postmodernismen i 1980'erne, globalisering etc. Den sidste industrisamfundssocialdemokrat og måske den første globaliseringssocialdemokrat. Hans kolossale engagement i miljø- og klimaspørgsmål på såvel den hjemlige som på den internationale arena bærer sit uafviselige vidnesbyrd herom.

Praksis

Aukens indiskutable talent som taler og hans forhold til navnlig de ufaglærte og arbejdsmændene er med rette blevet fremhævet både som udtryk for en personlig evne til medfølelse og som en særlig folkelig frimodighed. Men når Auken i den grad bevæbnet med humor, vid og engagement formåede at overskride sin egen klasse- og uddannelsesbaggrund og blive en populær skikkelse blandt de ufaglærte, hænger det tillige sammen med hans forståelse af politisk og intellektuel praksis som aktiviteter, der ikke skal spærres inde i institutioner og tidsskrifter. Politisk og intellektuel praksis kunne for en organisk intellektuel som Auken udfoldes både i et auditorium, på studierejser, i avisernes store og små spalter eller på Jacobs pitabar i Århus. Svend Auken var ikke et renskuret forbillede for politik med hjertet på det rette sted. Auken var et billede på, at tanke og handling, fornuft og følelse, idealer og resultater kan bringes sammen, selv om de politiske naturlove udvikler sig i anden retning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu