Læsetid 6 min.

Hoved og hale i den lille forskel på ham og hende

Mandekroppen er sjældent i fokus. Når det handler om krop, handler det om kvinden. Det kan kaldes undertrykkende, hvilket det ofte bliver. Men har kvinderne egentlig ikke også et afsindigt privilegium med det patent på kroppen?
8. august 2009

I en verden, hvor køn er noget vi desperat klynger os til og søger svar på alting i, hvordan er vi, hvem er vi, hvorfor er vi sådan og sådan, hvem er bedst egnet til dette og hint, hvem udnytter hvem, hvordan bør vi være, hvem leder bedst, hvem er forældre hvordan, hvem skal bestemme hvad, og hvem har ret til hvad - der er det påfaldende, så ofte udlægningen er dén, at mænd har det meste, er bedst til det meste, har mest ret til det meste - og billedet gennemføres med, at kvinderne halser efter mændene for at få rettet op på de mange år i undertrykkelsesbanen - nu skal der fandme hales ind og hales op.

Der er en helt grundlæggende ting, som til gengæld aldrig inddrages i debatten som noget, der er vanvittig meget til kvindernes fordel. Det er et punkt, hvor jeg som mand ville føle mig stærkt forfordelt: Det handler om den sanselige krop. Den ejer kvinderne.

Det, der altid er i fokus om kønnene og kroppen, er, at det er synd for kvinder, at deres kroppe skal udstilles som sexobjekter i drikken Cult-reklamer og benyttes til prostitution og andre skrækkeligheder. Der er imidlertid en anden side af det forhold, at kvinder i langt højere grad end mænd identificeres med deres krop, og det er kvindens patent på kropslighed.

Det er også på grund af den, at det er evindeligt morsomt at se en mand klædt ud som dame. Med en kjole bliver hans krop pludselig gjort bevidst som krop, en rolle, der er helt kejtet og anmasende forkert under hans hoved. Samme morskab er der jo ikke ved en kvinde udklædt i skæg og mandetøj. Hun er krop i forvejen, så effekten er helt fraværende den vej rundt.

I de stereotype kønsroller er manden hoved og kvinden krop. Han styrer parlamentet, menighedsrådene, bestyrelserne, hvor hun simpelt hen ikke har hoved til at komme ind. Hun styrer til gengæld forplantningen, hvor han simpelthen ikke formår hverken at ruge, amme eller pleje fysisk omsorg. Men hov, den traditionelle lillemor uden hoved til bestemmelse og bestyrelse er der ved at blive gjort op med. Men den traditionelle lillefar, der står som et ubehjælpeligt hoved ovenpå et stift, ukropsligt jakkesæt, og ikke forstår, hvordan hun dog får barnet til at holde op med at græde - er der nogensinde gjort op med ham? Findes han egentlig endnu? Har mændene ønsket eller krævet ligeså meget krop i det sidste århundredes kønsomvæltninger, som kvinderne har krævet hoved?

Kroppen som privilegie

Kroppens fantastiske rigdom af oplevelser, livfuldhed, sanselighed og nærvær - for ikke at nævne de medfølgende rettigheder - inddrages sjældent i regnestykket. Forholdet til den sanselige krop er uimodsagt kvindernes privilegium. Synd for mændene. For visse konsekvenser af det forhold til kroppen kan tænkes decideret at diskriminere mænd.

Jeg vil ikke hævde her, at det er synd for nogen, slet ikke en stor uhomogen gruppe som 'mænd', som jeg hverken er en del af selv, finder det særlig reelt at generalisere over eller har nogen mening om, hvor skal bevæge sig hen.

Jeg har heller ingen mission om, at kvinder skal ændre deres eget forhold til deres egne kroppe.

Men når det angår kønslige forskelle omkring seksualitet, er det interessant at betragte sagen fra en side, hvor kvinden ikke er offer for kropsligheden i form af at være sexobjekt, men hvordan hun i stedet får og fastholder privilegier gennem en kropslighed, som manden er afskåret fra.

Når kvinden dyrker sin sansende og følende krop, er hun feminin. Når manden dyrker sin krop for andet end dens råstyrke og dyriske drift, er han blødsøden, fesen, kvindagtig eller homoseksuel. Nu vil nogen sige, jamen, manden kan da både slås og spille fodbold, så hans krop er vel også krop?

Det er sandt. Men mandigheden og kvindeligheden placeres essentielt forskelligt i de stereotype roller, som nogle vil sige, vi er tryggest i, og andre vil sige, vi arbejder på at frigøre os fra.

Manden identificeres gennem sine intellektuelle, handlekraftige, beslutningsdygtige (subjekt-)evner, og hans krop er instrumentel. Kvindens identificeres gennem sine skønne, omsorgsfulde, blide (objekt-)evner, hendes krop er sensuel.

Frie eller bundne krop

Den typiske indsigelse mod seksualiseringen af kvindekroppen og identifikationen af den kønslige kvindelighed som hjemmehørende i kvindens krop er, at vi dermed også nægter kvinden den frihed og autonomi, som manden nyder, i og med at hans mandighed er fri af kroppen. Hun har ikke frihed til at gå rundt, sidde frit, bevæge sig, som hun vil, fordi hun konstant er et seksuelt objekt. Set fra den vinkel, hvor man konstant sammenkæder kvinde og krop, begrænses kvinden til sin krop, hvorimod manden, paradoksalt nok ved denne associeren kroppen til det kvindelige, frigøres som kropsligt instrument. Dette ligner mandens frihedsfordel, og er den, traditionelle feminister begræder som den undertrykkende seksualisering af kvindekroppen. Men hvori ligger kvindens gevinst ved dette? F.eks. i følgende:

•Kærtegn. Den fysiske daglige kontakt med andre mennesker. Kvinder kan både over for hinanden, mænd, børn og medmennesker generelt slippe afsted med at røre meget og være fysisk kærlige, givende og modtagende væsener. Mænd kan dårligt røre ved andre mænd - og er også som regel opdraget til nærmest at føle væmmelse derved - og tillægges ofte seksuelle motiver for berøring af kvinder, selv om det måske egentlig bare handler om at have lyst til kærligt eller venskabeligt at give knus eller føle sig forbundet med et andet menneske.

•Gråd. Følelserne i kroppen. Noget så basalt som at tillade følelser også at fylde kroppen og f.eks. forløses i gråd. En mand, der græder, er en tøs - altså en pige, en kvinde, en følekrop.

•Dans. Lysten til og glæden ved at bevæge kroppen og udtrykke enten bare danseglæde eller dyrke et kunstnerisk udtryk i dans.

•Forfængelighed, selvpleje, fremtoning. Mænd, der har lyst til at groome deres krop og dyrke dens udseende, duft og velplejethed hedder straks noget som metroseksuelle eller homoseksuelle.

•Yoga. Tilstedeværelsen i kroppen og den måde behageligt og meditativt at opbygge kroppen på. Man scorer ikke som mand på at dyrke yoga, man bliver pigerne på holdets ven(inde).

Moderkroppen

Men værst af alt, og der, hvor jeg som mand - langt mere end for retten til at græde, danse og dyrke yoga uden at blive stemplet som en tøs - ville kæmpe en brav kamp for, at min krop også skulle have en ny berettigelse, det er selvfølgelig i kampen mod moderkroppens mærkværdige særstatus.

Det store moderdyr og den kvalmende helliggørelse af moderskabet, der finder sted i disse år som en særlig absurd kvinde-retropuritanisme, er endnu en gang en udmanøvrering af mandens krop. Der er ikke nogen faderkrop. Der er ikke noget helligt faderskab. Der er ikke noget faderdyr. Manden, som en akkurat ligeså gyldig omsorgsgiver som kvinden, findes ikke. Og det ville gøre mig rasende, hvis jeg som mand stod og så på de ekskluderende, bedrevidende, eviggyldige, altdominerende, moderskabsdyrkende, ammeforherligende, evigtrøstende, livstidsbarslende, ftalatfri, selvforgudende mødre, vi ser i dag.

Akkurat som kvinderne for hundrede år siden stod og så på stemmeboksene og insisterede på, at de havde reflekterende hoveder ovenpå deres kroppe, ville jeg i dag stå som mand og far og insistere på, at jeg havde en sanselig krop under mit hoved.

Rettighed over kroppen

Det handler ofte om rettigheder forbundet med kvindens krop. Kvinderne har i mange år kæmpet for rettighederne over deres egne kroppe; voldtægt skal ikke forsvares med kvindens påklædning, aborten skal frigives, kvinden skal ikke kun eksistere som fryd og begærsobjekt for det mandlige blik etc.

Mænd har ikke rettigheder over kvindernes kroppe. Ingen ret til hverken voldtægt, svangerskab eller giftermål. Kvindens ret over kvindens krop, tak.

Men kvinderne må snart nosse sig sammen og afgive noget privilegium over kroppen som sådan, så mænd kan få lov at få deres egen krop og dens gyldighed.

Så manden også som helt menneske kan få lov at udfolde sig, skulle han have lyst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Nissen

Tak til Tine Bruun.

Dette er både indsigtsfuldt, tankevækkende og provokerende og dig kommer jeg til at savne, hvis dette er den sidste artikel i sommerserien.

Skriv noget mere.

Brugerbillede for Jens Jacob Prasse
Jens Jacob Prasse

Også tak herfra. Vidunderligt at få hjælp til at samle og skærpe tankerne og synsvinkelerne. Tænk hvis flere kvinder turde lægge offerrollen fra sig, og gå med os mænd ind i ligestillingskampen og give os mænd lige adgang til den sansende kropslighed.
Skriv mere, jeg kigger efter navnet Tine Bruun.
(og det er ikke fordi jeg har skumle bagtanker)

Brugerbillede for Søren  Rehhoff
Søren Rehhoff

Udmærkede iagttagelser af Tine Bruun om opfattelsen af hhv. mænds og kvinders kroppe. Men det er vel ikke rigtigt at mænd har fået frataget priviligiet til den her bløde sanselige krop af kvinder og nu skal kvinder give dem det priviilegie tilbage. Mænd kan kan jo bare begyde at udvikle den her bløde sanselige krop og begynde at danse og græde o.s.v. også selvom de ikke har fået lov af deres mor.