Læsetid: 5 min.

Coachens ensomme tårer

Naturligvis ved man, at alle kan bryde sammen, men når dem, der vejleder i ikke at bryde sammen, så alligevel bryder sammen, er det anfægtende - også rent filosofisk
Naturligvis ved man, at alle kan bryde sammen, men når dem, der vejleder i ikke at bryde sammen, så alligevel bryder sammen, er det anfægtende - også rent filosofisk
7. august 2009

Jeg så det sådan set komme, men må alligevel have tænkt: Nej, det passer da ikke. Hun var under temmelig hård ild, den nydelige, tjekkede coach, der på nutidsobligatoriske høje hæle, på en højskole i sommerlandet med nærmest koreograferede bevægelser 'jeg fører uden komplekser mig selv frem' var i færd med et introduktionsforedrag om coaching.

Men arme kvinde. I modsætning til et sædvanligt sikkert coachinghungrende præstationspublikum, var vi her en broget forsamling trukket til af et obskurt idéhistorisk emne, noget i retning af 'Selvets udvikling gennem årtusinder.' Coachen var inviteret, for at give et billede af, hvad 'selvet' er i coachingoptik.

Vi kunne måske ikke helt karakteriseres som 'intellektuelle med gennemsnitsalder på tres', som coachen senere afskrev os på sin blog. Til gengæld var vi nok kendetegnede ved ikke helt at tilhøre præstationssegmentet af befolkningen, hvis man skal sige det pænt. Tidligere direktører af den slags, der har bekymret sig om human ressources - også før det kom på mode, pensionister af anden art også, et par fagfilosoffer og en hel del, jeg ikke ved noget om i højskolens altaccepterende ly.

Empatisk tilbageholdenhed

Men det var faktisk fra et par meget unge folk, den allerhårdeste kritik faldt. »Det er jo fuldkommen tomt, det du siger,« deklamerede en nydelig ung SF'er iskoldt forarget, mens en mindst lige så nådesløs yngre mandlig filosof pillede coachdiskursen fra hinanden i faglig afsøgning af »et metafysisk grundlag«. Det smuttede i coachens afværgende stil. Hun lagde sådan set ikke skjul på at være overfladisk - om end på en meget virksom måde, hævdede hun gentagne gange.

Men her virkede det bare slet ikke.

Den stemning, hun sikkert er vant til, er for opadgående i en jublende genkendelseskurve - men den indfandt sig ikke. Slet ikke.

Her begyndte mit helt personlige jeg at observere en stivnen i selvsikkerhedskoreografien. Ikke at jeg lod mig mærke med det, empatiske følelser forhindrer alt for mange kvinder i at tørne gennem glasloftet og blive direktører, så jeg prøver at holde mig fra dem. Jeg var på højskole i embeds medfør, skulle undervise, så jeg nægtede at lade medfølelse svække filosofiske argumenter.

Så måske gik også jeg lidt hårdt til coachen og kritiserede stærkt en test, hvor man skulle tegne et livshjul og vurdere de forskellige livsområder på en skala mellem 0 og 10. For hvis man bliver bedt om at sætte noget på en skala, hvorledes kan man så sige, at der er noget, der er uvurderligt ? Hvordan give karakter til sit familieliv, måske enormt vigtigt selvom det sagtens kan gå ad helvede til? 0 eller 10?

Visse af pensionisterne var værre end jeg og mine tørre filosofiske argumenter om testindbyggede præmisser. De gav bare sig selv en 9, 10 stykker i karakter hele kagen rundt. »Det har jeg aldrig nogensinde set i al min tid som coach,« famlede coachen. Det tog luften ud af alt det, som coaching går ud på. Præstationsoptikken gav ikke den mindste genklang hos dette hold ambitionsløse, videnssøgende individer. Uforskammet lykkelige trods helt objektiv mangel på at være det. Gamle, usmarte, tykke, tynde, kejtede, arrige med en fandens masse spørgsmål og ikke nogen svar, og så var de i gang med at give sig selv 10 på livshjulets skala? Den, hvor de coachinghungrende plejer at nedvurdere sig selv helt vildt, og så kan hun komme og lære dem, at de skal lære ikke at stille så høje krav. Det krakelerede i coachen.

I halvmørket

Efter det helt sikkert indsigtsgivende aftenforedrag gav jeg efter for min stadig ufuldstændigt undertrykte empati og bød på et glas vin i baren. Den dårlige stemning, havde efterhånden stivnet hende helt op i nakken, og hun sagde ja tak - til et glas vand. Men i min konfliktulyst havde jeg overset min altid kampdygtige filosofiske veninde, der i baren helt principielt var i gang med at hamre coaching sønder og sammen - sikkert ud fra Hegels dialektik. Hun havde overset coachen, der lyttede i halvmørket. Og så var det, at coachen ikke kunne lade være med at græde.

Se nu er pointen her ikke, at coacher også kan græde, for det kan de selvfølgelig. Og jeg har tjekket på nettet, at hun er kommet sig over det skrækkelige møde. Hun har igen lært at holde af sig selv og ikke tage kritik ind.

Måske var det lige det sidste, som anfægtede mig allermest.

Nu var det jo et kursus om selvets udvikling gennem årtusinder, og jeg stod dér i halvmørket på højskolen og tænkte, at det var ligegodt pokkers, hvor hurtigt det går nu. Det er nærmest, som om 'selvet' eller 'subjektet' strukturerer sig på nye måder for hver generation - slægt skal følge slægters gang, men lynhurtigt. Præstationsmennesker står i fare for at bryde sammen - ikke under andres krav, men under deres egne tårnhøje krav til sig selv, og prøver så at coache sig til at blive perfekte til at være uperfekte og fred være med det. I coachens tårer så jeg hendes enorme krav til sig selv på højtryk stadigvæk. Men jeg så også, at hun nærmest ikke kunne forestille sig, at ikke alle var lige som hun selv. Teoretisk kan man udbrede sig som, at vi aldrig helt kan forstå antikkens eller middelalderens menneske, fordi det moderne individ først blev 'opfundet' med naturvidenskaben eller romantikken om man vil.

Her så jeg sammenstødet mellem forskellige tiders subjekter live.

Med ryggen til kritikken

Det var så først, da jeg på nettet læste, at hun nu havde fundet ud af at vende ryggen til kritikken, at jeg for alvor blev bekymret. For da så jeg også et menneske, som kun kunne opfatte fjendtlighed på det sted, hvor hun ikke længere kunne spejle sig. Kritikken gik lige ind og splintrede spejlet. Hvad hvis den anden svarer igen? Ikke vil være med i billedet? Så lurer det nådesløse negative overjeg, eller endnu værre paranoiaen. Så må man lukke af. Og rode rundt med sin helt egen målestok, hvor man forsøger at fortælle sig selv, at man er 'god nok'. Ikke 'mennesket' som egen målestok, men 'individet' som egen målestok, flintrende frem og tilbage mellem total storhed og total selvnedgørelse, uden at en lyd trænger ind fra verden udenfor. Coaching men kun for 'lige som mig'.

Og samtidig så jeg svimlende, at alt dette siger jeg, fordi jeg er fra en generation, der stadig 'tror' på, at viden kan trænge ind, at noget går fremad, at andres holdninger vitterlig betyder noget, at kritik er forandrende.

Min svimmelhed beroligedes så af, at det åbenbart nu går så hurtigt, at coachen blot er del af coachgenerationen, og at det måske allerede er slut. De helt unge var de værste, måske alt for slemme?Både min og coachens generation som uddøde dinosaurer? Vi afventer spændt næste kapitel i selvets idéhistorie, hvis der er nogen tilbage til at fatte den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu