Læsetid: 9 min.

Autoritetens professionalisering

Spørgsmålet er ikke, om folkeskolen skal bygge på autoritær pædagogik eller ej, for autoritet kan slet ikke undværes i det ulige forhold mellem lærer og elev. Spørgsmålet er, hvordan autoriteten skal udøves. Svaret er professionalisering - læreren skal generobre den faglige autoritet
Autoritet er et helt igennem fundamentalt aspekt ved det pædagogiske forhold, fordi målet for opdragelse og uddannelse er gennem ydre påvirkning at gøre den, der påvirkes, fri fra ydre påvirkning. Dette projekt forudsætter autoritet - men det forudsætter netop den refleksive form for autoritet, der har sin egen ophævelse for øje, skriver Lars Qvortrup.

Autoritet er et helt igennem fundamentalt aspekt ved det pædagogiske forhold, fordi målet for opdragelse og uddannelse er gennem ydre påvirkning at gøre den, der påvirkes, fri fra ydre påvirkning. Dette projekt forudsætter autoritet - men det forudsætter netop den refleksive form for autoritet, der har sin egen ophævelse for øje, skriver Lars Qvortrup.

Trine Einspor

22. august 2009

Pædagogisk autoritet er blevet et varmt emne. Nogle foreslår, at retten til at bortvise elever bør genindføres. Og meningen er vist nok, at det vil kunne styrke pædagogens og lærerens autoritet. Andre foreslår, at myndighedspersoner skal have flere sanktionsmuligheder, og at politiet skal kunne udøve konsekvenspædagogik.

I forhold til forgange reformpædagogiske toner spilles der i dag andre melodier. I dag fokuseres der på classroom management og på læreren som leder. I dag er rundkredsen - symbolet på pædagogisk lighed - bortdømt til fordel for klasserumshierarkiet.

Det samme gælder forholdet mellem skole og hjem. Her hører man i stigende grad den opfattelse, at forældrene ikke bør blande sig i alt det, skolen giver sig af med fra undervisningsindhold til pædagogiske metoder. Nej, læreren bør kunne sætte sin autoritet ind og alene med henvisning til sin merviden erklære, at på skolen og i klasselokalet bestemmer læreren, fuldstændig ligesom patienter - som regel - ikke blander sig i lægens dispositioner.

Over for det lyder den reformpædagogiske stemme, at alt dette kan skade det pædagogiske forhold, tilliden mellem børn og lærere, skole og hjem, borgere og politifolk. Man kommer ingen vegne med autoritet, fordi autoritet dels krænker individets myndighed, dels skader dets iboende kreative ressourcer, siger denne stemme. Ja, vi husker sikkert alle sammen, at der for ikke så mange år siden var noget, der kaldte sig for 'antiautoritær pædagogik'. Målet var at realisere det åbne samfund i skolen, dvs. gøre skolen til et utopia for alt det, vi drømte om på samfundets vegne. Giv din mening til kende! Stol på dig selv! Accepter aldrig en autoritet!

Det ser man i indvandrerdebatten: Hvis vi nøjes med at udøve autoritet, får vi ikke fat om ondets rod. Så straffer vi uden at begrunde, ja, endnu værre, uden at forebygge. For når autoriteten taler, er det autoriteten selv, der er begrundelsen.

Det ser man også i den pædagogiske debat. Kun den absolutte lighed i forholdet mellem lærer og elev kan få eleven til at folde sig ud og realisere sine iboende kreative ressourcer, for læreren skal være 'facilitator', ikke autoritet, lyder holdningen.

Så debatten raser fortsat, selv om styrkeforholdene har ændret sig: Den ene fløj hævder, at det er udtryk for et fremskridt, at autoriterne er blevet ophævet, og at vi nu om dage alle sammen på hver vores måde er kompetente. Den anden fløj fremhæver, at vi netop på grund af den slags positioner har mistet den enorme gevinst, det er, at nogle - men ikke andre - kan tale i kraft af deres institutionelle, faglige eller personlige autoritet. Ja, for nogle - f.eks. Henrik Jensen i bogen Det faderløse samfund - er selve den grundlæggende faderautoritet nedsmeltet.

Kort sagt: Har den anti-autoritære pædagogik sejret med det frie barn som vinder? Eller befinder vi os i en neoautoritær tidsalder - og repræsenterer det måske oven i købet en pædagogisk gevinst?

Faglig autoritet

Mit svar er, at selve formuleringen af en modsætning mellem autoritær og antiautoritær pædagogik er forkert. Der er ikke blevet mere eller mindre autoritet. Men autoriteten har ændret form.

Hvad er autoritet, og hvordan udøves den? Autoritet kommer mange steder fra. Den kan tildeles eller overdrages som institutionel autoritet. Eller den kan komme indefra og hedder i så fald personlig autoritet.

De to autoritetstyper udtrykker sig forskelligt. Den institutionelle autoritet udtrykker sig i ydre tegn. Generalen har flere striber på skulderen end obersten, skolelederen et større kontor end viceskoleinspektøren, overlægen hvid kittel og stetoskop. Den baserer sig på magt og henviser til en magtgiver: ham, der har udnævnt generalen eller ansat lederen. Og generalen kan derfor profitere af den ydre autoritet: true med sanktioner fra højere myndighed.

Den personlige autoritet er anderledes. Den kommer indefra og kommer til udtryk i selve relationen. Den trækker på et indre lager, og derfor er den en knap ressource. Den skal hele tiden opretholde sig selv, for den har ikke andre leverandører end sig selv. Derfor er den selvfortærende. Den lærer eller pædagog, der trækker på sin institutionelle autoritet, kan hvile i sig selv. For ham eller hende er rutine et plus. Men den lærer eller pædagog, der trækker på sin personlige autoritet - som er smartere end den smarte elev, hurtigere end den hurtige, som hele tiden skal 'vinde respekt' - kan aldrig slappe af. Her er rutine et svaghedstegn.

Min påstand er, at striden mellem såkaldt autoritær og antiautoritær pædagogik i virkeligheden er en strid mellem institutionel og personlig autoritet. De antiautoritære lærere havde ikke givet afkald på autoritet, men udøvede den anderledes: som personlig autoritet. Og derved udmattede de ikke alene sig selv, men også selve lærerrollen.

For autoritet kan ikke undværes i forholdet mellem lærer og elev. Selve forholdet er asymmetrisk, og spørgsmålet er alene, hvordan denne asymmetri udøves. Min påstand er, at der i dag melder sig en ny autoritetsform. Ikke den institutionelle - der udøver sig med magt og virker gennem regler og systemkontrol - men heller ikke den personlige, der udøver sig med personligt overskud. Nej, i dag er det den faglige autoritet, der er kommet på banen. Og det er faktisk en gevinst af betydeligt omfang.

Den faglige autoritet udtrykker sig i en kunnen, dvs. i en adfærd, der henviser til faget. Den udtrykker sig i den rutinerede kunstners selvfølgelige penselstrøg eller i pædagogens faglige duelighed. Fordelen er, at også her er autoritetslageret eksternt og i princippet uudtømmeligt. Den faglige autoritet er ikke truet af konstant udmattelse, og samtidig udøves den ikke terroristisk. Den udøves i kraft af den højeste grad af professionalitet. For autoriteten er ikke død, og den skal ikke genindføres i sin despotiske form. Den skal professionaliseres. Fremtidens autoritet er fagautoriteten.

En hastighedsgevinst

En af forestillingerne bag autoritetskritikken var, at autoritet kunne og burde afskaffes. Svaret er, at autoritet ikke kan afskaffes. Den er altid nødvendigvis til stede i det asymmetriske pædagogiske forhold. Men svaret er også, at autoritet ikke bør afskaffes, for hvis autoritet udøves professionelt, rummer den store gevinster. Autoritetsudøvelse er for det første en uvurderlig samfundsmæssig ressource, en hastighedsgevinst. For det andet skaber den gode autoritet et forhold, hvor myndighedstildelingen går begge veje. En autoritet er en person, der i kraft af sit 'naturlige' overskud kan lade andre udfolde sig.

Autoritetsudøvelse leverer hastighedsgevinster. Hvis vi hver eneste gang kræver, at et udsagn skal begrundes, udsætter vi os for et enormt tempotab. Hvis borgeren kræver af betjenten, at han begrunder sit indgreb, før borgeren respekterer det, så kan samtalen fortsætte i dagevis. Hvis patienten kræver af lægen, at alle præmisser for et udsagn eller et indgreb skal begrundes tilbage til sine mest grundlæggende forudsætninger, så kan jeg garantere for, at ventelisterne på landets sygehuse vil vokse i det uendelige. Så vil undervisningen gå i stå, fordi det antiautoritære barn vil sidde nede på første række og kræve yderligere begrundelse. Så tier eleven ikke stille, fordi hun skal, men først når det er blevet begrundet, at hun skal.

Autoriteten ophæver sig selv

Autoritet giver hastighedsgevinster. Men er omkostningen ikke for stor? Nej, for god autoritetsudøvelse er ikke terroristisk. Ifølge den amerikanske sociolog Richard Sennett, der i 1980 udgav bogen Authority, må faglig autoritet udfolde sig i et forhold, hvor myndighedstildelingen går begge veje. En autoritet er en person, der i kraft af sit institutionelle, faglige eller personlige overskud tildeles myndighed af andre. Men samtidig må denne autoritetsperson bruge sin autoritet til at lade andre udfolde sig. Sennetts pointe er derfor, at autoritet og frihed ikke, som det ellers på det tidspunkt var en almindelig antagelse, nødvendigvis udelukker hinanden. Autoritet er et bånd mellem mennesker, som er ulige. Behovet for autoritet er fundamentalt. Børn har brug for autoriteter til at lede og forsikre dem. Voksne realiserer en vigtig del af sig selv ved at være autoriteter: Det er en måde at udtrykke omsorg på. Derfor er frygten for og hadet til autoritet en illusion.

Men hertil kommer, at den gode autoritet, ikke mindst den form for autoritet, der former forholdet mellem forældre og børn, mellem mester og lærling, eller mellem lærer og elev, er en autoritet, der tilstræber sig egen ophævelse. Forudsætningen er, at autoriteten, dvs. den person der udøver autoritet, skal være refleksiv, for hvis ikke autoriteten udøves med henblik på at den anden frigør sig fra autoriteter, har den forfejlet sit eget projekt. Herigennem mister mesteren ikke autoritet, fordi eleven vinder autoritet. Nej, så glæder mesteren sig tværtimod over at eleven vokser sig lige så stor som eller endnu større end sin lærer.

Netop derfor er autoritet et helt igennem fundamentalt aspekt ved det pædagogiske forhold, fordi målet for opdragelse og uddannelse er gennem ydre påvirkning at gøre den, der påvirkes, fri fra ydre påvirkning. Dette projekt forudsætter autoritet - men det forudsætter netop den refleksive form for autoritet, der har sin egen ophævelse for øje.

... og professionaliseres

Svaret på striden mellem institutionel og personlig autoritet er ikke et enten-eller, men at vælge den helt tredje position: Vi skal generobre den faglige autoritet.

Hvis jeg skulle investere i autoritetsaktier - og det er som bekendt risikabelt med vore tiders uro på aktiemarkedet - ville jeg vælge at investere i faglig autoritet. Autoritet skal professionaliseres.

Niklas Luhmann skriver i en af sine tidligste bøger - Tillid fra det berømte år 1968, hvor den antiautoritære bevægelse som bekendt brød igennem - at autoritet har ændret stil:

»Efter at det gamle sandhedskosmos er faldet sammen, har stilen i verdens bekendthed og erkendbarhed ændret sig grundlæggende. (...) Derfor er autoritet ikke et spørgsmål om en ophøjet viden, som kun er tilgængelig for få, men et spørgsmål om en tillært specifik kompetence, der udøves arbejdsdelt.«

Pædagoger og lærere skal generobre deres autoritet i forhold til børnene, forældrene og offentligheden, og det kan de gøre, hvis de generobrer deres fag, nemlig at være eksperter i undervisning, dvs. i at formidle et fagligt stof. Det forudsætter et fagligt og et pædagogisk overskud.

Det skal de gøre selv ved at kæmpe for deres faglige autoritet, dvs. deres professionalitet. De skal kunne mestre en autoritetsudøvelse, der både høster de tempofordele, som autoriteten indebærer, og som praktiseres refleksivt, dvs. i en viden om, at midlet er at kunne sætte de højest mulige standarder i undervisningen, og at det ultimative mål er, at autoriteten ophæver sig selv, fordi eleven gør sig fri og vokser læreren over hovedet.

Denne faglige autoritet skal lærerne erobre i kraft af deres faglige uddannelse, dvs. ved at der skabes en læreruddannelse, hvis grundydelse er, at lærerne bliver eksperter i undervisning.

En af effekterne er, at myndighederne gentildeler dem en faglig respekt, dvs. udviser tillid til, at lærerne kan udfolde deres myndighed ikke i kraft af et detaljeret regel- og reguleringssystem (dvs. en udefrakommende institutionel og myndighedsbaseret autoritet), men i kraft af deres faglige autoritet.

Vi - forældrene, politikerne, embedsværket og eleverne - skal både have tillid til og udvise respekt for lærerne. Den tillid har vi kun, og den respekt viser vi kun, hvis de, lærerne, generobrer deres autoritet i form af en lærer-professionalitet, som vi, borgerne, politikerne og forældrene, kan anerkende som en indiskutabel faglig professionalitet. Resultatet? Store tempofordele. Men først og fremmest bedre undervisning. Står du over for en virkelig autoritet, gør han eller hun dig ikke mindre, men større.

Lars Qvortrup er dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Wilsted Christensen

Dette essay rummer mange pointer også i forhold til WEB 2.0 derunder BIB 2.0. Og umiddelbart er jeg meget begejstret som lærer med bibliotekserfaring!

Luukas Toskala

Jeg tror personligt at de urolige børns problem er manglende ontologisk tryghed. De stoler ikke på de voksne, fordi de af den ene eller anden årsag føler sig svigtet. Det kan være fordi deres forældre har krævet for meget selvstændighed af dem for tidligt og samtidigt har sovset dem ind i sødsuppe-omsorg. Det vil sige at man giver dem en form for frihed de ikke har brug for og samtidigt giver man dem en form for omklamrende irrelevant pseudo-opmærksomhed, som de heller ikke har brug for. Det børn har brug for er ægte autentiske voksne, der tør stå ved dem selv og deres holdninger. Det vil sige, at de siger det til deres børn som de virkelig tror på og ikke det de føler de burde tro på. Og at de samtidigt er rimeligt spontane og oprigtigt opmærksomme i forhold til deres børn. Jeg tror ikke at børn der generelt føler sig utrygge i deres væren i verden, overhovedet vil lægge mærke til om læreren henviser til den ene eller anden form for autoritet. For dem er læreren en idiot, der på den ene eller anden måde, vil tvinge dem til noget de ikke er interesseret i. Hvis der skal ske en ændring skal den først og fremmest ske i hjemmet. Læreren kan kun rette op ved hjælp af personlig autoritet, der kan kompensere for forældrenes manglende nærvær. Men som Qvortrup skriver, så er det udmattende at skulle udøve personlig autoritet, så det kan vi generelt ikke forvente skal være en selvfølge. Det er ikke alle der har de personlige ressourcer der skal til. Det er i stedet den generelle kultur der skal ændres.

Jeg beklager i øvrigt at jeg stiller spørgsmålstegn ved Qvortrups indiskutable faglige professionalitet, og at mit indlæg ikke bygger på evidens-baseret forskning. Måske burde man droppe kommentar-feltet, det er for useriøst og beviser intet.

Det første og største problem, lærerne mødes af, når de følger Lars Qvortrups opfordring og forsøger at ’generobre deres autoritet i form af en lærer-professionalitet, som vi (…) kan anerkende’, er, at alle – gentager: Alle – mener, at de kan tale skole på lige fod med lærerne. Det gælder også Lars Qvortrup. Og det gælder alle de undervisere på læreruddannelsen, der aldrig selv har prøvet at stå med ansvaret for undervisningen af en skoleklasse.

Ikke at Lars Qvortrup har uret i noget af det han skriver her. Det er velgørende at se, at han tør skrive rent ud om den hastighedsgevinst, skolen kan opnå ved at anerkende nødvendigheden af autoritet. Men der er noget helt afgørende, han ikke har forstået, og det kan næppe skyldes andet, end at han ikke kender lærerarbejdet indefra.

Han har ikke forstået, at den faglige autoritet, han ønsker at skolen skal satse på, kun kan bringes til udfoldelse under to forudsætninger.

For det første skal læreren været udrustet med myndighed til at håndhæve den nødvendige institutionelle autoritet. Retten til at bortvise elever skal ikke – som Qvortrup skriver – ’genindføres’, for den har skolen og læreren allerede i dag, men den benyttes i reglen først, når det er for sent. Dvs som straf, når undervisningen ligger i spåner. Den skal benyttes præventivt i de situationer, hvor lærerens faglige autoritet fejes til side af elever, der slet og ret ikke anerkender skolens dagsorden, men hindrer undervisningen, inden den overhovedet er kommet i gang. Hvis Qvortrup havde prøvet at stå overfor en forsamling, hvoriblandt enkelte højrøstet tilkendegiver, at de vil skide på ham og hans forehavende og konsekvent støjer op, råber i munden på og chikanerer ham, ville han vide, at det er nødvendigt at kunne sige: Hør nu her, du er gået helt galt i byen. Vi er samlet her, fordi vi har en fælles opgave, og hvis du ikke kan acceptere det, så kan du ikke være med. Afgang! Men det har Qvortrup med garanti ikke oplevet. Han tror, at læreren kan overvinde denne modstand ved blot at udfolde sin faglige autoritet. Han aner ikke, hvad læreren står overfor.

For det andet skal læreren magte sit fag overbevisende. Det nytter derfor ikke noget at sætte ham til at undervise i noget, han hverken er uddannet i eller brænder for. Men det bliver rent faktisk de fleste lærere. Der er et skema, der skal gå op, og der er nogle klasser, der har hårdt brug for den form for social kontrol, der kun kan udøves af en klassefar eller –mor. Fålærerprincippet hedder det. Det kan ganske vist kombineres med høj faglighed, hvis man som i Finland kun tager den mest velegnede brøkdel af den dygtigste tiendedel af studenterårgangene og giver dem en solid læreruddannelse. Her taler vi om unge, der er skolefagligt dygtige over en bred front. Men herhjemme tager vi - undskyld mig – revl og krat, når læreruddannelsen skal fyldes op, og så giver vi dem en discountuddannelse. Uanset hvor megen institutionel autoritet vi giver disse unge med ud i jobbet, kan det ikke kompensere for deres fatale mangel på personlig autoritet. De magter det ikke, ganske enkelt.

Men godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Qvortrup har fat i det væsentlige, men han har ikke tænkt til vejs ende. Vil han det, må han begynde med selv at udvise den respekt for lærerprofessionalismen, som han gør sig til talsmand for. Han – og hele læreruddannelsesfolket – må anerkende det faktum, at de i vid udstrækning ikke ved, hvad der kræves af en lærer i virkeligheden, og så må de lytte meget mere til praktikerne. Faglig autoritet uden institutionel og personlig autoritet dur ikke. Læreren skal kunne det hele.

Lyder det svært? Javist, men hvem har sagt, at det skulle være let?

Ralph Sylvestersen

Mht. personlige eller naturlig autoritet, den er da netop kendtegnet ved at være tilstede i fx et roligt selvhvilende og balanceret menneske.

Hvis den personlige autoritet er "selvfortærende" er det tale om en boble-autoritet, forårsaget at noget kunslet og opblæst.

Lars Qvortrop tager fejl, grueligt fejl endda. Specielt tager han fejl, når han mener, at børn og unge slet slet ikke skal høres, også ifht. hvad og da især, hvordan de skal lære.

Og ja, det kan godt være, at unge mennesker i dag vil have en begrundelse af hvorfor de skal flytte sig, når en politi-betjent beder dem om det; er det så frygteligt? eller hvorfor eleverne f.eks. skal lære fysik? og kemi? eller at bøje verber i dansk eller engelsk? Er det virkeligt så frygteligt?

Åbenbart - eleverne (de studerende) skal åbenbart bare igen stole på, at der som læreren siger er korrekt og rigtigt, fordi læreren er LÆRER. Har vi glemt, at det var der skabte Gulag i Sovjetunionen og det var det, som sikrede nazisternes opbakning til deres 'crimes against humanity'. I modsætning til den almindelige opfattelse, begyndte kommu-nisterne og nazisternes forbrydelser ikke i 1940erne eller i 1930erne, nej, den begyndte i skolen i 1930erne (for nazisternes vedkommende) og i 1920erne (for kommunisternes ved-kommende).

Nazisterne og kommunisterne så nemlig ganske klart, at hvis man skal præge børn ideologisk gælder det om, at præge dem helt fra starten; vænne dem til de nye tanker om statens velsignelser, vænne dem til at gøre dem parate og rede til tanken om at ofre deres liv for staten i konkurrencens hellige navn.

I skolen lærte børnene (hos nazismen) at Tyskland var deres fædreland, og at deres Fører og Fader var Adolf Hitler; de skulle være parat til at ofre alt, ja selv livet for ham.

Ud af disse uhyrlighed fra 2. verdenskrig sprang den kritiske anti-autoritære pædagogik, hvor hierarki og magt blev afløst af samtale og dialog med elever og studerende. Og det virker faktisk.

Lars Qvortrup foretager også den klassiske fejl, at han sætter lighedstegn mellem autoritær og autoritet. I dag er der desuden ingen der vil lytte til en Lærer, bare hans eller hendes rolle er Lærer. Der skal noget andet til; dette noget andet er personligheden bag læreren (som ikke må forveksles med læreren som privatperson).

Eleverne opdager det nemlig lynhurtigt, hvis man forsøger at spille en rolle som man ikke magter at spille, eller hvis man forsøger at indynde sig hos dem. Eller hvis man er en fag-idiot, som ikke formår at formidle sit fag til eleverne. Som lærer bruger man jo sin egen person i kontakten med eleverne; her må være autentisk og være den man er. Det er klart, at der også er noget fagligt, der skal læres, nogle opgaver, der skal løses og deri-gennem skal der ske læring.

Og det er det elever (studerende) og lærer skal mødes om; de faglige opgaver, der skal løses. Til gengæld kan formidlingen af opgaverne se ud på forskellige måder; her må læreren benytte sig af alle de didaktiske tricks og fif, han har lært ved at se andre lærere; det han har lært på seminariet i Almen Didaktik og hans livserfaring mm. Og et af midlerne til at nå de faglige mål, kan sagtens være den udskældte rundkreds-pædagogik, som er god til noget ganske bestemt. Og det er at tale sammen, skabe en dialog, som kan lægge en grobund for læring.

Mht. uro og elever der forstyrrer undervisningen, (for meget), så har min holdning nok skiftet fra at det 'er synd for dem' til at 'de skal bare ud'. (af klassen). Det er ikke rimeligt overfor de elever, som gerne vil lære noget at en eller to elever forstyrrer undervisningen så meget, at de andre elevers udbytte forringes.

Enig med Niels Christian Sauer i at læreren bliver nødt til at undervise i det han gerne vil, dvs. de fag, han brænder for. Og er gode til. Det er ganske enkelt for svært at lære noget fagligt og på en og samme gang også tænke på, hvordan man skal formidle dette faglige stof til eleverne.

Karsten Johansen

Det er ikke behov for mer vås om
"profesjonalisering" i en kultur som forlengst har avgått ved døden og blitt erstattet med Arbeit-macht-frei-religionen til skingrende sinnsyke kapitallogikere som Qvortrup (tilsist kom de til å svare til det faktiske innholdet i sin opprinnelige profesjonstittel).

Profesjonalisering av indoktrineringen i en totalitær religion som den kapitalistiske liberalismen-mafiaismen er ensbetydende med effektivisering av menneskehetens klimaselvmord ved at den svir av 300 millioner års karbonlagre på mindre enn 150 år i pengenes hellige gudsnavn og i et forgjeves forsøk på å få kjøpt og solgt ethvert molekyl i universet mens den lager film og skriver romaner om sin galskap.