Læsetid: 5 min.

Fra bombekrater til turistmekka

De to hårdt prøvede hovedstæder Dublin og Belfast har masser af dramatisk historie at byde på
Sult. Den irske historie er hård. Her et mindemærke i Dublin over ofrene for hungerkatastrofen efter en fejlslagen kartoffel-høst i midten af 1800-tallet.

Sult. Den irske historie er hård. Her et mindemærke i Dublin over ofrene for hungerkatastrofen efter en fejlslagen kartoffel-høst i midten af 1800-tallet.

Jonas Varsted Kirkegaard

21. august 2009

Om 80-90 år vil den lyd, man hører i Dublins lyskryds, når der skiftes til grønt, formentlig være tidssvarende.

Det er nemlig lyden af en laserpistol, der affyres, som man kender den fra science fiction-film. En enlig futuristisk svale i en hovedstad fyldt til randen med vidnesbyrd om Irlands tumultuariske fortid.

Dublin er rig på statuer af og mindesmærker over irere, der har kæmpet for deres land eller på anden vis ydet et markant patriotisk bidrag. På det store, smukke hovedposthus på hovedgaden O'Connell Street kan man eksempelvis læse, at det var her, Påskeopstanden mod det britiske overherredømme i 1916 begyndte.

Fællessang

Dublin skæres over på midten af floden Liffey. Flere kvarterer på nordsiden tager sig stadig ganske klassisk-proletariske ud, mens sydsiden blandt andet rummer shopping-strøget Grafton Street og forlystelsesgaden Temple Bar.

Denne pens førstehåndsindtryk af sidstnævnte får et gevaldigt stemningsmæssigt løft som følge af, at hovedstadens fire stolte sønner, U2, samme weekend spiller tre udsolgte koncerter på byens enorme stadion, Croke Park. På en turistet kæmpepub, der blot hedder Temple Bar, varmer 500-600 godt vædede struber op til aftenens brag med en særdeles helhjertet afsyngning af Where the Streets Have No Name.

Succeshistorien om U2 luner utvivlstomt den irske folkesjæl i denne tid. Efter cirka 15 års økonomisk fremgang er Irland nu hårdt ramt af finanskrisen.

Et faktum, som er til at få øje på i gadebilledet: På et hvilket som helst tidspunkt har man mindst én tigger inden for synsvidde. Enkelte er opsøgende, men hovedparten apatiske.

Tager man en tur ned ad nordsidens havnefront, bliver man snart mindet om, at irerne er et folk, der er vant til at have det hårdt. Her er syv spinkle, men yderst udtryksfulde statuer rejst for at mindes de katastrofale konsekvenser af den fejlslagne kartoffelhøst i midten af 1800-tallet.

Lidt længere nede er en bro ved at blive færdigbygget. Den er formet som en harpe, et instrument irerne har så kært, at det også ses på haleroret af flyselskabet Ryan Airs maskiner. Samt, ikke at forglemme, på de glas, som Guinness-øl serveres i. Den gudesmukke og ikoniske Guinness, hvis tjæresorte fundament perfekt kontrasteres af en hat af hvidt skum.

Spøjs signalforvirring

I år fylder Guinness 250 år, og hvilken bedre anledning til at besøge det enorme bryggeri, som ligger ved St. James's Gate i det centrale Dublin? Her bliver man over syv etager indviet i øllets brygproces og lange historie inden man slutter af med en i billetprisen - 15 euro - inkluderet Guinness på Gravity Bar, der tilbyder et næsten 360 graders vue ud over byen.

En midaldrende taxichauffør fortæller, at Dublin for relativt få år tilbage kun tiltrak amerikanere af irsk afstamning. En af dem spurgte ham, om byen så sådan ud, fordi den var blevet bombet. »Jeg tænkte, 'Hvor dum har man lov at være?', men da jeg så kikkede mig omkring, slog det mig: Dublin ligner sgu noget, der er blevet bombet! De eneste flotte bygninger er dem, briterne efterlod.«

Meget har siden ændret sig. Nu er gaderne og parkerne i centrum stuvende fulde af mange forskellige folkeslag. Flere steder i centrum sælger velvoksne souvenirbutikker T-shirts, kaffekopper, nøgleringe m.m. med ærkeirske motiver som trekløvere, leprechauns (en lille mandlig alf fra irsk mytologi), den sagnomspundne fiskesælger Molly Malone, osv.

Amerikanske turister er der dog stadig masser af, og får de hjemve, kan de søge ly på Eddie Rocket's, en kæde af diners i 1950'er-stil, som ærlig talt heller ikke er nogen æstetisk gevinst for gadebilledet.

Der findes heldigvis også mere spøjse eksempler på Dublins dialog med omverdenen. På Capel Street på nordsiden ligger således Ristorante Romano, som navnet til trods drives af asiatere og har Tour de France som gennemgående tema.

Maden er der derimod ingen signalforvirring over, og priserne er kun et nøk over pubbernes (en stor hundredekroneseddel for en hovedret).

Belfasts Berlinmur

Og selvfølgelig kan det stadig lade sig gøre at finde autentisk irsk atmosfære i Dublin - endda i periferien af det ellers så kommercielle Temple Bar. Tæt ved den bro, der fører til O'Connell Street, ligger en charmerende toetagers pub ved navn Palace Bar, hvor denne pen sværger, at han hørte adskillige gæster tale med tyk Dublin-dialekt.

For den nærmest symbolske sum af 45 euro kan man fra Dublin tage en guided en-dags bustur til den Nordirske hovedstad Belfast, hvilket afgjort kan anbefales.

Det hele begynder ganske udramatisk: Bussen gør holdt ved det billedskønne rådhus i Belfasts bymidte, som ser alt andet end borgerkrigshærget ud. Forbløffende almindelig, faktisk, komplet med et stort indkøbscenter med udsigtskuppel.

Af en eller anden grund dufter taxierne i Belfast som dem i Mellemøsten (tungt og intenst, men slet ikke ubehageligt), og nogle af byens taxichauffører fungerer også som guider. Så snart man kommer et par kilometer uden for centrum, begynder det Belfast, man kender fra nyhedsreportagerne.

Fronterne er stadig, helt bogstaveligt, trukket skarpt op. Vi vises den 40 år gamle 'fredslinie', en noget generøs betegnelse for en stor mur, der skal afholde protestanter og katolikker fra at ryge i totterne på hinanden.

Som turist får man endog lov at skrive en besked til de lokale på muren (denne afslappede attitude til trods forlyder det, at man bør undlade at spørge til guiden eller chaufførens personlige religiøse overbevisning). Flere har, med reference til et af U2s kendteste numre, skrevet: We're one, but we're not the same. En australsk gut var mere original: You dudes are crazy. Chill out.

I evig skudlinie

På den ene side af muren ligger det glasskårbestrøede protestantiske kvarter Shankill.

Et af de mange vægmalerier i området prydes af et hætteklædt og bevæbnet medlem af UFF, Ulster Freedom Fighters, og guiden fortæller, at motivet har en Mona Lisa-effekt: Når man går forbi, synes geværmundingen og skyttens blik at følge én. Dette viser sig at holde stik. Et andet vægmaleri hylder en 'Military Commander', der blev blot 30 år, og som bar tilnavnet Top Gun.

På den anden side finder man det katolske Falls-kvarter, der blandt andet rummer det politiske parti Sinn Féins kontorer. Præcis hvor tætte Sinn Féins bånd er til IRA, er et omdiskuteret emne. Deres kontorbygning har skudsikre vinduer. Massive stolper en meters penge fra facaden fungerer som bolværk mod bombeattentater.

En solid og ganske gratis sidegevinst ved turen er den vidunderligt muskuløse lokale dialekt. I en nordirsk mund lyder Roofsåledes næsten som et bjæf: Vrruff. Ordet falder, da guiden peger på en høj bygning, hvis tag indtil for nylig husede en britisk observationspost. Der plejede også at være hyppige helikopteroverflyvninger. Og øje-for-øje mordattentater. Og brain drain. Højt uddannede unge flyttede eller flygtede udenlands. Men man får indtryk af, at Belfast nu tør nære forsigtig optimisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu