Baggrund
Læsetid: 10 min.

Hva’ nu, hvis ketchupeffekten udebliver?

Dansk finanspolitiks fokus er på næsten ingen tid gået fra ’Vi kan snart købe hele verden’ til ’Pengene fosser ud af statskassen’. Nu håber man så på, at økonomien, som ketchup fra en flaske, pludselig vil sprøjte penge ud over Danmark. Sker det imidlertidigt ikke, kan situationen hurtigt komme til at se langt værre ud, end den gjorde i 70’erne ...
Dansk finanspolitiks fokus er på næsten ingen tid gået fra ’Vi kan snart købe hele verden’ til ’Pengene fosser ud af statskassen’
Moderne Tider
29. august 2009

Det er nu, det gælder. Taxameteret kører, og sveden pibler på overlæben. En uvant situation for en regering, der har surfet på en bølge af højkonjunkturer og olieindtægter, som har gjort, at man har kunnet ignore diverse vismænd og økonomers påpasselige snak om reformer og offentlige investeringer. Nu er den redningsvest her ikke længere, og spørgsmålet er, om regeringen evner at klare skærene uden vinden i ryggen. Det kan måske i bedste fald gå sådan nogenlunde, men det kan også gå så grueligt galt, at sammenligningen med 70’erne mere er en fornærmelse mod Anker Jørgensen end omvendt.

»Der tales om, at det her er en halv Anker Jørgensen, som vi ser nu, men viser det sig, at det, regeringen gør nu, er utilstrækkeligt, så kan en halv nemt blive til to i løbet af ganske få år,« siger tidligere leder af Det Konservative Folkeparti, Hans Engell.

Han understreger, at man meget hurtigt kan opbygge en statsgæld, men at nedbringe den er ikke helt så nem en manøvre. Og med en difference på statsbudgettet i 2008 og næste års finanslovforslag på over 150 milliarder, er det svært at være uenig i første del af den påstand.

Det er indtil videre danmarksrekord. Så hvis man, som det bliver beskrevet i torsdagens udgave af Information, ikke gør meget andet end at håbe på, at danskerne pludselig lader dankortene lyne igen, kan man nå at grave et meget dybt hul, før danskerne formentlig i starten af 2011 igen får lov at bestemme, hvem der passer på pengene.

»Det er en skæbnefinanslov det her. Går det godt, har regeringen tilsyneladende styr på tingene; men fortsætter vi mod afgrunden og ender med en ’dobbelt-Anker’, så er regeringen for alvor skamskudt,« siger Hans Engell.

For at undgå det sidste, skal de 50-60 milliarder, man nu totalt set pumper ud i forskellige incitamenter, altså pludselig løse alt ting: forbruget skal stige, ledigheden skal falde, og alting skal pludselig blive lyst og dejligt. Det er dog de færreste eksperter, der tror på den form for ketchupeffekt. For bag ved finanskrisen ligger en endnu mere alvorlig krise – arven fra Fogh – i form af alle de ting, man ikke gjorde under højkonjunkturen. Der ligger en ældrebyrde – eller mere politisk korrekt: en øget forsørgerbyrde – samt et arbejdsmarkedsproblem og venter. Et problem, man de sidste 15 år har kendt, og som man har estimeret vil koste 14 milliarder årligt. En regning som der kun er gjort meget lidt for at betale, mens pengene var der. Og den regning vil, lige meget hvordan man vender og drejer det – konjunktursvingninger medregnet – lande i skødet på danskerne.

Foghs regning

Anders Fogh Rasmussen har selv klogeligt taget flugten udenlands, men regningen skal stadigvæk betales, og det hurtigst muligt ifølge lektor i økonomi ved Handelshøjskolen i Århus Christian Bjørnskov. Den vil blot vokse og vokse, hvis der ikke bliver gjort noget.
»Det her problem forsvinder ikke på grund af krisen. Venter vi tre-fire år, fordi krisen skal rides af, før vi går i gang med at tage hånd om det her problem, så er tallet måske ikke længere 14, men 20 milliarder,« siger Christian Bjørnskov.

Derfor er det heller ikke den nuværende politiske diskussion om en milliard fra eller til, der for alvor er interessant ifølge professor Bent Greve fra Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet. Det er ikke det, der på længere sigt kan sende den danske økonomi til tælling. Det er snarere det problem, at man ikke på længere sigt har taget stilling til, hvad man vil gøre med det strukturelle underskud på ca. 2,5 procent.

»Man siger så, at de 1,25 procent kommer via nogle langsigtede positive effekter af skattereformen, mens vi stadig skal finde andre løsninger til den anden halvdel. Sagt mere enkelt, hvis vi ikke får en effekt af skattereformen – hvilket jeg tvivler meget på – så står vi med en gevaldig underfinansiering i de kommende år på statens finanser,« siger Bent Greve.

De penge kan kun findes to steder via besparelser eller via forhøjede skatter – hvis man altså går uden om den reelle, men politisk urealistiske tredje mulighed, der hedder en afskaffelse af velfærdsstaten. Og den udfordring er ifølge Greve langt mere væsentlig at se på end f.eks. en vækstpakke, som tvivlsomt kan nå at blive sparket i gang, fordi der allerede er mange investeringer i gang i anlægssektoren. Det er problemet med underfinansieringen af de offentlige udgifter, der er den virkelige udfordring. En problematik, der formentlig vil ramme os i 2011. Og det vel at mærke oven i den finanskrise, som vi, hvis uheldet er ude, stadig kan mærke.

– Så i 2011 kommer der en krise, der vil ramme danskerne over en bred front?

»Man skal finde besparelser på et sted mellem 20 og 25 milliarder kroner. Og når alle råber skattestop, så er der kun den offentlige sektor, det kan gå ud over,« siger Bent Greve.

– Er det regningen fra Fogh, vi skal til at betale?

»Både dén og så fra en verdensøkonomi der har taget et gevaldigt dyk. Vi skal vel tilbage til anden oliepriskrise for at finde noget lignende. Når man får det oveni, at man har brugt pengene på privatforbrug, så bliver det svært,« siger Bent Greve.

Bagklogskab

De penge, vi mangler nu, kunne vi dog muligvis have været tættere på at betale, hvis vi ikke havde holdt så stor en forbrugsfest, for alle de oliemilliarder, vi har hevet op af Nordsøen de sidste mange år. Professor i politisk sociologi ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning Jørgen Goul Andersen mener da derfor også, at man nok burde have gemt naturens gaver til næste generation.

»Men gaver i børneværelset er ikke dansk stil. Det er regninger i børneværelset i højere grad,« siger Jørgen Goul Andersen.

En oliefond i EU’s eneste land, der har nettoeksport af olie kunne have været en ide. Et separat nationalregnskab for offshore-Danmark og fastlands-Danmark, ligesom man gør det i Norge havde ligeledes været en god ide, mener Jørgen Gous Andersen. Vi valgte så at gå shop-amok i stedet.

Nu kan man ifølge Andersen så bare håbe på, at OECD tager fejl, når de opgør BNP-tabet i Danmark til at blive større end i Island. Samtidig med at man kan fundere over, at krisen i Danmark startede tidligere end i andre lande, og at vi havde OECD’s laveste vækst de sidste otte kvartaler før finanskrisen.

Mens vi har pumpet al olien op, har vi altså tabt terræn i forhold til de andre nordiske lande, især Sverige og Finland, samtidig med, at udlandsgælden nu er den samme, som den var sidst i 1990’erne, før olieeventyret rigtig tog fart.
»Set med positive briller, så er der kun én vej herfra – og det er op,« siger Jørgen Goul Andersen.

Også Bent Greve ser en betydning af den aftagende olieindtægt i forhold til offentlige finanser. Derudover kommer vi til at se et pres på betalingsbalancen, fordi vi som et alternativ til indtægterne skal ud og købe energi i andre lande.

»Der ligger klart nogle faresignaler her, der vil forstærke problemerne i forhold til betalingsbalancen,« siger Bent Greve.

En direkte sammenligning med situationen i 70’erne vil han dog ikke gå med til.

»Det er et fortegnet billede, fordi vi taler ét år nu, og vi har haft mange år med nedbringelse af statsgælden, som er væsentligt under, hvad den var dengang. Men det er oplagt, at det ikke må ske mange år i træk,« siger Bent Greve.

En anden, der også gerne ser sig fritaget fra den direkte sammenligning, er tidligere finansminister Knud Heinesen, der i forbindelse med den anden oliekrise i oktober 1979 blev ophavsmand til det udsagn om ’afgrunden’, som medierne siden har været forelsket i.

»Det er historieforfalskning. Det, der var hovedproblemet, da jeg advarede mod, at vi var på vej mod afgrunden, handlede ikke om den indenlandske statsgæld, men om den gæld vi pådrog os over for udlandet,« siger Knud Heinesen.

Han påpeger, at vi dengang ingen energiproduktion havde selv –hverken olie, gas eller nævneværdig vedvarende energi. Derfor var man tvunget ud i at tage nogle lån – og vilkår for lån – der ’bankede lige ned på betalingsbalancen’.

»Havde vi ikke haft olien, gassen og den vedvarende energi, så havde vi på samme måde set et underskud på betalingsbalancen i dag,« siger Knud Heinesen.

– Men er det ikke det, vi styrer imod, hvis olien er ved at slippe op?

»Det taler man jo om nu, og det er et problem, som man, måske ikke i nærmeste fremtid, men før eller senere, bliver nødt til at forholde sig til,« siger Knud Heinesen.
Et synspunkt, som deles i Det Økonomiske Råd hos vismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Olien er inde over, fordi indtægten er aftagende. Det er nogle dejlige indtægter, der forsvinder, som sammenholdt med det måske vigtigste – den stigende forsørgerbyrde – gør, at reformer er nødvendige. Det er selvfølgelig en indtægt, som vi skal lære at klare os uden,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Fortidens problemer kan altså meget nemt også blive fremtidens problemer, hvis vi ikke passer på. Det helt store spørgsmål er altså ikke kun, hvad der skal gøres, men også om det bliver gjort hurtigt nok?
Svaret fra dem, Information har talt med, må lande på et beskedent ’måske’. For selv om alle kan blive enige om, at der skulle være gjort en masse før krisen, og at der skal gøres mindst lige så meget efter krisen, så afhænger meget af, om krisen nu også, som det ser ud til, er på vej i historiebøgerne. Hvis det holder stik, hvilket regeringen med sin politik satser på, så er flere penge ikke nødvendigvis vejen frem.

»Er vi nede på bunden, vil det højst sandsynligt ikke være klogt at bruge flere penge. Hvis de andre lande får gang i økonomien og med de skattelettelser, hvis virkning vi vil se næste år, så der er allerede en pengeudpumpning i vente,« siger Bent Greve.

Knud Heinesen er mere skeptisk.

»Jeg vil sige, at som de økonomiske udsigter er nu, har jeg svært ved at tro på, at det slår til, men det finder vi jo relativt hurtigt ud af. Men jeg mener, der er behov for mere sikre investeringer i forhold til beskæftigelsen end det, regeringen kommer frem med,« siger Knud Heinesen.

Christian Bjørnskov er heller ikke uden forbehold:

»Det kan vise sig at være en acceptabel plan, hvis krisen altså ikke fortsætter nedad. Men at kalde det en god plan, det er svært, og det lige meget, hvilke briller man har på.«

Også hos Det Økonomiske Råd stiller man sig tvivlende, selv om regeringen kun har investeret fem ud af dets 15 anbefalede milliarder til offentlige investeringer.

Det store tilbagevendende spørgsmål er endnu en gang for Whitta-Jacobsen, ikke så meget om en ekstra milliard skal bruges her eller der, men mere, hvornår de nødvendige reformer kommer. Og han ser sådan set ikke nogen grund til at vente. Tværtimod. Han tror faktisk, at reformer vil kunne indvirke positivt på forbruget.

»Folk skal turde forbruge og investere. Men hvis man frygter, at ragnarok i form af store og permanente underskud på de offentlige budgetter venter rundt om hjørnet, så gavner det normalt ikke optimismen. Så man ville få en bedre effekt, hvis man kunne sige til folk ’vi har set det komme, og vi tager hånd om det’. Så er det mindre væsentligt, at der et enkelt år er et underskud på 86 milliarder,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Hver sin vej

Der er dog ingen, der for alvor tror på, at reformer kommer på dagordenen før næste valg. Så indtil videre er der altså ikke meget andet at gøre end at vente at se, om regeringens slag på ketchupflasken er nok til, at økonomien løsner sig eller ej, og vi kan komme fri af krisen. Og så ellers håbe på, at man efter et valg, har viljen til at lytte til, hvad økonomer og andre eksperter har talt om i årevis: De reformer der i nuværende politisk sammenhæng er at sætte lig med offentlige besparelser. Et punkt der næppe vil skabe mindre sved hos den politiker, der engang skal sælge det budskab til det danske folk. Nogle, der til gengæld glædeligt vil gentage behovet for reformer som et mantra, er økonomer og andre folk med indsigt.

»Vi må jo bare pointere igen og igen, at der ikke er nogen vej foruden op, og at krisen for alvor har forværret billedet. Det hang ikke sammen i forvejen, krisen har bestemt ikke hjulpet,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Eller som Christian Bjørnskov formulerer det:

»Politikerne trækker den ene vej og økonomien den anden.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inspirerende artikel, men jeg spekulerer på om, det er i henhold til en aftale med VKO-regeringens pressekontor, at alle kritiske økonomiske artikler om situationen i 2010, skal indledes med en henvisning til Anker Jørgensens regeringstid. Og Engell opfinder sandelig en ’dobbelt-Anker’.

Jeg vil lige pege på at:
Jens Otto Krag gik i 1972 med en udlandsgæld på ca. 1% af BNP og en ledighed på ca 1%
Efter to oliekriser og en global nedgang i beskæftigelsen afleverede,
Anker Jørgensen en udlandsgæld på 44% af BNP, og en ledighed på 9,2%, i 1982
Poul Schlüter en udlandsgæld på 58% af BNP, og en ledighed på 12,7%, i 1993
Poul Nyrup en udlandsgæld på 39% af BNP, og en ledighed på 5,2%, i 2001
Rasmusserne en udlandsgæld på 25% af BNP, og en stærkt stigende ledighed i ?

Jeg kan faktisk ikke se at Anker Jørgensen kunne have handlet anderledes. Poul Schlüter ændrede jo stort set intet ved den rutschetur, der var i gang sat af konjunkturerne allerede i 1972 altså 20 år forinden.

Det interessante i dag er om VKO-regeringen kunne have forvaltet deres gyldne år bedre og det er der jo flere tinge der peger på også i ovenstående artikel…

Som Claus Hjort Frederiksen siger: ”Vi vil helt sikkert blive klogere…

Hvilken ketchupeffekt?

For lige at runde mit lidt knudrede indlæg ovenfor af - tallene er fra Nationalbankens statistikker og skulle være til at stole på - vil jeg lige pege på, at sidst tog det 20 år før ketchuppen så småt begyndte at løbe. Så hvis Engell har ret - så har vi 40 års tænkepause, inden vi skal tage stilling til et evnt. nyt forbrugerræs - Vi kan måske nå at redde verden…

PS
CHF: Vi vil helt sikkert blive klogere…
Der var nogen der allerede i 2007 - og måske før -vidste bedre:

"Nationalbankdirektør Hoffmeyer opfordrer til at sætte olieindtægterne i en fond. Oppositionen foreslår investering i vedvarende energi. Regeringen afviser."

http://www.information.dk/161409