Læsetid: 7 min.

Business as usual

Man talte om den absolutte krise. Man så arbejdsløse børsmæglere på et affolket Wall Street pakke deres ting ned i papkasser. Man troede, Wall Streets tid endegyldigt var forbi. Men nu er børsmæglerne på vej tilbage med bonusser og frynsegoder, der overstiger niveauet fra før krisen
Bonusordninger. De finaniselle markeder har en kort hukommelse - men på Wall Street husker man dog udmærket de fede tider med store bonusser før nedturen sidste september. Så godt, faktisk, at bonusordningerne nu er tilbage.

Bonusordninger. De finaniselle markeder har en kort hukommelse - men på Wall Street husker man dog udmærket de fede tider med store bonusser før nedturen sidste september. Så godt, faktisk, at bonusordningerne nu er tilbage.

Eric Thayer

15. august 2009

Jump You Fuckers! Det var dem i de mørke jakkesæt, man mente. Det var dem, der skulle hoppe ud fra New York Stock Exchange den septemberdag for lidt under et år siden, hvor demonstranter var stimlet sammen med knyttede næver og papskilte på gaden, der er selve hjertet i verdens største økonomi. Wall Street, hvor de mørke jakkesæt havde tjent millioner og milliarder på at købe og sælge noget, almindelige mennesker ikke engang forstod, hvad var. De, der tidligere på et almindeligt lønår havde tjent to millioner dollars i bonus ved at spekulere og handle for deres arbejdsgivere Lehman Brothers, Merryl Lynch, Morgan Stanley, Goldman Sachs, Fanny Mae og Freddy Mac. De blev nu udpeget som banditter og som ansvarlige for den største finanskrise siden The Great Depression i 30'erne. Fordi de havde gamblet, de havde spekuleret, de havde opbygget luftslotte og skyggevirksomheder og produceret finansprodukter, der lå så langt fra virkeligheden, at de nu ikke kunne gå andet end konkurs.

De fleste investeringsbanker var forsvundet, solgt, flyttet til billigere kvarterer. Nogle af dem tog regeringen ansvaret for, andre, som Goldman Sachs, fik del i den 700 milliarder store hjælpepakke, den amerikanske regering havde fået igennem.

Skamfulde banker

Men her, et år efter, er alt som det plejer. Som det var før den septemberdag. Goldman Sachs holder fest. Efter nærdødsoplevelsen præsterede newyorker-firmaet et rekordregnskab med et overskud på 3 milliarder dollars på årets første tre måneder. Hovedindtægten stammer ikke fra egen handel med aktier, men fra indsatsen som mellemhandler for kunder, der ønsker nye markeder. Gode tider betyder store bonusser, og det første halve år af 2009 har Goldman Sachs derfor afsat 11,3 milliarder dollars til bonusser og frynsegoder.

Og Goldman Sachs er ikke de eneste af de før så skamfulde investeringsbanker, der har fundet tilbage i vanerne. Indtil videre er den samlede bonuspulje for Wall Streets seks største banker oppe på 74 milliarder dollars, hvilket er en stigning på 14 milliarder i forhold til 2006. Særligt har Morgan Stanley fundet tilbage i rytmen ved at afsætte 4 milliarder til bonusser oven på et underskud på 1,26.

Den tilsyneladende arrogance har skabt vrede i Washington, hvor politikerne har beskyldt bankerne for at være ligeglade med de store hjælpepakker, skatteyderne har leveret. Grådigheden er vendt tilbage, lyder anklagen, og præsident Barack Obama har i stærke vendinger kritiseret bankernes omgang med skatteydernes støtte:

»Med alt respekt for frynsegoder vælger jeg at tro, at folk ville føle en lille smule anger, skamme sig og så ikke tage imod en million i bonus,« sagde han på et pressemøde i forrige uge.

Men der er ikke meget, han kan gøre, hvilket såvel den tidligere Bush-rådgiver Carl Rove som den konservative redaktør Bill Kristol allerede har moret sig over - og i øvrigt har bankerne heller ikke tænkt sig at gøre noget ved det. Som finansdirektøren i Morgan Stanley forleden beklagende forklarede Washington Post, er de nødt til at være konkurrencedygtige.

»Vi er en af verdens bedste investeringsbanker, så selvfølgelig ville vi gerne trække flere penge ud af bonusposen, hvis vi kunne.«

Samme tendens i DK

Herhjemme hælder tendensen i samme retning. I denne uge kom det frem, at de næsten 900 ansatte i Danske Banks investeringsafdeling Danske Markets i gennemsnit når et lønniveau på knap 200.000 kroner om måneden.

Det lønniveau finder direktør Peter Skaarup passende, som han sagde på pressemødet ved bankens regnskabspræsentation i onsdags, og økonomisk kommentator og rådgiver Joachim Sperling giver ham ret. Der er nemlig ikke noget alternativ til det nuværende system, og det kan være svært at sammenligne børsmæglernes lønsystem med andre i finanssektorens

»Danske Bank har faktisk skåret en masse bonusser og frynsegoder væk, men systemet med børsmæglerne er et helt andet,« forklarer Joachim Sperling.

»Størstedelen af deres løn ligger i disse bonusser. Deres grundløn er på et almindeligt funktionærniveau omkring de 40.000, og resten henter de hjem på indtjening til banken. De er ligesom fodboldspillere. Hvis de ikke får, hvad de vil have, så går de et andet sted hen - og der er jo banker, der ikke har taget imod bankpakken, så hvis man fra politisk side lagde begrænsninger på deres indtjening, ville det være katastrofalt for de pågældende banker.«

Ifølge Joachim Sperling kan det ikke lade sig gøre grundlæggende at ændre finanssektorens system, men ved kriser som den, vi ser i øjeblikket, vil markedet selv justere de problemer, der kan være.

»Jeg er ikke ultraliberalist, men det er sådan, denne verden hænger sammen. Ethvert land vil gerne have en sund finansiel infrastruktur, og hvis man vil have det, er det her et vilkår, man må acceptere. Jeg kan godt forstå, det kan være svært for almindelige mennesker og politikere at forstå, men hvis man forklarede dem tingene i mere end 30 sekunder, er jeg sikker på, at de ville være enige. Villy Søvndal forstår det også godt, men det er et budskab, han ikke kan sælge.«

Der var ellers mange, der mente, krisen måtte udløse voldsom kritik af økonomisk teori og økonomiske forudsigelser, mener professor ved Copenhagen Business School Ove Kaj Pedersen.

»Men den er ikke kommet. Det er højst overraskende, men det kan kun hænge sammen med, at vi ikke har andre teknologier til det formål,« siger han.

For tre måneder siden talte Goldman Sachs' chef, Lloyd Blankfein, ellers om, at hans branche var »egocentreret« og »grådig«. Goldman Sachs havde fået del i den amerikanske regerings hjælpepakke, og Blankfein efterlyste nu reformer af bankvæsenet.

Han mente, der skulle en anden form for aflønning til. De dage, hvor direktørerne tjente milliarder og deres ansatte millioner, skulle være forbi. Men nu, tre måneder efter, ikke et ord. Goldman Sachs har tilbagebetalt pengene fra hjælpepakken, så de nu igen kan gøre præcis, som det passer dem. Man nævnte ikke længere ord som reform eller grådige gribbe. Vi var tilbage til dér, hvor det hele startede. Til det samme paradigme, der har regeret så egenrådigt de seneste 30 år.

Alene det at bruge ordet krise viser, at det er en undtagelsestilstand, mener professor i filosofi Ole Thyssen. Så længe man bruger ordet krise, så er det noget, man regner for at være midlertidigt.

»De fleste politikere taler stadig om krisen som noget, der vil vare forholdsvist kort tid. De snakker om, at den allerede vil være forbi til efteråret eller senest til 2010. Og så er vi tilbage i økonomers og politikeres drømmetilstand, nemlig boblen, hvor du bliver rig næsten automatisk. Den elsker vi.«

Kun justeringer

Og vi har svært ved at se alternativer. Skræmmebillederne er planøkonomien og det gamle Sovjet, som virker tillokkende på de færreste. Vi taler derfor ikke om, at der skal et helt nyt paradigme til - eller om, hvorvidt markedsøkonomien overhovedet fungerer, forklarer Ove Kaj Pedersen:

»I stedet for at nytænke hele systemet og finde frem til nye modeller, så vil erfaringerne, vi får fra den økonomiske krise, gradvist blive lagt ind i de velkendte modeller. Men det vil ikke betyde et opgør med modelanvendelsen. Og det på trods af, at troværdigheden af de økonomiske modeller er begrænset her efter krisen.«

Derfor taler vi mere om finjusteringer af markedsøkonomien - om der skal mere eller mindre statsstyring til. Man bliver enig om, at det er den finansielle sektor, der er problemet, og man taler om at regulere den lidt, mener Bjørn Johnson, der er lektor i erhvervsstudier ved Aalborg Universitet.

»Man taler ikke direkte om at ændre den finansielle sektors dybere karakter. Det handler mere om at få den til at blive mere forsigtig og tilbageholdende. Vi ved, at den finansielle sektor har meget kort hukommelse og derfor vil den hurtigt komme tilbage til det, den var. Hvis den altså får en chance, og det ser den ud til at få,« siger Bjørn Johnson.

Laissez-faire-holdningen til den makroøkonomiske politik vil dog stå for skud og statens rolle blive mere aktiv, mener professor i økonomi ved Århus Universitet Torben M. Andersen.

»Igennem mange år har der blandt fagøkonomer været en debat mellem de såkaldte ny-keynesianere og ny-klassikere, og igennem mange år vandt de ny-klassiske ideer terræn. Men finanskrisen vil givet skabe større interesse for de ny-keynesianske ideer,« siger Torben M. Andersen og forklarer, at forskellen på de to skoler er i synet på muligheder og behovet for en aktiv makroøkonomisk politik.

»Finanskrisen vil givet sætte sine spor, ikke alene i den økonomiske politik, men også i den økonomiske debat. Der vil være mere fokus ikke alene på markedsmekanismens styrker, men også på dens svagheder - og opfattelsen af statens rolle vil blive mere nuanceret og dreje i en mere aktiv retning,« siger han.

Intet nyt pensum

Det er altså i nuancerne af liberalismen, slaget kommer til at stå. Ikke, om der skal et helt nyt paradigme til, eller om der kommer helt nye tanker på bordet. Ændringerne kommer i et system, der allerede er. Heller ikke den norske økonom og lektor i økonomi ved Universitetet i Trondheim Rune Skarstein har set tendenser til et nyt paradigme inden for økonomisk teori. Tværtimod har vi set mere af det samme.

»Ikke en eneste pensumbog i økonomi er blevet udskiftet som følge af denne krise,« siger Skarstein, der har skrevet bogen Økonomi på en annen måte. Han peger på, at et paradigmeskift afhænger af udviklingen i fagbevægelsen, miljøbevægelsen og andre folkelige organisationer, om der virkelig kommer et oprør mod liberalismen: »I bogen er min spådom, at det bliver den kommende klimakrise - og den økologiske krise generelt - som kommer til at fremtvinge en slagkraftig kapitalismekritik og et nyt økonomisk paradigme. Ikke denne finanskrise, vi har set nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Hvis aktierne stiger skyldes det naturligvis børsdrengenes store indsats, som de skal have bonus for.
Fænomener som konjunkturstigninger, produktivitetsforøgelser i produktionsvirksomhederne, øget omsætning, lavere rente, bedre eksportmarkeder osv, har ingen indflydelse på aktiestigningerne. Kun børsdrengenes kikkeri på en skærm og trykken på nogle taster har betydning. Derfor skal de belønnes.
Omvendt når aktiekurserne falder, skyldes det krise, lavere konjunkturer, lavere produktivitet, lavere dollarkurs, højere rente, dårlig udvikling på eksportmarkederne osv.
Aktiefald kan derfor ikke klandres børsdrengene, og samfundet må træde til og skyde skattepenge ind i bankerne, så børsdrengene kan få vendt aktiekurserne til gunst for os alle sammen.

Lennart Kampmann

Så længe man belønner spekulation med statsledede redningspakker, ja så fortsætter systemet uændret.

Man skulle have handlet Danske Bank i februar....(Husk det til næste krise - køb når det er billigt)

Med venlig hilsen
Lennart

Steen Erik Blumensaat

Efter intagelse af stimuli, forsætter dansen rundt om guldkalven, Thor fører ælde, i dansen, eller gør han.

Ove Kaj Pedersen:

"Der var ellers mange, der mente, krisen måtte udløse voldsom kritik af økonomisk teori og økonomiske forudsigelser"

Og hvordan havde Ove Kaj Pedersen så forestillet sig, at det skulle være muligt?

I et moderne samfund som vores kan man kun udtrykkke sine holdninger overfor et større publikum via massemedierne.

Og eftersom liberalisterne ejer alle massemedier, er der naturligvis ikke blevet artikuleret nogen alvorligt kritik af den gængse liberalistiske teori som følge af finanskrisen. Så enkelt er det.

Martin Kaarup

Hvordan samfundet körer rundt og hvilke värdier befolkning önsker deres regering skal afspejle hänger alene sammen med valget af partier.

Det nuvärende fascistiske regime i Danmark med deres stötteparti viser gentagne gange, snart ugentligt, at de er villige til at betle for erhvervslivets interesser på befolkningens bekostning.

Flere og flere skattekroner går til statsstöttet private sygehuses investorer, til bankernes investorer, til musikindustriens investorer o.s.v.

Den danske befolkning välger selv hvem de mener varetager deres behov og livssyn bedst - indtil videre er det erhvervslivet.

Aktiekurserne stiger
Wall Street rejser sig af asken
Business as usual

Hallo, hvor mange arbejdspladser er det lige der bliver skabt af disse Wall Street drenge - samfundets parasitter?

I det efterspurgte paradigmeskift kan det undre mig, at ingen foreslår en tredeling af private firmaers profit: Èn del til kapitalindskyderne, én del til arbejderne (fra top til bund - og som jo er dem, der har skabt profitten) - og én del til en almennyttig erhvervsfond.
Det er jo rigtigt, at vi almindelige mennesker ikke kan hverken gennemskue eller overskue de finansielle "tricks", men spørgsmålet: " Når virksomhedernes overskud er et resultat af det udførte arbejde, hvorfor skal kapitalen da løbe med hele profitten?", synes jeg ikke er svært at tage stilling til ; - )
M.v.h. Arne.